Passagerskibet S/S Norge

Dansk skibskatastrofe var værre end Titanic

Passagerskibet S/S Norge rammer i 1904 et skær vest for Skotland. Snart viser det sig, at de over 400 danskere, nordmænd og svenskere ombord er i langt større fare end staklerne på Titanic få år senere.

Passagerskibet S/S Norge rammer i 1904 et skær vest for Skotland. Snart viser det sig, at de over 400 danskere, nordmænd og svenskere ombord er i langt større fare end staklerne på Titanic få år senere.

Scanpix Historical/Ritzau Scanpix

Med 10 knob i timen pløjer S/S Norge sig gennem Atlanterhavet. Det 105 meter lange dampskib skal fragte 727 emigranter til Amerika.

Klokken 7.45 den 28. juni 1904 befinder Norge sig 400 km vest for Skotland, da skroget pludselig ryster voldsomt. Såvel passagerer som de 68 besætningsmedlemmer stivner i rædsel.

“Hvad var det?” spørger kaptajn Gundel sin førstestyrmand.

På skibets nedre dæk lyder det, som om svære jernkæder skurrer hen ad skroget, og i sovesalene forrest i fartøjet bliver passagerer kastet ud af deres køjer, hvorefter havet begynder at fosse ind.

Uden at kaptajn Gundel aner det, har Norge ramt et undersøisk skær og er allerede dødsdømt. Han giver ordre til at vende om – og håber at nå tilbage til en engelsk trawler, de passerede tidligere på morgenen.

Men Norge tager så meget vand ind, at planen hurtigt må opgives.

“Kvinder og børn først – væk med mændene!” råber Gundel fra broen, mens søfolk går i gang med at sætte redningsbådene i vandet.

S/S Norge blev bygget i Glasgow i 1881. Det Forenede Dampskibs-Selskab (i dag DFDS) købte passagerskibet 18 år senere.

© Library of Congress

Andre søfolk får ordre til at smide alt, hvad der kan flyde, over bord, for kaptajnen kan let regne ud, at der kun er plads til en brøkdel af passagererne i skibets otte redningsbåde. Mens matroser kaster dæksstole og bordplader i havet, lyder der rædselsskrig fra passagererne.

Blot iført undertøj myldrer de op fra skibets indre. En gruppe russiske jøder beder en bøn, mens en af redningsbådene glider ned langs skibssiden. En bølge griber den og knuser det spinkle fartøj mod skroget.

Kvinder og børn ombord ender i havet og forsvinder i bølgerne. Øjenvidnerne til ulykken ser lamslåede til. Måske er det alligevel sikrere at forblive ombord, tænker de, men efterhånden som dækket skråner mere og mere, stiger flere modstræbende ombord i redningsbådene.

Mødre smider børn over bord

De paniske passagerer befinder sig midt i Nordatlantens hidtil værste ulykke – en skibskatastrofe, hvor overlevelseschancerne skal vise sig at være betydelig dårligere end dem, som passagererne på luksuslineren Titanic møder otte år senere.

Passagerskibet S/S Norges rute

S/S Norge sejlede fra København (1) via Oslo (2) og Kristiansand (3) mod Amerika. Efter at have passeret det smalle stræde (4) mellem Orkneyøerne og Skotland satte hun kurs mod New York. Ved den 23 meter høje klippe Rockall (5) ramte hun et skær.

© Shutterstock

Norge begyndte sin skæbnesvangre rejse i Københavns havn den 22. juni 1904. Skibet var ejet af Det Forenede Dampskibs-Selskab, som sejlede udvandrere fra Norden til USA.

Ofte drog mændene først afsted for at arbejde og spare penge sammen, så resten af familien kunne følge efter. Derfor gik ikke færre end 200 børn ombord med deres mødre i København, Oslo og Kristiansand, før Norge satte kursen nord om Skotland.

I tågen, som hvilede over Nordatlanten, mistede kaptajn Gundel orienteringen og forvildede sig for tæt på et undersøisk skær, der flåede Norges skrog op. Mens besætningen havde travlt med at få redningsbådene i vandet, herskede der kaos på dækket.

“Mænd og kvinder sprang i søen. Andre kæmpede som rasende for at få fat i redningsbælterne. Jeg havde imidlertid fået anbragt min kone og mine fem børn ved en luge og bad dem om ikke at røre sig derfra, før jeg vendte tilbage. Da jeg så de andre både blive sat i vandet, vendte jeg tilbage for at hente min familie, men den var forsvundet”, huskede en af de overlevende.

