Rige købmænd tog magten over London

Romerne skabte lavenes rigdom

Londons lav kan spores helt tilbage til romernes invasion af England i år 43. I takt med at romerne befæstede byen med en stærk ringmur og sikrede freden i området, strømmede købmænd og varer fra hele England til.

Herfra blev varerne solgt til resten af Romerriget og gjorde købmændene velhavende. Romerske optegnelser viser, at købmændene allerede dengang organiserede sig i collegiae – lav – for at kontrollere handel og priser.

Efter Romerrigets retræte fra De Britiske Øer i år 410 herskede kaos, og historikerne ved ikke meget om lavenes skæbne, men i vikingetidens England beretter kilder igen om dem. Her blev lavene kaldt gilder, og under kampe mellem vikinger og Englands angel-saksiske befolkning udpegede kong Æthelstan af England i 940 et såkaldt fredsgilde bestående af Londons rigeste købmænd og biskopperne til at regere den strategisk beliggende storby.

Gilderne var organiseret omkring en kirke, som alle medlemmerne gik til gudstjeneste i, og alle – uanset fag – kunne optages. Åbenheden ændrede sig i løbet af de næste 200 år til hermetisk lukkede lav.

Lav gav frihed fra adelen

Allerede i middelalderen lokkede byerne og deres lav bønder til at forlade jord og husdyr for at slippe ud af adelsmændenes kløer. Ude på landet skulle bønderne adlyde den lokale jarl, som de også måtte levere gratis arbejdskraft til og dele deres høstudbytte med. Jarlen kunne desuden indkalde enhver til sin hær.

Inde bag nogle få storbyers mure var borgerne imidlertid i sikkerhed fra den slags forfølgelse, hvis de vel at mærke var medlem af et lav. Senest i løbet af 1100-tallet forvandlede Londons lav sig: Fra at være kirkefællesskaber med forpligtelser til at hjælpe hinanden, hvis et medlem kom i nød, blev de i stedet til lukkede loger, hvor kun personer inden for samme fag fik adgang.

Silkehandlere, buntmagere med pelsværk på hylderne, guldsmede og salterne, der konserverede fødevarer, var nogle af de første til at danne magtfulde lav bag Londons mure.

Her risikerede samfundets underklasse stadig at blive kostet rundt med og udnyttet af fx kongens byfoged, men fidusen ved lavene var netop, at medlemmerne ved fælles hjælp løftede sig op fra samfundets bund.

Længe før banker fandtes i England, og småfolk kunne optage lån, gav lavene medlemmerne en gylden chance: Indbyrdes lånte de penge ud til hinandens investeringer i bygninger, redskaber eller et vigtigt parti varer, som gjorde dem i stand til at udvide deres forretning.

Konge i pengenød frigav London

Lavsbrødre beskyttede hinanden – nogle gange sågar med våbenmagt – hvis rå bøller forsøgte at afpresse eller jage et medlem bort. Lige så vigtigt var det dog, at medlemskab af et lav medførte, at personen fik borgerrettigheder i byen London og ikke længere behøvede at bøje nakken for en jarl.

Dette privilegium kunne de takke kong Richard Løvehjerte for. Kongens svære vanskeligheder med at skrabe penge nok sammen før sit ambitiøse korstog til Jerusalem betød i 1189, at Londons lav skillingede sammen og lånte Løvehjerte en enorm sum. Som modydelse krævede Henry Fitz-Ailwin, formand for klædehandlernes lav, at Londons bedre borgerskab fremover selv fik lov til at vælge byens overhoved.

Kongen accepterede, og samme år blev Henry Fitz-Ailwin Londons første borgmester. Det var hverken første eller sidste gang, at en konge i pengenød gav hovedstaden større selvbestemmelse i bytte for kolde kontanter. Mens Løvehjerte var bortrejst, accepterede hans bror, Johan (i England kendt som Prince John, red.), at også Londons sherif fremover skulle vælges af byens lav – præcis som borgmesteren. Det var en uhørt indrømmelse, for sheriffen var hovedstadens sidste tilbageværende repræsentant for kongemagten og havde indtil da stået for at indsamle skatter og hælde pengene ned i kongens skatkiste.

