Hedninge fra øst indtog Nordtyskland

Et af de mennesketomme områder lå mellem floderne Elben og Oder i nutidens Nordtyskland. Fra omkring år 500 levede her knap en sjæl – og det gav et nyt folk chancen: Grupper af slavere, der vandrede mod nordvest fra Karpaterne.

Ifølge forskningen trængte op mod 50 forskellige stammer frem til området mellem Elben og Oder i 600-tallet. Disse slavere, der i middelalderen blev omtalt som vendere, besad ikke de militære forudsætninger, der skulle til for at blande sig i det store europæiske opgør i folkevandringstiden. De bevægede sig uden om heksekedlen og slog sig ned i landet mellem de to floder.

Hurtigt blev de hedenske og teknisk tilbagestående vendere dog en torn i øjet på naboerne mod vest og syd, og de næste 500 år skulle blive en kamp for at overleve – en kamp, venderne umuligt kunne vinde.

Templer til gudernes ære

Venderne havde de perfekte forudsætninger for at leve i det skovrige område, de ankom til. Landet mellem Elben og Oder er gennemskåret af åer og floder, så heste og vogne gjorde ikke megen gavn her, men venderne var eksperter i at hugge lette kanoer ud af hele træstammer.

Egentlige byer anlagde venderne ikke, og de enkelte stammer slog sig ned i små landsbysamfund. I den første tid kendte de heller ikke til enerådende fyrster, der kontrollerede større landområder. Hvert samfund havde i stedet en høvding, og markerne dyrkede landsbyen i fællesskab.

Jorden var frodig, men god jernmalm havde venderne ikke adgang til. I stedet måtte de ty til den såkaldte myremalm, der efter udvindingen giver et mere porøst jern og ikke egner sig til våben.

De arkæologiske fund efter venderne er imidlertid få. Deres huse var mestendels af træ, og selvom de fremstillede lertøj, var deres kunstneriske ambitioner små. En vendisk krukke skulle først og fremmest være praktisk, og udsmykningen var sparsom.

Alle de historiske kilder om venderne stammer fra deres fjendtligt indstillede naboer, for venderne selv havde intet skriftsprog. De første generationer af vendere begreb heller ikke et muk, når de fremmede saksiske eller frankiske naboer talte til dem. Derfor kaldte venderne de fremmede for “njemz” (de stumme), mens de selvbevidst omtalte sig selv som “slovo” (de talende).

I områdets mange vandløb bedrev venderne fiskeri, og inde på land holdt de får og kvæg. Samtidig var de dygtige jægere med bue og pil, og med pels fra bl.a. bæver og mår kunne de bytte sig til bedre våben hos deres naboer.

De skriftlige kilder viser, at venderne byggede et væld af templer for at ære deres guder, hvilket den tyske historiker Thietmar af Merseburg (975-1018) berettede om:

“Der drives lige så mange templer, som der findes folkestammer i disse egne, og lige så mange enkelte gudestatuer tilbedes af de troende”.

Noget samlet overblik over vendernes tro og deres gudeverden giver de historiske kilder desværre ikke.

Stammerne slutter sig sammen

Med tiden fulgte også en centralisering af magten, hvor de enkelte stammer sluttede sig sammen i forbund anført af magtfulde fyrster.
I 804 e.Kr. erobrede frankernes kejser, Karl den Store, saksernes land og tvang dem til at lade sig kristne. Sejren blev vundet med hjælp fra den vendiske abodrit-konge, Witzan, der så sit snit til at styrke sin magtposition.

Karl belønnede Witzan ved at overlade ham erobret saksisk territorium nord for Elben. Men Karl stolede alligevel ikke på venderne og tog jorden tilbage for at bygge fæstningen Hammaburg (Hamborg). Samtidig fastlagde han også grænserne mod danerne i nord og venderne i øst.

