Jack London undersøger livet i Londons slum

Som 26-årig kaster forfatteren Jack London sig ud i et livsfarligt projekt. Han vil afdække de gruopvækkende forhold, som Londons fattigste lever under, og derfor er han nødt til at leve otte uger som bums i East End.

Som 26-årig kaster forfatteren Jack London sig ud i et livsfarligt projekt. Han vil afdække de gruopvækkende forhold, som Londons fattigste lever under, og derfor er han nødt til at leve otte uger som bums i East End.

Museum of London

Alle, han taler med, advarer imod planen – at bo otte uger i Londons værste slum for at studere de fattiges liv vil være det rene vanvid. Og farligt – et menneskeliv er intet værd i East Ends beskidte gader.

“Dér har du ikke lyst til at bo!” siger hans venner forfærdet. “Vi ved intet om East End. Det ligger derovre et sted”.

“Så går jeg til Cook”, erklærer deres unge gæst fra Amerika, Jack London.

Cook er verdens første rejsebureau, der arrangerer pakkerejser til det mørke Afrika og det eksotiske Tibet. Men ek­spe­di­en­ten ryster på hovedet, da han hører ønsket om at besøge slummen:

“Vi er ikke vant til at bringe rejsende til East End. Vi har aldrig haft en sådan forespørgsel, og vi ved intet som helst om dette sted”, siger han belærende.

I stedet prajer Jack London en hestetrukket taxa – en hansom-cab – og beder om at blive kørt til East End, bydelen øst for fæstningen Tower of London.

“Hvorhen, sir?” spørger kusken, som om han ikke har hørt rigtigt første gang.

“Til East End! Hvor som helst! Kom nu!” herser Jack, og kusken kører tvært ud i hovedstadens trafikmylder. Nogle få minutter går det fremad, så holder kus­ken ind til siden igen.

“Sig mig engang, hvor vil De hen?”

En sort plet midt i London

Jack London er kommet til hovedstaden i Det Britiske Imperium for at afsløre, hvor elendigt briterne behandler landets underklasse.

Beskrivelserne vil han samle i en bog, der retter en rystende anklage mod myndigheder, politi og kirke.

I 1902 har briterne gennemført den største samfundsomvæltning i menneskehedens historie.

Industrialiseringen lokker millioner af mennesker fra landet til at søge lykken i byerne. Alene London er vokset fra godt én million indbyggere i 1821 til 6,5 millioner i 1901.

Fabriksejere, funktionærer og mange andre lever i overflod. Men omme bag palæejendommene og de hyggelige rækkehuse ligger slummen, hvor industrialderens tabere havner.

Store områder af East End er et morads af elendighed med en million sølle eksistenser, der kæmper af alle kræfter for at overleve bare en dag mere.

Jack London.

© Granger/Bridgeman

Forklædt som en strandet sømand

For at kunne færdes frit i East End iførte Jack London sig slidt tøj og udtrådte sko.

Hvis nogen spurgte om hans skæbne, fortalte han, at han var en strandet amerikansk sømand, der havde mistet sine penge.

Sådan kunne Jack også forklare, hvorfor han spurgte så meget – han skulle lære at klare sig i slummen.

“Det område, min hansom-cab trængte ind i, var en uendelig slum. Gaderne var fyldt med en ny, anderledes race, lav af vækst og et elendigt, opblødt udseende. På et marked gennemsøgte gamle mænd og kvinder det affald, der var smidt i mudderet, for rådne kartofler, bønner og grøntsager”, noterer Jack London efter sit første møde med East End.

Kusken drejer ned ad byens mest berygtede gade, Flower and Dean Street, der ligger i Whitechapel-distriktet. Kus­ken bliver synligt utilpas, for det var her, den brutale seriemorder Jack the Ripper i 1888 myrdede fem prostituerede – og den blodige uhygge fra dengang klæber stadig til gaderne 14 år senere.

“Jeg er fremmed her”, forsøger kus­ken sig, men passageren insisterer, og turen fortsætter gennem labyrinten af stinkende gader og sodsværtede huse.

Omsider lader Jack den nervøse kusk gøre holdt nær en forretning, der sælger brugt tøj. Her vil amerikaneren købe en forklædning, som tillader ham at færdes uantastet i kvarteret.

“Til sidst valgte jeg et par praktiske, men godt slidte bukser, en flosset jakke med én tilbagebleven knap, et par sko, der øjensynligt var blevet brugt et sted, hvor der blev skovlet kul, et tyndt læderbælte og en snavset kasket”.

