30.000 kogt ihjel: Vulkan udsletter havneby

Måske er vulkanens raseri overstået med de seneste ugers askeregn og mindre udbrud, ræsonnerer han. Efter at have vandret frem og tilbage beslutter Freeman i samråd med førstestyrmanden at sætte kurs mod havnefronten.

Under indsejlingen bryder morgensolen frem gennem røgen fra vulkanens krater, og Edward Freeman nyder synet af solstrålernes skær mod St. Pierres smukke katedral. Viftende flag signalerer til kaptajnen, at han skal ankre op i den sydlige ende af byens havn.

Langs havnefronten og i St. Pierres gader hersker en usædvanlig ro denne Kristi himmelfartsmorgen, da alle lyde fra hestekærrerne og de morgenfriskes fodtøj bliver dæmpet af askelaget på jorden.

På forunderlig vis virker det hele meget idyllisk, ikke mindst da klokkerne i katedralens tårne begynder at ringe nogle minutter før halv otte, og deres klang kalder byens mange troende til morgenmesse. Freeman finder det utrolig smukt og suger øjeblikket til sig.

Kaptajnen aner ikke, at den rolige morgen snart skal eksplodere i et sandt inferno, og at klokkerne i St. Pierre har ringet for sidste gang.

Det franske paradis er truet

Havnebyen St. Pierre er en smuk og livlig handelsby, som går under navnet “Vestindiens lille Paris”. Martinique har været under fransk styre, siden en ekspedition med 150 franskmænd gik i land i 1635.

Siden dengang har St. Pierre været øens økonomiske og kulturelle centrum. Mens Paris har Champs-Élysées, har St. Pierre Rue Victor Hugo – byens festlige shoppinggade fyldt med de fristende varer, som atlanterhavsskibene bringer med fra Paris.

I 1902 bor der cirka 27.000 i den populære by. Heraf en fjerdedel, som er rejst til øen fra Frankrig. Området er frodigt og farverigt på grund af de flere end 20 kilder, der springer ud fra bjerget Mont Pelée og forsyner byen med friskt vand.

St. Pierre er et sandt tropeparadis, men bag den idyl­liske facade lurer en konstant trussel. Bjerget med de livgivende kilder er samtidig en aktiv vulkan med styrke til at udslette både St. Pierre og alle de små landsbyer, der ligger på øens nordvestlige side.

De oprindelige caribiere betegner Mont Pelée som “ildbjerget”, og det har derfor altid stået klart for de franske kolonister, at bjerget rummer en fare.

Vulkanen har desuden haft små udbrud så sent som i 1792 og 1851. Dengang var der dog ikke mange, som døde.

Folk flygter til byen

De ældste indbyggere i St. Pierre kan stadig huske eruptionen et halvt århundrede forinden. Derfor begynder de ligesom mange andre at bekymre sig den 23. april 1902, da Mont Pelée udsender rumlelyde og får jorden til at skælve.

En let grålig aske begynder at sive op sammen med dampene fra krateret, og en skarp stank af svovl driver gennem gaderne og fortrænger den friske havluft, som ellers præger kystbyen.

Indbyggerne i de små landsbyer nær Mont Pelée er så utrygge, at de pakker deres ejendele og drager til St. Pierre, som trods alt ligger længere væk fra vulkanen.

Byens snørklede gader bliver dag for dag mere myldrende, og om natten sidder de mange flygtninge op ad kølige hus­mure eller lægger sig forsigtigt på den bare jord i et forsøg på at få nogle timers søvn.

Askeregnen og svovldunsten bliver kun værre, og snart begynder folk at vikle våde tørklæder om mund og næse for at beskytte sig. Alligevel er der kun ganske få, som flygter fra St. Pierre.

Indbyggernes største bekymring er nemlig ikke den ulmende vulkan, men derimod manglen på fødevarer, som skyldes de mange flygtninge. Desuden har myndighederne travlt med at berolige borgerne med plakater og avisartikler, som proklamerer, at der ikke er fare på færde, så længe folk befinder sig i St. Pierre.

Den 7. maj skriver den lokale avis, at ingen lavastrøm vil kunne nå byen, og at eventuelle fremtidige udbrud “kun vil true de steder, som allerede har været udsatte” – altså de nærmeste arealer omkring Mont Pelée.

Døden kommer med 55 meter i sekundet

Om morgenen den 8. maj ligger i alt 19 skibe og vugger blidt i St. Pierres havn. Størstedelen er fragtskibe, der ligesom SS Roddam primært sejler europæiske varer til de caribiske kolonier.

