“For folket, af folket!”
Sådan lød ordene fra socialdemokraten Philipp Scheidemann, da han den 9. november 1918 erklærede grundlæggelsen af det første demokratiske Tyskland.
Kort forinden havde tyskerne lidt et bittert nederlag i 1. verdenskrig, som styrtede det mægtige kejserrige i grus. Folkelige oprør rundtom i Tyskland tvang kejser Wilhelm 2. til at abdicere, og ud af de knuste storhedsdrømme voksede idéen om en nation anført af folket.
Det første frie valg fandt sted to måneder efter Scheidemanns erklæring. Men ikke alle var begejstrede for det nyfødte demokrati.
I ly af 1920’ernes økonomiske deroute voksede det tyske nazistparti (NSDAP) – under ledelse af Adolf Hitler – sig så magtfuldt, at præsident Paul von Hindenburg i 1933 nødtvungent måtte udpege Hitler til rigskansler. Kort efter afmonterede nazisterne det tyske demokrati.