Omkring 1850 begyndte gennemsnitstemperaturerne at stige og afsluttede en flere hundrede år lang kuldeperiode. Hvornår den såkaldte lille istid begyndte, er forskerne uenige om, for det var før opfindelsen af præcise termometre.
Gamle skrifter fortæller, at pakisen i Nordatlanten bredte sig sydpå allerede midt i 1200-tallet, mens planterester viser, at den grønlandske indlandsis voksede pludseligt mellem 1275 og 1300.
Nord for Alperne silede regnen ned i hele foråret og sommeren 1315, så krønikeskrivere troede, at syndfloden var begyndt.
Vand og kulde ødelagde høsten, og i efteråret bredte sulten sig. Efter en usædvanligt streng vinter kom regnen igen i foråret, og en egentlig hungersnød opstod i 1316. Disse katastrofeår regnes af nogle for den lille istids begyndelse.
Den amerikanske rumfartsorganisation NASA mener dog ikke, at 1300-tallets vejrfænomener hang sammen med de senere kuldeperioder.
NASA anslår derfor, at den lille istid begyndte omkring 1550. Alle er dog enige om, at kulden for alvor satte ind i 1600-tallet. Her frøs Nordeuropas store floder til, og tyk is lukkede hvert år de danske bælter.