Inden hans opdagelsesrejse gennem slummen kan begynde, lejer han et værelse i kvarteret, så han altid har et sted at trække sig tilbage, få varmen og skrive sine iagttagelser ned.

Jagten på et sted at sove

“Min slidte og hullede jakke var mit adelsmærke – et symbol på, at jeg tilhørte deres klasse nu”, bemærker Jack og indleder sine undersøgelser af livet i slummen. Mens han får noget at spise i et “fedtet tehus”, spørger han værtinden, om han kan leje et værelse.

“Jeg lejer ikke værelser ud”, svarer hun, “men jeg kan give dig en seng sammen med to andre mænd. Respektable mænd”.

“Kvinder! Livet har lært mig, at kvinder ikke kan svare sig, kammerat”. Navnløs sømand fra East End

Jack London går videre og falder i snak med en ung sømand. De sætter sig ind på et værtshus.

“Da jeg spurgte ham, hvad han levede for, svarede han omgående: ‘Sprut!’ En tur til søs, få sin hyre og drikke sig fuld som afslutning. Derefter drukture med tilfældige, og når alt var brugt – en ny tur til søs”.

Jack er forundret over den triste cyk­lus: “Hvad med kvinder?” spørger han.

“Kvinder! Livet har lært mig, at kvinder ikke kan svare sig, kammerat. Hvorfor skulle en mand som mig ønske sig en kvinde? Min mor var nok – hun tævede børnene og nedgjorde den gamle, når han kom hjem”.

De penge, sømanden kan tjene, vil han hellere bruge på øl. Sådan vil hans liv være, til han kreperer om nogle få år, tænker Jack.

Betjente vækkede alle, der sov på riste eller i opgange. En overtrædelse af forbuddet gav tre måneders fængsel.

© Jack London/Huntington Library

Sømanden foreslår, at Jack overnatter hos ham, for han har plads. Og de begynder at drikke for pengene, Jack havde afsat til sin overnatning.

Sømandens ord om ikke at stifte familie og undgå at få børn, der skal have mad hver dag, gør indtryk på Jack:

“Som dagene gik, blev jeg overbevist om, at det ikke kun er uklogt, men nærmest er kriminelt for menneskene i denne afgrund at gifte sig. De er de sten, som mureren afviser. Der er ikke plads til dem i det sociale væv, mens samfundet af al kraft driver dem mod bunden, til de omkommer”.

Ejendele havde slummens beboere ikke mange af. Madrassen var en pose af halm.

© Museum of London

Børn var de første ofre for slummen

I East Ends børneflokke havde det yngste barn størst chance for at overleve, for barnet havde forældre og ældre søskende til at skaffe mad.

De ældste børn sultede under deres opvækst og blev lettere syge.

Slummens gamle indbyggere var helt afhængige af hjælp fra deres børn, men ofte døde børnene længe før dem – hvert andet barn nåede ikke femårsalderen.

“Syv velsignede år fik jeg”, fortalte den 60-årige tømrer til Jack London. “En god kone og tre døtre. Men alle døde. Skarlagensfeber tog pigerne på et par uger”.

Appelsinskal til aftensmad

I begyndelsen af sin opdagelsesrejse fortæller Jack, at han har kone og børn, der skal flytte til London.

Som amerikaner er han vant til, at en familie har mindst to værelser og et bad, men efter flere dages søgen må han konstatere, at sådan en lejlighed ikke er til at opdrive: I East End har ingen et badeværelse, og en familie må klare sig med ét rum – som de i øvrigt deler med et par logerende, der kan hjælpe med at betale huslejen.

I dette ene rum skal familien og de logerende – otte mennesker på 13 m2 – lave mad, spise og sove.

Og fra tidlig morgen til sen eftermiddag er rummet omdannet til et værksted eller en systue, hvor moderen laver tændstikæsker eller fremstiller tøj med børnenes hjælp.

Jack opgiver at finde en lejlighed, og de følgende dage undersøger han de offentlige fattighuse, hvor tilstrømningen er stor.

Den første gang kommer han for sent til at få en plads, anden gang har han ikke gemt sine småpenge og bliver afvist i indgangen.

For at tjene lidt penge fremstillede en familie fx tændstikker eller lavede pindebrænde til optænding. Alle skulle hjælpe til.

© Museum of London

I stedet slår han følge med to ældre mænd – en tømrer og en hav­ne­ar­bej­der, der heller ikke fik en seng for natten.