“På dette tidspunkt var havet én stor masse af mænd, kvinder og børn, som kæmpede for at få luft”. En af de overlevende.

20 minutter efter kollisionen sank Norge med kaptajn Gundel stående på broen. Da stævnen nærmede sig havoverfladen, kastede mødre i panik deres børn over bord – i et desperat håb om, at de ville lande i en af redningsbådene.

Atlanterhavets kolde vand trængte ind til skibets rødglødende kedler og fik dem til at eksplodere. Mennesker, bagage og dæksplanker blev slynget ud over havet.

“Det var frygteligt at se passagererne kæmpe for livet og høre deres foruroligende skrig. På dette tidspunkt var havet én stor masse af mænd, kvinder og børn, som kæmpede for at få luft og kvaltes i vandet”, erindrede en af de heldige, der sad i bådene.

Af de 795 ombordværende havde færre end 200 fået plads i en af de seks redningsbåde, der holdt sig flydende. Ud over den redningbåd, der knustes under forsøget på at søsætte den, nåede den ottende af Norges redningsbåde aldrig at blive gjort klar, før damperen gik ned.

Passagerskibet S/S Norge dæk

For godt 100 år siden medbragte alle større skibe træstole, så passagererne kunne sidde og nyde udsigten. Sank skibet, skulle stolene kastes i havet.

© Thomas Barker

Dæksstole talte med som redningsbåde

I begyndelsen af 1900-tallet var sikkerhedsreglerne til søs udformet med henblik på alt andet end at redde passagerernes liv.

S/S Norge havde otte redningsbåde ombord. Tilsammen kunne de rumme 251 personer, selvom skibet kunne medbringe over 700 passagerer og 68 besætningsmedlemmer. I 1904 var det helt efter bogen.

Indtil efter Titanics forlis i 1912 var det ikke antal passagerer, men skibets vægt, der afgjorde, hvor mange redningsbåde et skib skulle medbringe.

Norge på mere end 2.400 tons skulle derfor kun medbringe redningsmidler på tilsammen 2.000-2.500 kubikfod. Loven slog endda fast, at alt, der kunne flyde, talte med som redningsmidler – fra redningskranse til løst træværk og stolene på dækket.

Loven havde først og fremmest til formål at spare rederierne for udgifter. Men den officielle forklaring lød, at ingen alligevel ville overleve et forlis langt ude på havet, fordi hjælp ikke kunne tilkaldes. Den trådløse telegraf var endnu ikke udbredt.

I stedet skulle redningsbådene ombord på Norge anvendes, når andre skibe – ved et tilfælde – opdagede forliset. Så skulle de bringe passagererne over i sikkerhed i små grupper.

Kun få af passagererne kunne svømme, og en efter en druknede de. Men også ombord i redningsbådene var overlevelseschancerne små. Våde sad passagererne og frøs, og da Norge ikke var udstyret med den nyopfundne trådløse telegraf, kunne nødsignaler ikke sendes til andre skibe i området.

Først om 10 dage ville nogen begynde at undre sig over, hvorfor fartøjet ikke var nået frem til New York.

Dreng sænkes i havet

Pludselig dukkede Gundels hoved op af havoverfladen. Kaptajnen havde overlevet i vandmasserne, da skibet gik til bunds, og sammen med en af sine officerer svømmede han nu for livet.

Gundel satte kurs mod den største redningsbåd med plads til 48 personer. Ombord befandt sig allerede 70, hvoraf flere måtte stå op.

Panisk slog passagererne ud efter kaptajnen med årerne – af frygt for at vægten af ham og en underofficer, der svømmede lige bag ham, ville få båden til at kæntre. Stilfærdigt prøvede Gundel at berolige dem:

“Jeg kan dog vist være jer til nogen nytte, hvis I skal gøre jer håb om at nå land”.

Efter lidt betænkningstid blev han sammen med sin underordnede hjulpet ombord.

Der var næsten ingen proviant ombord, og kaptajnen rationerede omgående vandet. Kun om morgenen og om aftenen måtte hver person væde sit lommetørklæde i ferskvandet fra bådens tønde.

I løbet af de første dage så de nødstedte adskillige dampere, men skibene befandt sig alt for langt væk til at få øje på redningsfartøjerne. Imens begyndte Norges overlevende at dø.

Kulde afløst af skarp sol og brændende tørst tog især hårdt på de mindste. Efter fire og et halvt døgn i redningsbåden døde en otte-årig norsk dreng i armene på sine forældre.

