Silkevejen bandt verden sammen

Romerrigets fascination af silke

På markedspladser i Romerriget betaler kunderne enorme summer for kinesisk silke. Romerne har ingen anelse om, hvordan det fremstilles, men de er betaget af det knitrende, lette stof fra Østen.

Så overvældende er romernes fascination af silken, at købmændene umuligt kan følge med efterspørgslen. Priserne stryger opad, og i begyndelsen af det 1. århundrede e.Kr. er silkeprisen så høj, at Romerrigets kejser, Tiberius, beklager sig over luksusforbruget:

“Som betaling for ligegyldige ting bliver vores penge sendt til fremmede lande og endda til vore fjender”. Men kineserne spinder guld på det florlette stof, og for dem er Silkevejen en genvej til endeløs rigdom.

Handelsruten er ikke en enkelt vej, men et omfattende netværk, der forbinder Kina med Europa og Indien. Det gigantiske vejsystem har sit udspring i det kinesiske kejserriges hovedstad chang’an – i dag Xi’an.

Herfra myldrer en strøm af kameler, kameldrivere, vagter, kokke og tjenere ud gennem millionbyens porte med kurs mod Roms markedspladser for enden af den lange handelsvej.

Den dristige kineser Zhang Qian fandt ved tilfældighedernes spil ruten mellem Østen og Vesten. I 138 f.Kr. udpegede Han-dynastiets kejser Wu Di den unge embedsmand som leder af en ekspedition, der skulle opsøge en stamme i Fergana i det nuværende Usbekistan over 2.000 kilometer vest for Chang’an.

Kejseren håbede, at Zhang Qian kunne overtale stammen til at danne fælles front mod mongolerne, hvis horder af rytterhære truede rigets grænser.

Første rejse på Silkevejen

Qian samlede en ekspedition på 100 mand, og da han forlod Chang’an, forventede han at vende tilbage inden for et par år. Men embedsmanden tog fejl. Karavanens rute førte gennem mongolernes territorium, og Zhang og hans ledsagere blev taget til fange to gange.

Efter hele 13 års strabadser vendte Zhang og den eneste anden overlevende fra ekspeditionen tilbage til hovedstaden, hvor den standhaftige udsending overbragte kejseren både gode og dårlige nyheder: Stammen i nordvest var ikke interesseret i et militært samarbejde.

Men til gengæld meddelte Zhang, at der bag vidtstrakte ørkner og høje bjerge lå en perlerække af riger, hvis indbyggere var fulde af beundring for Han-riget og dets handelsvarer.

Zhang havde ikke set landene med egne øjne, men på sin færd ind i Asiens ukendte hjerte hørte han igen og igen tale om et rige, der lå længst mod vest bag et kæmpemæssigt hav. Romerriget hed dette land, som ifølge Zhang Qian var en stormagt på lige fod med Kina.

Zhang Qians beretning fik kejseren til at lytte interesseret. Hans dynasti havde samlet Kina til ét rige og strakt landets grænser både mod nord og mod syd. Nu øjnede kejseren muligheden for at tjene formuer på handel med de fjerne riger.

Knap havde Zhang børstet rejsestøvet af sig, før de første karavaner læsset med silke forlod den kejserlige hovedstad med kurs mod ukendte horisonter.

I første omgang rejste karavanerne kun til Tarimbækkenet i det vestligste Kina, hvor købmændene byttede deres silke for jade. Men hurtigt gik det op for købmændene, at silke var en endnu mere eftertragtet vare længere mod vest.

Udsigten til et eksporteventyr gav dem blod på tanden, og ærgerrigt gik de i gang med at udvide kundekredsen. Dag for dag og kilometer for kilometer sled karavanerne sig længere mod vest gennem ukendt terræn. Nye veje blev banet, gamle og veletablerede handelsruter blev knyttet sammen med nye, og efterhånden strakte netværket af veje og stier sig på kryds og tværs over umådelige vidder.

Sikkerhed på rejsen

De endeløse rækker af kameler med deres kostbare last vakte opsigt, hvor end de nåede frem, og røvere øjnede chancen for at gøre et kup. Men allerede kort efter Silkevejen blev taget i brug, forsøgte romere og kinesere at sikre passagen.

