Illuminati ville omstyrte verden

Selvom mørke skyer har samlet sig, og regnen siler ned, begiver to ryttere sig alligevel ud fra den bayerske by Regensburg den 20. juli 1785.

De ridder hastigt mod grænsen til Bøhmen, mens det buldrer i det fjerne, og himlen flænses af lyn. Pludselig opsluges rytterne af et blændende hvidt lys og et øresønderrivende brag.

Alting sitrer af elektricitet, og det lugter brændt, da den ene rytter kommer på benene igen. Hans rejsefælle er blevet ramt af lynet og ligger død i græsset.

Febrilsk indsamler den overlevende rytter sin døde kollegas papirer, inden han skynder sig videre mod grænsen.

Samme dag bliver den døde rytter indbragt til undersøgelse af myndighederne.

Mens de piller tøjet af liget, finder de – indsyet i stoffet – papirer med medlemslister og instruktioner, der ved nærmere gennemlæsning får dem til at spærre øjnene op.

I hænderne har myndighederne det første konkrete bevis på, at et af verdens mest hemmelighedsfulde selskaber virkelig eksisterer: Illuminati er kommet for dagens lys.

I 1785 var Illuminati et ungt selskab – stiftet bare ni år tidligere, den 1. maj 1776, af den dengang 26-årige professor i kirkeret og praktisk filosofi Johann Adam Weishaupt.

Ligesom mange andre europæere var Weishaupt opslugt af tidens oplysningsånd.

Siden 1600-tallet havde europæiske naturvidenskabsmænd gjort flere banebrydende opdagelser – fx den engelske fysiker Isaac Newtons erkendelse af tyngdekraften.

Og den italienske fysiker Galileis påvisning af, at astronomen Kopernikus havde haft ret i sin teori om, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt.

I det efterfølgende århundrede var opdagelserne med til at sætte spørgsmålstegn ved kirkens verdensbillede og kongernes guddommelige autoritet.

Tanken om, at borgerne selv havde ret til at bestemme, vandt frem i lukkede kredse – og lukkede kredse var der mange af i 1700-tallet.

Fritænkende kaffeklubber og læseselskaber

Fritænkende kaffeklubber og læseselskaber
Overalt på det europæiske kontinent skød private kaffe- og te-klubber op, hvor eliten og det fremspirende europæiske borgerskab mødtes for at diskutere kultur og politik.

Flere af klubberne udviklede sig til læseselskaber, hvor samfundskritisk litteratur blev studeret og debatteret.

Selskaberne var dog ofte infiltrerede af myndighedsagenter, der ivrigt rapporterede tilbage til deres overordnede om statsfjendtlig virksomhed.

Mange fritænkere engagerede sig derfor i hemmelige selskaber, der arbejdede bag kulisserne i bl.a. læseselskaberne.

Det gjaldt fx frimurerlogerne, der var udsprunget af de håndværkerlav, der havde eksisteret i Europa siden middelalderen. I 1700-tallet forvandlede lavene sig til loger, og tilknytningen til mure­rfaget ebbede ud.

I princippet kunne alle lukkes ind i frimurerlogerne – hvis altså man var mand og havde gennemført det hemmelige optagelsesritual og desuden var indstillet på at være solidarisk med sine logebrødre.

Illuminati bliver stiftet

Det var i dette miljø af mere eller mindre hemmelige selskaber, Johann Adam Weis­haupt befandt sig, når han ikke underviste på Ingolstadts universitet i Bay­ern.

På universitetet var Weishaupt den eneste professor, der ikke var medlem af den katolske jesuiterorden.

Munkene forsøgte hele tiden at presse de ikkegejstlige ansatte ud af universitetet, og de forbød bl.a. læsning af den franske oplysningsfilosof Voltaire og en række franske naturvidenskabsmænd.

Jesuitterne var muligvis årsagen til, at den unge Weishaupt udviklede en stærk modvilje mod religion.

Og selvom paven formelt opløste ordenen i 1773, vedblev munkene at være et problem for Weishaupt på universitetet, hvor de konstant modarbejdede ham.

For den unge professor stod det klart, at religion stod i vejen for menneskeheden. Inspireret af de tanker, som han mødte i læseselskaberne, udviklede han nu sine egne idéer om indretningen af det perfekte samfund, hvor befolkningen var uddannet og selv kunne skabe sig en mening om livet og religion – uden at skulle lytte til konger og gejstlige.

