Kameler i ørken på Silkevejen

Silkevejen bandt verden sammen

I 1.600 år myldrer kamelkaravaner gennem verdens mest ugæstfri egne med knitrende silke, ædelt guld og eksotiske krydderier. Røvere står på lur, men Djengis Khan, den kinesiske mur og Roms legioner beskytter Silkevejens købmænd.

I 1.600 år myldrer kamelkaravaner gennem verdens mest ugæstfri egne med knitrende silke, ædelt guld og eksotiske krydderier. Røvere står på lur, men Djengis Khan, den kinesiske mur og Roms legioner beskytter Silkevejens købmænd.

Shutterstock

Morderiske røverbander. Hære på march. Endeløse ørkener. Ufremkommelige bjerge. Ekstrem kulde. Og djævelske ånder.

Det er blot nogle af de farer, der lurer på den 8.000 kilometer lange rute fra Kina i øst til Europa i vest. Men for de karavaner, der gennemfører odysseen ad Silkevejen, er belønningen enorm.

Tag plads i karavanen til en tur på Silkevejen igennem alle dens forvandlinger i over 1.600 år.

Romerrigets fascination af silke

På markedspladser i Romerriget betaler kunderne enorme summer for kinesisk silke. Romerne har ingen anelse om, hvordan det fremstilles, men de er betaget af det knitrende, lette stof fra Østen.

Så overvældende er romernes fascination af silken, at købmændene umuligt kan følge med efterspørgslen. Priserne stryger opad, og i begyndelsen af det 1. århundrede e.Kr. er silkeprisen så høj, at Romerrigets kejser, Tiberius, beklager sig over luksusforbruget:

“Som betaling for ligegyldige ting bliver vores penge sendt til fremmede lande og endda til vore fjender”. Men kineserne spinder guld på det florlette stof, og for dem er Silkevejen en genvej til endeløs rigdom.

Silke

Vævet silke fra Kina var det store slagnummer på Silkevejen.

© Shutterstock

Silkevejen opdaget ved et tilfælde

Handelsruten er ikke en enkelt vej, men et omfattende netværk, der forbinder Kina med Europa og Indien. Det gigantiske vejsystem har sit udspring i det kinesiske kejserriges hovedstad chang’an – i dag Xi’an.

Herfra myldrer en strøm af kameler, kameldrivere, vagter, kokke og tjenere ud gennem millionbyens porte med kurs mod Roms markedspladser for enden af den lange handelsvej.

Den dristige kineser Zhang Qian fandt ved tilfældighedernes spil ruten mellem Østen og Vesten. I 138 f.Kr. udpegede Han-dynastiets kejser Wu Di den unge embedsmand som leder af en ekspedition, der skulle opsøge en stamme i Fergana i det nuværende Usbekistan over 2.000 kilometer vest for Chang’an.

Kejseren håbede, at Zhang Qian kunne overtale stammen til at danne fælles front mod mongolerne, hvis horder af rytterhære truede rigets grænser.

Den kinesiske mur.

Den kinesiske mur beskyttede de rejsende på en del af Silkevejen.

© Polfoto / Corbis

Første rejse på Silkevejen

Qian samlede en ekspedition på 100 mand, og da han forlod Chang’an, forventede han at vende tilbage inden for et par år. Men embedsmanden tog fejl. Karavanens rute førte gennem mongolernes territorium, og Zhang og hans ledsagere blev taget til fange to gange.

Efter hele 13 års strabadser vendte Zhang og den eneste anden overlevende fra ekspeditionen tilbage til hovedstaden, hvor den standhaftige udsending overbragte kejseren både gode og dårlige nyheder: Stammen i nordvest var ikke interesseret i et militært samarbejde.

Men til gengæld meddelte Zhang, at der bag vidtstrakte ørkner og høje bjerge lå en perlerække af riger, hvis indbyggere var fulde af beundring for Han-riget og dets handelsvarer.

