Naturkatastrofer har voldt død og ulykke igennem hele menneskehedens historie.
I løbet af de sidste 500 år har vi fået en bedre forståelse for, hvordan vi skal beskytte os imod ødelæggende naturfænomener som stormfloder og lynnedslag, men alligevel har menneskelig grådighed og hovmod gang på gang ført til nye katastrofer med tusindvis af døde til følge.
Her kan du læse om nogle af de værste naturkatastrofer i Europa inden for de sidste 500 år.
1 – TORNADO: Ridderflåde blev knust
Tornadoer opstår sjældent over havet. Skypumper, som er mindre kraftige, er meget mere normale over vandet, men stadig en trussel for skibe.
Den 23. september 1556 klokken syv om morgenen styrede en enorm tornado over havet direkte ind mod havnen i det nuværende Valletta på Malta. Tornadoer opstår, når to modsatrettede vinde støder sammen. Under de rette omstændigheder kan kollisionen udløse en opadgående hvirvelvind, der kan piske havvand og skyer sammen med over 500 km/t.
Ifølge den franske malteserridder og historiker Pierre-Marie-Louis Kerdu fik tornadoen dødelige konsekvenser. Kerdu beskrev, hvordan havtornadoen på under en halv time sænkede skibe og begravede havnens beboere i sammenstyrtede ruiner:
“Brigger og gallioter blev smadret til småstykker, og endnu mere begrædeligt blev fire galejer vendt på hovedet, hvorved de fleste officerer, soldater og galejslaver enten druknede eller blev knust under fartøjernes vægt”.
Ifølge Kerdu døde “over seks hundrede personer”, inklusive flere malteserriddere. Da malteserne havde sørget færdig, lod øens velstående stormester, Claude de la Sengle, havnehusene og flåden genopbygge.
2 – SKOVBRAND: Smøg kostede 82 brandmænd livet
Forsøget på at slukke den enorme skovbrand med grene viste sig ikke at være så effektiv.
Efter 2. verdenskrig var det franske brandvæsen i en elendig forfatning, og brandbælterne i den store fyrreskov Landes sydvest for Bordeaux var groet til. Efter tre år med tørre somre med temperaturer op til 42 grader øjnede en vagt den 19. august 1949 røg nær byen Saucats.
Kun bevæbnet med fyrregrene forsøgte et lokalt brandhold at få bugt med flammerne, men de blev hurtigt spredt for alle vinde. Da branden endelig kom under kontrol, havde den taget livet af 82 frivillige brandmænd, inklusive Saucats’ borgmester. Over 500 km² skov lå forkullet tilbage.
En overlevende fortalte om rædslerne: “Man kunne se flammerne løbe langs deres udstrakte kroppe, så fedtet bulede ud”.
Politiet konkluderede, at Europas dødeligste skovbrand var begyndt med en tabt cigaret.
Skovbrande er kun blevet et større problem i de seneste år. I 2021 åd branden Dixie over 3.800 km² californisk skov, inden den blev slukket.
3 – HAGL: Isbombardement ødelagde landsby
Når hagl bliver så store som knyttede næver, kan et udbrud være livsfarligt.
Den 1. juli 1891 blev Nederlandene og det vestlige Tyskland ramt af et skrækkeligt uvejr. Mens lynene blinkede, og en tornado fór over markerne nordvest for den tyske by Düsseldorf, blev især hollænderne ramt af den værste haglbyge i mands minde.
Hagl dannes, når regndråber fryser til is i luften. Kraftig vind kan få et haglkorn til at piske igennem en regnsky flere gange, så flere dråber fryser fast til kornet og gør det større. Ifølge optegnelser fra Det Kongelige Nederlandske Meteorologiske Institut var haglkornene nogle steder nået op på en størrelse “som en knytnæve”.
Bombardementet fra oven ødelagde fuldstændigt landsbyen Hezelaar. På den tyske side af grænsen indikerer øjenvidneskildringer, at haglene mange steder totalskadede både vinduer, tage og årets kornhøst. I byen Hameln blev der fundet hagl på 1,5 kg, mens lokalavisen skrev: “Siden mennesket lærte at tænke, har ingen oplevet et uvejr, der kunne forårsage så store og frygtelige ødelæggelser”.
4 – SKRED: Skole knust af kulslam
28 timer efter katastrofen i Aberfan var byen stadig et stort kaos, fyldt med det sorte slam.
