Folk stimler sammen under bro under den store brand i London

Den store brand i London: Én gnist var nok

En nat i 1666 står et bageri midt i London pludselig i flammer. Næret af en kraftig blæst springer ilden til de omliggende huse. Mens borgmesteren ser passivt til, æder branden sig videre gennem London. 100.000 indbyggere må flygte ud i gaderne og se på, hvordan deres by går under.

En nat i 1666 står et bageri midt i London pludselig i flammer. Næret af en kraftig blæst springer ilden til de omliggende huse. Mens borgmesteren ser passivt til, æder branden sig videre gennem London. 100.000 indbyggere må flygte ud i gaderne og se på, hvordan deres by går under.

Imageselect

Londons bykerne bag de årtusindgamle romerske mure er i 1666 én stor brandfælde. Stråtækte træhuse, stalde, brændestabler samt lagre af hør, hamp og tjære ligger side om side med smedjer og åbne ildsteder. Udbygninger på husenes øverste etager betyder, at de næsten mødes over gaderne, og gør det nemt for en brand at sprede sig. Hvis ulykken skulle ske.

Området bag den gamle bymur er tæt befolket. Mere end 80.000 indbyggere – ca. en sjettedel af den engelske hovedstads samlede befolkning – er stuvet sammen på mindre end 3 km2.

Fattige mennesker i lejede træhuse, rige borgere i stenpalæer og knap 90 kirker klumper sig sammen i en myretue af smalle gader og snævre gyder.

Drikkeviser strømmer ud fra værtshusenes åbne døre, mens slagtere, bagere, grønthandlere og andre handlende råbende falbyder deres varer, og embedsmænd i hes­tevogn farer forbi barfodede tiggerbørn.

Det er i dette brogede kvarter, at den godt 50-årige bager Thomas Farriner lørdag 1. september 1666 lukker sit bageri.

Klokken er mellem 20 og 21, og arbejdsdagen ved ovnen i Pudding Lane – en kort og smal gade i nærheden af floden Themsen – har været lang. Men dagens opgaver er ordnet, og et nyt læs beskøjter er klar til at blive fragtet den korte vej ned ad gaden mod floden og den kongelige flådes sømænd.

Farriner går til ro i boligen oven over bageriet, og senere på aftenen tjekker hans datter, om alt er i orden i bageriet.

Dag 1: Over 1.000 huse brænder ned

Den store brand i Londons udvikling - dag 1

I løbet af det første døgn fortærer branden godt en kvart km2 af den indre bys areal på i alt knap 3 km2.

© HISTORIE

Pudding Lane, søndag ved 1-tiden

Ved midnatstid kigger Thomas Farriners datter Hanna efter, om bageriet er lukket af og ovnen tømt for aske og gløder. Optændingspinde til næste dag er lagt på de stadig lune sten i ovnen. Hanna går til ro ovenpå, hvor faren og stuepigen allerede sover. En time senere vækkes Farriners tjener af tyk røg, som fylder hele stueetagen.

Tjeneren forcerer trapperne og rusker liv i Thomas Farriner, datteren og stuepigen. Afskåret fra at komme ned ad trapperne og ud af bageriet på grund af den kraftige røg skynder de fire indespærrede sig op på øverste etage.

“Branden er ikke særlig alvorlig. En kvinde kan pisse den ud”. Londons borgmester.

Farriner råber ud i gaden efter hjælp, og søvnige naboer i nattøj tropper hurtigt op foran bageriet. Ilden har allerede fået godt fat i bygningen, og de forsamlede mennesker prøver at slukke ilden ved hjælp af spande med vand, øl og mælk samt skovle med jord og gødning. Til ingen nytte. Mens flammerne fortsat æder sig opad, kravler Farriner og datteren ud ad et vindue og når i armgang via tagskægget over til nabohuset.

Tjeneren følger trop, men stuepigen tør ikke. Formentlig betyder hendes højdeskræk, at hun bliver brandens første dødsoffer, da hele bageriet og huset ender med at stå i lys lue.

