Der er mange ligheder mellem Jeffrey Hudson og Tyrion Lannister fra Game of Thrones.

© Imageselect & Bridgeman
Samfund

Højtstående dværg gav inspiration til Game of Thrones seer-favorit

Flere figurer fra Game of Thrones er inspireret af historiske personer. Seer-favoritten Tyrion Lannister bygger på hofnarren Jeffrey Hudson, der i 1626 charmerede sig til jobbet som hofnar for Englands dronning. Trods hans højde på blot 48 cm ventede der ham et liv fuld af store oplevelser og en blodig duel.

Trompeterne gjalder foran hertugen af Buckinghams slot ved Themsen. Fanfaren byder Karl 1. og hans 16-årige dronning, Henriette Marie, velkommen – de nygifte kongelige skal deltage i en af hertugens berømte festmiddage, og vanen tro er der ikke sparet på noget som helst.

Gæsterne bliver forkælet med fisk og kød i uhyrlige mængder og masser af underholdning, mens de spiser.

Da sulten er stillet, og mørket sænker sig over spisesalen, præsenterer hertugen af Buckingham dronningen for en helt særlig gave: En gigantisk tærte bestående af dadler, artiskokker og sødkartoffel placeres foran dronningen.

Henriette Marie betragter det enorme bagværk og skal lige til at skære for, da en lille hånd pludselig løfter kagens top af indefra. Som trold af en æske rejser en nuttet dreng iført skinnende ridderhjelm sig fra kagens indre, hvorefter han ærbødigt bukker for aftenens forbløffede æresgæst.

Drengen i kagen er syv år gammel og måler blot 48 centimeter. Hans navn er Jeffrey Hudson, og dronningen bliver så betaget af den lille charmetrold, at hun på stedet hyrer ham som hofnar.

Hudsons lykke er gjort, og forude venter et liv i luksus, som kun de kongelige og rige adelsmænd kender til.

Men for Englands mindste dværg bliver livet ved hoffet ikke en ubrudt perlerække af store oplevelser – forude truer borgerkrig og skånselsløse pirater hans nye privilegerede tilværelse.

I Oakham, hvor Jeffrey Hudson voksede op, var den mest udbredte teori om hans dværgvækst, at hans mor havde været ved at blive kvalt, mens hun spiste en syltet agurk under graviditeten. Hvordan nogle minutters mangel på luft kunne forhindre lille Jeffrey i at vokse ordentligt efter fødslen, kunne ingen dog forklare.

© Shutterstock

Dværgen var et lille vidunder

Jeffrey Hudson kom til verden den 14. juni 1619 i landsbyen Oakham 150 km nord for London. I begyndelsen lignede han andre spædbørn, men som årene gik, måtte han se sine søskende skyde i vejret, mens han selv vedblev med at være på højde med en skammel.

I modsætning til mange andre med dværgvækst havde lille Jeffrey ikke et usædvanlig stort hoved eller udpræget korte arme og ben, som ikke passede proportionelt til hans ringe størrelse.

En af 1600-tallets store skuespilforfattere, Thomas Heywood, beskrev Hudson som “en af de smukkeste, nydeligste og mest velproportionerede små mænd, naturen nogensinde har fostret”.

Så lille en dreng vakte naturligvis stor opmærksomhed, og snart nåede historierne om landsbyens besynderligste indbygger hele vejen til hertugen af Bucking­ham. Hertugen ejede en jagthytte på en bakketop halvanden km fra Oakham, og Jeffrey Hudsons far fik besked på at komme forbi hytten med sin søn.

Hertugen, George Villiers, var en af landets mest magtfulde personer, så faren troppede naturligvis op med sin søn.

Hvis hertugen optog lille Jeffrey i sin hus­hold­ning, ville drengens fremtids­ud­sig­ter tegne en hel del lysere – en knægt af hans ringe stør­rel­se ville få svært ved at finde noget at leve af.

Hans fysik rakte ikke til en hård arbejdsdag på landet, og alternativet var at lade sig udstille som vanskabning af omrejsende gøglere – sammen med skæg­ge­de damer og siamesiske tvillinger.

Både på hertugens godser og på engelske markedspladser ville lille Jeffrey blive grinet ad og hånet, men gøglerlivet var beskidt og usselt betalt, mens hertugen boede luksuriøst. Valget var let.

Hofmaleren Anthony van Dyck forevigede i 1633 dronning Henriette Marie af England sammen med sin unge hofnar og en abe.

© Bridgeman

Hertugen havde brug for en succes

Da Jeffrey Hudson blev præsenteret for hertugen af Buckingham i 1626, var den ellers så magtfulde chef for Englands hær og flåde trængt op i en krog. På få år var det lykkedes den inkompetente adelsmand at lægge sig ud med Frankrig (som på dette tidspunkt var Englands allierede), at blive anklaget for højforræderi af det britiske parlament og at få sine egne underbetalte soldater på nakken.

