Dødståge kvalte London

En gulbrun smog har lagt sig som en kvælende dyne over byen, da indbyggerne vågner op en decembermorgen i 1952. De er fanget i en giftig dødsfælde.

En gulbrun smog har lagt sig som en kvælende dyne over byen, da indbyggerne vågner op en decembermorgen i 1952. De er fanget i en giftig dødsfælde.

Getty Images

Rosemary Sargent passer på ikke at træde på rustne søm og knust glas, mens hun lister rundt i ruinerne af nabo­huset i london-bydelen Bromley.

Den 13-årige pige leger gemmeleg med sine brødre i den delvist sammenstyrtede bygning, der blev bombet under 2. verdenskrig. Denne eftermiddag er det let at gemme sig, for en spøgelsesagtig dis har lagt sig over murbrokkerne.

Hver gang hun trækker vejret, føles som at stå i en kold skorsten, hvor luften er fuld af sod.

Rosemary kan mærke fugten tage til, mens hun sidder i sit skjul. Hendes tykke hår bliver vådt, og pludselig får hun en kuldegysning. De første dage i julemåneden 1952 har været kolde, men om aftenen 4. december får temperaturen et ekstra nøk ned mod frysepunktet.

Da Rosemarys mor kalder børnene ind, er disen i det sammenstyrtede hus ved at fortætte sig til en tyk tåge. Indenfor gløder kullene i kakkelovnen, og en duft af varm mad spreder sig fra køkkenet. Glade og sultne sætter Rosemary, hendes tre søskende og forældrene sig til bords. Alt ånder fred og idyl i det lille hjem. Det skal snart ændre sig.

Øjnene svier i smoggen

FREDAG 5. DECEMBER 1952 KL. 13: I løbet af natten er temperaturen faldet til under frysepunktet, og en tyk tåge dækker London.

Rosemary presser sit ansigt ind mod busvinduet for at se så meget som muligt. En halv time tidligere har den unge pige forladt Catford Central School, hvor hun bl.a. lærer stenografi og maskinskrivning.

Hendes drøm er at blive sekretær, men pga. tågen er undervisningen blevet aflyst efter frokost. Derfor sidder Rosemary tidligere end normalt i dobbeltdækkeren på vej hjem til familiens hus i Bromley.

Selvom hun sidder klinet op ad ruden, kan hun kun se nogle få meter frem. Luften er mørk og gullig, ikke helt brun eller sort, men tyk og tung. Hen ad fortovene stavrer folk afsted med lommetørklæder for munden, mens de kniber øjnene sammen.

Politiet måtte på gaden for at dirigere trafikken vha. fakler, lanterner og lygter.

© Imageselect

Røgen fra byens millioner af skor­stene blandes med tågen, og ude på gaden hvirvler soden rundt i luften. Smoggen trænger også ind i dobbeltdækkeren, hvor Rosemary kan mærke en brændende fornemmelse i halsen samt svie i næse og øjne.

Bussen snegler sig fremad i et hakkende tempo, fordi chaufføren jævnligt må stå på bremsen, når lyset fra andre køretøjer pludselig dukker frem af smoggen.

Turen har derfor varet længere end de normale 20 minutter, da Rosemary træder ned ad bussens trin ved stoppestedet på Bromley Road tæt på familien Sargents hjem. Efter nogle få skridt mærker den 13-årige pige tydeligt åndedrætsbesvær – hver gang hun trækker vejret, føles som at stå i en kold skorsten, hvor luften er fuld af sod.

Rosemary kender vejen fra busstoppestedet til hjemmet ud og ind, men først da hun står foran havelågen, kan hun ane omridset af familiens lille hus.

1800-tallets læger troede, at sygdomme blev spredt via miasma – dårlig luft.

© U.S. National Library of Medicine

Lægestanden anbefalede røg og sod

Frem til slutningen af 1800-tallet mente mange læger, at smog-tågen med dens røg og sod kunne forebygge nogle af tidens værste lidelser.

Sygdomme blev ifølge de lærde spredt takket være såkaldte miasma – der var et udtryk for dunster af uren, stinkende luft forårsaget af ringe sanitære forhold. Og dem kunne røgpartikler angiveligt få bugt med.

Den engelske kirurg John Atkinson anbefalede således i 1848, at personer med tuberkulose inhalerede kulrøg og andre kemiske gasser for at få det bedre.