Pudding Lane, søndag kl. 2.30

I godt en time synes branden kun at hærge bagerens hus og de nærmeste naboer, men en kraftig østenvind truer nu med at sprede ilden til endnu flere træhuse. Da tililende politikonstabler ikke har ret til at beordre husned­rivninger, der kan skabe et brandbælte, bliver borgmester sir Thomas Bloodworth vækket.

Borgmesteren har bemyndigelse til at tage alle nødvendige forholdsregler mod en storbrand. Men byens øverste leder tør ikke give ordre til nedrivning af uskadte bygninger uden tilladelse fra husejerne, som ofte bor andre steder i byen og derfor er svære at få fat i.

Borgmesteren vælger at nedtone situationen og ildens omfang med de berømte – og uheldssvangre – ord:

“Branden er ikke særlig alvorlig. En kvinde kan pisse den ud”.

Derefter tager Bloodworth hjem og går i seng.

Seething Lane, søndag kl. 3.00

Samuel Pepys er embedsmand i flådeministeriet og bor med hustruen Elizabeth godt 400 m nordøst for Pudding Lane. Hans første dagbogsnotat om katastrofen beskriver situationen midt om natten:

“Nogle af vores tjenestepiger sad længe oppe i nat for at få alting parat til vor fest i dag, og ved tretiden om morgenen vækkede Jane os for at fortælle os om den store ildebrand, de kunne se i City. Jeg stod så op og tog min natkjortel på og gik hen til hendes vindue og mente, det måtte være bag ved Mark Lane i hvert fald; men da jeg var uvant med sådanne ildsvåder som den, der fulgte, mente jeg, at det var tilstrækkelig langt borte, og gik så i seng igen og lagde mig til at sove”.

Ligesom borgmesteren er Samuel Pepys ikke særlig bekymret. Men alvoren skal snart gå op for ham.

The Tower, søndag morgen

Klokken syv står Pepys op. Han kigger ud ad vinduet og synes, at branden er stilnet af i nattens løb – det virker også, som om den er længere borte nu.

“Lidt efter kom Jane og sagde, at hun havde hørt, at over 300 huse er brændt ned i nat af den ildebrand, vi så, og at hele Fish Street ved London Bridge nu brænder. Så gjorde jeg mig straks parat til at spadsere hen til Tower og kom dér op på et af de høje steder”.

Fra sit udsigtspunkt kan Pepys tydeligt se, at især området vest for London Bridge står i flammer. Fuld af bekymring går embedsmanden videre til kommandanten for fæstningen Tower, der kan fortælle, at branden begyndte tidligt søndag morgen i hofbageriet i Pudding Lane. Pepys beslutter at kigge nærmere på ildhavet. Han går ned til Themsen og prajer en robåd.

Themsen, søndag morgen

Fra båden på Themsen sidder Samuel Pepys i første parket til branden og er vidne til flammernes hærgen af flodens nordlige bred lige vest for London Bridge.

Ildebrand ved Themsen

Under den store brand i London i september 1666 søgte indbyggerne ned mod Themsen for at evakuere sig selv og deres ejendele i forskellige fartøjer.

© Imageselect

“Alle søgte at fjerne deres ejendele og kastede dem i floden eller anbragte dem i pramme, der lå dér. De fattige blev i deres huse, lige til ilden ligefrem rørte dem, og så løb de ned i bådene eller kravlede fra den ene flodtrappe til den anden”, noterer Pepys.

Han noterer overrasket, at flyvende duer får vingerne brændt og styrter til jorden. Embedsmanden ser desuden “ilden rase i alle retninger”, uden at nogen tilsyneladende forsøger at slukke den – alle indbyggere forsøger at redde så mange af deres ejendele som muligt og overlader resten til ilden. Efter en time har Pepys fået nok. Han bliver roet ind til bredden og begiver sig afsted mod kongeslottet Whitehall.

Via sit embede i Admiralitetet (orlogsflådens administrative og militære ledelse) er Samuel Pepys en skattet rådgiver for kongen, Karl 2. Stuart, og bliver de næste dage regentens øjne og ører i den katastroferamte by.