Mens mange græd, forklarede kaptajn Gundel så blidt som muligt, at en begravelse til søs var bedst – ikke mindst af hensyn til de ombordværendes svækkede helbred. Faren bøjede sig, og lod kaptajnen bede en sidste bøn, før han sænkede liget i havet.

I de andre både var nøden lige så stor. Sara Pruzanski, hvis mand ventede på hende og børnene i Amerika, stirrede desperat frem for sig. Udmattede og svage græd hendes fire børn ikke længere, men skuede blot apatiske mod horisonten i håbet om at få øje på et skib.

Laura Petersen S/S Norge

Laura Petersen (1879-1966) sejlede efter ulykken videre til USA, men vendte hjem til Danmark igen et par år senere.

© Privat foto & Shutterstock

Ukuelige Laura holdt humøret oppe

Da udsigten til at overleve så allerværst ud, viste 25-årig dansker sit mod.

Laura Petersen skulle have været til Chicago, hvor en veninde lovede masser af eventyr. Men så ramte Norge et skær, og kort efter sad savværksejerens datter fra Holte i båd nr. 3 sammen med matros Karl Matthiasen.

For at holde de andres humør oppe løj matrosen om, at vandet i bunden af redningsbåden stammede fra bølger, der slog ind over rælingen. Men Laura vidste, at det ikke var sandt.

Båden var blevet beskadiget, da den ramte Norges skrog, mens den blev sat i vandet. Men hun afslørede ikke, at vand sivede ind. I stedet opildnede hun igen og igen de andre med ordene:

“Op med humøret – det skal nok gå!”

Kun iført et kjoleliv og et skørt sad hun forrest i fartøjet og øsede vand med en støvle. Når mørket faldt på, sang hun salmer i måneskinnet.

Båd nr. 3 blev allerede fundet af en britisk kutter efter et døgn, men helt uforståeligt søgte fiskerne ikke nærmeste havn, men slæbte de skibbrudne med sig hele vejen til deres hjemby, Grimsby – fem dages sejlads væk.

Ved ankomsten til England fortalte Matthiasen pressen om “galionsfiguren”, som han kaldte Laura Petersen. Året efter modtog hun en medalje for sit mod.

Bagerst i samme båd sad norske Jørgen Hansen. Den gamle sømand var den eneste ombord med erfaring fra havet. En dag fik han øje på en død fugl, der flød i havoverfladen. Hansen fiskede den op, skar hovedet af den og lod fru Pruzanskis børn drikke blodet.

Derefter skar han fuglen i små stykker, så kvinder, børn og nogle få mænd kunne få et stykke at tygge på. Det rå kød stank råddent, men Sara Pruzanski var dybt taknemmelig.

Sol og salt fik snart de overlevendes hud til at sprække. Manglen på bevægelse fik deres ben til at svulme op, og tørsten fik nogle til at drikke deres egen urin, som dag for dag blev giftigere.

Andre kunne ikke modstå fristelsen og drak af havet. Omtumlet af saltforgiftning rejste en teenager sig pludselig op for at gå hjem til Norge. Med et plask ramte han havoverfladen, men de andre reddede ham op igen.

Det Forenede Dampskibs-Selskab hovedkontor

Da nyheden om forliset omsider nåede Danmark, stimlede folk sammen foran rederiets hovedkontor i Nyhavn, København.

© Kbhbilleder.dk

Sara Pruzanski opdagede til sin rædsel, at hendes otte-årige søn sad helt stille, og det gik op for hende, at han ikke længere trak vejret. Sulten drev flere af mændene ombord til at diskutere, om drengen skulle gemmes af vejen, så de kunne spise ham – eller om han skulle kastes over bord.

Rederi køber tavshed for 50 kroner

Seks døgn efter forliset slæbte en britisk trawler en af Norges redningsbåde med 27 overlevende i havn i Grimsby. Trawleren havde fisket torsk ved Rockall vest for Skotland, da den fik øje på en redningsbåd med 27 overlevende. Fra Grimsby nåede nyheden om katastrofen via telegrafkabler til København, hvor flagene gik på halv.

Den danske direktør for Det Forenede Dampskibs-Selskab, Jacob Brandt, gav alle sine ansatte besked på at tie.

For alt i verden ville rederiet undgå at påtage sig et ansvar, og direktøren sendte omgående en af firmaets agenter til England for at tilbyde de overlevende 50 kroner for deres tabte bagage og en gratis billet videre til New York. Til gengæld skulle de skrive under på et stykke papir med ordene:

“Vi fritager hermed selskabet for alle yderligere krav i forbindelse med Norge-katastrofen”.