Zhang havde ikke set landene med egne øjne, men på sin færd ind i Asiens ukendte hjerte hørte han igen og igen tale om et rige, der lå længst mod vest bag et kæmpemæssigt hav. Romerriget hed dette land, som ifølge Zhang Qian var en stormagt på lige fod med Kina.

Zhang Qians beretning fik kejseren til at lytte interesseret. Hans dynasti havde samlet Kina til ét rige og strakt landets grænser både mod nord og mod syd. Nu øjnede kejseren muligheden for at tjene formuer på handel med de fjerne riger.

Knap havde Zhang børstet rejsestøvet af sig, før de første karavaner læsset med silke forlod den kejserlige hovedstad med kurs mod ukendte horisonter.

Mange flere varer end silke

I første omgang rejste karavanerne kun til Tarimbækkenet i det vestligste Kina, hvor købmændene byttede deres silke for jade. Men hurtigt gik det op for købmændene, at silke var en endnu mere eftertragtet vare længere mod vest.

Udsigten til et eksporteventyr gav dem blod på tanden, og ærgerrigt gik de i gang med at udvide kundekredsen. Dag for dag og kilometer for kilometer sled karavanerne sig længere mod vest gennem ukendt terræn. Nye veje blev banet, gamle og veletablerede handelsruter blev knyttet sammen med nye, og efterhånden strakte netværket af veje og stier sig på kryds og tværs over umådelige vidder.

Handelsvarer på Silkevejen: Rav, elfenben, guld.

Handelen gik begge veje. Kineserne efterspurgte hedt varer fra romernes og europæernes interesseområder som rav, elfenben og guld.

© Shutterstock

Omkring Kristi fødsel var Silkevejen udbygget til over 8.000 km. Ruten strakte sig fra Chang’an i øst til endestationen i Antiokia – det nuværende Antakya ved Tyrkiets middelhavskyst – som var et handelsknudepunkt for de østromerske provinser.

Silkevejen pustede liv i områder, som før havde ligget øde hen. Langs ruten og alle dens forgreninger skød nye lande, byer og handelsstationer op som paddehatte, og frem voksede paladser, templer og klostre.

Hvor der før var gold steppe, falbød købmænd nu et væld af forunderlige sager fra fjerne egne i livlige basarer. Silken var nemlig blot en af de mange eksotiske varer, som skiftede hænder.

Alt efter tidens modeluner medbragte karavanerne også krydderier, parfume, velduftende træsorter, vilde dyr, porcelæn og planter.

Men handlen gik begge veje, og mens europæerne faldt i svime over stort set alt, hvad der duftede af Østen, var kineserne vilde med vestlige varer som uld, rav, tæpper, elfenben, glas, guld og sølv.

Silke var Kinas statshemmelighed

Silkeorme spinder kokoner.

Kun kinesere vidste, at silke stammer fra en særlig sommerfuglelarve. I århundreder havde de monopol på produktionen.

© Shutterstock

Ifølge legenden var det en kinesisk prinsesse, som for næsten 5.000 år siden ved et tilfælde spandt den første silketråd.

Prinsesse Xiling Shi gik omkring i sin have og plukkede en kokon af et blad på et morbærtræ. Da hun kort efter tabte kokonen i en kop varm te og forsøgte at redde den op igen, blev hendes fingre viklet ind i en lang, tynd silketråd.

Dermed havde prinsessen skabt det, der blev et af Kinas dyrebareste produkter. Inden længe var tøj vævet af silketråde fra sommerfuglens larver populært blandt de rigeste i Kina.

Kineserne vogtede nidkært over silken. Hemmelighedskræmmeriet viste sig effektivt i over 2.000 år. Især romerne, som umætteligt efterspurgte silken, forsøgte at greje, hvor silken stammede fra. Den romerske forfatter Plinius den Ældre skrev fx, at “kineserne er berømte for deres skove, hvor de kæmmer bladene for de fineste dun (til silke)”.

