Pengenes historie: Fra konkylieskaller til euroen

Siden oldtiden har penge spillet en central rolle i menneskets historie – uanset om de dyrebare pengestykker har haft form af sjældne konkylieskaller, værdiløse jernmønter eller små fjer.

22. september 2018 af Pelle Stampe

2500 f.Kr.: Sølvstænger var verdens første penge

Pengenes historie fortaber sig i tågerne, men den tidligste skriftlige omtale af penge stammer fra Mesopotamien i nutidens Irak. 

Ifølge gamle lertavler med kileskrift var rent sølv det første standardiserede betalingsmiddel. 

Det kostbare metal var formet som stænger, der blev klippet og vejet, når en handel skulle gennemføres. Alt tyder på, at indførelsen af sølv skete af rent praktiske årsager. 

Handel var udbredt i det højt udviklede Mesopotamien, men naturalier var ofte tunge og besværlige; små stænger af sølv var væsentligt lettere at medbringe end okser eller korn.

Ifølge historikerne blev kileskriften netop opfundet for at bogføre det stigende antal handler.

1760 f.Kr.: Kongen indførte regler for handel

Den babylonske konge Hammurabi indførte en lovsamling, som angav, hvordan Babylonien – i dagens Irak – skulle fungere. 

Kongen fastslog bl.a., at alle handler skulle nedfældes i kontrakter eller have øjenvidner, så der ikke senere opstod uenighed.

Under Hammurabis styre udviklede Babylon sig til et magtfuldt rige.

© Ullstein Bild

1500 f.Kr.: Konkylieskaller var de perfekte penge for kineserne

For omkring 3500 år siden begyndte kineserne at bruge små konkylieskaller som penge. 

Omfanget af konkylie-valutaen er i dag uklart, men formentlig var den meget udbredt, for da det kinesiske skriftsystem blev udviklet, blev tegnet for konkylie brugt som symbol for “penge”. 

På samme måde kom konkylier til at indgå i tegnene for bl.a. “købe”, “sælge” og “byttehandel”.

Men kineserne var ikke de eneste, som betalte med konkylier. De eftertragtede skaller var udbredt langs Det Indiske Ocean helt op i 1900-tallet, hvor de blev brugt til betaling for dagligvarer som mad.

Ligesom moderne penge kunne konkylier også rammes af inflation. I Ugandas afsides regioner kostede en kone i 1700-tallet blot to skaller. 

Da vejene til havet efterfølgende blev forbedret, kom flere konkylier i omløb. Derfor faldt skallernes værdi, og i 1860 kostede en kone hele 1000 konkylier.

640 f.Kr.: De første mønter gjorde Lydien rig

På tinderne af sin storhed var Lydien – i nutidens Vesttyrkiet – ikke meget større end en bystat. Men det tilsyneladende ubetydelige kongerige efterlod sig en arv, som ændrede historiens gang: mønter.

Forskellige former for penge eksisterede allerede i Egypten, Kina og andre af antikkens store riger, men Lydien indså vigtigheden af et lille og håndterligt betalingsmiddel.

Omkring 640 f.Kr. slog de lydiske konger som de første mønter i standardvægt og -størrelse – og prægede dem med deres egne segl for at garantere metallets ægthed.

Mønterne revolutionerede handlen, fordi lydiske købmænd ikke længere behøvede at bruge dyrebar tid på at veje sølv- og guldklumper eller undersøge metallernes renhed – de kunne nøjes med at tælle mønter.

Selv jævne borgere deltog nu i den blomstrende handel, og hurtigt udviklede Lydien sig til et af antikkens mest velhavende riger.

En konstant strøm af købmænd fra hele den kendte verden drog til det lille kongerige for at købe eftertragtede varer som fx lydernes berømte parfume og kosmetik.

Ifølge historikerne førte denne livlige handel også til, at historiens første butikker blev etableret i Lydien.

323 f.Kr.: Korn var penge i banken i det gamle Egypten

Mønter af metal var kendt i oldtidens Egypten, men blev næsten udelukkende brugt af rige købmænd, der handlede med udlændinge. 

Hos den jævne befolkning var korn derimod det mest udbredte betalingsmiddel. Arbejderne fik typisk udbetalt deres løn i korn. En månedsløn lå på ca. 200 kg korn og kunne byttes til andre varer.

