Den transatlantiske slavehandel – eller Trekantshandelen – er betegnelsen for den oversøiske handelsrute, som europæerne benyttede til slavehandel i 16- og 1700-tallet.
Trekantshandelen fra Europa og Afrika
I Europa lastede handelsmænd skibe med varer som våben, tekstiler, værktøj og brændevin.
Derefter sejlede skibene ned langs den afrikanske vestkyst, hvor de europæiske varer blev givet i bytte til lokale slavehandlere mod millioner af tilfangetagne afrikanere.
Under kummerlige forhold blev fangerne nu fragtet til Syd-, Mellem-, og Nordamerika, hvor de blev brugt som slavearbejdere på plantager.
Hvor mange mennesker, der led den skæbne, er historikerne i tvivl om, men det drejer sig formentlig om et sted mellem 9 og 12 mio.
Lasten blev skiftet undervejs
Handelsruterne danner en visuel trekant, når de tegnes ind på et kort. Bl.a. derfor kaldes slavehandelen også for trekantshandelen.
Og det kunne tage op mod to år for de europæiske købmænd at sejle hele ruten:
1. Våben
For våben, værktøj og brændevin byttede europæiske købmænd sig til slaver i Afrika.
2. Slaver
Under kummerlige forhold blev millioner af slaver tvunget til den nye verden.
3. Bomuld
Fra det amerikanske kontinent blev luksusvarer som bomuld og tobak sejlet til Europa.
Trekantshandelen fra Amerika til Europa
Når sukker, bomuld og tobak var høstet på plantagerne, blev handelsskibene endnu engang læsset.
Denne gang gik turen tilbage til Europa, hvor kolonivarerne blev solgt som eksotiske luksusvarer.
En del af overskuddet fra handelen brugte købmændene til køb af våben og værktøj. På den måde kunne de endnu en gang sejle ned langs Afrika og fragte nye slaver over Atlanterhavet.