Efter sammenstødet brød PanAm-flyet i brand. Af de næsten 400 om bord overlevede blot 61 personer.

© Fotograf Ukendt

583 turister brændte ihjel i en af historiens værste flykatastrofer

Tæt tåge, en manglende radar og en stresset pilot. Flere fatale forhold spiller ind, da to passagerfly i 1977 kolliderer i lufthavnen på Tenerife. Sekundet efter omspændes begge fly af et frådende inferno af brændende benzin. Det bliver historiens værste flykatastrofe.

1. marts 2018 af Boris Koll

Som dybt troende kristen ved Norman Williams godt, at de sagtmodige skal arve Jorden. 

Han er en snakkesalig 52-årig bamse på 125 kg, leder af en handelsskole i Californien og ikke en mand, som nemt hidser sig op. 

Men nu rækker hans tålmodighed ikke længere. PanAm’s Boeing 747’er – jumbojetten som den kaldes – er ikke længere et komfortabelt transportmiddel. Den er blevet et fængsel.

Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, søndag den 27. marts 1977, og Williams har først fløjet fra Los Angeles til New York. 

Så tilbragt seks timer i luften over Atlanten, blot for at blive omdirigeret til Tenerife kort før den planlagte landing i Las Palmas, hvor han sammen med en stor gruppe rige, ældre amerikanere skulle have bordet et krydstogtskib.

I stedet har han siddet i sit flysæde i mere end 13 timer. Og besætningen kan intet fortælle om, hvor længe endnu det skal vare. 

Maden er for længst sluppet op. Alt, hvad stewardesserne har at byde deres 382 sultne og irriterede passagerer, er et begrænset udvalg af sodavand. Og dette skal forestille en ferie!

Lufthavnens taxibane er tæt pakket med fly, hvoraf langt de fleste blot venter på at flyve den korte tur til Las Palmas på Gran Canaria. 

Wiliams­ kan se fem-seks fly i køen foran dem og 11-12 stykker bag dem.

“Det kommer til at tage mindst en time endnu at få orden i det her rod”, knurrer han til sin gode ven og rejsekammerat Ted, som sidder på passagersædet foran ham.

“Ja, så meget er sikkert”, svarer Ted.

30 minutter før ulykken tog en ukendt fotograf dette billede i Los Rodeos-lufthavnen. I forgrunden ses KLM-flyet, i baggrunden PanAm-jumbojetten. 

© Project Tenerife

Piloter bliver rasende

Kl. 15.15, panam-flyets Cockpittet
Den amerikanske flykaptajn Victor Grubbs er ved at være desperat efter forgæves at have ventet på starttilladelse.

Det er simpelthen utroligt! Efter i mere end en time at have forsøgt at holde sine passagerer hen med snak må kaptajn Grubbs nu imødese endnu en lang forsinkelse. 

Kontroltårnet har netop givet den længe ventede besked om, at lufthavnen i Las Palmas er genåbnet, og Grubbs er klar til at starte, men nu holder en anden Boing-747’er fra hollandske KLM og spærrer for ham. 

Den hollandske kaptajn har umiddelbart inden tårnets melding bestilt en optankning. Og guderne må vide, hvor længe den vil vare.

“Det fjols!” udbryder han irriteret.

“Ja, den tåbe” bifalder andenpiloten, Robert Bragg, hvis eder og forbandelser – ligesom kaptajnens – bliver optaget af flyets sorte boks.

Hollandsk flykaptajn er under pres

Kl. 15.20, KLM-flyets cockpit
Kaptajn Jacob­ ­­van Zanten er vred og meget stresset­ over forsinkelserne.

Jacob van Zanten har en dårlig dag. Han svarer kontant på et opkald fra PanAm-flyet bag ham. Dets kaptajn vil vide, hvor længe endnu de skal vente. 

Set i bakspejlet kan van Zanten godt se, at det var en forkert beslutning at bestille en optankning af flyet, men han gjorde det netop for senere at spare tid i Las Palmas.

