Shutterstock
Protester

Hvorfor slår Israels demokrati revner?

Da Israel blev grundlagt i 1948, var demokratiske principper og lighed i højsædet. Men landet tog en drejning, da en ekstremist skød premiereministeren på åben gade, og Benjamin Netanyahu kom til magten.

I de første måneder af 2023 fyldte hundredtusinder af israelere gaderne i Israels storbyer for at protestere imod premierminister Benjamin Netanyahu.

Protesterne skyldtes en kontroversiel reform, som vil give regeringen politisk kontrol over domstolene – et træk, der ifølge eksperter vil undergrave demokratiet.

Israels turbulente dans med demokratiet begyndte i 1948, da landet blev grundlagt som en “jødisk og demokratisk stat”. I de efterfølgende årtier blomstrede demokratiske principper som lighed og social retfærdighed, mens nye love sikrede borgernes rettigheder.

Den udvikling kom til en brat ende i 1995, da premierminister Yitzhak Rabin blev skudt af en jødisk ekstremist. Mordet ødelagde fredsprocessen med palæstinenserne, og den efterfølgende konflikt fik nationalisme og religiøs ekstremisme til at eksplodere.

Protester

I de første måneder af 2023 har tusindvis af demonstranter dagligt indtaget gaderne i Israels storbyer.

© Shutterstock

Attentat splittede Israel

Valget af den højre-konservative Benjamin Netanyahu som premierminister i 1996 bidrog yderligere til splittelsen i Israel med de ultrareligiøse og nationalistiske på den ene side og de demokratisk sindede på den anden.

Netanyahu vedtog flere love, som forstærkede landets identitet som en jødisk stat på bekostning af dets demokratiske værdier – bl.a. ved at reducere den arabiske befolknings rettigheder.

I november 2022 kom Netanyahu til magten igen og indgik i koalition med politikere fra den yderste højrefløj, som indtil da var blevet anset for at være for rabiate.

Nu sidder de ekstreme kræfter på høje politiske poster og drømmer om en mere autoritær stat kun for jøder – og første skridt er at kontrollere domstolene, som indtil nu har stået i vejen for bl.a. flere jødiske bosættelser i de palæstinensiske områder .