Fra sit dæk ser Edward Freeman, at mandskabet på de øvrige atlanterhavsskibe i anledning af helligdagen har hejst deres flagudsmykning fra stævn til agter. Kaptajnen giver straks sine mænd ordre til at gøre det samme.

Den høje kaptajn er efterhånden kommet til at elske sit 88 meter lange jernskib og mener ikke, at SS Roddam skal stå tilbage for nogen. Skibet skal naturligvis tage sig anstændigt ud, selvom det ikke medbringer passagerer, men kun besætningen på 24 mand.

Få minutter i otte er flagene hejst, og en uniformsklædt Freeman slentrer ned ad falderebet for at tale med havneagenten. Kaptajnen når dog kun lige at give hånd, før morgenroen i St. Pierre bliver ødelagt af et brag, der får jorden og bygningerne til at skælve.

Som alle andre rundtom i byen og på skibene retter Freeman straks blikket mod Mont Pelée og ser, at vulkanen er eksploderet og har sendt en bølgende masse af aske og damp op i luften.

Værre endnu har eksplosionen flået siden af bjerget op og kanoneret en monstrøs, røgholdig glødelavine ned ad den sydvestlige side med kurs direkte mod St. Pierre.

Freeman styrter op på sit skib, mens glødelavinen tordner ned mod havnen med 55 meter i sekundet. På nogle af skibene står passagerer og sømænd nærmest lammede og betragter ild- og røgmassernes voldsomme kræfter, mens den dræbende lavine ruller tættere og tættere på.

I byen spreder tumulten sig, og paniske råb fylder gaderne. Kaptajn Freeman er heller ikke i tvivl om faren. Han spilder ikke et sekund, men spurter direkte fra falderebet ind i SS Roddams bestiklukaf.

I det lille lukkede rum, som er det sted, hvor skibets kort og instrumenter opbevares, krummer Freeman sig sammen i et hjørne, mens han kan høre sine mænd fare rundt på dækket i jagt efter skjulesteder.

Men snart kan kun én lyd høres. Den øresønderrivende lyd af brændende gasser, halvsmeltede sten og aske, som brager ind over skibet.

Ofre skriger som fugle

Det giver et heftigt ryk i SS Roddam, da vulkanmasserne tromler ind over havnen, og det 1.506 ton tunge skib undgår kun med nød og næppe at blive væltet om på siden.

Et øjeblik er alt sort, men gemt i den tætte røgmasse er glødende klippeblokke og kogende klumper af sten og mudder, som banker ind i skibsdelene, mens den ufattelige varme smelter næsten alt, der ikke er bygget af jern.

Bestiklukafets vægge beskytter delvist Freeman, men vulkanmassens gløder trænger ind gennem sprækkerne og bider sig fast i kaptajnens arme og ansigt. Det føles som at gnide sin hud med rødglødende metalstøv.

Men selvom smerterne er voldsomme, kan Freeman vurdere fra skrigene ude på dækket, at andre gennemgår langt større lidelser. “Det var underlige, umenneskelige lyde, som når fugle skratter i nød. Jeg vidste, at folk blev ristet til aske, men der var intet, jeg kunne gøre, eller noget, nogen andre kunne stille op”, genkalder han sig senere.

Efter kort tid bliver varmen i bestiklukafet så ulidelig, og røgen så kvælende, at kaptajnen er tvunget til at gå ud på dækket. Samtidig ved han, at den eneste chance for at overleve er at tage kampen op mod de flammer, som er blusset op overalt på skibet.

Udenfor falder brændende sten og mudder stadig ned fra Mont Pelée, men glødelavinen er ebbet ud. Selvom røgen er tæt, gør ildskæret fra brændende skibe og bygninger i byen det muligt for Freeman at famle sig frem i mørket.

For hver meter bliver synet på dækket dog mere og mere nedslående for den sårede kaptajn. Sømænd ligger døde – nogle allerede helt forkullede, andre ubevægelige – mens flammerne stadig har fat i deres kød og knogler.

Fra såvel SS Roddam som de omkringliggende skibe hører Freeman adskillige plask af noget, der falder i vandet. Det er døende sømænd, som med deres sidste kræfter vælter sig ud over rælingen, så en hurtig druknedød kan befri dem fra deres lidelser.

Andre over­levende sidder lammede i smerte og forsøger at skrige, men vulkanens brændende gasser har svitset deres munde og halse i en sådan grad, at lydene ikke kan komme ud. Hos enkelte er ansigtshuden endda så forbrændt og massakreret, at ingen længere kan se, hvem de er.

Freeman genkender dog sin maskinmester, da han får øje på ham på dækket. Kaptajnen beordrer straks maskinmesteren at løbe ned til boven og hugge ankerkæden over, men sømanden kigger blot undskyldende på sin overordnede, mens han får fremstønnet, at han ikke kan bevæge sine lemmer – han er alt for forbrændt.

