Historiens 7 værste tilfælde af kannibalisme

Zappo Zap-folket, der levede i den belgiske koloni Congo (i dag Den Demokratiske Republik Congo), var omkring år 1900 de belgiske koloniherrers bedste allierede. Men stammen var også kannibaler. Og i modsætning til mange andre kannibaler i Afrika spiste Zappo Zap-folket ikke kun mennesker som en del af et ritual.

Kannibalerne så menneskekød som en delikatesse – og det udnyttede belgierne. De satte krigerne til at inddrive skatter i form af saft fra gummitræerne, elfenben og slaver. Til gengæld måtte kannibalerne gøre, hvad de ville, under inddrivelsen, lød den stiltiende aftale.

Resultatet blev, at kannibalerne dræbte og spiste mere end 100 uskyldige. Missionæren Lachlan C. Vass besøgte efterfølgende høvdingens lejr og berettede om oplevelsen til avisen Los Angeles Herald:

“47 lig lå stadig i lejren. Kødet var blevet skåret af dem”, lød ordene i avisen den 6. januar 1900.

Høvdingen Udre Udre herskede i midten af 1800-tallet over Viti Levu-øen i Fiji. ifølge rygterne levede han udelukkende af menneskekød. Ofrene var krigsfanger, som kannibalens stamme enten selv fangede eller modtog som tribut fra andre høvdinge.

Udre Udres hang til kannibalisme kom ifølge kilder fra Viti Levu-folkets tro på, at et menneske fik modstanderens styrke, når han spiste fjenden. Derfor nægtede Udre Udre også at dele menneskekødet med sine stammefæller af frygt for, at de skulle vokse sig stærkere end ham.

Missionæren Richard Lyth mødte i 1840 Udre Udres søn Ravuta. Sønnen fortalte ifølge Lyth, at “hans far spiste dem alene og ikke delte med nogen. Han tilføjede en sten til en række for hver af dem”.

Ved kannibalens død talte samlingen 872 sten, men formentlig var nogle af stenene blevet fjernet i tidens løb, og historikerne anslår, at det faktiske antal nærmere var 1.000.

Den 20. november 1820 sank det amerikanske hvalfangerskib Essex omkring 1.500 sømil vest for Galápagosøerne. Fordelt i tre redningsbåde begyndte de 20 besætningsmedlemmer at ro mod Sydamerikas kyst 4.000 km borte.

Provianten var sparsom, og efter en måned krævede sulten sit første dødsoffer. Den døde blev dumpet i vandet, og det samme gjorde den næste. Men da en tredje mand bukkede under, blev de overlevende enige om at spise ham. Det samme skete med de efterfølgende.

I begyndelsen af februar var der ikke flere døde at spise, og mændene besluttede derfor at trække lod om, hvem der skulle lade sig skyde for at blive fortæret. Loddet faldt på den kun 18-årige Owen Coffin.

I alt spiste de skibbrudne syv mennesker, men Coffin var den eneste, som blev myrdet for at blive til et måltid. Tre uger senere blev de sidste overlevende reddet af et amerikansk skib. Ironisk nok kunne hvalfangerne have sparet hundredvis af kilometer, hvis de i stedet for at sejle mod fastlandet havde sat kursen mod Selskabsøerne i det sydlige Stillehav. Men øerne blev valgt fra, da de angiveligt vrimlede med kannibaler.

Alt tegnede til at gå planmæssigt, da Flight 571 den 13. oktober 1972 kl. 15.24 begyndte nedstigningen til byen Curicó i Chile. Ombord var 19 spillere fra rugbyholdet Old Christians Club med familie og venner.

Men de i alt 45 passagerer nåede aldrig til Curicó. Piloten fejlbedømte flyets højde, og flyet styrtede ned i Andesbjergene. 12 døde under styrtet, og 17 andre omkom kort efter af læsioner eller kulde. Flyet medbragte kun lidt mad, og de snedækkede bjerge bød hverken på dyr eller spiselige planter. Kun ét var at gøre for de overlevende – nemlig at ty til kannibalisme.