Han kunne jo ikke vide, hvornår lufthavnen ville åbne igen. Det kunne have været et spørgsmål om timer­ endnu, og han ville udnytte ventetiden – ikke forlænge den.

Jacob van Zanten er i forvejen under pres. Han skal flyve jumboen tilbage til Amsterdam, når han har læsset sine passagerer af i Las Palmas, og med dagens lange forsinkelser risikerer han og besætningen at overskride hviletidsbestemmelserne og få myndighederne på nakken. 

Den slags er en meget alvorlig sag. Pokkers!

Jacob van Zanten er en af KLM’s mest erfarne og feterede piloter. Hans ansigt pryder forsiden af KLM’s inflight-magasin, som hans passagerer netop nu kan sidde og underholde sig med under den timelange ventetid.

“KLM – folk, som viser, at punktlighed er mulig”­, lyder den pralende overskrift til artiklen­ om luftkaptajnen.

Det er skæbnens ironi, men van Zanten synes­ overhovedet ikke, det er morsomt.

Amerikaneren Norman Williams var på vej til et krydstogt, da ulykken indtraf. Han skrev efterfølgende en bog om sine oplevelser. 

© Kappa Press/Liaison Agency

Tågen indhyller lufthavnen

Kl. 16.40, PanAm-flyets kabine
Los Rodeos­-lufthavnen ligger for foden af vulkanen Teide og er berygtet for bratte vejrskift. Og netop nu skifter vejret igen.

Gennem vinduet betragter Norman Williams bekymret en tågesky, som hurtigt driver ned over bjerget Pico de Teide. 

Han håber virkelig ikke, det indvarsler en ny forsinkelse, for det vil næsten ikke være til at bære. Og alligevel ser det umiddelbart sådan ud.

Tågen breder sig på få minutter over lufthavnen. Den er underligt diffus og skifter tæthed hele tiden. Det ene øjeblik er sigtbarheden ca. 150 m, det næste kan Williams­ slet ikke se KLM-flyet lige foran dem.

“Det er som en ærtesuppe”, siger den ældre dame ved siden af ham, henvendt til sin datter.

“Du skal ikke bekymre dig, mor. Husker du, hvor tæt tågen var, da vi lettede fra Fort Lauderdale? Det er helt farefrit. De har radar og alt muligt udstyr”.

Flyveleder arbejder i blinde

Kl. 16.58, Kontroltårnet
KLM-flyet har tanket yderligere 55.000 l brændstof og får tilladelse til at rulle ud til startbanen.

Flyvelederen i Los Rodeos har en af de travleste dage i meget lang tid. Lufthavnen er spækket med fly, og han har snesevis af ting at holde styr på. 

Nu har den tætte tåge gjort hans arbejde endnu sværere. Den har frataget ham den visuelle kontakt med flyene, og han må arbejde med radioen som eneste hjælpemiddel.

Moderne lufthavne er udstyret med jordradar, som gør det muligt for flyvelederne at se præcis, hvor alle fly på jorden befinder sig – uanset sigtbarheden. 

Men jordradar er ikke lovpligtig, og den lille Los Rodeos-lufthavn har derfor aldrig investeret i én. 

Flyvelederen arbejder i blinde og må blot stole på, at flyene befinder sig dér, hvor han giver dem besked på at være.

Kl. 16.58 giver flyvelederen KLM’s 747’er tilladelse til at taxie ud på startbanen. 

Lufthavnen er ikke bygget med henblik på så store fly, og flyvelederen giver derfor KLM-piloterne besked på at rulle helt ud til enden af startbanen, vende 180 grader og gøre klar til at lette i samme retning, som de kom fra. 

På den måde kommer­ flyet til at lette mod vinden, hvilket giver­ langt bedre opdrift.

Få minutter efter at have sendt KLM-flyet ud på lufthavnens eneste startbane giver flyvelederen PanAms 747’er tilladelse til at følge efter den i nogen afstand. 

