Karantæne – sidste skanse mod verdens værste sygdomme

Omkring 50 kinesiske indvandrere ligger i den kvalmende sovesal på Hotel Globe – en form for herberg, hvor byens underklasse kan leje en seng for 10 cent per nat. Klokken har passeret midnat den 6. marts år 1900, en ung kineser har vredet sig i smerte det meste af aftenen, men ligger pludselig helt stille. Hans nabo bliver til sidst så bekymret, at han føler sig nødsaget til at gå over og se til ham.

Her ser han til sin skræk, at hans landsmand har blodigt skum af spyt omkring læberne, og bleg, kold hud. Der er ingen tvivl – manden er død. Nattevagten bliver hurtigt tilkaldt og kan på sin liste over logerende se, at liget tilhører den 44-årige kineser Chick Gin. Kort efter står sundhedsmyndighederne på Hotel Globe for at fragte den døde til undersøgelse.

Allerede ved daggry bøjer den nyuddannede patolog Frank P. Wilson sig ind over liget af Chick Gin. Lymfekirtlerne i armhulerne og lysken er hårde og store som æbler. Med et kirurgisk Y-formet snit åbner Wilson torsoen og får øje på organer, der er opsvulmede af blod. Det løber koldt ned af ryggen på Wilson. Er det her virkelig, hvad han frygter?

Herfra går det stærkt. Den unge læge tilkalder sine ældre kolleger, og samme eftermiddag annoncerer sundhedsmyndighederne gennem pressen, at Chick Gin efter al sandsynlighed er bukket under for pest, og at byens Chinatown omgående bør sættes i karantæne. Den 7. marts afskærmes hele San Franciscos kinesiske bydel med tovværk og bevogtes tæt af bevæbnet politi.

Kineserne måtte se døden i øjnene sammen, men i det mindste ville sygdommen ikke spredes til resten af byen.

Reaktionen i San Francisco kan virke voldsom, men den var langt fra unik. Gennem flere tusind år har myndighederne måtte ty til karantæne for at komme verdens mest dødbringende sygdomme til livs.

40 dage skulle fjerne smitten

En af de ældste eksempler på karantæne findes i Det Gamle Testamente, som indeholder instruktioner i at isolere spedalske og skaffe ekskrementer af vejen som værn som sygdom. Spedalske skulle isoleres i syv dage, hvorefter en præst ville undersøge den syge og se, om symptomerne var blevet værre.

Da det Byzantinske Rige blev ramt af store pestudbrud i 500-tallet, sørgede kejser Justinian for at isolere pestramte områder fra resten af hans rige. Kinesiske kilder fra 600-tallet vidner om samme metode.

Ordet karantæne og strategien med systematisk at inddæmme smittede eller tilrejsende, opstod dog først i middelalderens pesthærgede Venedig. I årene 1347 til 1352 ramte den sorte død den italienske halvø, og selvom ingen kendte årsagen til plagen, stod det klart, at sygdommen, som lagde halve og hele byer i graven, var forbundet med trafikken af rejsende.

For at forskanse sig mod smitte indførte myndighederne i Venedig en ordning, hvor skibe blev tvunget til at ankre op i 40 dage uden for havnen, inden besætningen måtte gå i land. Ordet “karantæne” kommer fra det italienske quaranta giorni, som betyder 40 dage.

Hvorfor antallet af dage lige faldt på 40, ved historikere ikke. Men det kan være, fordi tallet fire blev set som særligt beskyttende hos lægevidenskabens fader Hippokrates, eller at 40 dage var det tidsrum, hvori en pestramt med sikkerhed enten ville blive helbredt eller dø.

Udkigsposter blev placeret i tårnet på byens berømte Markuskirke. Når de fik øje på et flag, som varslede et skibs ankomst, sendte de en båd ud for at hente kaptajnen. Han blev anbragt i et aflukket kammer i havnen og forhørt af havnemyndighederne gennem en lille luge.