Først omkring år 550 e.Kr. slap hemmeligheden ud. To byzantinske munke smuglede kokoner fra silkesommerfuglen fra Kina til Konstantinopel.

Silkeavlen begyndte herefter i Middelhavsområdet, hvorfra den med tiden bredte sig til det øvrige Europa.

Sikkerhed på rejsen

De endeløse rækker af kameler med deres kostbare last vakte opsigt, hvor end de nåede frem, og røvere øjnede chancen for at gøre et kup. Men allerede kort efter Silkevejen blev taget i brug, forsøgte romere og kinesere at sikre passagen.

På strategiske steder langs Silkevejens østlige ende opførte kineserne vagttårne og forter, hvis soldater beskyttede karavanerne mod overfald. Også i den vestlige ende var karavanerne i sikkerhed, for her sørgede Romerrigets stærke hære for ro og orden.

Men mellem de to store riger var lang vej, og i denne vældige region herskede i Romerrigets og Han-dynastiets storhedstid to folk: partherne, som var naboer til Romerriget, og kushanerne, som kontrollerede dele af Centralasien.

Disse folkeslag opkrævede told for at beskytte de rejsende og levede højt på trafikken gennem deres territorier. Samtidig tjente de svimlende summer på at opkøbe varepartier og sælge dem videre til andre karavaner.

Kort over ruten

Udrustningen af karavanen

Købmændene, der udrustede karavanerne, skulle bruge mange måneder på at planlægge rejsen. Først skulle de skaffe varerne og derefter finde sunde og hårdføre pakdyr og hyre folk, som havde mod på den farefulde rejse.

Pakdyrene var typisk kameler, som udmærker sig ved at kunne gå i dagevis uden vand, men også heste, æsler og okser var populære. Karavanerne bestod af op mod 1.000 dyr og hundredvis af mand.

Fakta om kamelen

Kamel med fuld oppakning.
© Polfoto/Corbis

Kamelen er et planteædende pattedyr. Vægten er omkring 600 kg, og skulderhøjden er knap 200 cm.

Kamelen kan drikke 200 liter ad gangen.

Puklen er dyrets fedtdepot. Den har ikke isolerende fedt på resten af kroppen.

Kamelen kan laste 300 kg og vandre op til 50 km på en dag.

Ruten igennem helvede

Fra Chang’an foregik første etape i ly af den kinesiske mur, og på kanten af Tarimbækkenet delte ruten sig op. Forude ventede et af verdens mest ugæstfrie steder: Taklimakanørkenen.

Verdens næststørste ørken – efter Sahara – var berygtet for støvstorme, ekstrem kulde og for de dæmoner, man sagde holdt til her.

Pagode i Kinas gamle kejserby: Xi'an.

Den såkaldte "Lille Vildgås Pagode" er fra 652 e.kr. Den står i Xi'an /Chang'an, som igennem store dele af Silkevejens storhedstid var kejserstad i Kina. Tang dynastiet (618–907) havde for eksempel sit hovedsæde i netop Chang'an.

© Shutterstock

Taklimakan-ørkenen

Den ene rejserute fulgte ørkenen nordom, mens en anden bugtede sig langs kanten af ørkenen mod syd. Men uanset hvilken vej karavanerne valgte, undgik de ikke Taklimakans barske natur.

Temperaturerne svinger fra 30 graders frost til 40 graders varme, og fra det ene øjeblik til det andet kan forfærdelige storme bryde løs.

Taklimakan-ørkenen i dag.

Taklimakan-ørkenen: Verdens næststørste ørken er stadig vanskelig at forcere, selvom der i dage sine steder findes asfalterede veje.

© Shutterstock

Småsten og sand fyger med vinden og bombarderer mennesker og dyr. Rejsende, som mødte sådan et uvejr, måtte hylle sig fuldstændigt ind i tæpper for ikke at blive såret.