Flyvelederen er under pres for at få afviklet den store trafikpukkel, som har hobet sig op. Hans tanke er at lede PanAm-flyet ind på startbanens tredje afkørsel for at vente, mens KLM-flyet letter.

Hurtigt overblik

Baggrunden: En terrorbombe lukker lufthavnen i Las Palmas. Alle fly omdirigeres til Los Rodeos-lufthavnen på Tenerife, hvor trafikkaos og tæt tåge skaber en dødbringende cocktail.

Forløbet: Et hollandsk jumbojet-passagerfly torpederer­ et amerikansk fly af samme type. Begge maskiner­ bryder øjeblikkeligt i brand.

Konsekvensen: Havarikommissionen kommer med en stribe konkrete anbefalinger til forbedring af flysikkerheden. Katastrofen på Tenerife er i dag obligatorisk lærebogsstof for piloter og flyveledere.

En fatal misforståelse

Kl. 17.01, PanAm-flyets cockpit
Normalt taxier fly med ca. 20 km/t., men grundet tågen ruller PanAm-flyet forsigtigt hen over startbanen med under 10 km/t.

Den spanske accent gør det meget svært for kaptajn Victor Grubbs at forstå, hvad flyvelederen siger, da han kalder PanAm-flyet med dets navn og flynummer: 

“Seven one two stand by break, clipper one seven three six leave the runway… dah… three one… on to our left”.

“Hvad?” udbryder kaptajn Grubbs, “Undskyld, vær venlig at gentage”.

“Leave the runway the third one your left”, svarer tårnet på pilotens spørgsmål.

Flyvelederens dårlige engelsk gør stadig meldingen svær at forstå, men PanAm-flyets piloter konkluderer, at de skal dreje fra på tredje afkørsel. 

Det er også, hvad flyvelederen ønsker. PanAm-flyet har imidlertid allerede passeret afkørsel et, og piloterne tror, flyvelederen mener tredje afkørsel fra nu af – altså afkørsel fire.

Misforståelsen bevirker, at flyet vil befinde sig på startbanen i noget længere tid, end flyvelederen har tænkt sig. Kl. 17.06 kalder tårnet igen PanAm-flyet: “Rapportér startbanen klar”.

“O.k., rapporterer, når startbanen er klar”, svarer piloterne på PanAm-flyet, som endnu ikke er helt fremme ved afkørsel fire.

Forude kan de skimte lyset fra KLM-flyet, som vender rundt for enden af startbanen, så det nu har næsen imod dem. Pludselig giver det et sæt i kaptajn Grubbs. 

Han tror næsten ikke­ sine egne øjne. Uden at have fået starttilladelse er KLM-flyet i fuld fart begyndt at accelerere frem imod dem.

“Se den satans... den kraftidiot kommer lige imod os!” råber han.

Andenpiloten Bragg skærer igennem:

“Kom væk! Kom væk! Kom væk!” brøler han desperat til sin kaptajn.

Grubbs giver sine motorer gas og indleder et skarpt sving væk fra startbanen, mens KLM-flyet tordner frem imod dem med rasende fart.

Kaptajnens sidste brøler

Kl. 17.05, KLM-cockpittet
Den stressede kaptajn van Zanten har vendt sit fly og er klar til start.

Jacob van Zanten lægger med en utålmodig bevægelse højre hånd på sine fire gashåndtag og gør tydeligt mine til at presse dem fremad og starte.

Flyets sorte boks registrerer, at flyets unge andenpilot griber ind: 

“Vent, vi har ikke ATC-godkendelse (rutegodkendelse, red.)”.

“Nej, det ved jeg godt”, lyder det irriteret fra van Zanten: “Kom nu, bed om den”.

Andenpiloten kalder tårnet og spørger efter godkendelsen. Svaret fra tårnet kommer prompte:

“KLM otte syv nul fem, I er godkendt til Papa beacon-stigning og flyvehøjde ni nul. Højresving efter start, kurs nul fire nul”.

