Kineserne var de første til at bruge efternavne. Ifølge kinesiske overleveringer indførte kejser Fuxi efternavne for ca. 4.000 år siden – dels for at forhindre tætte slægtninge i at gifte sig med hinanden, og dels for at kunne foretage folketællinger.
Efternavnene var dog forbeholdt aristokratiet indtil omkring 500-tallet f.Kr., hvor historiske kilder viser, at også kinesere uden for samfundets øverste lag tog efternavne.
Også i Europa var efternavne i århundreder forbeholdt adelige, for hvem dokumentation af slægtsforhold havde stor betydning. Men sidst i 1300-tallet begyndte efternavne at vinde indpas blandt almindelige mennesker også.
En vigtig drivkraft i den udvikling var Den sorte døds hærgen fra 1346-1353, som sendte op mod halvdelen af Europas befolkning i graven.
Byldepesten kunne sende sine hjælpeløse ofre i døden efter blot én uges sygdom.
Bønder stod i høj kurs
Da pesten løsnede sit dødsgreb vågnede de overlevende op til helt nye samfund. På grund af de store dødstal var bønders arbejdskraft nu uhyre eftertragtet, og herremænd overbød hinanden for at lokke landarbejdere til deres gårde.
Mange bønder og karle flyttede derfor fra de jorde, hvor de havde været stavnsbundne i generationer og fandt sammen i større beboelser.
Den øgede mobilitet skabte et større behov for at kunne identificere enkeltpersoner, og nu var fornavne alene ikke længere nok. Derfor begyndte mange at tage et efternavn, som typisk var afledt af deres fag, hjemstavn eller slægtsforhold – fx Møller, Østergaard eller Anderssøn.
I Danmark påbød kong Frederik 1. i 1526, at adelen skulle have faste efternavne. Almindelige danskere fik først efternavne ved lov i 1828.