To dage senere stimlede journalister og nysgerrige sammen på Københavns Hovedbanegård. Med tog ankom en af de overlevende matroser, som skulle afhøres i Sø- og Handelsretten. Han fik dog hverken tid til at kramme sin forlovede eller tale med pressen, før to hærdebrede mænd fra Det Forenede Dampskibs-Selskab trak ham med sig.

“Vidste man ikke bedre, måtte man tro, at det var en forbryder, der førtes til fængslet”, noterede en af journalisterne.

Bønner bliver ikke hørt

1.500 km længere mod nordvest strømmede indbyggerne i den lille by Stornoway på Hebriderne ned til havnen.

Med kort tids mellemrum bragte to skibe de sidste overlevende fra Norge i land – blandt dem Sara Pruzanski, kaptajn Gundel og den folkekære norske poet Herman Wildenvey (1885-1959).

Herman Wildenvey portræt

Herman Wildenvey var 19 år, da han overlevede S/S Norges forlis. Han skrev senere om katastrofen. De fleste af hans 44 værker handler om kærlighed, og Wildenvey kaldes derfor ofte for vårens og forelskelsens digter.

© Digitaltmuseum.no

Otte dage var der gået, siden passagerdamperen sank, og lidelserne havde været grusomme. Stornoways indbyggere åbnede deres hjem og gav de forkomne skandinaver deres første måltid i over en uge.

De hårdest medtagne blev indlagt på byens lille sygehus, hvor lægerne og sygeplejerskerne arbejdede i døgndrift.

“Et mere sørgeligt syn end den ulykkelige gruppe mennesker kan man næsten ikke forestille sig. Kvinderne græd bittert over børn og andre familiemedlemmer, som var omkommet. Ikke én af dem var i stand til at gå uden hjælp, men borgere af alle slags sprang ivrigt til og hjalp de stakkels, rystende væsner”, skrev en journalist i sin reportage fra Stornoway.

Sara Pruzanski fulgte med til sygehuset, hvor hendes datter Rebecca stærkt afkræftet blev indlagt. Pigen var brændende varm, og lægerne måtte fortælle den unge mor, at de intet kunne stille op – kun tiden ville vise, om datteren fandt styrke til at komme sig. Men allerede ved solnedgang ebbede hendes 12-årige liv ud.

Yderligere otte børn og en voksen døde efterfølgende i Stornoway.

68 pct. af passagererne og besætningen mistede livet ombord på Titanic. Ombord på S/S Norge var tabet 80 pct.

De færreste overlevende fik tid til at dvæle ved rædslerne, de havde gennemlevet. Mens byens indbyggere samlede tøj ind til dem, sværmede Det Forenede Dampskibs-Selskabs agent om alle, der havde kræfter til at tale.

Agenterne fik deres underskrift på papiret og afskibede i hast de overlevende til Amerika. Men trods den ihærdige indsats kunne selskabet ikke skjule, at 635 personer havde mistet livet.

Retten frikender rederiet

Under retssagen i København blev det konkluderet, at Norge havde overholdt alle søfartsregler. Forliset var resultatet af et hændeligt uheld. Ingen blev derfor straffet i sagen, og rederiet samt den danske regering fejede den hurtigt ind under gulvtæppet.

Frem til Titanics forlis otte år senere var det fortsat tilladt at besejle Atlanterhavet uden redningsbåde nok til alle ombord. Kun Norge ændrede året efter sin lovgivning og krævede redningsbåde til alle, men det fik blot Det Forenede Dampskibs-Selskab til at sejle uden om de norske havne.

I modsætning til Titanic-katastrofen havde Norge ingen millionærer blandt passagererne, og måske derfor vakte nyheden ingen større opmærksomhed uden for Norden.

Forliset blev efterfølgende døbt “de fattiges Titanic”, og hverken Danmark eller Norge rejste mindesmærker for ofrene. Kun ét sted blev penge samlet ind til en mindesten for ofrene: I Stornoway på Hebriderne.

Stornoway mindesten

Ni børn og en voksen døde efter ankomsten til Hebriderne. I Stornoway mindes de 10 ofre på den eneste mindesten for Norge-katastrofen. Tredjeøverst står Sara Pruzanskis datter Rebecca – stavet Posansky på engelsk. Sara mistede desuden sin 4-årige søn efter ankomsten.

© welovebarraandvatersay.com