For at stimulere handel oprettede magthaverne et omfattende net af offentlige kornbanker. I bankernes lagre kunne egypterne indsætte deres overskydende korn – eller låne, hvis de var i bekneb. 

Kunderne fik et bevis på størrelsen af deres indskud eller lån, som de også kunne indsætte eller hæve i andre kornbanker. Disse beviser kunne desuden bruges som betaling ved handler.

For at forhindre svindel i de lokale filialer havde centralbanken i byen Alexandria kopier af alle afdelingernes regnskaber.

Den egyptiske økonomi var bygget op omkring korn, og arbejderne fik udbetalt deres løn i afgrøder.

© Scanpix/AKG Images

Falske penge

Lige så længe penge har eksisteret, har lyssky sjæle forsøgt at gøre værdiløst metal til kostbare mønter. Og lige så længe har pengenes ejermænd forsøgt at undgå forfalskninger.

  • Kobber blev til guld
    I antikkens Grækenland gemte forfalskere billige kobbermønter under et tyndt lag guld.

  • Tin blev gemt i sølv
    I 1930'erne blev tomme hylstre af mexicanske sølvdollars fyldt med værdiløst metal som fx tin.

  • Runde mønter blev filet
    Den britiske 50-pence er ottekantet. Forfalskere har ofte forsøgt at file runde mønter til, så de ligner originalen.

  • Købmænd klippede mønter
    I antikken blev guld- og sølvmønter tit forfalsket. Derfor klippede handelsmænd i mønterne for at sikre sig, at de var ægte.

  • Sten afslørede forfalskning
    Købmænd undersøgte guldmønters karat med en sort sten. Den blev først ridset med guldnåle i forskellige karat, og nålenes mærker kunne dernæst sammenlignes med de mærker, mønterne efterlod.

900-tallet: De første pengesedler erstattede værdiløse mønter 

Verdens første pengesedler blev snarere skabt af nød end lyst. 900-tallets kinesiske mønter var store, tunge og havde meget enkle inskriptioner, som let kunne forfalskes. 

De var desuden fremstillet af billigt metal som kobber og jern og havde ingen omsmeltningsværdi.

Mønterne var på alle måder til besvær for kineserne, som på forskellige måder forsøgte at håndtere de besværlige metalskiver. Et af de populæreste tiltag var at deponere sine mønter hos en købmand, som til gengæld udskrev en garantiseddel på mønternes værdi. 

Sedlerne var langt lettere at bære på end mønterne og kunne til enhver tid byttes til mønter igen. De nye sedler blev efterhånden så populære, at de også blev brugt i handlen.

Købmandssedlernes popularitet kom også kejseren for øre, og for at få kontrol over økonomien i sit rige begyndte han at udstede officielle pengesedler. 

De nye sedler – som med datidens værktøj var langt sværere at forfalske end jernmønterne – blev hurtigt en stor succes.

Denne kinesiske pengeseddel havde samme værdi som 1000 mønter – de ville have vejet 3,5 kg.

© British Museum & DK Images

1300-tallet: Jøder og tempelriddere banede vejen for Europas første banker

I 1300-tallet blev jøderne fordrevet fra det meste af Europa, og de sidste tempelriddere henrettet. 

De to grupper havde længe haft monopol på datidens primitive bankvæsen, og deres forsvinden gjorde det umuligt at veksle valuta eller låne penge. Rige italienske familier greb straks muligheden og etablerede Europas første banker. 

Fra deres bænke – banco på italiensk – på markedspladserne forsynede de alle kreditværdige med penge, og snart fik italienerne monopol på alt bankvæsen i Europa. De havde filialer i de fleste lande og tjente store formuer.

Til forskel fra nutidens banker lånte italienerne dog rent formelt ikke penge ud. Ifølge Bibelen er renter forbudt, og bankiererne kunne derfor risikere at blive smidt ud af kirken. 

Løsningen blev at udstede veksel-dokumenter. Låneren “solgte” vekslen til banken for et aftalt beløb og “købte” den senere tilbage for et højere beløb. Altså intet pengelån – kun køb og salg af et dokument.

1660'erne: Svensk møntkrise skabte Europas første sedler

I begyndelsen af 1660'erne oplevede Sverige stor mangel på kobber. Efterspørgslen betød, at kobberindholdet i de svenske mønter pludselig blev mere værd end mønternes påtrykte værdi. 