Europas havnebyer gik forrest med karantæneregler, men også inde i landet garderede byer sig mod rejsende smitte. Nogle forbød rejsende og handlende adgang gennem byporten, hvilket var en kærkommen undskyldning for også at holde udstødte jøder, tiggere og prostituerede fra døren.

Sideløbende med de 40 dages karantæne opførte herskere i Europas storbyer karantænehospitaler, hvor syge blev isoleret fra resten af samfundet. Det første stod færdigt i 1423 på den lille ø Santa Maria di Nazareth ud for Venedig. I folkemunde kaldtes pesthospitalet Lazarethum eller Lazaretto med henvisning til helgenen Lazarus, som Jesus genoplivede fra graven, hvor han havde ligget død i fire dage.

Lazaretterne blev bygget i lang nok afstand fra byerne til at forhindre smitte, men tæt nok på til at transportere de syge derud, og gerne adskilt fra oplandet af hav eller en flod. Hvis det ikke var en mulighed, blev der nogle steder gravet voldgrave rundt om lazaretterne for at holde dem adskilt fra resten af samfundet.

Landsby gik frivilligt i karantæne

Pesten brød ud i Europa med jævne mellemrum i flere hundrede år efter den oprindelige sorte død i midten af 1300-tallet. Efterhånden havde magthaverne derfor lært, at hovedreglen under pestudbrud var at holde personer mistænkt for smitte ude af byerne. Men i England besluttede en landsby sig for frivilligt at gå i karantæne inde i byen.

En septemberdag i 1665 ankom en vogn med en stak klæder til landsbyen Eyam på handelsvejen mellem de større byer Sheffield og Manchester. Skrædderassistenten George Viccar tog imod varerne – uanende, at der blandt klæderne skjulte sig en ekstra last af dødbringende blinde passagerer – pestbefængte lopper.

Blot en uge senere var Viccar død, og indenfor en måned var 29 af Eyams 800 indbyggere begravet. På den anden side af vinteren blev det endnu værre. Den nedrige pestbakterie satte sig nu på lungerne og i stedet for at smitte fra lopper, blev døden nu spredt med hosten og harken fra menneske til menneske.

Byens kirkefader William Mompesson så tragedien i øjnene og tog en drastisk beslutning: Eyam skulle lukkes for ikke at sprede pest til andre byer. I en radius på 1,6 km fra bymidten lagde indbyggerne en cirkel af sten, og indtil pesten var ovre, måtte ingen hverken træde ind eller ud af cirklen. Beboere i nærliggende landsbyer kom til cirklen og lagde mad på stenene, hvor Eyams indbyggere havde lagt guldmønter desinficeret i eddike som betaling.

Eyam var indesluttet i sin stencirkel i 14 måneder, hvor pesten tog livet af hver tredje indbygger. Kirkefader Mompesson, der måtte begrave sin egen kone i august 1666, beskrev mareridtet i et brev:

“Mine ører har aldrig hørt så smertefulde klagesange. Min næse har aldrig oplevet så modbydelige lugte, og mine øjne har aldrig set så skrækkelige scenarier (…). Dette er et Golgata, kraniernes sted”.

Men strategien virkede – pesten forblev i Eyam.

Indvandrere blev mistænkt i USA

Pestudbruddene klingede til sidst af i Europa, men der var masser af andre sygdomme, som karantænestrategierne fungerede som et godt værn imod. Den voksende trafik rundt i verden betød, at sygdomme nu spredte sig mere vidt og bredt end nogensinde, og frygten for dem steg derfor også til uanede højder.

I store dele af 1800-tallet skulle alle, der rejste fra Mellemøsten ind i Vesteuropa tre uger i karantæne, hvor deres tøj blev røget for at fjerne evt. smitte. Alle breve, som den karantæneramte sendte, blev dyppet i eddike.