De tre haster op ad Mile End Road for at nå ind på et andet fattighus, inden natten falder på.

“Begge kiggede ned på fortovet, mens de gik. En gang imellem stoppede de for at samle noget op. Jeg troede, at det var cigar- og cigaretskod, de fandt.

Så opdagede jeg det: På det slimede, overspyttede fortov fandt de stumper af appelsinskal, æbleskræl og stængler fra vindruer, og de spiste dem”.

Havnearbejderen forklarer, at han ikke har fået noget at spise hele dagen. Nu ser han med glæde frem til fattighusets aftensmad – en tallerken hav­re­væl­ling og en hum­pel hårdt brød.

Men alt har sin pris. På engelsk hedder fattighuset the workhouse – arbejdshuset – for myndighederne forventer, at de hjemløse beboere arbejder til gengæld for husly.

“Så er du nødt til at klare din opgave – trævle fire pund reb op, gøre rent eller knuse 100 pund sten til skærver”, forklarer den arbejdsløse havnearbejder.

Da de endelig når frem, kigger portneren koldt på dem og siger: “Alt optaget!”

De mange, som ikke fik en plads i fattighuset, skulle forsøge at holde sig på benene hele natten.

© Museum of London

Hjemløse gik hele natten

Et forbud mod at sove i det fri tvang de hjemløse til at holde sig på benene til solopgang, hvor de var for trætte til at finde arbejde.

De hjemløse i London havde flere muligheder for at finde husly: Billige herberger – såkaldte doss-houses – lejede kummerlige værel-ser ud, mens fattighusene var gratis.

Men pladsen rakte ikke til alle, så mange måtte overnatte på gaden.

Her holdt hære af politifolk, vægtere og parkbetjente øje med de hjemløse, for det var ulovligt at sove på trappesten, i baggårde eller i parker – straffen var fængsel.

I stedet måtte tusinder af hjemløse hver nat stå lænet op ad husmure eller trave gennem London for at fordrive tiden.

Tidligt om morgenen, kl. 5, åbnede parkerne og slap de udasede mennesker ind.

Jack London undrede sig højlydt over myndighedernes selvmodsigende regler for parkerne:

“Hvis det er meningen at berøve de hjemløse deres søvn, hvorfor lader man dem så sove efter kl. 5. Og hvis det ikke er meningen at berøve dem deres søvn, hvorfor lader man dem ikke sove tidligere på natten?”

Reglerne bevirkede kun, at de hjemløse var for trætte til at finde et arbejde og tjene penge.

Hjemløse er oppe hele natten

En aften driver Jack gennem West Ends forlystelseskvarter, hvor hestedroscher holder klar til at bringe de festklædte teatergæster hjem til deres varme senge.

Regnen falder tungt, og snart er gaderne tomme. Kun en stadig strøm af hjemløse, pjalteklædte fattige sjosker afsted for at fordrive tiden og holde varmen.

“Nå, sagde jeg til mig selv. Forestil dig, at klokken er ét om natten, og at du er en stakkels ung mand uden penge, og at du skal søge arbejde i morgen”.

Jack véd, at det kræver en god nats søvn, hvis han fx skal passe det tunge arbejde som daglejer i dokkerne, hvor varer fra kolonierne bliver losset. Altså sætter han sig på en trappesten for at hvile.

“Fem minutter senere stod en politimand foran mig. Mine øjne var åbne, så han mumlede kun og gik videre. 10 minutter efter var mit hoved faldet ned på knæene.

Jeg døsede, og den samme politimand sagde vredt: ‘Hov, så er det op!’”

Senere på natten møder Jack en ung londoner, og de følges gennem byen en tid. Pludselig opdager Jack en portåbning med et lavt gitter foran.

“Kom, lad os klatre over og få noget søvn”, foreslår han den unge mand.

“Og komme i kachotten i tre måneder? Aldrig i livet”, svarer han.

Ved Themsen lå Londons enorme havn, “The Docks”. Her søgte slummens mænd arbejde for en dag – eller bare en time.

© Museum of London

Jack vandrer videre og når frem til Hyde Park. Det bløde græs lokker.

“Lad os hoppe over hegnet”, råber han til en hjemløs dreng, der slæber sig afsted på trætte ben.

“Ikke på vilkår. Der er parkvagter, som får dig spærret inde i seks måneder”, konstaterer drengen.