I den lille by Aberfan i Wales var dagens undervisning den 21. oktober 1966 lige begyndt, da en slaggebunke ved det lokale kulbrud kom i bevægelse på en bjergtop nær Pantglas Junior School. I tre uger havde intens regn stået ned på den 34 meter høje bunke af malmsten og jord, som var tilovers fra byens store kulproduktion.
Affaldsbunken blev tungere og tungere af vandet, og kl. 9.15 begyndte en sort, klistret masse at løbe ned mod Aberfan. Snart udviklede det sig til et enormt skred, hvor 110.000 m³ slam ramlede 640 meter ned ad bjergskråningen.
Den frygtindgydende masse blev beskrevet som en “mørk, funklende bølge” af øjenvidner og havde i løbet af få minutter udslettet to gårde og var banket direkte ind i skolebygningen. Da skreddet endelig standsede, var både skolen og en række huse erstattet af en 9,1 meter høj mur af størknet slam. 116 børn og 28 voksne mistede livet.
Katastrofen førte til et månedlangt retsopgør, der endte med, at mineselskabet NCB måtte betale 500 pund i erstatning pr. omkommet barn.
Se optagelserne fra oprydningen efter katastrofen i Aberfan:
5 – FROST: Den lille istid gav europæerne kuldechok
Under den lille istid var Nordeuropa ofte dækket af sne om vinteren.
Sidst i middelalderen blev Europa af uvisse årsager væsentlig koldere. Fra ca. 1300-1850 var gennemsnitstemperaturen 1,5 °C lavere end i dag. For europæerne fik kulden fatale følger.
GLETSJERE ÅD LAND
I De Schweiziske Alper blev en række landsbyer i 1600-tallet opslugt af voksende gletsjere. I Norge rykkede en gren af Jostedalsbreen sig 4 km mellem 1700 og 1748 og udraderede flere gårde, bl.a. “Nigard”. Herefter fik gletsjer-grenen navnet Nigardsbreen.
HAVET FRØS TIL
Istiden betød, at en række farvande frøs til om vinteren. Det tilfrosne Storebælt gjorde det i 1659 muligt for den svenske hær at vandre fra Fyn til Sjælland. Danskerne led et stort nederlag og tabte områderne Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.
OMRÅDER BLEV UBEBOELIGE
Foråret og sommeren blev koldere og vådere, og landmændene kunne brødføde færre mennesker. Islands befolkning blev halveret efter stor hungersnød, og ifølge en teori fik kulden i 1400-tallet de sidste nordboer til at forlade Grønland.
6 – TSUNAMI: Klippeblok udløste kæmpebølge
Katastrofen i Lodalen er en af de værste naturkatastrofer i Norges historie.
Efter at en bjergside i 1905 var styrtet i søen Lovatnet med 61 dødsfald til følge, mente indbyggerne i vestnorske Lodalen, at det 1.500 meter høje Ramnefjell nu var stabiliseret. Bjerget består af hårde lag af kvarts og granit med årer af porøse glimmersten, hvor regnvandet kan trænge ind.
Hvis vandet ikke slipper ud igen, kan det skabe et stort tryk og pludseligt få fjeldet til at revne – hvilket geologerne næppe mente ville ske igen. Men de blev klogere, da en klippeblok på 1 million m³ løsnede sig fra Ramnefjell den 13. september 1936.
Den gigantiske stenmasse faldt 800 meter direkte ned i Lovatnet, hvor den udløste en 70 meter høj tsunami. Alle gårde rundt om søen blev umiddelbart revet bort af monsterbølgen, der på få minutter kostede 74 mennesker livet.
Tsunamien var så kraftig, at den flåede et mindesmærke op fra 1905-ulykken, selvom det var støbt fast i grundfjeldet. Efter katastrofen blev gårdene i Lodalen endegyldigt forladt.
7 – TORDENVEJR: Lyn antændte Napoleons krudt
Selvom vi er blevet bedre til at beskytte os, kan lyn stadig være dødsensfarlige. I april 2021 mistede 76 mennesker livet under et kraftigt tordenvejr i Indien.
Kun få mennesker påvirkes af de ca. otte millioner lyn, der dagligt rammer jorden. Men hvis et lyn, der typisk har en elektrisk udladning på 100 millioner volt, rammer et menneske, kan det dog føre til alvorlige brandskader, hjerneskader og i værste fald døden.
