Briter sprængte tysk ferieø i stykker

18. april 1947 lød en af historiens største eksplosioner, da den britiske hær destruerede de forhadte flådeinstallationer på Helgoland. De 6700 ton sprængstof var ved at udslette 1800-tallets populære ferieø fuldstændig.

19. februar 2010 af Pelle Stampe

Torpedobåden gyngede under den svedende britiske juniorofficer Frank Woosnam. Han kiggede på sit ur for tredje gang. Klokken to minutter i ét lød den dæmpede eksplosion. Woosnam hævede kikkerten og stirrede ind mod Helgoland otte km mod øst. Her lettede store skarer af forskræmte fugle fra øens stejle klippeskrænter. Den lille eksplosion virkede altså efter hensigten. Fuglene havde – som de bortviste indbyggere og soldaterne – forladt øen. Frank Woosnam så igen på sit ur. 15 sekunder i ét. Tre, to, en.
Kæmpemæssige sorte skyer steg nu mod himmelen. Øjeblikket efter rullede braget hen over det grå hav. Trykbølgen pressede mod Frank Woosnams bryst, hvorefter røgskyen voksede og voksede, indtil den indhyllede hele Helgoland og strakte sig kilometervis op i luften.
Sådan så det altså ud, da 6700 ton tnt, sprænggelatine, dybhavsbomber og u-bådstorpedoer blev detoneret. Eksplosionen – som briterne døbte “Operation Big Bang” – havde en sprængkraft på en tredjedel af den atombombe, som to år før havde udslettet Hiroshima.
Først flere dage senere lagde støvskyen sig, og Frank Woosnam og resten af flådemandskabet kunne konstatere, at Helgoland bestod endnu. Var øen sunket i havet, havde det været en fair pris for at få udraderet øens forhadte tyske militærinstallationer. De havde kostet mange britiske liv gennem de to verdenskrige.
Inde på Helgoland kunne soldaterne konstatere, at den 1 km2 store ø var forvandlet til et øde rødt månelandskab. Den sydlige spids var kollapset i et krater, og Helgolands havn, ubådsbase og Helgoland by, der før havde huset 2500 indbyggere, lå i ruiner.

Øen, som var ved at blive udslettet i april 1947, havde rejst sig af havet omkring 200 millioner år tidligere. De første indbyggere ankom i løbet af stenalderen for omkring 10.000 år siden.
I året 697 blev Helgoland for første gang nævnt i de skriftlige kilder, da frankerne tvang den frisiske konge Radbod i landflygtighed på øen. Det lykkedes ham dog senere at kæmpe sig tilbage til fastlandet.
I løbet af middelalderen blev øen underlagt den danske konge, mens indbyggerne tjente tykt på en kombination af store sildefangster og smugleri.
Danskerne mistede øen under napoleonskrigene, hvor Storbritannien erobrede øen. De så nye muligheder i den smukke ø, så i løbet af 1800-tallet skød kurhoteller og spabade op. Badegæster strømmede til, og de fik hurtigt følgeskab af naturelskere, kunstnere og revolutionære tænkere.
I 1890 overgav briterne Helgoland til Tyskland til gengæld for, at tyskerne opgav deres krav på Zanzibar ud for Afrikas østkyst. Den tyske kejser Wilhelm 2. blev begejstret for Helgoland, og han byggede et Nordsø-museum og et akvarium her.
Han indså også, at Helgolands beliggenhed gav øen militær betydning. I årene op til 1. verdenskrig lod kejser Wilhelm derfor en stor flådebase anlægge. På øens sydspids fik han bygget en topmoderne ubådshavn, og hele øen blev beskyttet af betonbunkere udstyret med langt-
rækkende kanoner. Under krigen var Helgoland Tysklands vigtigste flådebase. I løbet af 2. verdenskrig rykkede 7000 tyske soldater og allierede krigsfanger ind på øen. Tyskerne udbyggede fæstningsværkerne yderligere, hvilket betød, at Helgoland blev et vigtigt allieret bombemål. Den 19. april 1945 kastede ikke mindre end 969 bombeflyvere deres last over øen.
Efter krigen overtog sejrherren Storbritannien igen Helgoland. De bortviste alle øens indbyggere og brugte herefter øen til at øve sig i præcisionsbombninger før den endelige “Operation Big Bang”. Først i 1952 blev øen tysk igen, og helgolænderne fik lov at vende hjem. I dag er Helgoland atter et populært turistmål.

Websites:
www.helgoland.de

Måske er du interesseret i...

Læs også