Whitehall, tidligt søndag formiddag

Pepys møder op uden for kongens privatgemak i slottet Whitehall godt 2 km vest for London Bridge og omringes straks af folk, der vil høre nyt om branden. Lidt efter kaldes embedsmanden ind til regenten, der denne dag har besøg af sin lillebror James – hertugen af York:

“Jeg fortalte kongen og hertugen af York, hvad jeg havde set, og at medmindre Hans Majestæt gav ordre til, at der skulle rives huse ned, ville intet kunne standse ilden”.

Kongen og hans bror er foruroligede over Pepys besked:

“Befal borgmesteren ikke at spare noget hus, men lade dem rive ned overalt, før ilden når frem”, siger Karl til Pepys, mens James tilføjer, at borgmesteren sagtens kan få flere soldater til sin rådighed under ildslukningen.

Pepys sætter kursen mod domkirken St. Paul’s Cathedral, som stadig er uberørt af flammerne.

Mens borgmesteren stod handlingslammet over for flammerne, deltog kongen aktivt i slukningsarbejdet.

Thomas Farriner
©

Brand begyndte hos bager

Thomas Farriner (ca. 1615-1670) ejede det bageri i Pudding Lane, hvor branden begyndte. Bageren og datteren Hanna overlevede, mens en tjenestepige omkom. Farriner fralagde sig efterfølgende enhver skyld i branden og fik to år senere lov at genopbygge sit bageri samme sted.

Borgmester Thomas Bloodworth
©

Katastrofe lammede borgmester

Den dårlige dømmekraft, som borgmester Thomas Bloodworth (1620-1682) lagde for dagen i brandens første timer, var en væsentlig årsag til, at katastrofen eskalerede. Bloodworth blev efterfølgende latterliggjort og kritiseret, men beholdt sin plads i parlamentet.

Englands konge, Karl 2. Stuart
© John Michael Wright

Kong Karl smøgede ærmerne op

Karl 2. Stuart (1630-1685) var konge af England, Skotland og Irland. Da nyheden om brandens omfang nåede ham på slottet Whitehall, beordrede han øjeblikkelig nedrivning af huse. Han og broren James (hertugen af York) deltog personligt i ledelsen af slukningsarbejdet.

Samuel Pepys
© John Hayls

Flådeembedsmand fik ny opgave

Samuel Pepys (1633-1703) boede i begivenhedernes centrum og skrev utrætteligt om brandens udvikling og borgernes kvaler i sin dagbog. Pepys underrettede kongen om udviklingen og fungerede som budbringer mellem regenten og den handlingslammede borgmester.

Canning Street, søndag kl. 11.00

Pepys tager en vogn for at nå hurtigt frem, men længere end til Watling Street nær domkirken kommer han ikke. Trafikken går i stå, for gaderne er pakket med folk belæsset med deres vigtigste ejendele. Syge bliver båret i deres senge. Pepys må fortsætte til fods. I Canning Street møder han borgmester Bloodworth, der ser helt elendig ud.

Næppe har Pepys fremført kongens befaling, før Bloodworth får et hysterisk anfald:

“Du gode Gud! Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke mere! Ingen adlyder mig. Jeg har revet huse ned, men ilden indhenter os hurtigere, end vi kan gøre det!”

Flere soldater har han ikke brug for, slår han fast – og nu vil han hjem og hvile sig.

Embedsmanden beslutter sig også for at vende hjem til Seething Lane. På vejen ser han, at folk er “helt fra sans og samling”, og at der stadig intet bliver gjort for at komme ilden til livs. Desuden bemærker Pepys, at huse og lagerbygninger er fulde af brandfarlige ting – fx beg, tjære og olie – der vil virke som benzin på bålet, hvis de antændes.

Folk har til gengæld travlt med at redde andre ting fra flammerne og fylder bl.a. kirkerne med deres køkkengrej.

Themsen, søndag eftermiddag

Efter frokost begiver Pepys sig atter ud i byen og stiger ombord i en båd på Themsen. Ilden har i mellemtiden bredt sig, og embedsmanden gør sig ikke mange forhåbninger om, at den kan standses. Også kongen og hans bror er taget ud på floden i en chalup for at besigtige ødelæggelserne, og Pepys slår følge med dem til Queenhithe.