Weishaupt troede på en fremtid, hvor “fyrster og nationer vil forsvinde fra Jordens overflade; ja der vil komme en tid, hvor mænd ikke vil anerkende nogen anden lov end den store naturs bog”, som han bl.a. formulerede det.

Inspireret af læseselskaberne og frimurerlogerne stiftede Johann Adam Weishaupt den 1. maj 1776 sit eget selskab.

Fra “perfektibilister“ til Illuminati

Selskabet havde oprindeligt bare fem medlemmer, hvoraf flere af dem var blandt Weishaupts studerende.

I begyndelsen kaldte den lille sammenslutning sig for “Foreningen af Perfektibilister”, fordi den havde til formål at skabe et “perfekt” samfund gennem oplysning.

Senere skiftede selskabet navn til “Illuminati”, der kan oversættes til “De Oplystes Selskab”. For at sikre, at medlemmerne havde nogenlunde samme verdenssyn som ham selv, udarbejdede Weishaupt et pensum af litterære værker og forfattere, som alle Illuminati-medlemmer skulle læse og efterfølgende eksamineres i.

Blandt den valgte litteratur var flere af de værker, som jesuitterne havde forbudt.

Selvom den samfundsomvæltning, Illuminati-medlemmerne drømte om, skulle ske fredeligt gennem oplysning og uddannelse af befolkningen, var det livsfarligt at udfordre statsmagten i 1700-tallets enevældige Europa.

Hvis Weishaupt og hans ligesindede havde deres liv kært, var det derfor tvingende nødvendigt, at selskabet Illuminati forblev hemmeligt.

“Vores ordens store styrke ligger i dens hemmeligholdelse”, forklarede Weishaupt sine medlemmer.

“Lad den aldrig fremgå nogetsteds under sit eget navn; hold den altid dækket under et andet navn og en anden beskæftigelse”.

Medlemmerne nævnte aldrig Illuminati, når de skrev til hinanden. I stedet blev selskabet gengivet som en cirkel med en prik i midten – et symbol på den lysende Sol.

De enkelte medlemmer benyttede sig også af dæknavne kendt fra den græske og romerske oldtid.

Weishaupt selv havde taget navnet Spartacus efter den slave, der indledte et oprør mod Rom i århundredet inden Kristi fødsel.

Rekrutering fra frimurerloger

Ikke lang tid efter oprettelsen af det hemmelige selskab lod Weishaupt sig optage i frimurerordenen.

Hans mål var at søge inspiration til det hemmelige arbejde – og at rekruttere medlemmer.
Hos frimurerne opdagede Weishaupt på egen krop fordelene ved at lade sine medlemmer tro, at de var under konstant observation.

Ikke alene øgede det deres loyalitet, det hjalp også på medlemmernes arbejdsindsats.
“Jeg var overbevist om, at jeg var under den mest strikte observation af mange, for mig ukendte, personer”, noterede Weishaupt senere.

“Jeg søgte at udføre mine opgaver nøje, fordi intet virkede så sikkert på mig, som at alle mine handlinger blev bemærket”.

Weishaupt og hans ligesindede begynde rekrutteringen til Illuminati.

Ud over ønsket om en større organisation blev rekrutteringen også iværksat for at forhindre, at frimurermedlemmerne sluttede sig til nogle af tidens andre hemmelige ordener, som fx Rosenkreutzerne, der dyrkede det okkulte og arbejdede med alkymi.

Især alkymien gik den efterhånden helt ateistiske Weishaupt på: “Tanken om, at unge mænd skulle tage del i forsøg på at lave guld og lignende nonsens, var ubærlig for mig”.

Rekrutteringen hos frimurerne virkede, og Weishaupts selskab voksede hurtigt. De oprindelige fem medlemmer mangedobledes, og snart var der i omegnen af 2.000 Illuminati-medlemmer spredt ud over hele Europa.

I Bayerns hovedstad, München, var stort set alle byens frimurere også medlemmer af selskabet.

En del af dem var ledende samfundsborgere – hoffolk, videnskabsfolk, kunstnere og præster bakkede op om Weishaupts projekt.

At præster sluttede sig til selskabet, kan virke besynderligt, når nu selskabet arbejdede på at afskaffe religion.

Men et højtstående Illuminati-medlem har berettet om, hvordan en fransk abbed under et hemmeligt Illuminati-møde i 1778 holdt en flammende tale mod Gud og hans svindlere, som han navngav: “Moses, Jesus og Muhammed”.