Nord for Dannevirke bemærkede vikingekongen Gudfred med uro det vendisk-frankiske samarbejde. Derfor angreb danerne i 808 vendernes handelsplads Reric, der lå i Wismar-bugten, og tvangsflyttede bosættelsens købmænd til vikingebyen Hedeby nær vore dages Slesvig.

Alliancerne skiftede dog konstant. Tre år efter Karls død i 814 allierede abodritterne sig med danerne, for en klog fyrste er altid klar til at finde nye støtter. Også strategiske giftermål blev indgået på tværs af frankiske, saksiske og vendiske fyrstefamilier. I 820 tilpassede den abodrittiske fyrste Slavomir sig ovenikøbet fjendens religion ved – som den første vender – at lade sig døbe.

De ustabile alliancer fik ikke sjældent en blodig udgang. Ifølge krønikeskriveren Widukind inviterede markgreven Gero i midten af 900-tallet 30 vendiske høvdinge til et festligt gilde med masser af vin. Mens gæsterne sov rusen ud, lod Gero dem alle slå ihjel for at befæste sin magt.

Nøgen prinsesse jaget på porten

De mange krige og ødelæggelser til trods oplevede vendernes samfund generelt set fremgang. Da den jødiske købmand Ibrahim ibn Jakob i 966 e.Kr. besøgte byen Mecklenburg – nær vore dages Wismar – var han fuld af lovord:

“Kornpriserne dér er lave, og landet er så rigt på heste, at nogle af dem eksporteres til andre lande. Indbyggerne er godt bevæbnet med rustninger, hjelme og sværd”.

I Mecklenburg havde den abodrittiske fyrste Nakon sin borg, hvorfra han kunne kontrollere salthandlen mod nord.

Venderne, som i deres første århundreder var forsvarsløse, havde med tiden byttet sig til gode våben og bygget solide forsvarsværker. Fæstninger af træ, tørv og jord skød op i de vendiske områder, og vigtige borge som Mecklenburg og Brandenburg udviklede sig til regulære fyrstesæder, hvor vendiske herskere levede i overflod.

Borgene var også nødvendige for at modstå det stadig stigende pres fra vest, hvor velbevæbnede saksere og frankere drog på røvertogter eller krævede tribut. Men de ydre fjender var langtfra vendernes eneste udfordring.

Kristendommen havde for alvor slået rødder i området mellem Oder og Elben, og det splittede venderne indbyrdes: En del af dem bekendte sig nu til kristendommen, mens mange fortsat holdt fast i de gamle guder.

Særlig blodigt blev det i 1066, da hedenske vendere gjorde oprør mod abodrit-fyrsten Gottschalk, som var en ivrig kirkebygger og gift med en dansk prinsesse. Gottschalk blev myrdet ved Elben, mens hans hustru blev jaget splitternøgen ud af Mecklenburg.

Overalt lod hedningene deres vrede gå ud over de kristne – bl.a. ved at ofre en biskop til deres ildgud, Radegast, der havde et tempel i byen Retra. De kristne tog hævn ved året efter at jævne Retra med jorden. Alle spor efter byen er borte, så nutidens arkæologer er ude af stand til at placere den geografisk.

Religionsstriden spidser til

Konflikten mellem de kristne og hedenske vendere nåede sit højdepunkt i 1127. Her blev fyrst Nakons efterkommer, Heinrich, myrdet, fordi også han forsøgte at styrke kristendommen. Nu fik de saksiske naboer nok: De besluttede at knække venderne ved at invitere kristne indvandrere fra vest til at slå sig ned i vendernes land.

Ifølge Helmold af Bosaus “Slavernes Krønike” fra 1200-tallet sendte den saksiske grev Adolf 2. bud til “Flandern og Holland, Utrecht, Westfalen og Frisland om, at enhver, der havde for lidt land, skulle komme med sin familie og modtage den skønneste, største og frugtbareste mark – rig på fisk og kød samt udmærkede græsgange”.