Her udsteder de kongelige brødre ordre til de lokale myndigheder om hurtigst muligt at rive huse ned.

Flammer raserer i London

“Efterhånden som det blev mørkere, sås det mere og mere, og man så ilden i krogene og oppe på kirkespirene og mellem kirker og huse, så langt øjet rakte, op til bakken i City, i et frygteligt, afskyeligt og blodigt brandskær, ganske ulig flammen fra en almindelig brand,” skrev embedsmanden Samuel Pepys.

© Shutterstock

Samtidig forsøger Londons borgere desperat at redde deres ejendele via fartøjer på Themsen.

“Floden var fuld af pramme og både, som tog imod sager, og gode varer flød rundt i vandet, og jeg lagde mærke til, at der var næppe én ud af tre pramme eller både med gods i, som ikke havde et strengeinstrument med”, noterer embedsmanden i sin dagbog.

Pepys går i land og henter hustruen Elizabeth samt et par venner i St. James Park, før sejladsen fortsætter.

“Vi kom så nær ilden, som vi kunne for røgen. Og overalt på Themsen, hvor man fik vinden i ansigtet, blev man næsten svedet af gnisterne – det er virkelig sandt – ligesom husene blev antændt af disse gnister og brændende flager, tre eller fire, ja fem eller seks huse, det ene antændt af det andet”, skriver Pepys.

Selskabet forlader båden og finder ind i en lille ølstue, hvor det bliver, til mørket falder på.

På ølstue, søndag eftermiddag

Embedsmanden kan se, hvordan branden tager til i omfang og styrke: “Efterhånden som det blev mørkere, sås det mere og mere, og man så ilden i krogene og oppe på kirkespirene og mellem kirker og huse, så langt øjet rakte, op til bakken i City, i et frygteligt, afskyeligt og blodigt brandskær, ganske ulig flammen fra en almindelig brand”.

Pepys bevæges så meget af ildhavet, at han bryder sammen i gråd. Desuden bliver den infernalske støj for meget.

“Kirkerne, husene, som alle var i brand på samme tid og straks stod i flammer, og den modbydelige larm, som flammerne lavede, og braget af husene når de styrtede ned”.

Pepys og Elizabeth tager hjem og går til ro, efter at penge og jernskrin er gemt væk i kælderen, mens møbler og andet inventar står i haven for at redde tingene fra ilden.

Dag 2: Branden breder sig mod nord og vest

Den store brand i Londons udvikling - dag 1

I løbet af mandagen fortsætter flammerne især mod vest – båret af en kraftig østenvind. En fjerdedel af City ligger nu i ruiner.

© HISTORIE

Seething Lane, mandag morgen kl. 4.00

Pepys er tidligt oppe, for familiens sølvtøj, kontante penge og andre værdigenstande skal læsses på en kærre og køres i sikkerhed hos vennen sir Rider, der bor længere mod nord. Pepys tager selv med iklædt natkjortel.

“Og min Gud, hvilket syn at se alle gader og landeveje overfyldt med mennesker, som løb, red og prøvede at få fat i køretøjer til en hvilken som helst pris for at få deres ejendele væk. Sir Rider var træt efter at være blevet vækket hele natten for at tage imod ejendele fra adskillige venner. Hans hus er fuldt af gods, deraf meget fra sir Batten og sir Penn. Der er faldet en sten fra mit hjerte ved at få mine skatte bragt så godt i sikkerhed”, noterer Pepys.

Resten af dagen bruger han og hans husstand på at pakke ting, som skal føres i sikkerhed, på en pram. Ved Themsen forbarmer Pepys sig over nabokonen og giver plads til hendes ejendele på prammen.

Indre by, mandag formiddag

Kongen har i al hast udnævnt sin bror, hertugen af York, til general i den kongelige garde og samtidig til ansvarlig for brandslukningen samt opretholdelsen af lov og orden i byen. Fra sin hest udstikker James ordrer om nedrivning af huse. Bygningerne væltes, ved at kroge på lange stager hugges ind i facaderne og trækkes mod jorden. Borgere hyres på stedet for at hjælpe til.

