Nutidens prideparader kan spores tilbage til sommeren 1969, hvor uroligheder brød ud ved baren Stonewall Inn – et af New Yorks berømte og berygtede tilholdssteder for homo- og transseksuelle. I en tid, hvor homoseksuelle blev diskrimineret og udstillet som syge, var baren et åndehul for seksuelle minoriteter, men blev rutinemæssigt udsat for politi-razziaer, hvor kunder blev arresteret for bl.a. at gå i kvindetøj.
Den 28. juni 1969 løb en af disse razziaer af sporet. Barens ca. 200 gæster følte sig så chikanerede og ydmygede, at de nægtede at adlyde politiets ordrer. Snart samlede flere hundrede personer sig ude foran baren, og voldsomme optøjer brød ud.
Parade markerede årsdagen
Urolighederne varede flere dage og tiltrak stor opmærksomhed over hele USA som en skelsættende begivenhed. Det var første gang i landets historie, at seksuelle mindretal stod sammen og gjorde modstand mod diskrimination og forfølgelse.
Optøjernes betydning blev tydelig allerede den efterfølgende sommer, hvor historiens første prideparader blev afholdt i New York, Los Angeles og Chicago den 28. juni 1970 for at markere årsdagen for Stonewall Inn-optøjerne. I de efterfølgende år blev prideparader afholdt i flere og flere byer – først i USA, senere i Europa. Prideparaderne har været med til at sætte fokus på LGBT-rettigheder.