“For folket, af folket!”
Sådan lød ordene fra socialdemokraten Philipp Scheidemann, da han den 9. november 1918 erklærede grundlæggelsen af det første demokratiske Tyskland.
Kort forinden havde tyskerne lidt et bittert nederlag i 1. verdenskrig, som styrtede det mægtige kejserrige i grus. Folkelige oprør rundtom i Tyskland tvang kejser Wilhelm 2. til at abdicere, og ud af de knuste storhedsdrømme voksede idéen om en nation anført af folket.
Det første frie valg fandt sted to måneder efter Scheidemanns erklæring. Men ikke alle var begejstrede for det nyfødte demokrati.
I ly af 1920’ernes økonomiske deroute voksede det tyske nazistparti (NSDAP) – under ledelse af Adolf Hitler – sig så magtfuldt, at præsident Paul von Hindenburg i 1933 nødtvungent måtte udpege Hitler til rigskansler. Kort efter afmonterede nazisterne det tyske demokrati.
I 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler efter en overvældende valgsejr.
Præsidenten fik mindre magt
Vor tids tyske demokrati blev født, i forbindelse med at Tyskland blev genrejst fra ruinerne af 2. verdenskrig som to lande: Vest- og Østtyskland.
Mens der i øst indførtes et totalitært styre efter sovjetisk forbillede, mødtes den demokratisk valgte vesttyske Bundestag for første gang i 1949.
Det nye parlament satte en tyk streg under sit demokratiske sindelag ved at indføre magtens tredeling og reducere præsidentens politiske magt. På denne måde kunne en præsident ikke på egen hånd udpege en kansler – som Hindenburg havde gjort med Hitler i 1933.
