I dag foregår de fleste betalinger i Nordeuropa helt uden fysisk valuta. Og det skal vi måske være glade for. Igennem historien har alverdens folkeslag nemlig været lige lovligt kreative med deres betalingsmidler.
De blødeste penge
En ko kostede 100 egern
Kontanter var bløde i middelalderens Finland og Rusland. Her var pelsen fra det røde egern et udbredt betalingsmiddel, mens gnaverens snude, ører og kløer blev anvendt som småpenge. Værdien af pelsen varierede, alt efter hvor mange skind der var i omløb, men til tider kunne en hel ko erhverves for 100 egernskind.
I flere århundreder var egernskind russernes foretrukne betalingsmiddel.
Fordi skindet var så eftertragtet, blev egernene masseudryddet, og forskere mener, at Rusland netop af den grund slap forholdsvis nådigt fra pestepidemien den sorte død i 1300-tallet – egern er som andre gnavere værtsdyr for pest-bakterien.
Brugen af skind som valuta fortsatte frem til begyndelsen af 1400-tallet, da bl.a. Novgorod afskaffede skindpengene. I finsk sprogbrug lever den særprægede valuta videre i dag: Penge hedder “raha”, hvilket oprindeligt betyder “egernskind”.
De letteste
Penge voksede på markerne i Virginia
Tobak var i særklasse den afgrøde, som de engelske kolonister i staten Virginia i Nordamerika havde størst succes med i 1600-tallet. Så vellykket var tobakseventyret, at kolonistyret i 1642 gjorde bladene til statens eneste gyldige betalingsmiddel.
Slaver, skatter, lønninger og varer fra England – det hele blev gjort op i tobaksblade, hvilket resulterede i, at alle, fra håndværkere til præster, begyndte at dyrke deres egne penge.
Med tiden blev markedet oversvømmet, og sidst i 1600-tallet styrtdykkede værdien. Kolonisterne forsøgte at hæve prisen ved at ødelægge mange plantager, indtil styret indførte dødsstraf for forseelsen.
De tungeste
Huset blev betalt med enorme stenmønter
Verdens største penge var i omløb på stillehavsøen Yap. En tonstung stenskive på størrelse med et traktordæk rakte til at få bygget et prægtigt hus.
Indbyggerne på den isolerede stillehavsø Yap kunne med sindsro lade deres formue ligge på gaden – så tungt og enormt var det lokale betalingsmiddel, at ingen alligevel ville kunne stikke af med det.
Fra omkring år 500 e.Kr. og helt frem til 1930’erne brugte øboerne valutaen rai, som er runde skiver af sten med et hul i midten.
På øen Yap betalte øboerne med stenskiver fra et kalkstenbrud 500 km borte.
Giga-mønterne blev hugget ud i stenbrud på ø-gruppen Palau, der ligger 500 km mod sydvest, hvorefter de blev bugseret over åbent hav til Yap på en tømmerflåde trukket af en spinkel udriggerkano. Rejsen varede ca. fem dage, og flere stenskiver på havbunden mellem øerne vidner om, at turen ikke var ufarlig.
Jo større og smukkere stenskiven var, jo højere var dens værdi. De største vejede 7,6 tons og havde en diameter på ca. 3,5 m. For sådan én kunne ejeren fx få opført en kæmpe bolig.
En hustru kunne købes for en lidt mindre udgave, mens en tallerkenstor rai rakte til at forsyne en familie med mad i en måned.
De mest hørmende
Italienere forkælede kongelige med parmesan
Den hårde ost var en eftertragtet og værdifuld skat. I dag bliver parmesan stadig låst forsvarligt inde i sikrede bankbokse.
At penge ikke lugter, blev i 1200-tallet en sandhed med modifikationer. Da begyndte italienerne nemlig at bruge parmesanost som et betalingsmiddel, der kunne veksles til alle tænkelige varer.
Parmesanosten var så besværlig at producere, at den blev en formue værd.
Også i udlandet var osten i høj kurs, og italienerne skænkede den til diplomater og kongelige som en gave. I 1511 forærede pave Julius 2. hele 100 parmesanoste til Englands Henrik 8., og overalt i Europa var osten så værdifuld, at ejerne gjorde alt for at værne om den.
Under Londons brand i 1666 skyndte embedsmanden Samuel Pepys sig at grave sin beholdning af parmesanost ned, så den spiselige formue ikke gik op i flammer.
Mens vi andre høvler parmesan og drysser den på pastaen, er den i sin hjemegn, Emilia-Romagna-provinsen, fortsat de lokales svar på guldbarren.
Til et parmesanostehjul på ca. 36 kg skal der bruges 550 l mælk. Den mængde, kombineret med en modningstid på mindst to år, er forklaringen på parmesanostens høje værdi.
Visse italienske banker, bl.a. Credito Emiliano, udsteder lån til de lokale osteproducenter mod at få sikkerhed i parmesan. Banken opbevarer ca. 440.000 parmesan-hjul i sikrede lokaler.
Ét hjul er ca. 300 euro værd – ca. 2.200 kr.