“Vi lagde tynde strimler af frossent kød på en metalplade. Vi spiste det, når vi kunne få os selv til det”, fortalte en af de overlevende, Roberto Canessa, senere.

De nødstedte blev reddet den 23. december – 72 dage efter styrtet – da det lykkedes to overlevende at hente hjælp i et beboet område 10 dagsmarcher borte.

Flere af de overlevende har siden fortalt, at kannibalismen for dem udgjorde den værste del af katastrofen.

Betjentene reagerede med skepsis, da en forvirret mand den 22. juli 1991 blev standset på gaden i den amerikanske by Milwaukee. Manden fortalte, at han var blevet forsøgt myrdet, og at morderen havde truet med at spise hans hjerte.

Modstræbende fulgte politiet med til lejligheden, hvor angrebet angiveligt havde fundet sted.

Beboeren, den 31-årige Jeffrey Dahmer, bød venligt indenfor.

Men stemningen skiftede, da en af betjentene fik øje på en række fotos af afhuggede kropsdele. En senere ransagning afslørede, at lejligheden var fyldt med ligrester. Adskillige menneskehoveder lå gemt i fryseren, og i soveværelset stod et stort kar fyldt med kemikalier og halvt opløste menneskekroppe.

I retten tilstod Dahmer, at han havde bedøvet ofrene, kvalt dem, haft sex med deres lig og til sidst spist af dem. I alt 17 unge mænd var i årene 1978 til 1991 blevet kannibalens ofre.

Dommen lød på 15 gange livstid, men Dahmer nåede kun at afsone tre år for sin kannibalisme, før han i 1994 blev dræbt af en medfange.

I 2001 slog den 39-årige tyske computertekniker Armin Meiwes en usædvanlig annonce op. På et internetforum søgte han en “velbygget 18-25-årig, som er villig til at blive slagtet og spist”.

Bernd Brandes, en 43-årig ingeniør fra Berlin, besvarede annoncen, og den 9. marts mødtes de to for at føre planen ud i livet.

Kannibalisme blev ikke anset som en forbrydelse i Tyskland, men det gjorde mord. Meiwes forsøgte derfor at undgå at dræbe sit offer.

I stedet amputerede han Brandes’ penis og efterlod sit offer blødende i badekarret. Da Brandes efter nogen tid stadig levede, delte Meiwes lidt af penisen med ham før han slog offeret ihjel og parterede ham.

“Jeg pyntede bordet med stearinlys, dækkede op med mit bedste porcelæn og stegte mig en bøf – et stykke af hans ryg”, fortalte Meiwes bagefter.

Kannibalen filmede hele forløbet, og ugerningen ville muligvis være gået ubemærket hen, hvis Meiwes ikke havde indrykket endnu en annonce. Annoncen førte politiet på sporet af Meiwes, som blev fængslet på livstid.

Meiwes besluttede i 2007 at blive vegetar.

Et krævende job som opkøber for en fabrik i den sovjetiske by Rostov betød, at Andrej Tjikatilo ofte var væk hjemmefra, men ellers tydede alt på, at han var en samvittighedsfuld far og ægtemand.

Imidlertid levede Tjikatilo et dobbeltliv. Under sine rejser i 1980’ernes opløsningsramte Sovjetunionen tilbragte han fritiden på jernbanestationer og ved busholdepladser.

Her opsøgte han børn og unge af begge køn og lokkede dem afsides med løfter om fx et måltid mad. I skjul trak han en kniv og stak sine ofre ihjel. Efterfølgende spiste han dele af den myrdedes krop som fx tungen, næsetippen og kønsdelene.

Tekniske fejl hos politiet og Tjikatilos evne til altid at skaffe sig et alibi gjorde, at han længe gik fri. Først da politiet i 1990 indførte døgnovervågning af stationerne, blev kannibalen fældet.

Under retssagen kom det frem, at “Slagteren fra Rostov”, som Tjikatilo nu blev kaldt, havde 52 liv på samvittigheden, nok til en dødsdom, som blev eksekveret i 1994.