Johan gik også med til, at byen fastsatte sine egne regler, der gjaldt alle inden for bymuren. I en tid, hvor konge og adel ellers bestemte alt, var London det tætteste europæerne kom på et egentligt demokrati, selvom folkestyret udelukkende gav medlemmer af et lav noget at skulle have sagt.

Hvert af byens lav udpegede en repræsentant til at sidde i Court of Aldermen, older-mandsretten, som herefter diskuterede og vedtog nye love og regler, der vedrørte alle byens borgere.

Reglerne for, hvem der måtte slå sig ned som fx tømrermester, fiskehandler eller garver, afgjorde de enkelte lav derimod. Var en ung mands far ikke medlem af tømrerlavet, kunne han derfor glemme alt om at blive tømrer. Lavene var yderst beskyttende over for deres medlemmers privilegier og særdeles fjendtlige over for udefrakommende, der forsøgte at få en bid af kagen.

Lavene gav håb om et bedre liv

For familier med en fod indenfor i et lav gav systemet med lukkede fag til gengæld en enestående chance, som få andre i middelalderen havde: chancen for at overkomme sit fattige udgangspunkt, arbejde sig op og en dag få adgang til både velstand og magt.

Dengang kunne en bonde ellers regne med at forblive fattig og uden indflydelse hele sit liv, mens en adelsmand var født til et liv i luksus og med gode chancer for at tilrane sig mere magt og velstand.

I London kunne sønnen af en fattig fiskehandler bryde den sociale arv og via flid og lavets støtte ende som en af hovedstadens velhavende borgere. Men alt dette kunne kun lade sig gøre, hvis lavets medlemmer tjente mange penge, og faste prisaftaler var derfor en af lavets fornemste opgaver. Under møder i lavshuset fastlagde fagets mestre regler for, hvilke kvalitetskrav produkterne skulle overholde, og til hvilken pris de måtte sælges. Fri konkurrence blev anset for at være decideret skadelig.

Overtrædelser af lavets regler blev straffet med klækkelige bøder, og forsømte medlemmet at betale til tiden, risikerede han at blive smidt ud af lavet og få sin butik lukket.

Lavet besluttede også, om der var plads til flere mestre inden for faget i hovedstaden, eller om ansøgninger om næringsbrev – retten til at drive en forretning inden for det pågældende fag – skulle afvises.

Lavets bestyrelse dikterede desuden, hvem der måtte optages som lærling, og hvad knægten skulle betale for retten til at få sig en uddannelse. I praksis var det stort set kun sønner af lavets svende og mestre, som fik lov til at komme i lære – ingen fag var åbne for deres døtre.

Arbejdsvilkår, klager over snyd eller dårligt arbejde samt svendenes løn var andre områder, som lavet også fastlagde fælles regler for.

Konger i nød gavnede London

London var Englands absolut største by og driftigste handelscentrum. Derfor tjente især handelslavene enorme summer på at være mellemleddet, der indkøbte nationens vigtigste produkter, som fx uldstoffer, fra alle egne af landet, sejlede dem til kontinentet og solgte varerne over hele Europa.

Andre handelslav tjente fedt på at hente luksusvarer i udlandet og sælge dem dyrt i hovedstaden. Londons rigeste lav omfattede derfor blandt andet krydderihandlernes, silkehandlernes, buntmagernes og salthandlernes lav.

De 12 største lavs pengekister ydede flere gange enorme lån til Løvehjertes efterfølger, broren Johan, og da Englands adel i 1215 tvang den hårdt pressede monark til at underskrive “Magna Carta”, som begrænsede kongens magt for altid, benyttede Londons lav lejligheden til at få alle deres gamle friheder på papir og desuden tilføje adskillige nye.

Af kongens dokument fremgår det, at ingen af Londons borgere længere måtte slæbes for retten uden for hovedstaden. Kun byens eget retssystem kunne dømme en londoner. Ingen måtte udfordres til at løse en retslig strid med våben i hånd – “trial by combat” var ellers en populær middelalderlig måde at afgøre tvister på. Metoden involverede ofte sværd og skjold og endte næsten altid med, at en ridder kæmpede på vegne af en adelsmand, slog den sagsøgte ihjel og sikrede adelsmanden en blodig sejr med rettens godkendelse.

