De indsatte i Auburn-fængslet i New York var de første til at trække i stribede fangedragter i 1820'erne.
Ifølge manden, som indførte dragterne – viceforstander John D. Cray – var en stor fordel ved den iøjnefaldende beklædning, at fangerne blev særdeles synlige. Flugt var derfor så godt som umuligt, fordi de indsatte lynhurtigt ville blive opdaget, hvis de bevægede sig uden for fængselsmurene.
Formålet med de ikoniske dragter var dog ikke kun at gøre det svært for flygtede fanger at skjule sig. Dragterne blev nemlig også indført som en del af en ny tilgang til fængsling og straf, som viceforstander John D. Cray gik ind for. Han mente, at fangerne kunne blive til gode borgere gennem hårdt arbejde og en yderst streng disciplin.
Hårdt arbejde i stilhed
I praksis blev fangerne om dagen sat til bl.a. at bygge broer eller grave grøfter, mens de var lænket til hinanden. Vagterne krævede absolut stilhed, hvilket – kombineret med de identiske, stribede dragter – mindskede de indsattes selvbevidsthed og gjorde dem mere lydige, ifølge John D. Cray.
De stribede dragter blev udbredt til et stort antal fængsler i USA, men i 1904 afskaffede New York striberne igen, fordi de da blev anset for at være en unødvendig hån mod fangerne.
På dette tidspunkt var striberne dog allerede blevet synonyme med kriminalitet, og de blev fortsat brugt i bl.a. film og tegneserier.
Efterfølgende indførte mange amerikanske fængsler ensfarvede dragter i fx orange.
I nyere tid har visse fængsler imidlertid genindført de stribede dragter.