Selv kritikere af røgudledningen var bekymrede for, om en reducering af smoggen ville øge antallet af infektionssygdomme. Først ved århundredets slutning opgav videnskaben tanken om, at røgen kunne hjælpe på folks helbred.

Rosemarys mor, Edna, er glad for, at hendes ældste datter er nået sikkert hjem. Da eftermiddag bliver til aften, er faren, Albert, imidlertid ikke vendt retur fra sit job endnu.

Albert Sargent arbejder på et busværksted i Camberwell Green, ca. 8 km fra hjemmet. Han er før blevet forsinket, når decembertågerne dækker byen, men denne gang virker smoggen værre end normalt.

Efter at familien Sargent har spist aftensmad uden ham, føler Rosemary en begyndende ængstelse hos sin mor. Faren har røget hele sit liv og lider af bronkitis, hvorfor en totimers gåtur gennem smoggen bestemt ikke gavner den 42-åriges helbred.

“Bare han dog snart var hjemme”, tænker Rosemary.

Betjenten må forlade sin syge kone

FREDAG ca. kl. 19: Tågen er nu så tæt i den engelske hoved­stad, at politiet må på gaden for at dirigere trafikken samt sikre ro og orden.

Stanley Crichton kigger ud gennem vinduet i lejligheden i det nordlige London. Tågen er så tæt, at de victorianske gas­lamper i Finsbury Park overfor ligner bittesmå ildfluer. Den nyuddannede 20-årige betjent hader Londons “ærtesuppe” – indbyggernes navn for vinterens tågede vejr.

Han ved, at byens kriminelle myldrer ud i gaderne, når smoggen skjuler deres ugerninger. De kommende dage vil blive travle for Stanley, som har lange vagter.

Værre end de kriminelles hærgen er det dog, at betjentens kone, 22-årige Maura, lider af astma. Hver gang tågen lægger sig om hovedstaden, forværres hendes helbred, og hun hoster gult slim op.

“Du kan ikke gå ud nu – det er vanvittigt”, udbryder Stanley, da Maura hostende trækker i sin tykke vinterfrakke for at tage på aftenvagt. Hun arbejder som sygehjælper på Great Ormond Street Hospital.

“Men du skal jo på arbejde, så kan jeg også”, lyder det bestemt fra hustruen.

“Men jeg hoster ikke det gule stads op”, svarer Stanley.

“Jeg tager altså afsted”, proklamerer Maura stædigt, inden hun åbner døren og træder ud i smoggen.

©

Vejret gjorde London til en dødsfælde

Da et højtryk lagde sig over London i december 1952, indtraf et vejrfænomen, der forvandlede den engelske hovedstad til en giftig fælde for folk med dårligt helbred.

Stanley tager selv en frakke på og sætter efter hustruen. Gennem tågen aner han omridset af Maura længere fremme på gaden, da hendes skikkelse pludselig synker sammen på det frostkolde fortov.

Stanley løber hen og løfter Maura op, hvorefter han bærer hende hjem. Han lægger sin unge kone på sengen og sørger for, at hun stadig trækker vejret. Hustruen skal under ingen omstændigheder ud i smoggen igen.

Men Stanley er nødt til at tage afsted med det samme – han er stadig på prøve i Metropolitan Police og kan miste sit job, hvis han ikke møder op: “Bare bliv her. Jeg kommer hjem igen om nogle timer”, beroliger han hende. Maura nikker blot.

Albert vender hjem fra arbejde

FREDAG ca. kl. 20: I Bromley venter Rosemary på, at hendes far skal vende hjem fra arbejde.

Da oprydningen og opvasken efter aftensmåltidet er klaret, sætter Rosemary sig med sin mor ved køkkenbordet. De tre yngre børn – David på 11 år, Malcolm på 8 og Sue på 5 – leger ubekymret, mens Rosemary og hendes mor stirrer på den tomme tallerken, der står ensomt tilbage på bordet.

Pludselig går døren op, og Albert falder ind i entréen. Han hiver desperat efter vejret, og tårerne løber ned ad kinderne. Tågen udefra lægger sig i huset, selv efter at hoveddøren er lukket.

Albert hoster kraftigt, mens han forsøger at få sin vejrtrækning under kontrol. Turen gennem Londons tågede gader har taget hårdt på ham.