Kongen og Englands jarler fik desuden ophævet deres såkaldte infangenthef, hvilket var retten til – uden rettergang – at hænge en tyv, hvis han blev taget på fersk gerning. Fremover skulle tyverianklagede beboere overføres til hovedstadens sherif.

Indbyggere med borgerrettigheder, nemlig den tredjedel af befolkningen, som var medlem af et lav, blev desuden fritaget fra “scot and lot” – det vil sige skatter på jord – som det fremgår af kong Johans frihedsbrev.

Borgerne blev også fritaget for “billeting” – pligten til at indkvartere og bespise kongens soldater. Endelig kunne borgere heller ikke længere tvangsudskrives af kongen til at gøre militærtjeneste, medmindre hæren skulle bruges til at forsvare hovedstaden mod fjender og bemande bymuren.

Fremmede betalte dyrt

Alle disse privilegier kom kun Londons borgere til gode og skabte en enorm forskel på livet inde bag bymuren og dagligdagen uden for – forskelle, som især blev tydelige på markedspladsen.

Når London slog sine byporte op på markedsdage, myldrede bønder og handelsmænd ind for at sælge deres varer til byens tusindvis af købedygtige indbyggere. Men længe inden de nåede frem til markedspladsen, mærkede udefrakommende, hvilken knusende magt Londons lav besad.

For det første blev langtfra alle lukket ind. Bystyret kunne forbyde visse typer handlende adgang – fx fik klædehandlere, vokssælgere, fiskehandlere og slagtere af og til forbud mod at sælge deres varer på Londons markeder – formentlig fordi byens lav inden for disse fag ikke

ønskede konkurrence udefra, når deres egen handel gik trægt.

For det andet kostede det penge at træde ind gennem byporten. Alle skulle betale “pontage”, bropenge, hvis de krydsede en bro. Pengene brugte lavene til vedligeholdelse af broen. Også vejskatten “pavage” måtte de hoste op med, så byens veje kunne holdes i tiptop stand.

Skulle heste, okser eller æsler opstaldes ved markedspladsen, måtte de også betale “stallage”. Når boden var slået op og varerne lagt frem på disken, drev endnu en regel mange udefrakommende til vanvid:

Nogle produkter måtte nemlig kun sælges til medlemmer af bestemte lav, mens der var bødestraf for at handle med Londons mange andre indbyggere. Fx måtte uld kun sælges til et medlem af de lav, som handlede med klæder eller garn.

Shakespeare kritiserede lavene

Med alle de regler og afgifter er det let at forstå, at mange englændere drømte om at slippe for dem ved at blive optaget i et af hovedstadens lav. Men det var kun muligt, hvis byen manglede håndværkere eller handelsmænd af en bestemt type.

Havde pest, krig eller andre ulykker tyndet ud i et lavs rækker, stod døren åben, men kun for folk med pengepungen i orden.

Mod en betaling på tre pund kunne udefrakommende blive lukket ind i det gode selskab – en uoverskuelig sum for mange i middelalderen. For en tømrersvend svarede tre pund til indtægten fra over 100 arbejdsdage, og da fødevarer var dyre, brugte de to tredjedele af deres løn på at brødføde sig selv og familien; resten gik til bolig og tøj. De færreste var derfor i stand til at spare penge sammen.

Også for Londons tyende og andre fattigfolk har lavene virket som en uopnåelig drøm. Uden medlemskab havde de ingen chance for at tiltvinge sig adgang til velstand og sikkerhed.

Så sent som i slutningen af 1500-tallet kritiserede forfatteren William Shakespeare tingenes tilstand i rigets hovedstad. I stykket “Henrik 5.” fra cirka 1599 sammenligner Shakespeare Londons borgmester og hans lavsbrødre med Roms senatorer, som byens plebejere må sleske for.

På Shakespeares tid gik Londons lav under navnet livery companies – opkaldt efter bestyrelsesmedlemmernes “livery”, det vil sige fornemme kåber, som viste, at her kom en af byens spidser.