Mens sandstormene rasede, risikerede karavanerne at fare vild med katastrofale følger. Ørkensandet omsluttede alt, og rygter sagde, at dæmoner lokkede dem på afveje.

De fortabte rejsende, der sakkede bagud, hørte deres navn blive råbt med en stemme, som forekom dem bekendt. Men råbet var blændværk. Ingen rejsefælle kaldte. Det var en ond dæmon, som lokkede.

Mellem takkede tinder

Efter flere måneders rejse var karavanerne sluppet forbi Taklimakan, og i oasebyen Kashgar løb ruterne sammen igen.

I handelsbyen samlede karavanerne kræfter og benyttede opholdet til at skaffe proviant og nye dyr som erstatning for dem, der var bukket under.

Strabadserne var langtfra forbi, for forude ventede endnu en livsfarlig etape: bjergområdet Pamir.

Uendeligt langsomt og skridt for skridt måtte karavanerne kæmpe sig op ad smalle stier på de stejle bjergsider, og konstant lurede faren for snestorm, stenskred og laviner.

Khunjarab-passet på grænsen mellem Kina og Pakistan.

Khunjerab-passet på grænsen mellem Kina og Pakistan. En asfalteret vej op i et iltfattig bjergterræn ser også ugæstfri ud i dag. Prøv den lige med en tung lastet karavane af kameler.

© Shutterstock

Til alle sider strakte tinder på op til 7.500 meters højde sig mod himlen, og som lange, tynde tråde snoede karavanerne sig gennem de sneklædte bjergpas i 5.000 meters højde. Dagligt mistede både dyr og mennesker fodfæstet, og skriget fra en rytter, som styrtede i afgrunden, var en del af hverdagen.

Fra Pamir fortsatte Silkevejen ned i lavlandet til et mere gæstfrit terræn med stepper, grønne marker og frodige frugtplantager.

Her var naturen ikke længere den værste fjende, men til gengæld lå bevæbnede røverbander på lur for at plyndre de udmattede rejsende.

Ulughbek Madrasah i Samarkand

Samarkand i Uzbekistan er et af højdepunkterne for nutidens rejsende, der ønsker at rejse langs Silkevejen. Dette er Ulughbek Madrasah'en opført mellem 1417 og 1420.

© Wikipedia Commons / Arian Zwegers

Kun ganske få af karavanerne tog hele rejsen fra den ene ende til den anden. I stedet stoppede de rejsen i en handelsby undervejs. Særligt Samarkand i det nuværende Usbekistan var mødested mellem øst og vest, og her stod købmænd parat til at opkøbe læssevis af varer og sende dem videre.

Når handlen omsider var afsluttet – og det kunne tage uger eller måneder – indledte karavaneføreren hjemrejsen.

Den oprindelige last fortsatte til de romerske handelspladser, og undervejs skiftede den ejer flere gange endnu. Når den omsider nåede sit mål, var prisen mangedoblet på grund af de mange mellemhandlere.

Vare på Silkevejen: Krydderier fra østen.

Der var mange andre varer, der blev fragtet fra øst mod vest på Silkevejen. Krydderier fra østen indbragte formuer i Europa.

© Shutterstock

Silkevejens vigtigste mænd

Kejser Wu Di
© Xiao Yu-Tian

Kejser Wu Di grundlagde Silkevejen

Kinas kejser sendte i 138 f.Kr. embedsmanden Zhang Qian ud for at opsøge et nabofolk mod vest. Ved et tilfælde fandt ekspeditionen en rejserute helt til Europa.

Djengis Khan.
© Polfoto/Corbis

Djengis Khan beskyttede de rejsende

I århundreder var handelsruten plaget af lokale røverbander. Da Djengis Khan i begyndelsen af 1200-tallet erobrer store dele af Centralasien, kan karavanerne færdes i sikkerhed.