Den 26. juni 1807 førte et enkelt lyn til død og kaos i Luxembourg. Ifølge den samtidige britiske avis London Times ramte lynet “et krudtlager i den nedre by, som straks eksploderede. To hele gader er ødelagt”.
Fyrstedømmet var besat af Napoleons soldater, der udnyttede det lille land til bl.a. at opmagasinere krudt i et tårn i bydelen Verlorenkost.
Da lynet ramte tårnet, sprang 224 krudttønder i luften og førte til omfattende skader på bydelens huse. 32 blev slået ihjel, mens 120 blev slemt kvæstede. Nogle historikere anslår dødstallet til hele 300 mennesker.
8 – STORMFLOD: Havet slugte mennesker i tusindvis
Vadehavet var ramt af to voldsomme stormfloder i henholdsvis 1362 og 1634. Kortene viser, hvor store landmasser der forsvandt som følge af de to stormfloder.
Natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 pressede en storm i Nordsøen enorme vandmasser ind mod vestkysten af de danske besiddelser Sydjylland, Slesvig og Holsten. På kort tid væltede havet ind over de lave diger, der længe var blevet forsømt.
Trods hyppige oversvømmelser ved Vadehavet fandtes der intet varslingssystem, og mange blev bogstavelig talt taget på sengen, da vandet trængte ind i deres hjem om natten. I byen Ribe steg vandet med seks meter og trængte bl.a. ind i domkirken.
Længere sydpå mødte mindst 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer døden på den frisiske ø Strand, hvor 17 ud af i alt 21 kirker blev skyllet i havet. Den store stormflod – af de overlevende betragtet som Guds straf – kostede op til 15.000 menneskeliv og forandrede kystlinjen i Vadehavet for altid.
Danmarks dengang fjerdestørste havn, fiskerlejet Sønderside nær Blåvand, blev uigenkaldeligt opslugt af bølgerne, og flere øer forsvandt for altid.
9 – TØRKE: Europas floder tørrede ud
Under den voldsomme tørke forsvandt floderne helt mange steder i Frankrig.
I 1539 oplevede Europas bønder starten på en tørke uden sidestykke. Allerede i slutningen af året begyndte folk i spanske kirker at trygle Gud om nedbør, mens krønikeskrivere i Norditalien undrede sig over, at det var “varmt som i juli”.
I januar 1540 bredte tørken sig nordpå over Alperne, og i de næste 11 måneder modtog det meste af Europa knap én dråbe regn. Den sommer overskred temperaturen ofte 40 grader, og i Alsace blomstrede frugttræerne to gange. Folk kunne vade over floder som Rhinen og Seinen, da vandmængden var reduceret med ca. 90 pct.
Afgrøderne tørrede ud, og overalt blev både dyr og mennesker syge af tørst og fejlernæring. Nogle historikere betragter tørken som det tørreste år i Europa inden for de sidste 500 år. De eneste vindere var vinavlerne – de udtørrede druer gav nemlig en særdeles velsmagende vin, der ifølge en krønikeskriver så ud “som guld i glasset!”.
For resten af Europa var der ikke meget at juble af. Tørken førte til udtørrede brønde, stor mangel på mad og omfattende skovbrande.
10 – ORKAN: Den store storm rev England til pindebrænde
Mange briter så stormen som Guds vrede, og den blev nævnt i de engelske præsters moraliserende prædikener til langt op i 1800-tallet.
Den 26. november 1703 udløste et ekstremt lavtryk over det nordvestlige Europa en af de værste orkaner i Englands historie. Stormen blæste vildest nord for Den Engelske Kanal med vindhastigheder på op til 130 km/t.
I London blæste blytaget af kirken Westminster Abbey, mens England og Skotlands dronning, Anne, måtte søge tilflugt i slottet St. James’s Palaces kælder. To tusind skorstene væltede i hovedstaden, og fire tusind egetræer blev revet op med rode i Sydengland.
Den mægtige britiske marine blev kastet rundt på havet som legetøjsskibe – angiveligt blæste et skib hele vejen fra Harwich til Göteborg. På land roterede vingerne på mange møller så hurtigt, at der efter sigende gik ild i trætandhjulene.
I 1704 mindedes den engelske forfatter Daniel Defoe orkanen – der ifølge historikerne krævede op mod 15.000 liv – ved at beskrive, hvordan kystbyerne “så ud, som om fjenden havde udplyndret dem og på ussel vis revet dem i småstykker”.