I 1147 gennemførte sakserne under ledelse af adelsmændene Albrecht Bjørnen og Henrik Løve desuden et korstog i øst, som øjensynligt knækkede den sidste åbenlyse vendiske modstand. Men de saksiske erobrere havde undervurderet deres modstander.

Til markgreve Albrechts store overraskelse erobrede den vendiske fyrst Jaxa 10 år senere borgen Brandenburg. I ly af mørket lykkedes det fyrsten at snige sig ind i borgen med en lille håndfuld krigere bevæbnet med spyd og stridsøkser.

Ifølge krøniken “Tractatus de urbe Brandenburg” (Traktat om borgen Brandenburg), skrevet af munken Heinrich af Antwerpen omkring år 1200, indtog Jaxa og hans mænd Brandenburg uden de store blodsudgydelser. Men slaget var ikke vundet endnu – og Albrechts næste træk afgjorde vendernes skæbne.

Ifølge Heinrich af Antwerpen måtte Jaxa nemlig opgive borgen igen efter flere ugers belejring:

“Altså fik markgreven med Guds hjælp den 11. juni 1157 Brandenburg tilbage, indtog borgen med et stort følge og plantede sit sejrrige banner”.

Fyrst Jaxa skulle blive vendernes sidste store hærfører. Efter nederlaget trak han sig tilbage til sin borg i Köpenick syd for vore dages Berlin.

Ét folkeslag overlevede alt

I årene efter at Jaxa blev fordrevet fra Brandenburg, gennemførte den danske kong Valdemar 1. den Store sine egne korstog mod venderne. På øen Rügen besejrede han det vendiske folkeslag ranerne, der jævnligt havde plyndret de danske øer. Og på fastlandet tvang Valdemar abodritternes fyrste til at sværge sig troskab.

I 1168 var Valdemar tilbage på Rügen, hvor han erobrede ranernes helligdom Arkona, der var centrum for kulten omkring krigs- og frugtbarhedsguden Svantevit. Den danske historiker Saxo beskrev statuen af Svantevit:

“Inde i huset stod et vældigt gudebillede, langt større end nogen mand og mærkeligt at se til med sine fire hoveder og fire halse”.

Gudestatuen blev brændt, og Valdemars mænd plyndrede helligdommen for skatte.

Sent i 1180’erne markerede Valdemars efterfølger, Knud 6., sin overmagt ved at tage det selvbevidste tilnavn “de venders konge” – en titel, som det danske kongehus først afskaffede 800 år senere, ved dronning Margrethe 2.s kroning i 1972.

Mod syd var de nye tyske magthavere i 1100-tallet i fuld gang med at transformere vendernes land. Veje og byer blev bygget, kirker og klostre skød op, og den vilde skov blev fældet, så jorden kunne dyrkes.

Nu blev vendernes gårde med fællesmarker erstattet af egentlige bondegårde med egen jord, og den gamle byttehandel veg til fordel for en pengeøkonomi med mønter. Størstedelen af de vendere, som ikke underkastede sig, blev enten dræbt eller valgte flugten mod øst, hvor de slog sig ned i Polen og Rusland.

I de gamle vendiske områder var der snart ikke mange spor tilbage efter de gamle beboere, selvom enkelte af deres stednavne overlevede – fx Berlin (slavisk for sumpen) og Dresden (skoven). I byer som Lübeck var indbyggere, som ikke talte ordentlig tysk, forment adgang til 1400-tallets håndværkerlav.

Det sidste vendiske ord blev angiveligt sagt i 1756, da enkemanden Emerentz Schultze døde nær Hannover. Ifølge den lokale dødebog var han “den sidste, der kunne tale og synge perfekt vendisk”.

Utroligt nok lever den vendiske arv dog stadig videre i vor tids Tyskland. I Lausitzregionen nær den polske grænse taler omkring 60.000 mennesker stadig sorbisk: Et slavisk sprog, der – indtil videre – har overlevet både nazismen, kommunismen og internettet.