Kongen afpressede oldermændene

Fattigfolk og fæstebønder var ikke de eneste, der misundte Londons lav deres rigdom. Også Englands skiftende konger skulede misundeligt over Themsen fra deres slot. Adskillige af dem forsøgte at udhule lavenes monopoler og brandbeskatte deres indtægter med nye, snedige love, som ikke stod nævnt i kong Johans frihedsbrev.

Andre regenter tyede til simpel afpresning. Men den slags metoder risikerede at give alvorligt bagslag. I 1640 forsøgte kong Karl 1. at vride flere penge ud af lavenes oldermænd – de ældste, rigeste og mest indflydelsesrige medlemmer. Som et øjenvidne ved kongens hof afslørede:

“Han (kongen) regnede ikke oldermændene for andet end nødder. De skulle knækkes, før man kunne få noget godt ud af dem. Selv derefter så de tørre og rynkede ud, men sæt dem nok en gang i pressen, og så giver de et stort udbytte af fed olie”.

Kongen kom dog til bittert at fortryde sin ringeagt over for hovedstadens lav, da borgerkrigen mellem Englands parlament og Karl brød ud i 1642.

Jernhandlernes lav, som kongen især forsøgte at afpresse, satte hælene i og nægtede at betale så meget som en penny til kongen. Resten af lavene fulgte trop og stillede i stedet hovedstadens soldater bag parlamentet.

London rådede i denne urolige periode over en stående hær på 10.000 mand – landets ubetinget stærkeste styrke. Med den i ryggen svingende krigslykken over på parlamentets side, og kongen måtte kapitulere. I 1649 blev han afsat og halshugget – i stedet indtog oprørslederen Oliver Cromwell rollen som Englands nye stærke mand.

Livet med et parlament som landets øverste magt i stedet for en konge blev dog ikke lettere for Londons lav – også parlamentet krævede uhyrlige summer af byen – så i 1660 skiftede London atter side og placerede Karls søn på tronen. Som en slags bodsgang for farens henrettelse betalte Londons lav alle udgifter ved at genetablere det kongelige hof på den anden side af Themsen. 12.000 pund endte regningen på.

Kun kongen og to lav åd svaner

Langt op i renæssancen forblev lavene ved magten i London, og 1500- og 1600-tallet var gyldne år for byens elite. I stedet for at lægge lavene under pres forsøgte kongen nu med begunstigelser at knytte tætte bånd til den rige hovedstads førende mænd.

Fx fik vinhandlernes og farvehandlernes lav tilladelse til at holde svaner på Themsen. Alle Englands svaner var ellers kongelig ejendom og blev med stor fornøjelse spist under royale middage. Slog kongens undersåtter en svane ihjel, risikerede de dødsstraf og en enkeltbillet til galgen.

Flere fag ansøgte monarken om at få deres eget lav, så også de kunne få del i Londons friheder og mænge sig med rigets største mænd. Blandt dem var brolæggerne, som fik deres kongeligt godkendte lav i 1638.

Et royal charter, som godkendelsen hed, var dyr og kunne koste 20 års overskud akkumuleret blandt alle fagets mestre i hovedstaden. For de lav, der købte et royal charter i 1660’erne, må de efterfølgende begivenheder i 1666 være kommet som et ekstra stort chok: Lavenes monopol knækkede brat den 2. september samme år, og årtiers opsparing for at købe retten til at kalde sig et kongeligt privilegeret lav var spildt.

En brand i et bageri udviklede sig kort efter midnat 2. september 1666 til en katastrofe, som hele hovedstaden fik at føle. I sin dagbog beskriver Samuel Pepys, der var embedsmand i flåden, om de uhyggelige begivender:

“Jeg gik til Tower of London og klatrede op i et tårn. Derfra så jeg, at alle husene for enden af broen (London Bridge, red.) var i brand. Ingen forsøgte at stoppe branden; alle var optaget af at bære deres ejendele ned til vandet og kaste dem ombord i bådene dernede. Andre trykkede sig i deres huse, indtil flammerne slikkede op ad husmuren”.

