I 1917 styrtede bolsjevikkerne zarens styre i Rusland og tog magten over landet. Dermed var det også slut med zarens forbud mod homoseksualitet.
Bolsjevikkerne afkriminaliserede sex mellem samme køn i december 1917 – en beslutning, der blev bekræftet efter revideringer af Sovjetunionens nye straffelov i 1922 og 1926.
Selvom homoseksuelle – i hvert fald juridisk – var blevet ligeværdige borgere i Sovjetunionen, havde kommunistpartiet dog svært ved at finde et klippefast ståsted, når talen faldt på homoseksualitet.
Stalin forbød homoseksualitet og brugte loven til at forfølge sine politiske rivaler.
En psykisk lidelse
I løbet af 1920'erne svajede Sovjetunionens politiske ledere mellem at tolerere, støtte og modarbejde de homoseksuelle. Mange af de sovjetiske ledere opfattede homoseksualitet som en psykisk lidelse, der skulle kureres.
Ikke alle delte imidlertid den holdning. Sundhedsminister Nikolaj Semashko betragtede fx de homoseksuelles frigørelse “som en del af revolutionen”, og han forsøgte sig med flere sociale reformer, der skulle give de homoseksuelle flere rettigheder.
Semashko blev dog modarbejdet af partifæller, der anså homoseksualitet som et eksempel på “borgerskabets degenerering”.
VIDEO: Homoseksualitet i Sovjetunionen
Stalin satte foden ned
Al uenighed blev manet til jorden, da Josef Stalin i 1933 bankede i bordet og indførte et forbud mod sex mellem mænd. Strafferammen lød på op til fem år i arbejdslejr og blev uddelt til ca. 1.000 mænd om året.
Omtrent samtidig begyndte Stalins propaganda-maskineri at forbinde homoseksualitet med pædofili og fascisme. Ifølge visse historikere brugte Stalin på den måde forbuddet mod homoseksualitet til at forfølge sine politiske rivaler og rydde dem af vejen.
Undertrykkelsen af homoseksuelle fortsatte i Rusland helt frem til 1993, hvor homoseksualitet atter blev afkriminaliseret.