Alle forsøg på at slukke branden med vand fra Themsen er opgivet – ildens fart har gjort det til et meningsløst arbejde. Rundtom i London lyder de første rygter om, at branden er påsat af hollandske eller franske agenter som led i den igangværende engelsk-hollandske krig, hvor Frankrig er Hollands allierede. Myndighederne har endnu ikke fundet beviser på sabotage, men flere udlændinge bliver alligevel lynchet af indbyggerne.

Ifølge avisen The London Gazette er byens indbyggere ude af sig selv af bekymring over brandens store omfang. Fortvivlet forsøger befolkningen at bekæmpe flammehavet og redde deres ejendele.

Avisen kan berette, at “mange forsøg blev gjort for at forhindre spredningen af ilden ved at rive huse ned og skabe store mellemrum (dvs. brandbælter, red.), men alt sammen forgæves”. Ilden fortsætter trods nedrivninger og hertugens “utrættelige og personlige indsats”.

Dag 3: Ilden slipper over bymuren

Den store brand i Londons udvikling - dag 1

Tirsdag aften har flammerne fortæret godt tre fjerdedele af den indre by og spredt sig videre uden for bymuren mod vest.

© HISTORIE

Tower Street, tirsdag eftermiddag

Pepys bruger det meste af dagen på at pakke resten af husstandens ting og sende dem med en pram.

Derefter begiver embedsmanden sig med vennen sir Penn til den nærlig-gende Tower Street for igen at beskue ødelæggelserne – “og dér så vi branden rase tre-fire huse fra mr. Howells drejerværksted. Stakkels mand, alle hans sager, bakker og fade, skovle osv., blev smidt hulter til bulter overalt i Tower Street og i kanalen, og folk arbejdede med dem fra den ene ende til den anden. Ildebranden bredte sig på begge sider i denne snævre gade med stadig stigende voldsomhed”.

Det ihærdige arbejde med at redde kostbarheder, dokumenter og andet fortsætter senere på dagen. En af Pepys bekendte graver et stort hul i haven, hvor han gemmer værdifuld vin. Embedsmanden ser sit snit til at anbringe vigtige papirer fra admiralitetskontoret samme sted.

“Da alt brændte om natten, var det nok til at gøre os vanvittige, og det var virkelig aldeles forfærdeligt, for det så ud, som om det var noget, der overgik os, og som om hele himlen brændte”. Samuel Pepys.

Pepys ejer imidlertid flere ting, som ikke må blive flammernes bytte: “Om aftenen gravede sir Penn og jeg et andet hul og anbragte vor vin dér – og jeg min parmesanost ved siden af vinen og nogle andre ting”.

Selvom branden allerede har udviklet sig til en katastrofe, kan den blive endnu værre. Hvis ilden får fat i det nærliggende fæstningsanlæg, Tower of London, med godt seks hundrede tons krudt på lager, vil konsekvenserne blive uoverskuelige. Hertugen af York kan dog ikke stille andet op end at beordre fortsatte husnedrivninger. Borgmester Bloodworth har ikke været set i gaderne siden søndag.

Seething Lane, tirsdag aften

Mens flammerne raser tættere og tættere på hjemmet, forsøger Pepys-ægteparret at hjælpe naboer og venner.

Om aftenen inviteres et vennepar til middag på Pepys’ kontor, der ligger i samme ejendom som hans bolig. Stemningen ved bordet er god, men humøret skifter brat, når selskabet indimellem forlader bordet og går ud i haven for at overvære katastrofen. Branden har udviklet sig til en ildstorm, som suger ilt fra omgivelserne og skaber en glohed, hvirvelagtig vind, der blæser lukt ind i infernoet.

“Vi så, hvor frygtelig himlen så ud. Da alt brændte om natten, var det nok til at gøre os vanvittige, og det var virkelig aldeles forfærdeligt, for det så ud, som om det var noget, der overgik os, og som om hele himlen brændte”.