Marco Polo.
© Polfoto/Corbis

Marco Polo gjorde handelsruten berømt

I 1295 vendte den venetianske købmand Marco Polo tilbage til Europa efter 24 års rejse. Sammen med sin far og en onkel havde han fulgt Silkevejen til Kina, og hans rejseberetning gav europæerne indblik i de ukendte riger mod øst.

Bartolomeu Diaz
© Ullstein Bild

Bartolomeu Diaz fandt genvej over havet

Da en portugisisk ekspedition i 1488 fandt søvejen syd om Afrika, banede det vejen for skibstrafik til Asien. 10 år senene nåede Vasco da Gama til Indien ad søvejen.

Ferdinand von Richthofen.
© Polfoto/Ullstein Bild

Ferdinand von Richthofen navngav silkevejen

Den tyske geograf von Richthofen foretog flere rejser til Kina. I et bogværk fra 1877 beskrev han det enorme net af handelsruter og navngav dem “Seidenstraße” – Silkevejen.

Udveksling af varer og ideer

Ud over at være et travlt handelsnetværk fungerede Silkevejen også som en informationskanal. Teknologi, viden, kunst og religion blev formidlet mellem øst og vest, og når rejsende fra hver sin verdensdel mødtes, udvekslede de historier fra deres hjemlande.

Fra Kina spredte opfindelser som kompasset, krudtet, pengesedler, porcelæn og papir sig til Vesten, og særligt for religionerne fik karavanevejene afgørende betydning: Omkring år 100 e.Kr. bredte buddhismen sig fra Indien til Kina og hele det centrale Asien, og flere hundrede år senere trængte nye religioner som kristendommen og islam frem.

Udvekslingen havde dog ikke altid lige gode kår, og Silkevejens historie er præget af krig og ufred. I lange perioder lå store strækninger øde hen, fordi rivaliserende herskere og hære på march gjorde passagen livsfarlig.

Rytterstatue af Djengis Khan

Rytterstatue af Djengis Khan i Ulaanbaatar i Mongoliet.

© Shutterstock

Kun i én periode herskede nogenlunde ordnende forhold langs hele ruten. Det var forunderligt nok i en tid, hvor en af verdens mest frygtindgydende mænd, den mongolske hersker Djenghis Khan, var ved magten.

I 1206 e.Kr. samlede han de mongolske stammer under sin ledelse, og i de følgende år fejede hans rytterhære gennem Centralasien og slagtede alle fjender på deres vej. Ingen kunne hamle op med mongolerne, der år for år underlagde sig det ene rige efter det andet.

Da han døde i 1227, herskede mongolerne over hele Centralasien fra Kina til Europa, og Silkevejen var for første og sidste gang underlagt én magt i stort set hele sin udstrækning.

Silkevejen i krise

Under mongolernes styre blomstrede Silkevejen, men da riget midt i 1300-tallet begyndte at smuldre, brød handlen sammen.

Krig og konflikter forhindrede igen karavanerne i at komme frem, og på grund af de kristnes gentagne korstog hadede muslimerne i Mellemøsten og de kristne europæere hinanden.

Ingen kristen købmand turde vove sig gennem de mange muslimske småstater på vejen til Østen, og derfor overtog muslimerne stort set al handel på ruten.

De muslimske købmænd tog sig så godt betalt for at agere mellemmænd, at priserne nåede hidtil usete højder og mængden af fragt aftog år for år.

Men europæernes begær efter varer fra Østen var usvækket, og desperat begyndte de at se sig om efter andre veje til de asiatiske skatkamre.

Bartolomeu Diaz' karavel (rekonstruktion).

En moderne rekonstruktion af det skib (en karavel), som Bartolomeu Diaz var kaptajn på, da han som den første europæer rundede Kap Det Gode Håb og dermed var med til at besegle Silkevejens skæbne som et udspillet kapitel i verdenshistorien.