Illuminati var muligvis den eneste hemmelige orden i datidens Europa, der intet krav havde om, at medlemmerne skulle tro på Gud.

Over hele Europa flokkedes ateister derfor til det mystiske selskab, der inden længe havde loger i hele Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige, Danmark og Ungarn.

Udfordringerne stod i kø for Illuminati

I begyndelsen af 1780’erne var frimurerordenen i Europa blevet fuldstændig infiltreret af Illuminati-medlemmer.

I juli 1782 afholdt 35 repræsentanter fra Europas ledende frimurerloger en konference i den tyske by Wilhelmsbad nær Frankfurt am Main.

Blandt de 35 repræsentanter var to medlemmer af Illuminati, der bl.a. var taget afsted for at rekruttere medlemmer hos frimurerne.

På konferencen fik nogle frimurere for første gang indsigt i de planer, som Illuminati havde for fremtidens samfund. Greven af Virieu var en af de tilstedeværende, og han blev chokeret, da han hørte om planerne.

Hans frimurer-ed forbød ham ganske vist at omtale, hvad han præcis havde hørt under konferencen, men greven betroede sig til en ven:

“Jeg kan kun fortælle dig, at det hele er meget mere seriøst, end du havde forestillet dig. Konspirationen, der bliver vævet, er så veludtænkt, at det så at sige vil være umuligt for monarkierne og kirken at undslippe den”.

I begyndelsen af 1780’erne begyndte flere af selskabets idéer og samfunds­visioner at vinde frem, og flere frimurerloger optog en del af idéerne som deres egne.

Frimurernes symboler

Illuminatis fremgang var dog ikke ensbetydende med succes, for interne intriger begyndte at undergrave selskabet.

Et af de medlemmer, som havde været til stede på frimurerkonferencen i Wilhelmsbad, var et af Illuminatis ledende medlemmer.

Hans navn var Adolph Knigge, og i en årrække fungerede han som Weishaupts højre hånd.

Hans navn var Adolph Knigge, og i en årrække fungerede han som Weishaupts højre hånd.
Med sine fabelagtige evner for rekruttering havde Knigge formået at udvikle selskabet fra at være en lille, studenterlignende forening til en egentlig organisation med medlemmer placeret på flere højtstående positioner i det tyske samfund.

Uenigheder om bl.a. selskabets organisatoriske opbygning førte dog til strid mellem Illuminati-grundlæggeren, Weishaupt, og Knigge, der følte, at hans store arbejde blev underkendt.

Konflikterne mellem de to tog til, og i en række breve truede Knigge med at melde sig ud af selskabet og tage sine rekrutterede medlemmer med sig.

Tvisten mellem de to blev til sidst så alvorlig, at den måtte løses ved en voldgiftslignende sag, der i praksis betød sejr til Weishaupt.

I 1784 trådte Knigge derfor helt ud af selskabet, men på det tidspunkt havde konflikten allerede anrettet stor skade på Illuminatis sammenhængskraft.

Det gavnede heller ikke selskabet, at det selv var blevet infiltreret af fjender.

I Illuminatis ledende organ sad nu flere medlemmer, som viste sig i virkeligheden at arbejde for de enevældige herskere, og som kun var indtrådt for at afsløre selskabets hemmeligheder.

Også i frimurerordenen begyndte kræfter at modarbejde Weishaupt.

En af Berlins ledende frimurerloger erklærede således åben krig mod Illuminati med en skrivelse, hvori det hemmelige selskab blev beskrevet som en “sekt, der underminerer den kristne religion og forvandler frimureriet til et politisk system”.

Samtidig spredte der sig rygter i Bay­ern om, at frimurerne og Illuminati støttede Østrig, der var Bay­erns ærkefjende. Inden længe udsendte hertugen af Bay­ern derfor et dekret, hvori han forbød hemmelige selskaber.

Weishaupt blev fyret fra sin stilling på universitetet, og han må efterhånden have kunnet mærke jorden brænde under sig.

Kort før hertugen af Bay­ern udsendte endnu et dekret, hvori han specifikt nævnte Illuminati og opfordrede folk til at angive selskabets medlemmer, flygtede Weishaupt forklædt som håndværker over hals og hoved til den frie by Regensburg.

Flere og flere medlemmer af Illuminati begyndte at vende selskabet ryggen – og i stedet blive informanter for myndighederne.