Freeman drejer sig frustreret om i jagten på mulige hjælpere og ser pludselig gennem den svagt aftagende røg, at SS Roddam faktisk allerede har mistet sit anker under glødelavinen og derfor er drevet væk fra havnefronten.

Men gennem røgen møder han også et syn, han aldrig skal glemme. St. Pierre – Vestindiens lille Paris – er nærmest forsvundet. Byens farverige gader med luksusvarer fra Europa er svitset sorte, alt af træ er pulveriseret, og rester af murstensvægge står nøgne tilbage.

KORT: Så massiv var katastrofen

Flammerne har overtaget magten i store dele af det tidligere byområde, og langsomt nedkæmper de det tilbageværende liv, som i første omgang overlevede Mont Pelées 1.000 grader varme glødelavine.

De overlevende, som har kræfter til det, flygter ned mod havnen – nogle med blafrende ild om kroppen – i håb om, at vandet kan slukke flammerne og dulme deres smerter.

Kaptajn Freeman følger forfærdet, hvordan indbyggere i hundredvis kaster sig i havet blot for at udbryde endnu mere gruopvækkende smerteskrig.

Glødelavinen har øget vandtemperaturen så meget, at det syder om ofrenes brændte kød, idet de kaster sig i det næsten boblende vand. Én efter én giver de op og lader sig synke ned under overfladen.

Kaptajnen styrer med albuerne

Freeman ønsker ikke at lide samme skæbne som byens indbyggere og ser det som sin forbandede pligt at redde sit skib, der driver herreløst rundt i havnen.

Ilden har godt fat flere steder på SS Roddam, men heldigvis finder Freeman seks af sine mænd, som befandt sig på dampskibets underdæk, da Pelées dødsbølge skyllede henover havnen. De er i live og i stand til at tage kampen op.

To af sømændene er maskinfolk, der efter bedste evne holder gang i dampskibet nede i maskinrummet, mens de andre sømænd haster rundt på SS Roddams dæk og forsøger at holde ilden nede.

Askeregnen daler stadig massivt ned fra himlen og gør det svært for mændene at orientere sig. Flammerne fra byen og de omkringliggende skibe giver dog lige akkurat det lys, der skal til, for at besætningsmedlemmerne kan bugsere brændende skibs­dele hen til rælingen og dumpe dem i vandet.

Ilden har også fat i kahytterne og andre faste dele af skibet. Her forsøger sømændene at kaste vand på de brændende dele, så flammerne ikke spreder sig.

Kaptajn Freeman har taget plads bag skibsroret, og briten ånder lettet op, da det endelig lykkes ham at få styretøjet til at reagere, selvom det er blevet beskadiget af vulkansten.

Freeman læner sig forover og placerer sine albuespidser mellem rorets træpinde. Det er den eneste måde, han kan dreje skibsroret på, da huden og kødet er brændt helt ind til knoglerne på hans hænder og håndled.

Smerterne er ulidelige, men han kan ikke give op. SS Roddam må reddes.

Freemans såler smelter

Selvom over en time er gået siden vulkaneksplosionen, er luften stadig glohed som i en sauna. Bag roret mærker Freeman pludselig, at også hans fødder brænder, som stod han på glødende saunasten.

Han ser ned og opdager, at hans støvlesåler er brændt væk, og gummiresterne klæber sig til dækkets overflade. Han befaler en sømand at hente et par tykke snesko, som Freeman har medbragt fra et vinterbesøg i Tyskland.

Kaptajnen træder i skoene og når lige at glæde sig over følelsen, da SS Roddam er tæt på at sejle ind i nye problemer, mens det bakker ud af havnen. Rædselsslagen brøler en sømand pludselig: “Skib få kabellængder væk!”

Freeman spotter straks det drivende flammehav bag sig og uden at fatte, hvordan det lykkes ham, dirigerer han SS Roddam uden om det brændende fragt- og passagerskib SS Roraima.

Freeman og hans mænd sejler så tæt forbi det andet britiske dampskib, at de kan mærke varmen fra brandene om bord samt høre passagerernes pinefulde skrig.

Efterfølgende beretter Freeman om situationen: “Støn, forbandelser og nødråb kom fra alle sider. Men der var intet, jeg kunne gøre andet end at redde mit eget skib i sikkerhed”.

Som et såret dyr kæmper SS Roddam sig meter for meter ud gennem havnen i et grufuldt inferno af røg, aske, flammer og klagende skrig. I mørket bag dampskibet ligger St. Pierre som en ruinbunke.