“Jeg skal ikke have noget, jeg går i seng”, udbryder han til Ednas forbavselse, da hun vil øse mad op til ham.

Med stort besvær slæber Albert sig op ad den smalle trappe til soveværelset. Nede i stuen kan Rosemary høre ham lægge sig på sengen med en dump lyd. Én ting er sikker, hendes far har det ikke godt.

Stanley møder ind til ét stort kaos

FREDAG ca. kl. 20.30: Stanley Crichton har sagt farvel til Maura og er på vej til stationen.

Ude i tågen bevæger Stanley Crichton sig frem gade for gade. En ækel lugt af rådne æg hænger i smoggen, men pga. betjentens gode helbred er han ikke i samme grad plaget af hosteanfald som de mennesker med dårlige lunger, han møder på sin vej til politistationen i Hornsey.

Trafikken er næsten gået i stå. Biler står efterladt i vej­siden, fordi ejerne ikke tør køre længere i den tykke tåge. De fleste af byens røde dobbeltdækker-busser snegler sig også hjem mod garageanlæggene – ledt på vej af transportarbejdere, der går foran køretøjerne med kraftige lygter.

Flere af weekendens fodboldkampe blev afbrudt, fordi tågen skjulte bolden.

© Ritzau Scanpix

Underholdningsindustrien gik i stå

Normalt var London fuld af liv i weekenden, når storbyens kulturhungrende indbyggere valfartede til musicals, kabareter, koncerter og teaterforestillinger.

Ved biograferne stod folk ofte i kø for at komme ind at se den seneste film med Marlon Brando eller Humphrey Bogart. Under tågen i 1952 måtte mange imidlertid gå skuffede hjem.

Biografer aflyste filmvisninger, fordi smoggen tilsmudsede lærredet, og teatrene lukkede, fordi den gullige dis blokerede publikums udsyn.

Manglende sigtbarhed var dog ikke kun et problem for gæsterne i salen. På Sadler’s Wells Theatre gik operasangerne på scenen søndag aften for at opføre Verdis “La Traviata”, men dirigenten afbrød forestillingen under første akt. Musikerne i orkestergraven kunne ikke se ham, og han var irriteret over tilskuernes konstante hosten.

Forestillingen blev aflyst, og publikum sendt hjem. Gæsterne fik dog refunderet deres billetter.

På politistationen finder Stanley ud af, hvor slem situationen er. Telefonerne kimer konstant: Bøller angriber folk på gaden, hugger dametasker, smadrer butiksruder og går på rov i private hjem. Det tågehærgede London er et slaraffenland for kriminelle, for politiet kan dårligt jage dem.

“Vi er faret vild, vi er faret vild”, lyder det igen og igen over radioen fra frustrerede betjente.

Patruljebilerne er ingen nytte til, og i stedet må betjentene cykle eller gå hen til gerningsstederne. Stanley kan se frem til adskillige udfordrende dage i uniformen.

Rosemary bliver nervøs for sin far

LØRDAG ca. kl. 15: Albert Sargent har tilbragt hele dagen i sengen uden at få det bedre.

Lørdagen har været alt andet end normal hjemme hos familien Sargent. Tågen omklamrer huset, og børnene holdes inden døre i sikkerhed for den giftige luft.

Rosemary render op ad trappen til forældrenes soveværelse med varme drikke og mad til sin far. Alberts vedvarende hoste bliver imidlertid mere og mere anstrengt.

“Har du det okay?” hvisker Rosemary til ham.

“Jeg har det fint, bare rolig”, svarer faren med et smil.

Den 13-årige pige tror ham ikke. Hun løber ned i køkkenet og lufter sine bekymringer over for sin mor, som ikke har været oppe i soveværelset hele dagen.

“Jeg tror ikke, far har det så godt”, fremstammer hun.

“Nåh, han skal nok klare sig. Tag det her med op”, af­fejer Edna sin datter og rækker hende en flaske hostesaft.

Albert tvinger en skefuld i sig mellem sine host, men saften er uden effekt. Sidst på eftermiddagen går moren for første gang i løbet af dagen selv op til Albert, mens Rosemary spidser ører i underetagen.

Normalt hakker Edna drillende på sin mand, men i dag er hun stille.

Hospitalsstuerne fyldes op

LØRDAG ca. kl. 20: Doktor Donald Acheson er på arbejde på Middlesex Hospital i West End, hvor patienterne vælter ind i hobetal.