“Roger… Vi er godkendt til Papa beacon-stigning, flyvehøjde ni nul, højresving til nul fire nul… Vi vil nu starte”, svarer andenpiloten.

Her begår KLM-piloterne en fejl, som får katastrofale følger: En rutegodkendelse er ikke en starttilladelse. Før et fly må sætte sig i bevægelse, skal begge tilladelser være givet – separat.

Alligevel beslutter kaptajn van Zanten sig for at lette: “Vi starter, tjek tryk”.

KLM-flyet begynder at accelerere.

“Standby til start. Jeg kalder jer”, lyder det fra tårnet. Og så – henvendt til Pan Am-flyet:

“Rapportér startbanen klar”.

“O.k., rapporterer, når startbanen er klar”, svarer PanAm-flyets piloter.

“Er PanAm'en ikke væk endnu?” spørger KLM-flyets maskinist, Willem Schreuder, der er i cockpittet sammen med KLM-piloterne.

“Åh, jo”, svarer van Zanten.

Sekunder senere udbryder han: “Åh!”

Gennem tågen ser han konturerne af PanAm-flyet på startbanen lige foran hans frembrusende jumbo. Pludselig indser han, hvilken katastrofal fejl han har begået. 

Men det er for sent at bremse. I stedet gør van Zanten det eneste, han kan gøre: Han flår styrepinden tilbage og prøver desperat at tvinge sit tunge fly i luften. 

Et øjeblik ser det ud til at lykkes. Jumboens hjul løfter sig fra jorden, næsen rejser sig og suser henover PanAm-flyet. Så lyder et brag, da KLM-flyets landingshjul og en af motorerne rammer toppen af PanAm-flyets kabine og flår den af.

KLM-flyet styrter til jorden og rutsjer 450 m hen ad startbanen, inden det eksploderer i et gigantisk flammehav. 

Jacob van Zanten, hans 13 besætningsmedlemmer og 234 charterturister – mænd, kvinder og børn – fortæres på et øjeblik i benzinbålet. Ikke én eneste fra det hollandske fly overlever flammehavet.

Redningsfolkene troede, at kun ét fly var involveret i ulykken.

© Polfoto

Norman Williams vil ikke dø

Kl. 17.06, PanAm-flyet
Kun nogle få passagerer i flyets ene side har set KLM-flyet komme susende. Ved sammenstødet bryder PanAm-flyet øjeblikkeligt i brand.

Eksplosion. Brand. Skrig. En bombe – det er den første tanke, som slår ned i Norman Williams' halvt bedøvede hjerne. 

Han ser ild strømme gennem kabinen og mærker små partikler af brandvarmt metal ramme sit ansigt. Han sanser, at han er kommet ud af sikkerhedsbæltet og står på sine ben i midtergangen.

Han ser ilden flamme rundt omkring i flyet. Nogle sæderækker opsluges, i andre sidder folk endnu uskadte, men apatiske. Paralyserede af chokket ser de ud som om, at de slet ikke ænser rædselsscenerne omkring dem.

Selv mærker Williams en voldsom overlevelsestrang i hele sin krop. På få sekunder bliver hans tanker klare. Han vil leve! Han vil ud! Han ser efter sin ven Ted, som sad lige foran ham kort forinden. Nu er han væk. Forsvundet.

Endnu en eksplosion ryster flykroppen. En vragdel flyver direkte mod Williams' hoved. Instinktivt løfter han armene og parerer. 

Han er en stor, fed mand i elendig kondition, men pludselig har han fået bjørnekræfter og formidable reflekser. Han vil ikke dø. Ikke nu!

På sæderne bag Williams er næsten alle døde, deres kroppe syder i flammerne, men ilden har endnu ikke rørt ham. Williams begynder at bevæge sig fremad i vraget. 

