Beduinerne er et nomadisk folk, der – historisk set – har levet som omvandrende hyrder i nogle af de mest tørre og ugæstfrie egne af Mellemøsten.
Deres forfædre ernærede sig ved landbrug og dyrehold på stepperne i nutidens Syrien så tidligt som 6.000 f.Kr. Det var dog først i det sidste årtusinde f.Kr., at beduinerne begyndte at samle sig i mere organiserede stammer og klaner.
Samtidig begyndte beduinerne at opkræve skatter fra de mange handelskaravaner, der passerede gennem deres områder. Som modydelse hjalp beduinerne karavanerne med at krydse ørkenen på sikker vis.
Beduinerne var skabt til et hårdt liv i ørkenen
Dyrene sikrede overlevelse
Kød, mælk og uld fra geder, kameler og får var altafgørende for beduinernes overlevelse i ørkenen. Især kamelen havde stor betydning for beduinerne, der betegnede dyret som “en gave fra Gud”.
Den hårdføre kamel var et vigtigt transportmiddel i det ufremkommelige terræn, og dyret kunne til nøds spises, når andre fødekilder svigtede. Kamel-væddeløb ved bryllupper og højtider var desuden med til at sammentømre beduin-stammerne.
Poesi bragte fortiden til live
Mundtligt overleveret poesi var beduinernes vigtigste kunstform, og de velformulerede digteres vise ord var højt værdsat af ørken-nomaderne. Udover at være en kunstart blev digtene også brugt til at videreformidle viden blandt beduinerne, som ofte var analfabeter.
Digterne kunne bl.a. fortælle om forfædrenes store bedrifter, men de kunne også udøve social kontrol ved at fortælle om, hvordan en beduin bør opføre sig.
Beduinerne plyndrede alle
Plyndringstogter mod karavaner og andre stammer var en integreret del af beduinernes kultur. Togterne bestod som oftest af små nålestiksangreb, der skulle foregå hurtigt, da beduinerne helst ville undgå at ende i større militære konfrontationer. Angrebenes primære formål var husdyr.
“Vores erhverv er at foretage togter mod vores fjender, mod vores naboer og sågar vores egen broder”, skrev beduin-digteren al-Kutami.
Beduinerne slog sig ned i alle ørkener
I de efterfølgende århundreder og årtusinder spredte beduinerne – og deres store flokke af geder og kameler – sig til så godt som alle ørkenområder i Mellemøsten og Nordafrika. Områder, hvor andre folkeslag ikke kunne overleve.
De hårdføre beduiner var derimod mestre til at få det meste ud af ørkenens knappe ressourcer, og de supplerede til tider de sparsomme ressourcer med røvertogter mod karavaner eller andre beduin-stammer.
De fleste beduiner opgav deres traditionelle levevis i løbet 1800- og 1900-tallet.
Beduinerne blev tvunget til faste rammer
Beduinernes omvandrende levevis var dog en plage for Mellemøstens magthavere, der havde svært ved at kontrollere de omvandrende nomader og opkræve skatter fra dem.
I 1800-tallet indførte osmannerne, som herskede over Mellemøsten, derfor nye love. De nye regulativer medførte en deportation af andre etniske grupper til ørkenområderne og tvang samtidig mange af beduinerne til at slå sig ned på faste steder.
Efterfølgende har stadigt flere opgivet det traditionelle liv, og siden 1950'erne har langt størstedelen af beduinerne levet i Mellemøstens storbyer. Her forsøger beduinerne i dag at holde deres forfædres traditioner i live gennem bl.a. kulturfestivaler og campingture i ørkenen.