Donald Acheson er frustreret. Den 26-årige læges studie har ikke forberedt ham på den situation, han oplever nu. Alle hospitalets senge er i brug, men syge bliver ved med at melde sig i modtagelsen. Mange kan dårligt trække vejret, og personalet må give patienterne ilt, så de kan overleve.

“Hvis du har vejrtrækningsproblemer, bør du forlade byen”, har Londons læger annonceret i et officielt opråb, men for mange indbyggere med astma, kronisk bronkitis og andre luftvejsproblemer er smoggen kommet så pludseligt, at de ikke har kunnet nå at rejse væk.

VIDEO – Skimt Tower Bridge i tågen:

Doktor Acheson farer op og ned ad gangene for at tilse patienter, men hver time dør flere og flere af de indlagte. De af hans kolleger, der udfylder dødsattesterne, noterer dødsårsagen som “akut nedsættelse af lungefunktionen”.

Luftvejene bliver simpelthen stoppet af pus fra de lungeinfektioner, som smoggen frembringer. End ikke hospitalet er et sikkert sted at opholde sig.

Gennem vinduessprækker og døre siver tågen ind, så læger og sygeplejersker må iklæde sig hvide masker for ikke selv at indånde skadelige partikler. Smuds og snavs klistrer sig til de hvide vægge, og Acheson bemærker, hvordan badekar og håndvaske bliver mere og mere grå.

Takket være smoggen hersker der kaos på hospitalet, der er proppet, på trods af at Londons ambulancetjeneste er brudt sammen.

Udrykningskøre­tøjerne vender tilbage uden patienter, fordi chaufførerne ikke kan finde vej i tågen. Ingen kan blive hentet i deres hjem, og i stedet må de syge selv famle sig vej gennem gadernes livsfarlige tåge.

Doktor Acheson ved, at langt flere ramte mennesker bliver hjemme og håber på det bedste. Derfor antager lægen, at endnu flere londonere netop nu er ved at lide en langsom og kvalfuld død i deres eget hjem.

Albert Sargent må have lægehjælp

SØNDAG ca. kl. 4: Rosemarys far har hostet slemt hele natten, og hans tilstand er forværret, da morgenen nærmer sig.

Rosemary vågner med et sæt. Inde fra forældrenes sove­værelse kan hun høre sin mor råbe med panik i stemmen.

“Han bliver blå i ansigtet! Hent hjælp!” lyder det fra Edna, imens hun desperat banker på den tynde væg ind til naboerne, familien Taylor.

Rosemary og hendes søskende sidder forskræmte under deres uldtæpper, mens en nabo løber hen til den nærmeste telefonboks for at få fat på lægehjælp.

“Jeg er nødt til at klare mine sygebesøg til fods. Jeg kommer, når jeg kan”, svarer doktor Walker, familiens læge.

Forfatteren John Evelyn forsøgte i 1600-tallet at løse smog-problemet, men politikerne ignorerede ham.

© Materialscientist & Shutterstock

Ærtesupper plagede hovedstaden i over 600 år

Den tykke smog over London i 1952 var formodentlig den værste i hovedstadens historie. Byen havde dog været kendt for sin såkaldte pea soup (ærtesuppe) siden middelalderen, og ingen havde fundet en løsning på problemet.

1306

Londons beboere klager over problemer med røg i byen. Kong Edward 1. indfører dødsstraf for at fyre med kul, men forbuddet viser sig umuligt at efterleve.

1661

Forfatteren John Evelyn skriver et opråb til parlamentet. Heri foreslår han at flytte alle virksomheder ud af byen og bruge træ frem for kul til opvarmning.

1676

Igen ligger en tyk røgsky over London. Demografen John Graunt konstaterer, at Londons røg er farlig pga. de mange “kvælninger, den forårsager”.

1813

Gennem flere dage i december er byen plaget af en smog, som ifølge skildringer “lugter af stenkulstjære”. Indbyggerne kan angiveligt ikke se fra den ene side af gaden til den anden.

1873

I december hærger en voldsom smog-tåge. Et øjenvidne beskriver den som “en af de tætteste og mest vedholdende i dette århundrede”. Dødsraten i London stiger til 40 pct. over normalen.

1880

I tre dage i januar måned ligger tågen tæt over hovedstaden. Tusinder af indbyggere dør.