Da morgenen gryr, er Jack sulten, afkræftet og gennemblødt. Han vil forsøge at få morgenmad hos Frelsens Hær, der har en mission på den anden side af Themsen.

Kl. 11, efter timers venten, bliver han endelig lukket ind – men ikke til spisebordet, først er der andagt:

“I vil få rigeligt i Paradis”, lover en prædikant. “Lige meget om I sulter og lider her på jorden, vil I blive belønnet i Paradis, hvis I følger reglerne”.

Endelig kommer maden på bordet. To skiver brød, en skive ost, lidt rosinbrød og en tynd kop te. Ikke nok til at fylde nogens mave – til gengæld kræver Frelsens Hær, at de 700 mænd bliver til den efterfølgende gudstjeneste.

“At Frelsens Hær tvinger folk, der ikke har lukket et øje hele natten, til at stå op i flere timer, er lige så ondskabsfuldt, som meningsløst”, raser Jack.

I fattighusets spisesal stod menuen på havrevælling morgen og aften.

© Hulton/Getty

Slummens værste hus

Fattighuset var det sidste sted, East Ends indbyggere ønskede at ende. Her ventede hårdt arbejde og fængselslignende forhold.

Tændstikmagere, vaskekoner, havnearbejdere, prostituerede, avissælgere, drosche-holdere.

På alle måder forsøgte Londons fattige befolkning at skrabe penge sammen til at betale husleje og mad. Klarede de den ikke, ventede fattighuset.

Efter vedtagelsen af den såkaldte Poor Law Amendment Act (1834) skulle de fattige arbejde for føden, for fattighuset kunne med politikernes ord kun være “den sidste udvej” for de arbejds- og boligløse indbyggere.

Ved ankomsten blev ægtepar adskilt – for kønnene skulle bo separat – og havde ingen mulighed for at mødes under opholdet.

De hjemløse skulle kropsvisiteres for at sikre, at de ikke besad mere end et par håndører – ellers optog de jo pladsen for en fattig.

Beboerne fik udleveret en uvasket natskjorte og sov i en rottebefængt sovesal, hvor sengene bestod af smalle, umagelige hængekøjer, der var hængt op, så alle køjer gyngede, hver gang én af de sovende vendte sig.

Næste morgen skulle beboerne betale for husly ved fx at gøre rent eller bryde sten i 10 timer. Under opholdet var det forbudt at forlade huset.

Fattighjælp var hårdt arbejde

Kl. 13.00

For at få plads i fattighuset skal de hjemløse stille sig i kø tidligt på eftermiddagen – og kan dermed ikke passe et arbejde.

Kl. 17.00

Dørene åbnes, og de heldige slippes ind.

Kl. 18.00

Aftensmad af havrevælling og uspiseligt brød. Herefter et hurtigt bad og i seng kl. 19.

Kl. 5.30

Vækning og havrevælling. Herefter skal der arbejdes for huslyet. Om aftenen serveres igen havrevælling. Sengetid: kl. 19.

Kl. 5.30 næste dag

Vækning og havrevælling. Efter morgenmåltidet er det ud på gaden igen. Den hjemløse skal søge sit næste logi i et fattighus mindst 10 miles (15 km) borte.

Badevand brugt af 62 mænd

I tredje forsøg lykkes det endelig Jack London at slippe ind på et fattighus. Han er kommet tidligt og har gemt sine penge et sikkert sted – i sokken.

Aftensmaden består af havrevælling serveret i en blikkop og brød så hårdt, at det kun kan spises, hvis det er blødt op i vand. Bagefter skal alle i bad.

“To og to trådte vi ind i baderummet. Der stod to baljer, og jeg véd, at de to mænd før os havde vasket sig i det vand, som vi vaskede os i. Og jeg er sikker på, at alle 62 brugte det samme vand”.

Jack stænker sig lidt med vandet og tørrer sig med et vådt, brugt håndklæde. Alt vender sig i ham, da han ser et vrag af en mand med ryggen fuld af loppebid og blodige kradsemærker.

Og efter en lang, urolig nat i sovesalen vågner han med et skrig, da en rotte løber over hans bryst.

“De andre forbandede mig for mine manglende manerer”.

Morgenmaden består af havrevælling og hårdt brød, og så venter dagens opgave.

Gaderne vrimlede med legende børn, som endnu ikke havde forstået deres skæbne.

© Museum of London

Jack bliver sendt over gaden til fattighusets infirmeri, hvor de syge ligger. Her skal gøres rent. Madrester, gamle forbindinger og opkast skal fejes sammen.