Borgere forsøger at slukke ild med håndholdt sprøjte

Den handy sprøjte hjalp ikke mod flammehavet.

© Bridgeman Images & Shutterstock

Krudt kvalte katastrofen

Bevæbnet med stiger, vandspande og skovle indledte borgerne deres kamp mod ilden. Men det var ildkroge og krudt, der i sidste ende reddede byen ud af flammehavet.

Myndighederne i London rådede i 1666 hverken over et egentligt brandvæsen eller effektive brandbekæmpelsesmidler. Byen havde formentlig kun 10 store, mekaniske brandsprøjter, men kun et par stykker af dem kom i brug pga. trafikkaos i de snævre gader. De bedste brandslukningsmidler viste sig at være ildkroge og krudt, der kunne vælte huse i en fart og dermed skabe effektive brandbælter.

Brandsprøjten: Tung, klodset og svær at flytte

Det fem m lange og to m høje, hestetrukne monstrum vejede 500 kg uden vand og var svært at få frem. Vandstrålens rækkevidde var begrænset, fordi brandsprøjten endnu ikke var udrustet med slanger, der førte vand frem til ilden.

Ildkrogen: En effektiv nedriver

Stager med en solid jernkrog for enden blev hugget ind i huses træfacader. Flere mænd greb om stagen og kunne trække bygninger omkuld. Dermed opstod brandbælter foran truede bydele.

Skovlen: Simpelt redskab med begrænset effektivitet

Redskabet blev brugt til at skovle jord og gød-ning på flammerne. Problemet var, at folk ikke kunne komme tæt nok på til at ramme gløderne.

Den håndholdte sprøjte: Handy, men nyttesløs

Det vandpistol-lignende slukningsmiddel var lavet af træ eller messing og krævede betjening af to-tre mand. Sprøjten blev fyldt ved at nedsænke spidsen i vand og trække stemplet op. Da sprøjten kun kunne indeholde knap tre liter vand, var den til ingen hjælp i 1666.

Krudt: Rev huse ned i en fart

I samråd med Karl 2. Stuart og Samuel Pepys beordrede hertugen af York – kongens lillebror – brug af krudt under brandbekæmpelsen. Hærens og livgardens specialister antændte strategisk placerede krudttønder i huse, som blev sprængt for at danne brandbælter. Den effektive metode blev dog først brugt i brandens sidste døgn.

Tower Street, tirsdag aften

Efter middagen går Pepys endnu en gang gennem byen til Tower Street. Han noterer, at ilden er ganske nær ved ægteparrets hjem, men også at myndighederne nu begynder at sprænge huse tæt på Tower i luften for at etablere brandbælter. De kontrollerede sprængninger skal redde fæstningen og forhindre, at krudtlageret ryger i luften i en gigantisk eksplosion. Myndighedernes sprængninger forskrækker indbyggerne, men embedsmanden kan se, at metoden bærer frugt. Eksplosionerne standser ilden – “husene brasede sammen dér, hvor de stod, og så var det en let sag at slukke den smule ild, der var tilbage, skønt der næsten ikke gik ild i nogen af dem”.

Til gengæld noterer Pepys, at branden har bredt sig længere mod vest, hvor centrale bygninger er raseret:

“Den er altså nu nået så langt i den retning og til Old Baily, og branden løber ned ad Fleet Street. Og St. Paul’s er brændt og hele Cheapside”. Ilden har altså omsider ramt byens domkirke. Embedsmandens sidste linjer for 4. september lyder: “Jeg skrev til min fader i aften, men da posthuset er brændt, kunne brevet ikke komme afsted”.

Dag 4: Branden har kulmineret

Den store brand i Londons udvikling - dag 1

I løbet af onsdagen ebber branden omsider ud, men flammerne har fortæret mindst 80 pct. af det 3 km2 store område inden for bymuren samt en kvart km2 vest for den indre by. Mindst 13.000 huse og 87 kirker er brændt ned, mens knap 100.000 mennesker er blevet hjemløse under katastrofen. Dødstallet kan heldigvis tælles på to hænder.