1948

Avisen Evening Standard omtaler en ny smog som “Londons længstvarende tåge nogensinde”. Igennem en uges tid indhyller vejrfænomenet hovedstaden. Trafikken på Themsen går i stå pga. dårlig sigtbarhed.

Normalt tager familien Sargent i kirke om søndagen, men i dag beder Rosemary hjemme. Mens hendes søskende bliver sendt over til venner af familien, som kan passe dem, sidder teenageren og kigger rastløs på uret, hvor sekundviseren nærmest går i takt med hendes fars hoste.

Næsten 12 timer må familien vente, før doktor Walker, udmattet og med ømme fødder, omsider banker på døren.

“Han skal på hospitalet, men de er fyldt op”, konstaterer lægen efter at have undersøgt faren med sit stetoskop.

Familielægens bedste råd er at holde Albert i sengen, mens andre i familien henter en nitroglycerinpille, som han med det samme skriver en recept på. Pillen virker hurtigt, og den vil lette presset på Alberts hjerte.

Medicinen kan hentes på doktor Walkers egen klinik blot en halv times gang fra familiens hus, fortæller han. Edna Sargent trækker hurtigt i sin vinterfrakke og vender sig mod Rosemary: “Kom med mig”.

Betjenten besøger døde mennesker

SØNDAG ca. kl. 18: På sin tredje aftenvagt støder betjent Crichton på flere lig end normalt.

For tredje aften i træk har Stanley Crichton måttet efterlade sin astmaramte kone derhjemme for at passe sit arbejde. Det er nærmest en spøgelsesby, den unge gadebetjent vandrer igennem.

Tågen er nu så tæt, at Stanley kun kan se omkring én meter frem, mens han bevæger sig gennem Upper Holloway-kvarteret – et fattigt område i det nordlige London med små forretningsdrivende.

Stanley passerer alt fra tomme slagterbutikker til skomagere, der har lukket og låst forretningerne hen over weekenden. Den tætte tåge betyder nemlig, at det ikke kan betale sig at holde åbent – på trods af at julemåneden normalt er årets travleste.

Derudover kan ejerne blot bede til, at lige netop deres butik ikke bliver udsat for hærværk eller indbrud, mens smoggen holder byen i dvale.

FOTOS – Se flere billeder fra ærtesuppen:

Denne søndag aften er det dog ikke tyveknægte, Stanley jagter. Som mange andre af Londons betjente tager han imod meldinger fra byens praktiserende læger, der rapporterer dødsfaldene i de private hjem. Stanley tjekker adressen, han har fået, en ekstra gang, inden han banker bestemt på døren til en lejlighed på Seven Sisters Road.

Et familiemedlem åbner døren og beder ham komme indenfor. En læge hilser på Stanley, da han træder ind i stuen, hvor en ældre herre sidder oprejst i sin lænestol med åbne, blanke øjne.

Betjenten tager pennen frem og udfylder en blanket til byens register. Intet tyder på en unaturlig dødsårsag, så Stanley udfylder hurtigt de nødvendige rubrikker, inden han kondolerer og tager afsked med familien i det fattige, sorgtyngede hjem.

Denne weekend besøger Stanley familie efter familie, hvor folk er døde i en stol eller i sengen med tæpper over sig.

Mange har haft problemer med luftvejene, og derfor bliver betjenten under hvert besøg ængstelig for, hvordan det går med hans Maura derhjemme. I værste fald lider den astmaplagede hustru samme skæbne.

Rosemary og Edna er i kapløb med tiden

SØNDAG ca. kl. 18.30: Rosemary og hendes mor begiver sig afsted gennem de tågede gader efter den pille, som skal redde farens liv.

Da Edna Sargent og Rosemary forlader hjemmet i Bromley hånd i hånd, er det mørkt udenfor. Mor og datter kommer kun langsomt frem, for nabolaget, som de kender så godt, er forvandlet til en uhyggelig labyrint, som er svær at finde rundt i.

Ved hvert gadehjørne stopper de op for at se, om de genkender noget, men tågen dækker stort set alt, og den konstante svien i øjnene svækker deres syn.

“Vi er gået den forkerte vej”, udbryder Rosemary efter en halv time, da de burde være fremme ved konsultationen.

“Nej, vi er ej!” vrisser Edna, som dog udmærket er klar over, at de har spildt kostbar tid på at finde rundt i tågen.