Svenskerne strømmede til Stockholms Banco – Sveriges første bank – for at hæve deres kobbermønter og sælge dem videre som metal.

Problemet var, at banken havde lånt mønterne ud. For at løse krisen udstedte Stockholms Banco “kreditnoter”, som kunderne senere kunne veksle til mønter; Europas første pengesedler var født.

Som en nødplan udstedte Stockholm Banco sedler, der kunne veksles til kobbermønter.

© British Museum/DK Images

1718: Berygtet engelsk storspiller kørte Frankrig i sænk

I 1718 blev den franske nationalbank grundlagt med engelske John Law som direktør. Han var økonomisk teoretiker, men også en berygtet storspiller. 

Law havde overbevist kong Filip 2. om, at Frankrigs massive statsunderskud kunne indfries ved at udstede pengesedler, hvis værdi var garanteret af kongen. 

Indtil da blev pengesedler udstedt af banker og handelsmænd, men kongelige sedler ville stimulere handlen og skabe mere vækst, mente englænderen.

Law blev samtidig direktør i Det Indiske Kompagni, som drev handel med de franske kolonier, og begyndte at udstede aktier i firmaet. 

Aktiesalget eksploderede og skabte behov for flere kongelige pengesedler, fordi Law groft overdrev rigdommene i kolonierne. På få år steg aktierne med 3600 procent – indtil boblen brast. 

Alle aktieejerne ville pludselig sælge, og både aktiernes og pengesedlernes værdi styrtdykkede. Frankrigs økonomi lå i ruiner, og Law blev fyret og udvist af landet.

Penge i alle former og farver

Let som en fjer eller tung som en sten – penge findes i alle former og vægt­klasser, og i nogle af verdens mere eksotiske egne har både fjer, sten og salt været brugt som gyldig valuta.

  • Fjer betalte koner
    Små fjer, der er limet sammen, blev bl.a. brugt til at betale for koner og kanoer på Salomonøerne.

  • Kæmpesten som penge
    På Yapøerne i Stillehavet blev store stenringe brugt som valuta. Stenes størrelse og historie bestemte værdien.

  • Salt kostede mere end guld
    Før mønter og sedler vandt indpas i Etiopien, var salt i perioder mere værd end guld.

  • Indianerne brugte skaller
    Indianerne i Nordamerika brugte bælter af snegleskaller som betaling. Bælternes værdi blev bestemt af mønstrene.

  • Slaver blev betalt med ringe 
    Ringe af metal blev benyttet i Vestafrika frem til 1948. De dyrebare ringe blev bl.a. brugt til at betale for slaver.

1873: Drømmen om et skandinavisk storrige fødte krone og øre

I 1800-tallet arbejdede politikere i Sverige, Norge og Danmark på at samle de tre lande til ét rigsfællesskab. 

Bestræbelserne stoppede i 1864, fordi Sverige-Norge ikke ville støtte Danmarks krig mod Preussen. En ting kom dog ud af forsøget: en skandinavisk møntunion.

I 1873 indførte Danmark og Sverige kroner og øre, og Norge fulgte to år senere. Kronen var oprindeligt en dansk mønt, mens øre var svensk. Unionen eksisterede formelt indtil 1972.

1924: Dårlige biler førte til kreditkortet

Bilen bragte amerikanerne vidt omkring i begyndelsen af 1900-tallet, og i løbet af få timer kunne de besøge byer langt fra deres vante rammer. 

Men hvis passagererne ikke havde medbragt nok kontanter, kunne køreturen ende i store problemer, når bilen løb tør for benzin eller fik et af sine hyppige sammenbrud.

For at løse det problem – og binde kunderne til sig – indførte olieselskabet General Petroleum i 1924 et betalingskort, der kunne bruges på alle selskabets benzinstationer og værksteder i USA. 

Varehuse og togselskaber lod sig inspirere og fulgte snart trop. Kortene gjaldt dog kun til de enkelte firmaer og blev ofte kun udstedt til de bedste kunder.

Efter 2. verdenskrig oplevede USA stor økonomisk vækst. Amerikanerne købte nye biler, køkkener og andre forbrugsgoder – gerne på kredit, så de kunne få deres varer med det samme. 

Diners’ Club kombinerede den store købelyst med betalingskorts bekvemmelighed og lancerede i 1950 det første kreditkort. Det kunne bruges i forretninger over hele USA, og regningen skulle først betales efter 60 dage.