I løbet af tre døgn åd flammerne sig gennem 13.500 huse, 87 kirker udbrændte, og 44 lav mistede deres gildesale. Men hvad værre var: Branden knuste også lavenes monopoler i hovedstaden og dermed den før så uudtømmelige kilde til rigdom.

Tømrerlavet mærkede som det første, at branden havde ændret alt. Selvom London med ét var forvandlet til Englands største byggeplads, spandt medlemmerne ikke guld på katastrofen.

Lavets strenge regler spændte nemlig ben for tømrerne, som alle var yderst specialiserede: Nogle medlemmer fremstillede kun døre, andre lagde udelukkende gulve, men ingen måtte lave det hele. Hvis et medlem forbrød sig mod reglerne, troppede lavet op og ødelagde hans dyrebare værktøj.

Medlemmerne kunne derfor umuligt genopbygge byens mange udbrændte huse med den hast, som befolkningen forlangte, og det betød, at Londons indbyggere i stedet hentede tømrere ind fra resten af landet.

Ingen kunne standse de mange fremmede håndværkere, for desperationen i gaderne var så stor, at enhver, der forsøgte at forhindre uautoriserede arbejdere i at give husvilde tag over hovedet, øjeblikkeligt ville blive lynchet af en rasende folkemængde.

De tilstrømmende tømrere fra Londons opland var ikke underlagt samme strenge regler og blev hurtigt eftertragtede, fordi én tømrer kunne bygge hele huset færdigt. Udsat for dette pres brød Londons tømrerlavs strenge kontrol sammen, og medlemmerne fik frie hænder til at arbejde. Lavet opgav også at styre priser og svendenes løn.

Andre lav oplevede samme pres fra fremmede håndværkere; selv handels­lavene kunne ikke længere holde alle konkurrenter ude.

Lokumsaftaler erstattede magt

På ruinerne af det gamle London opstod en ny hovedstad, hvor lavene kom under pres. De bukkede dog ikke under og forsvandt. Branden svækkede de århundreder gamle lukkede loger, men hierarkiet i dem bestod, og i stedet for at herske med hård hånd koncentrerede medlemmerne sig om at bruge deres forbindelser bedst muligt.

Lavenes gildesale blev til mødesteder, hvor medlemmerne dannede netværk og lavede skumle lokumsaftaler om fremtidige projekter. Her kunne de stadig holde fremmede ude og sikre sig en god handel, før andre fik nys om den.

Udadtil gjorde alle Londons lav et stort nummer ud af, hvor meget godt de gjorde for byen – hvor mange fattige de brødfødte med almisser, hvor mange enkefruer de gav tag over hovedet – men lavenes formål var stadig primært at sikre medlemmernes indkomst.

Adam Smith hadede Londons lav

Trods de nye tider fortsatte Londons lav med at være en magtfaktor i hovedstaden, men deres rolle var omstridt, og et af de farligste angreb kom i 1776 fra den berømte økonom Adam Smith, som fyrede denne bredside af:

“Folk inden for samme erhverv mødes sjældent, uden at det ender i en konspiration mod offentligheden eller med nogle påfund, der hæver priserne”, tordnede Smith i sin bog “The Wealth of Nations”. Her anklagede han lavene for at kortslutte den frie konkurrence til skade for samfundet. Ifølge Adam Smith var der heller ingen grund til, at lærlinge stod i lære i syv år. Det burde kunne klares på et par uger, mente han.

Londons vokseværk under 1800-tallets industrialisering svækkede lavenes position yderligere, fordi deres privilegier kun gjaldt inden for middelalderbyens mure, mens hovedstaden nu bredte sig mod alle verdenshjørner.

Hovedstadens lav lever stadig, men er i dag forvandlet til godgørende selskaber, der fx driver skoler og donerer penge til kultur. Mange af dem besidder betydelige formuer – i 2013 viste regnskaberne eksempelvis, at Klædehandlernes Lav er god for hele seks milliarder kroner. Nye lav kommer stadig til – i 2014 fik kunsthistorikerne tilladelse til at oprette The Worshipful Company of Arts Scholars.