På strategiske steder langs Silkevejens østlige ende opførte kineserne vagttårne og forter, hvis soldater beskyttede karavanerne mod overfald. Også i den vestlige ende var karavanerne i sikkerhed, for her sørgede Romerrigets stærke hære for ro og orden.

Men mellem de to store riger var lang vej, og i denne vældige region herskede i Romerrigets og Han-dynastiets storhedstid to folk: partherne, som var naboer til Romerriget, og kushanerne, som kontrollerede dele af Centralasien.

Disse folkeslag opkrævede told for at beskytte de rejsende og levede højt på trafikken gennem deres territorier. Samtidig tjente de svimlende summer på at opkøbe varepartier og sælge dem videre til andre karavaner.

Udrustningen af karavanen

Købmændene, der udrustede karavanerne, skulle bruge mange måneder på at planlægge rejsen. Først skulle de skaffe varerne og derefter finde sunde og hårdføre pakdyr og hyre folk, som havde mod på den farefulde rejse.

Pakdyrene var typisk kameler, som udmærker sig ved at kunne gå i dagevis uden vand, men også heste, æsler og okser var populære. Karavanerne bestod af op mod 1.000 dyr og hundredvis af mand.

Fra Chang’an foregik første etape i ly af den kinesiske mur, og på kanten af Tarimbækkenet delte ruten sig op. Forude ventede et af verdens mest ugæstfrie steder: Taklimakanørkenen.

Verdens næststørste ørken – efter Sahara – var berygtet for støvstorme, ekstrem kulde og for de dæmoner, man sagde holdt til her.

Taklimakan-ørkenen

Den ene rejserute fulgte ørkenen nordom, mens en anden bugtede sig langs kanten af ørkenen mod syd. Men uanset hvilken vej karavanerne valgte, undgik de ikke Taklimakans barske natur.

Temperaturerne svinger fra 30 graders frost til 40 graders varme, og fra det ene øjeblik til det andet kan forfærdelige storme bryde løs.

Mellem takkede tinder

Efter flere måneders rejse var karavanerne sluppet forbi Taklimakan, og i oasebyen Kashgar løb ruterne sammen igen.

I handelsbyen samlede karavanerne kræfter og benyttede opholdet til at skaffe proviant og nye dyr som erstatning for dem, der var bukket under.

Strabadserne var langtfra forbi, for forude ventede endnu en livsfarlig etape: bjergområdet Pamir.

Uendeligt langsomt og skridt for skridt måtte karavanerne kæmpe sig op ad smalle stier på de stejle bjergsider, og konstant lurede faren for snestorm, stenskred og laviner.

Ud over at være et travlt handelsnetværk fungerede Silkevejen også som en informationskanal. Teknologi, viden, kunst og religion blev formidlet mellem øst og vest, og når rejsende fra hver sin verdensdel mødtes, udvekslede de historier fra deres hjemlande.

Fra Kina spredte opfindelser som kompasset, krudtet, pengesedler, porcelæn og papir sig til Vesten, og særligt for religionerne fik karavanevejene afgørende betydning: Omkring år 100 e.Kr. bredte buddhismen sig fra Indien til Kina og hele det centrale Asien, og flere hundrede år senere trængte nye religioner som kristendommen og islam frem.

Udvekslingen havde dog ikke altid lige gode kår, og Silkevejens historie er præget af krig og ufred. I lange perioder lå store strækninger øde hen, fordi rivaliserende herskere og hære på march gjorde passagen livsfarlig.

Under mongolernes styre blomstrede Silkevejen, men da riget midt i 1300-tallet begyndte at smuldre, brød handlen sammen.

Krig og konflikter forhindrede igen karavanerne i at komme frem, og på grund af de kristnes gentagne korstog hadede muslimerne i Mellemøsten og de kristne europæere hinanden.

Ingen kristen købmand turde vove sig gennem de mange muslimske småstater på vejen til Østen, og derfor overtog muslimerne stort set al handel på ruten.

De muslimske købmænd tog sig så godt betalt for at agere mellemmænd, at priserne nåede hidtil usete højder og mængden af fragt aftog år for år.

Men europæernes begær efter varer fra Østen var usvækket, og desperat begyndte de at se sig om efter andre veje til de asiatiske skatkamre.

Skattejægere erobrede Silkevejen