© N T Stobbs/Geograph UK/Wikimedia

1. Højtryk lagde et låg over London

Efter en periode med koldere vejr end normalt for årstiden drev et højtryk med varm luft ind over London 5. december 1952. Den varme luft lagde sig som et låg over den britiske hovedstad, så kold luft nede fra jordoverfladen ikke kunne stige til vejrs igennem atmosfæren. Fugten i luften nede i byen fortættedes dernæst til en tyk tåge, der omklamrede hovedstaden.

© Wikimedia/Calflier001/flickr

2. Kulden tvang indbyggerne til at fyre op

Den lave temperatur i London fik indbyggerne til at fyre mere end sædvanligt i storbyens mere end én million kakkelovne. Storbritannien var desuden forarmet efter 2. verdenskrig og måtte derfor eksportere sit bedste kul, mens det stærkt svovlholdige nutty slack – som ikke var rationeret i efterkrigstiden – blev brugt i de britiske hjem. Desuden anvendte Londons virksomheder også store mængder kul.

© E. Royston Pike/Andy Dingley/Wikimedia

3. Smoggen kunne ikke slippe væk

Røgen, der steg op fra skorstenene på huse og fabrikker, kunne ikke slippe væk pga. låget over London. Samtidig betød højtrykket, at der stort set var vindstille i hoved­staden. Derfor indgik røgen i kemiske forbindelser med tågen og blev til en død­bringende smog. Hver dag strømmede bl.a. røgpartikler, saltsyre, fluorstoffer og svovldioxid ud, hvilket gjorde smoggen tættere og giftigere.

© theirhistory/flickr

4. Londonere med dårligt helbred døde

Mange indbyggere i hovedstaden fik svie i øjnene og begyndte at hoste kraftigt pga. røgpartiklerne og svovldioxiden. Tågen lettede først 9. december, da et nyt vejrsystem trængte frem over byen. Mens sunde og raske voksne overlevede, var små børn, ældre, astmatikere og storrygere reelt set i livsfare pga. smoggen.

Først efter en time når de målet. Edna betaler for nitroglycerintabletten og putter den i lommen, inden de igen begiver sig ud i det stinkende mørke. Hjemturen foregår i dyb stilhed og uden diskussioner, men igen går de forkert flere gange.

Endnu en time er gået, før Rosemary og Edna omsider føler sig vej gennem deres forhave og tager de sidste skridt op til hoveddøren.

Da de skubber døren til den lille entré op, hører de ikke en lyd fra husets andre rum. Ikke et host, ikke et anstrengt åndedræt – intet. Skælvende træder mor og datter ind i hjemmets dagligstue, hvor naboerne, som har passet på Albert de to sidste timer, står parat til at modtage dem.

“Han er død. Det er lige sket”, nærmest hvisker de.

Edna begynder at skrige – en sønderrivende lyd, som Rose­mary aldrig har hørt før. Moren styrter op ad trappen til soveværelset, hvor hun skiftevis hyler og hulker. Imens bliver Rosemary nedenunder. Teenageren er i chok.

Lidt efter lidt begynder tankerne imidlertid at myldre frem: De reagerede ikke hurtigt nok! De ventede for længe med at tilkalde lægen! De skulle have gået hurtigere! Den lille pille kunne have reddet hendes far! Måske...

Nu er det slut. Ovenpå ligger Albert, kold og stiv. Tågen har dræbt Rosemarys far.

Butik bliver røvet foran næsen på Stanley

MANDAG ca. kl. 19: Stanley Crichton har sin fjerde aftenvagt i træk. I ly af tågen begår Londons kriminelle ustraffet indbrud i byens forretninger.

Stanley står lænet med ryggen mod døren ved en skrædderforretning i det nordlige London, mens han rækker armen fremad. Utroligt nok forsvinder hånden i tågen, og når gadebetjenten kigger nedad, er også hans fødder begravet i en tæt tågesky.

Den unge politimand er godt træt af smoggen, men priser sig samtidig lykkelig over, at han ikke selv plages så voldsomt af røgen og sodpartiklerne. Det hjælper også, at hans mund og næse er dækket af en af politiets udleverede masker.

Opmærksomme hundeejere gav deres kæledyr maske på, når de luftede dem i decembertågen.