© Wikimedia Commons / Lacobrigo

Blandt videnskabsmænd i Europa var der for længst enighed om, at Jorden er rund, og at det derfor – i teorien i hvert fald – kunne lade sig gøre at sejle til Asien. Så i 1400-tallet satte Europas driftigste søfartsnation, Portugal, alle sejl til i forsøget på at finde en søvej.

I 1488 skete det store gennembrud, da Bartholomeu Diaz som den første fandt passagen syd om Afrika.

Dermed banede han en ny vej til Asien, og mens konvojer af skibe i de følgende årtier stævnede ud fra Europa med kurs mod Østen, mistede Silkevejen fuldstændig sin betydning. Den legendariske karavanerute sandede til, og i stedet for kameler var det handelsflåden, der slog bro mellem Østen og Vesten.

Silkevejen – tidslinje

Zhang Qian

Udsendt af Kinas kejser opdagede Zhang Qian Silkevejen.

© Polfoto / Corbis

Nyt tekstil giver ørkenruten succes

Den kinesiske silke bliver populær hos romerne tusinder af kilometer væk. Handel med det kostbare stof gør silkevejen til en betydningsfuld rejserute i århundreder.

Cirka 3000 f.Kr:

Kineserne begynder at fremstille silke.

753 f.Kr

Rom bliver grundlagt. Først fra hundrede år senere er byens tørst efter silke med til at gøre Silkevejen til en vigtig handelsrute.

206 f.Kr.

Kinas første store kejserdynasti, Han-dynastiet, samler Kina til ét rige.

138 f.Kr.

Kejser Wu Di udpeger embedsmanden Zhang Qian som leder af en ekspedition, der skal skabe en militær­alliance med en nomadestamme i Fergana i det nuværende Usbekistan.

Zhangs 100 mand store ekspedition indgår ingen aftaler med stammen, men baner vejen for det handelsnetværk, som med tiden udvikler sig til Silkevejen.

Omkring Kristi fødsel

Silkevejen er fuldt udbygget og strækker sig over 8.000 km fra Kina gennem ørkner, bjergkæder og over stepper til Romerriget.

Cirka 100 e.Kr.

Buddhismen når til Kina fra Indien. Religionen bliver populær og breder sig hurtigt langs Silkevejen. På kort tid bliver den den mest udbredte i hele Centralasien.

100 e.Kr.

Kushan-imperiet får herredømmet over dele af Centralasien, Afghanistan og Nordindien.

Produktion af papir i Kina.
© Bridgeman

105 e.Kr.

Kineserne begynder som de første i verden at fremstille papir. Produktionen spreder sig senere via Silkevejen til Centralasien, Mellemøsten og siden helt til Europa, hvor fremstillingen så småt begynder omkring 1300-tallet.

117 e.Kr.

Romerriget når sin største udstrækning. Det gigantiske imperium dækker nu området fra England i nord til Sahara i syd – fra Atlanten i vest til Eufrat-floden i øst.

220 e.Kr.

En urolig periode i Kina ender med, at Han-dynastiet smuldrer, og Kina bliver delt op i tre kongeriger.

330 e.Kr.

Romerriget splittes i to, og Byzans ved indsejlingen til Sortehavet bliver hovedstad i det østromerske rige. Byen kaldes Konstantinopel.

476 e.Kr.

Det splittede romerrige får dødsstødet, da den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustus, afsættes. Romerriget kollapser.

550 e.Kr.

Silkeavlen indledes i Middelhavsområdet. Kina mister dermed sit monopol på produktionen, men den livlige handel på Silkevejen fortsætter.

618 e.Kr.

Tang-dynastiet kommer til magten i Kina. Dette dynasti er Kinas mest kosmopolitiske og hersker i de første hundrede år over store dele af Centralasien.

632 e.Kr.

Profeten Muhammed dør. I tiden derefter lykkes det for de muslimske hære at underlægge sig store dele af Mellemøsten.