Da forretningerne fandt ud af, at kunder faktisk købte flere varer, når de betalte med kreditkort, tog de fleste med glæde imod det nye kort.

De første betalingskort blev brugt på benzinstationer – Diners’ Club-kortet kunne derimod bruges overalt.

© Getty Images

1967: Hæveautomater blev brugt af spillefugle og prostituerede

Den første elektroniske hæveautomat blev sat op i London i 1967, men ideen var dog ikke helt ny. 28 år tidligere havde amerikanske Luther Simjian opfundet en mekanisk automat, som lod bankkunder hæve kontanter døgnet rundt i New York.

Teknisk fungerede maskinen upåklageligt, men alligevel blev den taget ned efter blot et halvt år, fordi mange kunder troede, at automaten ville snyde dem for penge: 

“Tilsyneladende var maskinens eneste kunder et lille antal prostituerede og spillefugle, der ville undgå kassererne”, forklarede opfinderen Simjian.

I 1967 blev hæveautomaten til gengæld en omgående succes. Den nye, elektroniske maskine fungerede ved, at kunden indsatte en check, der var behandlet med et svagt radioaktivt stof, og indtastede en pinkode, der passede med checkens radioaktive “fingeraftryk”.

Opfinderens oprindelige idé var, at hæveautomaten skulle operere med en sekscifret kode. Men hans kone var kun i stand til at huske fire tal – og derfor har alverdens hævekort i dag pinkoder på blot fire cifre.

Banken Barclays satte som den første bank en elektronisk hæveautomat op.

© Barclays

1999: Euroen skal skabe fred i et splittet Europa

Møntfoden “euro” blev introduceret i 1999 for at forstærke EU's position i verdensøkonomien – en fælles valuta ville sikre stabilitet og gøre de europæiske lande mindre sårbare over for inflation. 

Desuden ville euroen fremme kontakt og handel mellem europæerne, fordi forretningsfolk og turister ville slippe for at tænke på kurser og veksling.

I dag bruger over 329 millioner europæere euroen, og yderligere 100 millioners møntfod er bundet til den nye valuta. Det gør eurozonen til verdens største økonomi, og med 750 milliarder i omløb er euroen i dag verdens mest udbredte valuta.

Tankerne bag euroen kan føres tilbage til tiden efter 2. verdenskrig. 

Efter endnu en stor krig lå store dele af Europa igen i ruiner, og for at skabe større sammenhold og en fælles europæisk identitet – og dermed forebygge fremtidige krige inden for Europas grænser – blev Kul- og Stålunionen oprettet i 1951. 

Den blev efterfulgt af EF og siden EU, hvis hovedformål er at sikre fred i Europa gennem politisk og økonomisk samarbejde.

Australsk kobbermønt koster 2,7 mio.

Møntsamlere er altid på jagt efter unikke og sjældne mønter. Nogle af de mest eftertragtede kan indbringe formuer, hvis de er i god stand – som disse fem, der har kostet millioner.

  • 40.562.584 kr.
    Ved en auktion i 2002 blev en amerikansk Double Eagle-guldmønt fra 1933 verdens dyreste.

  • 19.973.947 kr.
    Den amerikanske “1804 silver dollar” er en af de mest eftertragtede og myteomspundne mønter i verden.

  • 10.153.980 kr.
    I 1894 blev denne amerikanske 1 dime slået i 24 eksemplarer – i dag kendes blot de ni.

  • 6.947.460 kr.
    Denne amerikanske 1-dollar fra 1870 har officielt aldrig været i omløb, men findes alligevel i 11 eksemplarer.

  • 2.764.795 kr.
    Den australske 1-penny fra 1930 er lavet af kobber og findes kun i seks eksemplarer.

Penge motiverede grusom terrorist 

Pengenes historie spænder vidt og bredt, og Sjakalen Carlos er et glimrende eksempel på bagsiden af medaljen. Han begyndte karrieren som idealist, men pengene fristede, og snart blev Carlos forretningsmand med speciale i død.

Læs hele historien om den pengegriske terrorist Sjakalen Carlos, eller fordyb dig i fortidens største dramaer med HISTORIE-magasinet. 

Bestil det nu og få det direkte til postkassen! 

Måske er du interesseret i...

Læs også