© Getty Images

Derhjemme har Maura heldigvis været i live hver nat, når Stanley vendte hjem til hende. Men så længe tågen lukker sig om London og siver ind i hovedstadens utætte huse gennem huller og sprækker, er betjenten bekymret for sin astmaplagede kone.

Mens Stanley står i sine egne tanker, hører han lyden af en rude, der knuses lige i nærheden. Et par sekunder står han forstenet, overrasket over lyden.

Stanley genvinder dog hurtigt fatningen og føler sig frem langs skrædderbutikkens facade. Her mærker han, at ruden er blevet smadret lige ved siden af døren, hvor han netop stod!

Først tror betjenten, at en stakkel er ramlet ind i glasset ved et uheld, men kort efter splintres en ny rude i naboforretningen. En tyv er tydeligvis på spil!

Stanley kan dog intet se, og han famler igennem tågen med politistaven flagrende foran sig. Stanley ved, at han befinder sig få meter fra indbrudstyven, men betjenten er lige så ufarlig som en blindebuk til en børnefødselsdag. Til sidst stopper han op og spidser ører, men der er ikke en lyd at høre i tågen.

Tyven er sandsynligvis forsvundet, og den unge politimand finder derfor vej til den nærmeste kaldeboks, hvor Londons “bobbyer” kan alarmere kollegerne på stationen.

“Vinduerne er helt smadrede!” råber han ind i røret.

“Der er in­tet, vi kan gøre ved det. Vi noterer, at du har rap­por­te­ret det, og tager den så derfra”, lyder svaret fra centralen, og Stanley må erkende, at indbruds­tyvene har frit spil i smoggen.

Den unge betjents indberetning er da også kun én blandt mange om tyverier. Aviserne beskriver tågedagene i december 1952 som et decideret “orgie af forbrydelse”.

Ligesom alle andre af Londons politifolk rammes Stanley efter oplevelsen af en tom fornemmelse: Han føler sig komplet værdiløs i tågehelvedet.

Den unge betjents humør bliver dog bedre, da han i de tidlige morgentimer låser sig ind i den lille lejlighed, hvor Maura stadig plejer sit helbred under dynen.

“Bedre”, forsikrer hustruen ham, da Stanley vil høre, hvordan hun har det.

At Maura har holdt sig inden døre i stedet for at tvinge sig gennem tågen til og fra arbejde, har givetvis reddet hendes liv. Men situationen er uholdbar. Oven på de seneste dages mareridt må det unge par konstatere, at en stærkt plaget astmatiker lever livet farligt i hovedstaden.

“Måske kan jeg få en overflytning ud af London?” foreslår Stanley sin hustru.

“Godt”, svarer Maura med et svagt smil. Ægteparret har fået nok af Londons smog.

Ligene stables i hospitalets kapel

TIRSDAG ca. kl. 7: Igennem natten har vinden rørt på sig. Den sodholdige tåge, der i mere end fire døgn har indhyllet London, begynder lige så stille at lette. På Middlesex Hospital er personalet dog stadig på overarbejde.

Gennem et vindue aner lægen Donald Acheson for første gang i flere dage lys, selvom solen endnu ikke er stået helt op. Et par dage forinden måtte han krybe langs husmurene for at finde vej til arbejdet, men nu klarer det op.

Ikke at den unge læge har været meget uden døre, mens smoggen hærgede – nærmest al sin tid har han brugt på hospitalet.

Selvom det omsider tyder på, at tågen opløses, vælter det stadig ind med patienter på sygehuset – primært fordi ambulancerne igen kan køre i storbyens gader. For Acheson er det barskt at betragte ofrenes lidelser.

Patienterne ligger overalt i manglen på plads: Gamle mænd hoster og harker på fødselsgangene, og dødsens syge rulles ind i dissektionslokaler, hvor de vrider sig i mavekramper og tager sig febrilsk til deres brændende hals.

Mange af de tilkomne er i så dårlig en forfatning, at de ikke står til at redde. Det gullig-sorte slim, patienterne hos­ter op, er for Acheson beviset på, at smoggen er dræberen.

Når patienternes læber bliver blå, ved lægen, at de snart vil dø af kvælning. Selvom de fleste ofre er mænd over 45 år, ser Acheson også spædbørn udånde. Deres skrøbelige organer kan ikke modstå tågens giftige partikler.