Siden fortsætter erobringen i Nordafrika, Spanien og dele af Centralasien. I takt med erobringerne bliver arabisk det dominerende sprog i regionen

Bagdad
© Scanpix / Mary Evans & Polfoto/corbis

762 e.Kr.

De muslimske herskere grundlægger Bagdad – den nuværende hovedstad i Irak – på det sted, hvor Silkevejen krydser en anden af tidens vigtige trafikårer, floden Tigris. Byen bliver hurtigt et af Silkevejens vigtigste handelscentre og vokser i løbet at et århundrede til en af Mellemøstens største og mest prangende metropoler.

800 e.kr.

Krudtet bliver opfundet i Asien. Midt i 1200-tallet når det via Silkevejen til Europa. I samme århundrede opfinder kineserne kompasset, som ligeledes udbredes til Europa via Silkevejen.

Kinesisk porcelæn
© Polfoto / corbis

900 e.kr.

Kineserne begynder at fremstille porcelæn. Først 800 år senere lykkes det europæerne at gøre dem kunsten efter. Cirka år 1000: Verdens første pengesedler udstedes i Kina.

1196 e.kr.

Djengis Khan bliver mongolernes leder.

1215 e.kr.

Djengis Khans hære erobrer hele den nordlige del af Kina.

1236 e.kr.

Mongoler trænger frem mod vest i Europa.

1271 e.kr.

Marco Polo forlader Venedig og begiver sig ad Silkevejen til Kina og vender hjem 24 år efter.

1279 e.kr.

Mongolherskeren Kublai Khan, som er barnebarn af Djengis Khan, fuldfører erobringen af Kina og bliver den første kejser i Yuan-dynastiet.

1488 e.kr.

Søvejen syd om Afrika bliver åbnet af portugiseren Bartholomeu Diaz.

1877 e.kr.

Den tyske geograf Ferdinand von Richthofen finder på betegnelsen Silkevejen.

Tog på silkevejsbanen i Kasakhstan.
© Polfoto / Corbis

1992 e. kr.

Den sidste strækning i den transkontinentale jernbaneforbindelse, som kaldes Silkevejsbanen, åbner i Kasakhstan.

Strækningen er omkring 11.000 km lang og forbinder Lianyungang på Kinas østkyst med Vesteuropa via Kasakhstan, Rusland, Hviderusland og Polen. Gennem de centrale dele af Asien løber jern­banesporene parallelt med Silkevejen.

Skattejægere erobrede Silkevejen

Sven Hedin, svensk skattejæger på Silkevejen

Den svenske geograf Sven Hedin gennemførte tre store ekspeditioner til Centralasien.

©

Efter at Silkevejen i århundreder var glemt, fik opdagelsesrejsende i slutningen af 1800-tallet øjnene op for den ældgamle karavanerute – og i særdeleshed for de skatte, der lå gemt i ørkensandet.

Hele byer blev gravet op, og foruden guld, ædelsten, redskaber og kunstgenstande fandt skattejægerne klippe­huler med vægmalerier og tusindvis af skriftruller.

En af de eventyrere, der havde størst succes, var svenskeren Sven Hedin. På tre ekspeditioner i årene 1893-1909 gjorde han en række sensationelle opdagelser, heriblandt handelsbyen Loulan i den kinesiske Xinjiang-provins.

Som mange andre erfarede også Hedin, hvorfor Taklimakanørknen var frygtet. På en ekspedition i 1895 var han tæt på at miste livet, da han trodsede de lokales råd om at holde sig væk. Svenskeren blev overrasket af sandstorme og 30 graders frost. Hedin og to af hans ledsagere overlevede kun med nød og næppe, fordi de mirakuløst fandt et vandhul. To mand og syv kameler døde.

Billedtekst: I oasebyen Loulan har arkæologer fundet mange spor efter fortidens storhed – bl.a. ældgamle mumier.