For overklassen, der havde råd til at betale for et privat værelse på en en fin karantænestation, var karantænen kun en lettere ulejlighed. Men fattige, der ikke havde råd til et værelse, kunne blive tvunget til bare at sove udenfor i den bidende kulde, indtil det blev vurderet, at de var raske.

Det var især sømænd, som blev ramt af karantænen, og det var mere reglen end undtagelsen, at de skulle blive på deres skib i flere uger, før de måtte lægge til kaj. Ny forskning har vist, at 90% af de skibe, der blev tilbageholdt i britiske havne, kom fra steder, der ikke havde større sygdomsudbrud.

Også indvandrere blev udsat for systematisk karantæne, ikke mindst i USA. Alene til New Yorks havn ankom mellem 1881 og 1884 tre millioner mennesker fra hele verden, hvoraf mange blev sendt direkte til store karantænehaller, lige så snart de ankom.

Vejen til USA gik som oftest fra store europæiske havnebyer, og også her oplevede mange at blive spærret inde i flere ugers karantæne.

“Vores ting blev taget fra os, og venner skilt ad, inden en mand kom for at inspicere os (…). Vi blev vist ind i et lille rum, hvor en kedel kogte på et komfur. Vores tøj blev taget af, og vi blev skrubbet med en slimet masse, som måske var noget slemt, inden en kedel varmt vand blev hældt ud over os”, skrev den russiske udvandrer Mary Antin om den obligatoriske karantæne i Hamborgs havn.

Når de rejsende efter omtrent ti dage på Atlanterhavet fik New York i sigte, blev de gennet i land på øen Ellis Island, der var indrettet som byens karantænestation, hvor sundhedsmyndigheder endevendte bagage, klæder og kroppe. Hvis nogen viste tegn på sygdomme, blev de fragtet videre til byens karantænehospitaler.

Blandt Amerikas tidlige indvandrere, hvis familier havde boet på kontinentet i generationer, bredte sig den opfattelse, at nyere indvandrere var kilden til enhver smitte. Især jøder, østeuropæere, kinesere, japanere og indere stod for skud, når syndebukken under et nyt sygdomsudbrud skulle udpeges.

Indespærring og tvangsvaccinationer

Chinatowns 35.000 indbyggere blev også kollektivt udpeget og inddæmmet som potentielle smittebærere af pest efter Chick Gins død i San Francisco den 6. marts 1900. Den 8. marts vågnede byens hvide arbejdsgivere op til en ny virkelighed:

“Ingen stod klar med morgenmad. Kokken på Palace Hotel ventede forgæves på dusinet af kinesere, som arbejdede under ham. Og det mønster gentog sig alle steder, som havde kinesere ansat. I timevis havde telefoncentralen i Chinatown travlt med at skabe forbindelse for rasende indbyggere, som forsøgte at få fat i deres arbejdere og tjenestefolk”, rapporterede avisen San Francisco Chronicle.

Byens billige arbejdskraft var sat i midlertidig karantæne, mens læger forsøgte at fastslå, om Chick Gin var død af pest eller ej.

Lægevidenskaben havde i 1894 identificeret pestbakterien Yersinia pestis, og i sit laboratorium på øen Angel Island i San Francisco-bugten arbejdede byens karantænechef, doktor Joseph Kinyoun, nu på at dyrke bakterier fra liget for derefter at sprøjte dem ind i forsøgsdyr – en abe, to rotter og et marsvin – hvilket skulle bekræfte diagnosen.

Chinatown blev indhegnet med reb, og inde bag dem var forvirringen total. Uden yderligere forklaring stormede sundhedsmyndigheder iført masker og gummiforklæder fra dør til dør for at kortlægge Chick Gins seneste færden.

Senere på dagen kunne de kinesiske indbyggere på gule plakater, der var hængt op på telefonbokse og i kiosker, læse, hvad tumulten gik ud på. Efter kritik fra bl.a. pressen blev karantænen afbrudt den 9. marts, men desto større var forvirringen, da doktor Kinyoun to dage senere kunne bekræfte, at Chick Gin havde været smittet med pest.

