Lommeknive med flere værktøjer har været brugt i årtusinder; fx har arkæologer fundet redskaber fra romertiden, som indeholder bl.a. kniv, gaffel og tandstik.
Den ikoniske schweizerkniv blev dog først udviklet i slutningen af 1800-tallet, hvor Schweiz’ hær ønskede at forsyne sine soldater med en praktisk foldekniv.
Idéen var, at den bl.a. skulle bruges til at samle rifler og åbne madrationer. Derfor skulle kniven have skruetrækker og dåseåbner.
I første omgang blev bestillingen på 15.000 knive lagt hos en fabrikant i Tyskland, fordi ingen i Schweiz kunne producere så mange knive.
Men efter den første leverance i 1891 var den schweiziske bestik-mager Karl Elsener klar til at tage kampen op mod tyskerne.
I de efterfølgende år leverede Elseners virksomhed, Victorinox, flere tusind knive, men tyskernes lave priser pressede langsomt Elsener ud på randen af konkurs.
I 1897 forsøgte schweizeren sig med et sidste desperat skud, Schweizer Offiziers- und Sportmesser, der blev stamfaderen til den klassiske, røde schweizerkniv.
Den banebrydende kniv havde en særlig fjedermekanisme, som tillod værktøj på begge sider af skæftet. Det betød, at kniven kunne have flere værktøjer end konkurrenterne.
Kniven imponerede dog ikke hæren, men blev en enorm kommerciel succes både i Schweiz og internationalt – og fik reddet Victorinox fra konkurs.
I dag producerer Victorinox ca. 45.000 knive om dagen og sælger dem til 120 forskellige lande.