“Rør det ikke, kammerat. Sygeplejersken siger, det er dødbringende!” advarer Jacks makker.

Arbejdet er på alle måder afskyeligt, men de hjemløse slås om det, fordi der er mulighed for at finde mad i affaldet. Jack beslutter at flygte.

“Lad os skride”, siger han til en lidelsesfælle, der afslår på det bestemteste: “Du vil aldrig kunne kom­me herind igen”, advarer han.

Fattighusene insisterer på, at de hjemløse udfører deres opgaver, ellers vil de blive meldt til politiet og samtidig udelukket fra at få plads en anden gang.

Jack kan være ligeglad. Han sniger sig væk med et brændende ønske om at få et bad og skylle alle uhumskheder af sig.

Slummen er en god forretning

Med jævne mellemrum opsøger Jack sit hemmelige værelse, der har adgang til et badekar.

Her kan han komme til hægterne efter de lange nætter på gaden – og skrive. En af de vigtigste samtaler, han nedfælder, har han ført med den mand, der skaffede ham værelset.

“Huset bliver købt af en investor, som lejer værelserne ud enkeltvis til familier”. Johnny Upright, familiefar i East End

Johnny Upright lever med kone og døtre i en af East Ends gader, hvor hver familie har et hus. Men ikke længe:

“Om et par år udløber min lejeaftale. Ejeren er en af os, han har ikke ladet huslejen stige i nogen af sine huse. Men han kan sælge til enhver tid, eller dø, hvilket betyder det samme. Huset bliver købt af en investor, som bygger et værksted i baggården, hvor mine vinranker står i dag, og så lejes værelserne ud enkeltvis til familier. Sådan bliver det, og Johnny Upright er forsvundet”, siger han.

Slummen vokser hvert eneste år, fordi den er en god forretning: Selvom et hus ligger i byens værste kvarter og bliver udlejet til de fattigste indbyggere, vil den samlede lejeindtægt for værelserne blive langt større end den husleje, som familien Upright kan betale.

Overskuddet på et enkelt hus i East End kan løbe op i 500 pund om året (en halv million nutidskroner). Og kun hvis Johnny Upright har råd til at leje et andet, dyrere hus, kan han undslippe slummen – ellers havner også han i et af værelserne.

Om morgenen, når parkerne åbnede, myldrede de hjemløse ind for at kunne sove på bænkene eller i græsset.

© Jack London/Huntington Library

Samtidig betyder underernæringen, kulden og hærgende sygdomme, at en indbygger i East End lever betydelig kortere end Londons øvrige indbyggere.

“Man må konkludere, at denne menneskelige afgrund bogstavelig talt er en menneskedræbende maskine”, skriver en oprørt Jack London.

Efter otte uger er hans prøvelser ovre, og han kan vende hjem til New York. Bogen om Londons fattige – “The People of the Abyss” – er klar i 1903.

I England bliver anmelderne chokerede: “Bogen maler det mest levende og sandfærdige billede af den sørgelige bagside af vor moderne civilisation”, skriver én, mens avisen Daily Express slår fast, at “det vil være umuligt at finde mere deprimerende læsning”.

Selv har Jack London svært ved at ryste oplevelserne fra East End af sig: “Ingen andre af mine bøger krævede så meget af mit unge hjerteblod og så mange tårer som mit studie af den økonomiske nedbrydelse af de fattige”.

Bestselleren “Når naturen kalder” handler om hunden Jack, der mister sin ejer og ender som slædehund, før den flygter ud til ulvene.

© Granger/Bridgeman

Øjenvidne til den rå virkelighed

Hvis Jack London var blevet født i East End, havde han formentlig ikke overlevet sin etårs fødselsdag.

Han blev født af en psykisk syg, halvblind mor i San Francisco i 1876 og flyttede hjemmefra som 15-årig for at blive sømand, vagabond og guldgraver i Klondike.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte han at skrive.

Romanerne “Når naturen kalder” og “Ulvehunden” gjorde ham til en af USA’s mest succesfulde forfattere. Han døde af druk som 40-årig.

Efterskrift

Slummen fortsatte med at brede sig, indtil boligkvartererne i East End blev knust af tyske bomber under 2. verdenskrig.

Nye huse, højere lønninger og bedre socialforsorg fik has på den “menneskedræbende maskine”, og i dag er bydelen et attraktivt boligområde.