Han føler ingen panik. Han ser ansigter. Blødende ansigter, rædselsslagne ansigter, forbrændte og døde ansigter, men lige nu gør synet ikke indtryk.

Williams kæmper sig frem. Pludselig ser han blå himmel gennem et kæmpe hul i kabineloftet. Han springer op og griber fat om kanten. Skarpe metalkanter skærer hans hænder til blods, men det rører ham ikke.

Williams tænker kun på at overleve. Ubesværet hæver han sin 125 kg tunge krop op ved armene og kommer op på toppen af kabinen og derfra ned på flyets ene vinge. 

Afstanden fra vingen til jorden er ca. ti meter, men Williams tøver ikke. Han springer.

Purser redder liv efter liv

Kl. 17.07, PanAm-flyet
Purser Dorothy Kelly ligger bevidstløs i det brændende flyvrags lastrum.

Dorothy Kelly kommer gradvist til bevidsthed. Først forstår hun ikke, hvor hun er. 

Hun husker svagt, at kabinegulvet forsvandt under hendes fødder. Hun husker følelsen af et frit fald. Og så ikke mere. Kelly ligger i et virvar af kufferter. 

Blodet løber ned i hendes øjne fra et sår i panden. Det er helt mørkt omkring hende, men over sig kan hun se en smule lys. 

Hun begynder at klatre op imod det og når til sidst op til flyvragets sønderslåede næse, hvor flere overlevende passagerer befinder sig.

Hun hører flere mindre eksplosioner, men hæfter sig især ved brølet fra en af PanAm-flyets motorer, som stadig kører. Dorothy ved, det er farligt. En kørende motor, ild og masser af flybrændstof. Det kan kun ende katastrofalt.

Tiden er knap, og Kelly forsøger myndigt at overtale de overlevende til at springe ud gennem et hul i fuselagen. Ingen af de rædselsslagne passagerer tør. 

De 12 m ned til jorden skræmmer. Kelly ved ikke, hvor hun får kræfterne fra, men i desperation begynder hun at skubbe folk ud gennem hullet. Da hun til sidst ikke ser flere overlevende, springer hun selv.

Kelly lander i knæhøjt græs og slår sig, men mener ikke at have brækket noget. Hun kommer på benene og råber til folk omkring hende, at de skal så langt væk fra flyet som muligt, før det eksploderer. 

Passagerne adlyder. Flere har brækket knogler i sammenstødet med jorden, men når i sikkerhed med hjælp fra andre.

Da hun retter blikket opad, ser Kelly et rædselssyn, som vil give hende mareridt langt frem i tiden: paniske mennesker, som hamrer løs på vinduerne i den brændende kabine i et håbløst forsøg på at slippe ud.

“I mange år kunne jeg ikke kigge ind i en pejs uden at se mennesker i den”, fortæller hun senere i et interview.

I sin søgen efter overlevende nær vraget støder Kelly på kaptajn Grubbs, som ligger fortumlet på jorden. 

Hun griber fat under hans armhuler og begynder at slæbe ham bort fra det brændende vrag. 

De er akkurat kommet på sikker afstand, da resterne af PanAm-flyet søndersprænges i en sidste, altødelæggende eksplosion.

De fleste af passagererne kom enten fra Holland eller USA. I begge lande afholdtes efterfølgende store sørgeceremonier. 

© Polfoto/AP

Væk fra flammehelvedet

Kl. 17.07, Ulykkesstedet 
Mindre end 60 personer slipper ud af det brændende PanAm-fly og i sikkerhed.

Efter sit lange spring fra flyets vinge lander Norman Williams på benene i det høje græs, der omgiver startbanen. 

Sammenstødet med jorden er så voldsomt, at han brækker den ene ankel, men han ænser ikke smerten. I haltende løb kommer han væk fra det brændende vrag og på sikker afstand af flammerne.

Da Williams vender sig og kigger tilbage mod flyet, ser han et besætningsmedlem sidde på knæ i græsset og hamre sine knytnæver ned i jorden igen og igen. 