Nu satte myndighederne det helt store karantænemaskineri i gang: Alle hjem i Chinatown skulle desinficeres, beboerne blev smidt på gaden og deres personlige ejendele brændt. Butikker skulle omgående lukkes, og hvis nogen modarbejdede indsatsen, måtte de smage politiets køller.

Samtidig skulle enhver kinesisk eller japansk indbygger i San Francisco tvangsvaccineres med den tvivlsomme Haffkine-vaccine. Den havde resulteret i en række dødsfald i Indien, og senere forskning har desuden vist, at den ydede stort set ingen beskyttelse.

Først i juni måned ophævede myndighederne isoleringen af Chinatown. Ikke af sundhedsfaglige grunde, men da byretten havde fastslået, at karantænen var et brud på indbyggernes rettigheder.

I januar 1901 tilkaldte myndighederne i San Francisco tre af USA’s fremmeste pesteksperter, som skulle analysere situationen. Deres konklusion lød, at det ikke nyttede at isolere mennesker efter race, som det var blevet gjort ved at indhegne Chinatown, men at kræfterne i stedet skulle bruges på at desinficere og bekæmpe utøj i de lokale hjem, hvor folk var blevet syge.

Da pesten igen besøgte San Francisco i 1907, satte myndighederne ind mod rotter og lopper og ikke mod byens kinesiske indvandrere.

Den spanske syge lukkede samfundet

Karantænen blev også bragt i spil, da nyere tids mest dødelige pandemi ramte verden i årene 1918 til 1920: Influenzaen, den spanske syge. 1. verdenskrig rasede, og den livlige trafik af tropper fra den ene verdensdel til den anden betød, at sygdommen spredte sig som vinden.

Fx rejste en halv million amerikanske soldater til vestfronten i Europa få uger efter, at sygdommen var brudt ud i USA. Da pressen i Spanien rapporterede om den spanske syge i juni 1918, var sygdommen allerede overalt i verden – den var blevet til en pandemi på få måneder.

Siden middelalderens pestudbrud havde lægevidenskaben gjort kvantespring. Årsagen til influenza var opdaget, og læger havde indset, at hver type sygdom krævede sin særlige forebyggelse og helbredelse.

Det stod også klart, at afstand var afgørende for at forhindre smitte, og derfor valgte myndigheder verden over at isolere smittede samt at lukke store dele af offentligheden ned. Skoler, kirker og teatre lukkede.

I Italien stod skriftestole tomme, og begravelser måtte klares udendørs eller helt droppes. Universiteter stoppede undervisningen, og sportsbegivenheder blev aflyst. Meget tyder på, at nedlukning var med til at dæmme op for smitten og redde menneskeliv.

Byen St. Louis lukkede fx alle skoler og forbød forsamlinger på mere end 20 personer, før pandemien kulminerede, og klasselokalerne stod tomme i 143 dage, mens byen Pittsburgh først lukkede skolerne, da smittetallet var på sit højeste og kun i 53 dage. Dødsraten i St. Louis endte med at være kun en tredjedel af Pittsburghs.

Et andet eksempel stammer fra Philadelphia, hvor myndighederne også holdt fast i at gennemføre en militærparade, som tiltrak 200.000 tilskuere. Tre dage senere var byens hospitalssenge overfyldte med syge.

Trods isolering af syge og nedlukning af halve og hele samfund, tog den spanske syge livet af op imod 50 millioner mennesker. Forskere har påpeget, at karantæneindsatsen blev indført alt for sent eller inkonsekvent til at stoppe den galoperende smitte, men pandemien ville have været en endnu større katastrofe, hvis ikke karantæneordningerne var blevet taget i brug.

St. Louis reddede sandsynligvis mange tusind borgere ved hurtigt og konsekvent at indføre karantæne. Byens eksempel bruges stadig som argument for, at isolation, kontrolposter og begrænsning af forsamlinger er den sidste skanse mod verdens farligste sygdomme.