© HISTORIE

Den østlige del af byen, tidligt onsdag morgen

Klokken to om morgenen fortæller Elizabeth Pepys sin mand, at der lyder råb om nye brande – denne gang ved Barking Kirke for enden af deres gade. Embedsmanden beslutter at sejle sin hustru i sikkerhed i Woolwich på Themsens sydlige bred godt fem kilometer mod øst.

“Men min Gud, sikken et syn det var ved måneskin at se næsten hele City omspændt af flammer – man kunne se det i Woolwich lige så tydeligt, som om man var lige ved siden af”, noterer embedsmanden i sin dagbog. Samtidig hører han nye rygter om, at ilden er påsat af nogle attentatmænd, og “at det er franskmændene, der har gjort det”.

Pepys begiver sig hjemad og forventer at se boligen i See­thing Lane stå i flammer. Men da embedsmanden ankommer ved 7-tiden om morgenen, opdager han til sin overraskelse, at både hjemmet og admiralitetskontoret i samme bygning er ubeskadiget, selvom ilden er tæt på. Pepys mener, at bygningen er blevet skånet for flammehavet, fordi myndighederne har sprængt huse i luften og dermed skabt et brandbælte.

Embedsmanden bemærker, at også Barking Kirke står næsten uskadt og beslutter at gå op i tårnet for at få et overblik over katastrofen. Oppe fra kirkespiret ser han det “sørgeligste syn af ødelæggelse, jeg nogensinde har set. Overalt var der voldsomme brande. Oliekældre og svovl og meget andet brændte. Jeg var bange for at blive der længe og gik derfor ned igen, så hurtigt jeg kunne”.

Moorfields, onsdag eftermiddag

Efter turen op i kirketårnet går Pepys hen til sir Penn “og spiste dér et stykke koldt kød efter slet ikke at have spist noget siden søndag – bortset fra resterne af søndagsmiddagen”. Hos sir Penn møder Pepys to bekendte, og sammen følges mændene ind mod City. Fenchurch Street, Gracechurch Street og Lombard Street ligger i ruiner.

“Børsen er et sørgeligt syn: Ingen af alle statuerne eller søjlerne står tilbage undtagen statuen af sir Thomas Gresham i hjørnet”, noterer Pepys. I gaderne ligger brændende kulstykker, som giver mændene gloende varme fødder. Gruppen går derfor ind i parken Moorfields, der ligger lige uden for den gamle bymur.

Stedet myldrer af indbyggere, der er flygtet fra flammerne – “elendige stakler, som bar på deres ejendele, og alle klyngede sig til deres egne ting”. Heldigvis er vejret så godt, at folk kan opholde sig ude døgnet rundt.

Ilden truer imidlertid ikke kun indbyggerne. Også dyrene lider under katastrofen. På vej hjem ser Pepys en kat, der har fået alle hårene brændt af, men stadig lever.

Den kraftige østenvind er imidlertid løjet af, og sprængning af huse, især nær Tower, har skabt effektive brandbælter. Selvom ilden stadig hærger lokalt flere steder, kan byens indbyggere ud på aftenen se en ende på katastrofen.

Admiralitetet, Seething Lane, onsdag aften

Vel hjemme igen er Pepys stadig nervøs for, at hans kontor kan blive udsat for brand eller tyveri. Embedsmanden sørger derfor for, at kontoret bliver bevogtet hele natten.

“Og jeg lagde mig og fik en god nattesøvn indtil midnat, men da jeg stod op, hørte jeg, at der var gjort anskrig angående hollændere og franskmænd – men det viste sig at være falsk alarm. Men det er mærkeligt at tænke på, hvor lange disse dage har været siden søndag, da jeg har været beskæftiget med så mange ting og ikke har fået ret meget søvn, så det virker som en hel uge eller mere. Og jeg har næsten glemt, hvad dag i ugen det er”.