Ligene hober sig op på Middlesex Hospital, og Acheson må bede personalet om at rydde anatomilokalet i bygningen. Rummet, der normalt bruges til undervisning af de medicinstuderende, kommer nu til at fungere som ligkammer. Selv hospitalets kapel tages i brug – ikke til bøn, men til at opbevare smoggens ofre i.

For at forhindre nye tilfælde af smog fik Londons fabrikker fra 1956 højere skorstene.

© Getty Images

Katastrofen førte til ny lovgivning

Efter den kraftige smog i 1952 begyndte Storbritanniens politikere omsider at drøfte løsninger på Londons luftforurening. Smoggen blev bekæmpet med kul, der udvikler mindre røg, samt højere skorstene til virksomhederne.

Godt 12.000 mennesker mistede livet pga. ærtesuppen i december 1952. En tredjedel af dem døde, mens tågen lå over byen, mens resten mistede livet i de følgende tre måneder pga. smoggens bivirkninger.

Begivenheden fik de britiske politikere til at indse, at noget måtte gøres for at stoppe de meningsløse dødsfald under de tilbagevendende vintertåger.

Løsningen blev indførelsen af en række love i 1954, 1956 og 1968, som skulle sikre renere luft i hovedstaden og resten af landet. Især “Clean Air Act 1956” ændrede fundamentalt reglerne for fyring.

Politikerne vedtog med denne lov, at skorstenene på landets mange fabrikker skulle bygges højere, samt at de meget forurenende kraftværker i fremtiden skulle opføres uden for bygrænserne.

I de private hjem skulle indbyggerne bruge renere kul, der udviklede mindre røg, og med tiden skulle varmekilderne i Londons kvarterer overgå til gas og elektricitet for helt at undgå udslip af svovldioxid fra kakkelovnene.

“Clean Air Act 1956” fik allerede en effekt året efter, hvor antallet af smog­tilfælde var halveret. Takket være de nye regulativer blev dræbertågen i 1952 den sidste store luftforureningskatastrofe i Storbritannien. Lovgivningen viste sig så effektiv, at den blev en rettesnor for mange andre byer i resten af verden.

Doktoren befinder sig midt i den største helbredskatastrofe i England siden 1. verdenskrig. 4.000 mennesker har på bare fem døgn mistet livet under “Den store dræbertåge”, som smoggen snart bliver døbt.

Tusinder flere vil dø i løbet af de næste måneder som følge af smoggens skader. For Donald Acheson står dagene i begyndelsen af december som de værste i hans liv som læge.

Rosemary vender tilbage til skolen

TIRSDAG ca. kl. 8: Tågen er lettet så meget, at trafikken i London bliver genoptaget, mens butikker og skoler genåbner.

Rosemary Sargent bevæger sig nærmest som en zombie, da hun træder ind i klasselokalet på Catford Central School. Uden at sige et ord sætter teenageren sig på sin plads, placerer skrivepapiret i valsen og lader fingrene klapre mod Imperial-skrivemaskinens hvide taster.

“Glad for at være tilbage i skole?” lyder det muntert og smilende fra sidekammeraten, veninden Joyce.

Rosemary taster tavst videre i nogle sekunder. Hun ønsker ikke at tale om, hvad der er sket to dage forinden, men hun kan heller ikke lyve over for sin bedste veninde: “Min far døde i søndags”, svarer hun spagt, hvorefter Joyce gisper højlydt.

Veninden venter øjensynligt på en uddybning, men Rosemary kan ikke overskue at fortælle mere. Joyce ved øjensynligt heller ikke, hvad hun skal sige.

De to piger ender med at sidde og arbejde i tavshed, og kun lyden fra skrivemaskinerne hænger i luften. Tågen over London er lettet, men den har ikke sluppet sit tag i Rosemary.

Efterskrift

Faderens død påvirkede Rosemary Sargent i lang tid. Hun kunne ikke koncentrere sig om skolen og fik elendige karakterer. Senere fik hun dog sin sekretær­uddannelse og blev gift. Rosemary og hendes søskende talte aldrig siden med hinanden om tågen i 1952.

Dr. Donald Acheson forlod Middlesex Hospital i 1953 for at blive læge i luftvåbnet. Senere blev han embedslæge med speciale i folkesundhed.

Betjent Stanley Crichton blev overflyttet fra London. Hans kone, Maura, led af astma resten af sit liv.