Da Vesttyskland blev grundlagt i 1949, ville landets politikere nøjes med en midlertidig hovedstad. Lille og anonyme Bonn var perfekt til formålet.
Tre andre byer blev dog også overvejet: Frankfurt, Kassel og Stuttgart. Men Kassel var for tæt på den sovjetiske besættelseszone (DDR), og Stuttgart led under store økonomiske problemer.
Frankfurt am Main havde klare fordele: Byen var historisk et tysk samlingspunkt, og den havde allerede tomme bygninger, som fx ville være oplagte til det nye parlament.
Men netop fordi byen var så oplagt, blev Frankfurt forbigået, for de vesttyske politikere håbede på et genforenet Tyskland med Berlin som hovedstad.
De frygtede, at Frankfurt ville blive permanent regeringsby, hvis den fik titlen.
Kansler Adenauer foretrak formentlig Bonn som hovedstad, så han ikke behøvede at flytte.
Berlin blev hovedstad efter tæt afstemning
Ingen arbejdede hårdere end den senere kansler Konrad Adenauer for at sikre Bonn æren som hovedstad. Ét af hans motiver var sandsynligvis, at han selv boede på egnen.
Da Tyskland endelig blev genforenet i 1990, viste det sig, at frygten for, at den midlertidige hovedstad skulle blive permanent, var helt berettiget, for nu ønskede mange vesttyske politikere at blive i Bonn.
Efter bitre skænderier blev flytningen til Berlin vedtaget med blot 338 stemmer mod 320.
Flere tyske ministerier befinder sig stadig i Bonn.