Byen slikker sine sår

Det indre London, torsdag morgen

Klokken fem torsdag morgen står Pepys op og tager til Bi­shops­gate, hvor en mindre brand er brudt ud. Området har hidtil været forskånet for flammerne, så det nye ildudbrud giver anledning til rygter om en udenlandsk sammensværgelse. I dagbogen noterer Pepys, at mange allerede blevet arresteret, og at det er farligt for udlændinge at gå på gaden. Embedsmanden giver en hånd med at slukke Bishopsgatebranden, der hurtigt ebber ud:

“Det var godt at se, hvor hårdt kvinderne arbejdede i kanalerne med at hejse vand op; men de skældte os ud for at få noget at drikke og var så fulde som bare Fanden. Jeg så store tønder med sukker blive brækket op på gaden, og folk gik hen og tog håndfulde op og kom det i øl og drak det”.

Næste dag vågner Pepys igen tidligt: “Op ved femtiden og fandt, Gud være lovet, at alt var vel, og tog så ad floden til St. Paul’s kaj. Spadserede derfra og så hele byen brændt ned og det fortvivlende syn af St. Paul’s Cathedral med alle de sammenstyrtede tage og det meste af koret, der var faldet ned i krypten under kirken”.

Senere på dagen hører Pepys rygter om, hvad de mange udbrændte boliger gør ved huslejerne – en leje til normalt 40 pund om året er efter sigende steget til 150. Om natten finder embedsmanden ikke meget ro, for der var “en angst for ildebrand i mit hjerte, både når jeg sov, og når jeg var vågen. Overalt angriber folk Lord Mayors (borgmesterens, red.) tåbelighed i almindelighed og især i forbindelse med branden og han får hele skylden”.

London efter genopbygningen

Gaderne i London ændrede sig ikke meget efter genopbygningen i 1676.

© Imageselect

London rejste sig hurtigt af asken

Idéerne til en ny indre by i London kom snart på myndighedernes bord. Men dårlig økonomi og behovet for en hastig genopførelse standsede visionære forslag.

En af Englands mest betydningsfulde arkitekter – Christopher Wren – udviklede en stort anlagt plan for det nye London. Inspireret af bl.a. Frankrig skulle byen genopbygges med store, åbne pladser og brede boulevarder.

Myndighederne forkastede dog Wrens forslag med henvisning til, at de var for dyre og krævede en lang planlægning. Desuden ville husene blive ubetalelige for det store flertal.

Selvom Wrens forslag ikke kom igennem, fik han lov at tegne 52 kirker – bl.a. den nye St. Paul’s Cathedral.

Enkle forholdsregler mod ny brand

Myndighederne ønskede, at den indre by genopstod så hurtigt – og billigt! – som muligt. Da genopbygningen var afsluttet i 1676 efter ni års arbejde, fremstod byen derfor stort set som inden branden. Husene var dog blevet opført efter nogle nye retningslinjer i de såkaldte Rebuilding Acts for at forhindre fremtidige katastrofer i den engelske hovedstad:

Franskmand må tage straffen for brand

Mens titusindvis af borgere finder husly hos familie, venner og i kirker eller kryber sammen under åben himmel og i teltlejre uden for City, indledes klapjagten på personer, der kan have påsat branden med vilje.
I brandens sidste døgn får mistanken om en sammensværgelse myndighederne til at arrestere adskillige udlændinge, specielt franskmænd.

Blandt de arresterede er den ca. 25-årige Robert Hubert. Samtidige kilder er uenige om hans erhverv – nogle beskriver ham som urmager andre som almindelig arbejdsmand. Under alle omstændigheder tilstår den fysisk handicappede franskmand at have sat ild til Farriners bageri som del af en 24 mand stor sammensværgelse.

Retssagen er en farce. Trods massive huller i Huberts skiftende forklaringer og det faktum, at franskmanden først kom til London 4. september, bliver han dømt skyldig og hængt 27. oktober 1666. Året efter bliver det imidlertid officielt meddelt, at branden var opstået ved et uheld. Eller: “Af Guds hånd, samt kraftig vind og tørke”.

Samuel Pepys overlever branden med næsten 40 år og dør først i 1703. Men dagbogsskriveret stopper længe før. Embedsmandens syn er svækket allerede i slutningen af 1660’erne og for ikke at anstrenge øjnene unødigt lægger han dagbogen på hylden 13. maj 1669.