Det eneste menneske i det engelske kongerige, som ikke foragtede ham, var landets nyudnævnte konge, Karl 1.

For at indynde sig hos majestætens nye hustru, Henriette Marie af Frankrig, besluttede hertugen at afholde en kæmpe festmiddag i sin ekstravagante bolig York House i London. Her ville værten forære dronningen den perfekte gave: Jeffrey Hudson.

Dronningen tog straks det dukke-lignende barn til sig, og i slutningen af 1626 flyttede syv-årige Jeffrey ind i dronningens private slot i London.

Henriette Maries nye hofdværg var den perfekte komiske kontrast til William Evans – en haltende kæmpe på 2 meter og 37 cm – som også havde til opgave at underholde majestæterne. Snart indtog de to scenen sammen under dronningens maskebal. Rygtet om kæmpen og dværgen spredte sig hurtigt fra den royale indercirkel til resten af byen.

På få måneder var Englands mindste person forvandlet fra fattig landsbydreng til ikke blot dronningens, men hele Londons kæledægge.

Livet ved hoffet bekom Jeffrey Hudson. Han fik sin egen personlige tjener, blev portrætteret af den lovpriste hofmaler Anthony van Dyck, og en forfatter skrev et skuespil om ham. Da stykket blev opført, spillede Hudson selv hovedrollen som den morsomme lord Minimus.

Og da 1620’erne blev til 30’erne, og Hudson trådte ud af sine barnesko, lærte miniputten at fægte, skyde med pistol og ride på hest.

På sin 18-års fødselsdag i 1637 målte han lige under 90 cm. Englands mindste mand var trådt ind i de voksnes rækker, og snart kunne han vinke farvel til barndommens ubekymrede tilværelse bag dronningens skørter. Borgerkrig truede.

Dronningen måtte flygte ud af landet

Den egenrådige Karl 1. ignorerede først parlamentets beslutninger og opløste
det så. Da han tilmed arresterede fem førende politikere, brød borgerkrigen mellem kongen og parlamentet ud i 1642.

Religion kom til at spille en vigtig rolle under kampene. Godt 100 år tidligere havde englænderne smidt katolicismen på porten og erstattet den med den protestantiske tro, men dronning Henriette Marie var troende katolik og derfor landsforræder, men-te parlamentet.

Mens hendes mand forsøgte at nedkæmpe oprøret, forlod dronningen London og søgte tilflugt i Holland sammen med en talstærk stab af tjenestefolk, en betydelig mængde kæledyr og hofnarren Hudson.

Den 22. februar 1643 – efter et års eksil – vendte dronningen og hendes stab tilbage til England, nærmere bestemt til den lille engelske fiskerby Bridlington, hvor 1.000 kongetro kavalerister stod klar til at tage imod.

Allerede sidst på natten blev dronningen og Hudson direkte involveret i borgerkrigen, da de pludselig befandt sig i fjendens skudlinje.

Seks af parlamentets krigsskibe begyndte at beskyde dronningen og hendes følge klokken fem om morgenen. Mens soldaterne førte majestæten i sikkerhed, søgte Hudson og tjenestepigerne tilflugt ved molen, hvor kanonkuglerne peb om ørerne på dem.

Da tidevandet vendte, og flod blev til ebbe, måtte krigsskibene fortrække, men borgerkrigens alvor kunne ikke længere ignoreres, og Hudson, der nu var 23 år, havde fået nok af at være hofnar. Han ville kæmpe for sin dronning.

Henriette Marie imødekom den unge mands ønske og gjorde Hudson til kaptajn i sit husarkorps. Den diminutive officer nåede dog ikke at komme i kamp. Mens kongen kæmpede mod parlamentets hær i byen Oxford i foråret 1644, pakkede den højgravide dronning atter sine ting og tog flugten til den franske by Nevers sammen med Hudson og sine tjenestefolk – for ikke at falde i fjendens hænder.

I løbet af de kommende uger sluttede flere engelske soldater sig til dronningen i Frankrig, og mens mismodet og drikkeriet satte ind hos de landflygtige i den forladte, vinterkolde landsby, tog drillerierne mod husarernes mindste mand til.

Hudson anså ikke længere sig selv for at være hofnar. Han var officer i kronens tjeneste og forlangte at blive taget alvorligt. Derfor advarede han soldaterne om, at den næste person, som hånede ham, ville blive udfordret til duel.

Ingen tog sig af advarslen, for en mand på under en meters højde kunne umuligt udgøre en trussel mod hærdebrede soldater.

Da Hudson ankom til det engelske hof i 1626, var kongeriget på vej mod en altødelæggende borgerkrig, som kostede majestæten hovedet.