Huse er krøllet sammen, kirker kollapset, selv det 20 meter høje fyrtårn i byens udkant er reduceret til en tre meter høj bunke af murbrokker. Træer, buske og blomster er forvandlet til aske.

Overalt på jorden ligger lig, der er brændt til ukendelighed, og som mest af alt minder om forkullede træstammer. Alle personlige træk er væk.

18 skibe står i brand i havnen, og rundt om dem flyder livløse mennesker, der er blevet brændt og kogt ihjel. Som eneste skib er SS Roddam sluppet ud af havnen.

Kaptajn Freeman kan næsten ikke tro sit eget held. “Mit fartøjs flugt var mirakuløs. Træværket i kahytterne og på broen og alt andet på dækket, der var brændbart, var konstant antændt, og det var med stort besvær, at vi få overlevende havde held med at holde flammerne nede”, beretter Edward Freeman senere.

Kaptajnen kommer levende i land

Temperaturen falder støt, som SS Roddam langsomt sejler væk fra St. Pierre-bugten. Mens røgen stadig siver ud fra toppen af Mont Pelées krater, er det snart kun røgen fra SS Roddams skorsten, der hvirvler rundt i luften over Edward Freeman og hans mænd.

Besætningen hungrer efter den friske havluft, men hver gang de labber den i sig, ender indåndingerne med hosteanfald på grund af alt det kvælende vulkanstøv, de har indåndet de sidste par timer.

Lettede over, at brandene på skibet er slukkede, og at dampmaskinen fungerer, får de overlevende sømænd omsider overskud til at tage sig af deres venner, der ligger rundtom på dækket. Men synet er nedslående.

En håndfuld har angiveligt kastet sig over bord, mens 10 kammerater på dækket ikke giver noget livstegn fra sig. Deres tøj og hud er stort set skrællet af, og der er ingen tvivl om, at deres sidste sekunder har været grusomme.

Endnu to besætningsmedlemmer sidder og hiver efter vejret og er dårligt i stand til at drikke på grund af deres kvæstelser. Det står klart, at de vil dø inden for det næste døgn.

Bag roret kæmper kaptajn Freeman med at holde den rette kurs mod øen St. Lucia. Navigationsudstyret er brændt, men alligevel formår kaptajnen at skære direkte mod syd, og efter fem timer på det åbne hav dukker den britiske koloni-ø op i det fjerne.

Dækket af et tykt lag grå vulkansk aske ligner SS Roddam mest af alt et spøgelsesskib, da det slider sig det sidste stykke ind mod havnebyen Castries på St. Lucias nordvestkyst.

Malingen på jernskroget er opløst, og resterne hænger i trevler ned fra siderne. Skibet slæber en skarp lugt af sod med sig, som skærer sig ind i næserne på de nysgerrige folk, der stimler sammen på kajen i Castries. De ved endnu ikke, hvad der er sket på naboøen.

Selv ænser de overlevende sømænd på dækket ikke stanken. De fatter dårligt, at SS Roddam er sluppet væk fra Mont Pelées dræbende eksplosion, og at de om få øjeblikke kan placere benene på fast grund – i sikkerhed.

For første gang i næsten otte timer stopper SS Roddams dampmaskine, og skruens snurren ebber raslende ud, mens Edward Freeman slipper skibsroret med sine albuer.

Langsomt og tungt slæber kaptajnen fødderne hen over dækket. Folk på kajen følger forundret hvert et skridt, den høje mand tager. Hele hans ansigt er opsvulmet med væskende blærer og brandsår, så kun en ganske lille del af hans øjne kommer til syne.

Afsvækket næsten falder han ned over skuldrene på et par mænd i havnen, da han tager det første skridt væk fra sit skib. Forsigtigt tager mændene fat om kaptajnens krop uden at klemme om hans hudløse arme og hænder.

“Hvad er der sket? Hvem er du? Hvor kommer du fra?” De forundrede tilskuere overdænger kaptajnen med spørgsmål.

Edward Freeman anstrenger sig og åbner langsomt sine tørre læber, og med rusten og røghærget stemme fremstammer han: “Jeg kommer…fra helvede!”

Besætningen på SS Roddam bestod af 24 mand. Heraf overlevede syv katastrofen, inklusive kaptajnen. Edward Freeman blev belønnet for sin indsats med en medalje fra forsikringsselskabet Lloyd's of London samt en sølvpokal fra den britiske regering.

To år senere blev han igen hædret for en heltemodig indsats, da han forsøgte at redde besætningen fra et amerikansk skib under en storm.

Kaptajn Freeman gik på pension i 1928. SS Roddam blev repareret og sejlede videre, indtil det sank i 1905.