Det er den fortumlede og svært forbrændte kaptajn Grubbs, som på denne måde får luft for sin fortvivlelse.

“Hvad har jeg gjort mod disse mennesker?” råber han ulykkelig, mens han rokker frem og tilbage og tæver græsset.

Williams ser purseren Dorothy Kelly løbe frem til kaptajnen og slæbe ham i sikkerhed. Så lyder en voldsom eksplosion i vraget. Williams indser, at ingen længere kan være i live inde i det brændende inferno. 

Omkring ham slæber godt 50 mennesker sig afsted, nogle med hjælp fra andre. Mange har forfærdelige brandsår. 

En mand kalder på hjælp, men manden, han henvender sig, til svarer blot:

“Beklager”.

Som forklaring løfter manden sin ene hånd. Den er uden fingre.

Forvirret redningsaktion

kl 17.20, Lufthavnsområdet 
Brandfolk rykker ud til det gigantiske benzinbål ved KLM-flyet. De aner ikke, at endnu et fly er involveret i ulykken. I tågen kan de ikke se PanAm-vraget ca. 450 m borte.

Nogle af de første hjælpere ved det forulykkede PanAm-fly er folk fra en nærliggende landsby.

De kommer løbende med vandspande og våde håndklæder, som de pakker omkring de halvnøgne og skrigende brandsårsofre for at lindre deres smerter. 

I mangel på ambulancer bliver mange kørt på hospitalet i privatbiler.

Williams, som bløder kraftigt fra sine hænder, afviser tilbud om hjælp. Han ved, at andre har langt større behov. Nogle af de overlevende er halvt vanvittige af chok og fortvivlelse.

“Min kone! Min kone! Jeg må have fat i hende!” råber en mand og indleder et selvmorderisk løb tilbage mod flammehavet. 

Men kaptajn Grubbs, som nu er kommet nogenlunde til sig selv, griber fat i manden og holder ham tilbage.

Til sidst lader Norman Williams sig hjælpe ind i en privatbil, ejet og ført af en ung mand i 20’erne. Han er en af de mange frivillige spaniere, som prøver at hjælpe, så godt de kan. 

Bilens interiør er på ingen tid tilsølet i blod, og Williams undskylder mange gange. Men den unge mand vinker afværgende.

“Da nada. Da nada” – Det gør ikke noget.

Manden kører stærkt, ud og ind mellem den øvrige trafik og med hornet i bund. På kun 15 minutter bringer han Williams til et af hospitalerne i byen Santa Cruz, hvor amerikaneren bliver behandlet.

Et sidste, grufuldt syn

30. marts, Los Rodeos-lufthavnen
Efter tre dage på hospitalet bliver de overlevende fra PanAm-flyet kørt ud til et hospitalsfly for at blive fløjet hjem til USA.

Det er en af den slags fejl, som ikke må ske: På vej til hospitalsflyet bliver bussen med de overlevende parkeret foran den åbne hangar, der bruges som lighus. Her går retsmedicinere rundt blandt over 500 delvist forkullede lig.

“Det var en grusom straf for de overlevende at blive tvunget til at opleve den scene”, skriver Norman Williams senere i sin erindringsbog.

Mange i bussen har det meget svært, enkelte er ved at bryde sammen af angst for at skulle flyve igen. Også Williams mærker frygten. 

Da flyet taxier ud på startbanen, er det som en genindspilning af begivenhederne tre dage tidligere. Igen forsøger de at lette fra Tenerife.

Denne gang lykkes det. De overlevende fra historiens værste flykatastrofe er på vej hjem.

Læs mere

Norman Williams & George Otis: Terror at Tenerife, Bible Voice Inc., 1977. Allistair Fitzgerald: Air Crash Investigations: Tenerife Airport Disaster, The World's Deadliest Plane Crash Ever, Mabuhay Publishing, 1978.

Måske er du interesseret i...

Læs også