Wellcome Images
Dronning Elizabeth 1.

Hvem fandt først på masseovervågning?

Englands dronning Elizabeth 1. havde fjender overalt. Et enormt netværk af spioner skulle holde hende i live ved at udspionere så mange mennesker som muligt.

Et kvalificeret bud på historiens første stat med masseovervågning er 1500-tallets England under Elizabeth 1. Dronningen var skrækslagen for, at hendes fjender ville gøre det af med hende, og hun etablerede et enormt netværk af spioner, der skulle overvåge alt og alle. Spionerne opsnappede breve, knækkede koder og fik identificeret enhver, som kunne tænkes at udgøre en risiko for monarken.

Elizabeth havde efter alt at dømme god grund til at frygte for sit liv. England var religiøst dybt splittet, da den protestantiske Elizabeth blev kronet i 1559. Mange mente, at tronen tilhørte hendes katolske kusine, Mary Stuart, og Elizabeth måtte kæmpe indædt for at bevare magten. Samtidig var hendes rige omgivet af katolske lande, som gerne så hende væltet.

Dronning Elizabeth 1.

Elizabeth 1.s spionnetværk beskyttede hende effektivt – hun døde af naturlige årsager som 69-årig i 1603.

© Wellcome Images

Spionerne afslørede komplot

Dronningen tog ingen chancer og ansatte et enormt antal spioner, som blev hendes øjne og ører – både i England og i nabolandene. De fleste vandrede rundt på gader og stræder for at opsnappe informationer om oprør eller komplotter.

Spionerne var “så mange og så flittige, at vi næsten hver time hørte om nogen, der blev taget – enten ved mistanke eller afsløring”, skrev en katolsk jesuiter-præst.

Spionerne gjorde et godt job, for i 1589 fik de fingrene i et kodet brev, som afslørede, at en gruppe katolske konspiratorer og Mary Stuart planlagde at myrde Elizabeth. Alle involverede blev derefter henrettet.