© Bridgeman Images

Hudson krævede blodhævn

En officer ved navn Charles Croft fortsatte derfor uanfægtet med at gøre nar af Hudson og blev prompte udfordret til duel. Snart befandt de to kombattanter sig på hesteryg i slotsparken for at duellere på liv og død.

Som en indledende morsomhed trak Croft en stor kanyle frem fyldt med vand, da han blev bedt om at fremvise sit våben. Tilskuerne brød ud i latter, men Hudson fortrak ikke en mine. For ham var det dødsens alvor.

Croft skiftede sin vandpistol ud med den ægte vare, og de to kamphaner red mod hinanden med våben i hånd. Få meter fra sin plageånd tog Hudson sigte og trykkede af. Kuglen traf Croft i panden og dræbte ham på stedet.

For første gang i sit liv havde den lille kaptajn forsvaret sin ære, men konsekvenserne af den fatale duel havde Hudson ikke tænkt ordentligt igennem.

Pistoldueller var ulovlige i Frankrig og blev straffet med døden, så dronning Henriette Marie var nødt til at sende Hudson bort for at redde hans liv.

I slutningen af oktober 1644 steg han ombord på et skib med kurs mod England, men efter få dages sejlads blev fartøjet overfaldet af muslimske pirater.

Hudson, besætningen og de andre passagerer blev kidnappet og ført til et slavemarked i Nordafrika – højst sandsynligt Algeriet. Her tilbragte han de næste 25 år.

Hvad der præcis hændte Hudson, mens han var i piraternes vold, er usikkert. Han forsøgte utvivlsomt at sende breve til sin dronning for at blive løskøbt, men brevene nåede aldrig frem.

Han var heldigvis ikke høj nok til at arbejde som galejslave på piraternes skibe – en af de få fordele ved at være lille.

Galejslaverne på piratskuder sad lænket til deres årer i månedsvis ad gangen, mens opsynsmænd piskede deres rygstykker til blods, hvis de ikke anstrengte sig til det yderste. Arbejdet var umenneskelig hårdt, og mange døde af udmattelse, længe inden penge til deres løs­kø­bel­se nåede frem fra Europa.

Hvad Hudson i stedet blev sat til, ved historikerne intet om, men den typiske behandling af slaver i piratstaterne bestod af tæsk, hårdt fysisk arbejde og en nøjsom kost, hvor mørkt brød dyppet i eddike udgjorde hovedmåltidet.

Tilsyneladende var det barske liv ikke skadeligt for dværgen, som begyndte at vokse. Da han omsider undslap, målte han 115 cm.

Hudson blev uventet frigivet i 1669 – ikke efter indgriben fra hans højt elskede dronning Henriette Marie, men fordi den engelske stat løskøbte et stort parti ulykkelige søfolk i muslimsk slaveri.

En større sum penge blev betalt til pirat-staterne langs Middelhavet, og Hudson var en af de heldige, der blev sendt hjem til fædrelandet som et led i handlen.

Skuffelserne fortsatte i England

Til Hudsons store skuffelse var Karl 1. ikke længere ved magten, da han vendte hjem. Dværgens velynder – dronning Henriette Marie – rekonvalescerede i Frankrig, men døde, to måneder efter at han satte fod på engelsk grund.

Lungesygdommen bronkitis og stærk opiummedicin kostede majestæten livet og knuste Hudsons drømme om at genoptage sit luksusliv.

Den tidligere hofnar og kavalerikaptajn flyt­te­de i stedet tilbage til sin fødeby, Oakham, men i 1678 rejste 59-årige Hudson til hovedstaden for at ansøge om pension for sine mange års tro tjeneste for den afdøde dronning. På den engelske trone sad Karl 1. og Henriette Maries ældste søn, som regerede under navnet Karl 2.

Chancen for succes forekom stor, men Hudson kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt til sin rejse. Kort forinden havde den engelske præst Titus Oates spredt rygtet om en katolsk sammensværgelse, “The Popish Plot”, der havde til formål at myrde Karl 2. og genindføre katolicisme i landet.

Rygtet blev taget for gode varer, og 35 uskyldige mennesker blev henrettet. Endnu flere endte i fængsel – herunder Hudson – hvis eneste brøde bestod i, at han 25 år tidligere havde arbejdet for den katolske dronning Henriette Marie.

Hudson sad indespærret i Londons Gatehousefængsel, indtil Oates blev afsløret som løgner, og kongen løslod de uskyldige i 1680. To år senere døde Jeffrey Hudson ludfattig i Oakham.

Læs også:

Mossads blodige hævn
Terrorisme

Mossads blodige hævn

25 minutter
Teaser Halifax ulykke
1. verdenskrig

Halifax-katastrofen: Unik beretning fundet

2 minutter
Teknik

Så billig var en Ford T

2 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!