De mest skinnende
Portugisere købte slaver for snegle
Den skinnende skal fra en særlig type havsnegl, den tropiske kauri, var fra 600 f.Kr. og frem til 1920’erne et udbredt betalingsmiddel i Afrika, Asien og Oceanien.
Snegleskallerne er blanke og solide og ser ud, som om de er lavet af porcelæn, og netop disse egenskaber gjorde skallerne stærkt eftertragtede.
I 1500-tallet sejlede portugiserne skibsladning efter skibsladning af kaurier fra Det Indiske Ocean til Afrika, hvor de brugte porcelænssneglene til at betale for slaver med.
Mens skallerne stadig var sjældne, kostede en slave 200 til 300 kaurier. Men i slutningen af 1600-tallet gik der inflation i skalpengene, og i 1680 kostede en slave ca. 20.000 kaurier. Så stor en mængde vejede omkring 25 kg.
De spidseste
Hundens flab var fuld af penge
Hundetænder var frem til omkring 1960 gangbar mønt i visse egne af Papua Ny Guinea, som ligger øst for Indonesien. Heldigvis for hunden blev tænderne først fjernet, efter at den var død.
Tandudtrækkeren begravede den livløse hund i sand til halsen og hev tænderne ud. Kun hjørnetænderne var gyldige som betalingsmiddel, så en enkelt hund var leveringsdygtig i blot fire “mønter”.
Hundetænder blev allerede for 2.500 år siden brugt som smykker i Papua Ny Guinea.
Tænderne blev gennemboret og trukket på snor og fungerede som smykker og valuta.
Værdien afhang af tændernes stand og i særdeleshed af, hvor hvide de var. Bl.a. brudepris, tobak, kokosnødder og grise blev betalt med tandpenge.
Én tand kunne i 1880’erne omsættes til 10 kokosnødder, mens én gris kostede en hundetandkæde, der var lige så lang som grisen målt fra tryne til hale.
De skarpeste
Knive og spader skrumpede ind til mønter
For omkring 2.700 år siden tillod en kinesisk prins ifølge overleveringen sine tropper at bruge deres bronzeknive som betalingsmiddel, når de skulle handle rundtomkring. Dermed indførte han en ny valuta, knivpenge, som er forløberen for vores dages klingende mønt.
Knivmønter var sandsynligvis verdens første reelle penge.
Med tiden fandt kineserne på at lave hul i knivene og også i spader, så redskaberne kunne trækkes på en snor.
Efterhånden skrumpede redskabspengene ind og blev så små og spinkle, at de hverken kunne bruges til at skære eller grave med – i stedet blev spade- og knivmønterne udelukkende brugt som betalingsmiddel.
De kortlivede
Soldater fik løn udbetalt i spillekort
Den franske koloni Canada løb i 1685 tør for penge pga. forsinkede leverancer fra hjemlandet. Embedsfolk og soldater kunne derfor ikke få deres hyre – indtil en officer, Jacques de Meulles, fik en idé.
Spillekort skortede det ikke på, og dem forvandlede kolonisterne på de Meulles’ initiativ til penge, som – når skibet med mønter omsider nåede frem – kunne byttes til kontanter.
Spar konge, hjerter dame og andre kort blev præget med en fransk lilje og forsynet med et tal for værdien, hvorefter kortene fungerede som penge.
Spillekortene blev anvendt indtil slutningen af 1686, men blev kortvarigt genindført ved flere lejligheder.
De mest livsnødvendige
Saltstænger var Etiopiens guld
I dag kan vi købe salt i kilovis for småpenge, men i Etiopien var det hvide råstof engang mere værd end guld. Fra omkring år 500 e.Kr. og frem til 1920’erne brugte etiopierne salt som betalingsmiddel i form af stænger af salt pakket ind i siv.
Stængerne kaldtes “amole” og var opkaldt efter amole-stammen, der lancerede salt som valuta på egnen. Det hvide guld blev indvundet i Danakil, en ørken med store saltsletter i det nordøstlige Etiopien.
Området er en af de hedeste og tørreste pletter på kloden med dagtemperaturer, der kan snige sig op over 50 grader C.
Værdien af en amole varierede over tid, men eventyreren Richard Burton berettede i midten af 1800-tallet, at én slave kostede en æsellast af saltstænger.
De stærkeste
Krydderi var en pebret affære
Peber var så svært tilgængeligt i middelalderens Europa, at det sorte krydderi blev brugt til at betale fx skat, told og husleje med. Så dyrebare var peberkornene, at konger satte tjenere til at vogte over krydderiet dag og nat, mens rigmænd skjulte deres peber i tøjet.
Arabiske købmænd havde monopol på handlen med de eksotiske peberkorn, som med karavaner og skibe blev fragtet fra Asien til Mellemøsten og derfra videre til Europa via italienske mellemhandlere.
Europæerne drømte selvsagt om selv at finde peber, og de ambitioner udløste sidst i 1400-tallet en række opdagelsesrejser.
Vasco da Gama knuste arabernes monopol på peber, da han fandt søvejen til Indien.
Den portugisiske søfarer Vasco da Gama blev i begyndelsen af 1500-tallet manden, der fandt den længe eftersøgte søvej syd om Afrika til Indien, hvor den kostbare peber voksede. Dermed var arabernes ekstremt dyre monopol brudt.