Et tidligere medlem afslørede fx, at Weishaupt opfordrede medlemmerne til at begå selvmord “frem for at forråde ordenen”, og en anden fortalte myndighederne, at det var Illuminatis plan at indsætte sine medlemmer på alle ledende poster i Europas regeringer, hvorfra selskabet ville “bestemme i alle sager om benådninger, udnævnelser og forfremmelser” og på den måde regere verden.

Weishaupt opgav aldrig håbet om Illuminati

De mange anklager tvang Weishaupt til at være på vagt. I Regensburg blev han en jaget mand, og til sidst måtte han flygte fra byen mod Gotha i nærheden af Erfurt sammen med en rejsefælde.

En stormfuld dag red de to derfor i nordøstlig retning mod grænsen til Bøhmen.

Rejsen gennem Bøhmen var en omvej i forhold til Gotha, men for Weishaupt var det sikrere at rejse gennem den daværende østrigske provins end at rejse stik nord gennem Bay­ern, hvor Illuminati blev forfulgt.

Under rejsen må han have følt det, som om hele verden var imod ham – selv naturens kræfter.

Med et enormt brag og et blændende hvidt lys blev hans rejsefælle ramt af lynet, kort efter at de indledte deres rejse.

I forvirringen glemte den chokerede Weishaupt at få alle sin rejsefælles hemmelige papirer med sig, da han fortsatte flugten.

Papirerne indeholdt hemmelige oplysninger om Illuminatis medlemmer, der var spredt ud over det meste af Europa.

Med papirrne i hånden kunne de bayerske myndigheder og landets allierede hurtigt optrævle hele bevægelsen.

Weishaupt nåede i sikkerhed i Gotha, men også dér måtte han gemme sig for hemmelige agenter. Det hemmelige selskab, som Weishaupt håbede ville gøre verden til et bedre sted, var bragt i knæ.

Den tidligere professor opgav dog aldrig drømmen om et forandret samfund. “Jeg har forudset det hele, og jeg har forberedt alt”, skrev han i sine memorier.

“Lad bare hele min orden gå til grunde; om tre år vil jeg have genskabt den, og det mere magtfuld, end den fremstår i dag. Jeg kan rejse mig stærkere end før”.

Weishaupt døde i eksil i Gotha i 1830, og selvom langt de fleste mener, at Illuminati på det tidspunkt for længst var blevet opløst, hævder konspirations­teoretikere fortsat, at det hemmelige selskab aldrig bukkede under.

Selvom det hemmelige selskab med al sandsynlighed blev opløst i slutningen af 1780’erne, hævder konspirationsteoretikere verden over stædigt, at selskabet stadig findes. Her bringes tre af de mest udbredte konspirationsteorier:

1. “Illuminati stod bag den franske revolution”

I 1790’erne udgav matematikeren John Robison og jesuiterpræsten Augustin Barruel bøger, hvori de påstod, at Illuminati stod bag en verdensomspændende konspiration, der bl.a. førte til den franske revolution. Deres teori er aldrig blevet bekræftet.

2. “Medlemmerne flygtede til USA”

Blandt dem, der ikke tror på, at Illuminati blev opløst i 1780’erne, påstår flere, at en række af selskabets medlemmer i slutningen af 1700-tallet flygtede til USA, der netop havde løsrevet sig fra Storbritannien.

I forvejen var her et stort antal frimurerloger, og flere af de amerikanske parlamentarikere var medlem af en frimurerorden – det var fx tilfældet med den første amerikanske præsident, George Washington.

Washington frygtede faktisk, at det hemmelige selskab havde spredt sig til Amerika: “Tanken strejfede mig, at nogle af logerne i De Forenede Stater måske var blevet inficerede og måske samarbejdede med Illuminati eller Jakobinerklubben i Frankrig”. Men trods Washingtons mistanke er ingen blevet afsløret som Illuminati.

3. “Illuminati holder sig skjult på Yale University”

Selvom det aldrig er blevet bevist, fastholder nogle konspirationsteoretikere, at den hemmelighedsfulde studenterforening Skull and Bones på det amerikanske Yale-universitet er en videreførelse af selskabet.

Skull and Bones har siden 1830’erne været samlingssted for USA’s absolutte elite, og medlemmerne – de såkaldte bonesmen – har efter sigende en klemme på hinanden, fordi de under optagelsesprocessen skal afsløre dybt personlige hemmeligheder om sig selv.

Hvert år optages 15 studerende som medlemmer i foreningen, der tæller en imponerende række af toppolitikere, -embedsmænd og -erhvervsfolk.