Fatale fejl sendte luksusliner til bunds

“Vi er i tåge”, siger Calamai over samtaleanlægget. Skibets maskinmester ved straks, hvad han skal gøre. Han mindsker damptrykket i turbinerne, så farten reduceres, men blot fra 23 knob til 21,8.

Kaptajn Calamai ignorerer reglerne for sejlads i tåge, som han plejer – præcis som enhver anden skipper med ansvaret for en luksusliner på Atlanterhavet rutinemæssigt gør.

Han stiller sig igen ud på brovingen – den del af kommandobroen, som rager længst ud over siden – for personligt at føre sit elskede skib sikkert i havn til tiden.

Men et sted ude i tågen lurer en fare, som vil afslutte Calamais karriere og sprede død ombord. 44 år efter Titanic-katastrofen bliver verden igen rystet af en uforståelig skibsulykke.

Selv lune temperaturer og masser af andre skibe i nærheden kan ikke forhindre tab af menneskeliv.

Andrea Doria er en flydende bid af Italien

Andrea Doria er et flydende symbol på Italiens genrejsning efter 2. verdenskrig.

Før krigen havde italienerne været med helt fremme i kappestriden om at bygge de største, hurtigste og eleganteste luksuslinere, men de allierede havde sendt nationens stolte skibe til bunds i verdenshavene.

I 1950 får Ansaldo-værftet i Genova til opgave at skabe en italiensk renæssance med en ny generation af fremragende skibe.

Og Andrea Doria er da også noget særligt, da hun bliver indsat på ruten til New York i 1953. Teknisk rummer hun alt, hvad verden har lært om strømlinede skrog og sikkerhed.

Udsmykningen er også i verdensklasse, for Italiens førende arkitekter og designere har hver fået en sektion, hvor de kan yde deres ypperste.

“Hvordan giver man et skib personlighed?” spørger en reklame for Andrea Doria.

“Hvordan tager man kulden ud af stål og puster liv i glas og keramik? Du kan ikke finde svaret i konstruktionstegninger. Sådan et skib bygges med hjertet. Dette er Italiens tradition. Dette er Andrea Doria”, praler reklamen.

En erfaren rejsende, som har krydset Atlanten på flere andre linere, beskriver hende med ordene: “Lys, moderne, let og stilfuld”.

Hendes skrog er smukkere end nogen af rivalernes, og indvendigt er alt nyt og formet efter tidens smag. Her er ingen klodsede, gamle lædermøbler som på britiske og franske skibe.

Andrea Doria stråler af det, man i 1950’erne forbinder med Støvlelandet: Afslappet skønhed, god mad og nydelse af livet.

Italien er kommet på mode, og i tre år er Andrea Doria en fornem ambassadør for sit land. Men så sker det utænkelige.

Alle vil med Andrea Doria til USA

På sin faste plads i Genovas havn begynder Andrea Doria at tage passagerer ombord kl. 8 om morgenen den 17. juli 1956.

Tre timer senere kaster hun fortøjningerne, og efter en kort sejlads når hun Cannes i Frankrig, hvor velhavere og film-stjerner plejer at stige ombord.

Blandt de nye passagerer er det amerikanske ægtepar Thure og Martha Peterson fra New Jersey.

Begge er børn af svenske emigranter, og i 12 år har de sparet op af Thures løn som kiropraktor, så de kan holde en lang ferie i Europa.

Parret i 50’erne ankommer til Europa med fly, men på hjemrejsen vil Martha gerne opleve en sørejse over Atlanten.

Næste stop er Napoli i Syditalien, hvor mange emigranter har købt billige billetter til turistklasse, så de kan komme afsted til et nyt liv i USA. Endelig ankrer skibet op ud for Gibraltar for at samle flere passagerer op.

Blandt de senest ankomne er et amerikansk par, som egentlig skulle have fløjet hjem, men få uger tidligere er to passager-fly kollideret over Grand Canyon, og dødstallet på 128 overbeviser dem om, at luftvejen simpelthen er for farlig.

“Vi har i alt 1.134 passagerer, 401 tons gods, 9 biler, 522 stykker bagage og 1.754 postsække”, noterer kaptajn Calamai i logbogen. Skibets færd nummer 51 til New York kan begynde.

Andrea Doria skyder 23 knob, mens Europa forsvinder i hendes kølvand. Farten er anstændig, men hun er ikke den hurtigste liner i Atlanten, og med sine 214 m heller ikke den længste.

Det er i stil og komfort, at hun slår alle andre. Selv vejret er bedre, for ruten går længere sydpå end de farvande, hvor franske og britiske skibe sejler.

Passagererne kan nyde solen ved de tre svømmebassiner nær skibets agterstævn. Nogle bader, andre slapper af i liggestole, mens sportskonkurrencer hele tiden afvikles.

Komponisten Mike Stoller, som har skrevet Elvis Presley-hittet Hound Dog, er stolt, da han vinder bordtennis-turneringen.

14-årige Linda Morgan fortæller senere: “Andrea Doria var magisk. Som en lille landsby fuld af steder at udforske”.

Hun er på vej til en kostskole i USA, hvor hun får chancen for at komme tættere på sin biologiske far, den kendte radiovært Edward Morgan.

Men først skal rejsen nydes, og sammen med nye venner stormer teenageren rundt for at opleve alt, hvad skibet har at byde på. Imens gør den 572 mand store besætning sit yderste for at tilfredsstille ethvert ønske.

Selv den sky Calamai må tage sin tørn, og en enkelt aften forlader han broen for at agere vært for særlige gæster, som er indbudt til at spise ved kaptajnens bord.

En enkelt redningsøvelse er blevet afholdt, allerede inden skibet nåede Gibraltar, men den tog mange som en leg.

Passagerer iført redningsveste skålede muntert i dyr vin, mens de sjoskede hen til redningsbåde, hvor besætningsmedlemmer i flere tilfælde aldrig dukkede op.

En flydende bøddel står til søs

Otte dage er gået, siden Andrea Doria sejlede fra Genova. Hun er mindre end et døgn fra USA’s kyst, da MS Stockholm fra Svenska Amerika Linien forlader Mole 97, som er skibets faste plads i New York.

Hun er den mindste liner på Nordatlanten, for rederiet havde spået hende en kort levetid.

De snusfornuftige svenskere mente, at oceanlinere snart ville blive erstattet af fly, men i 1950’erne vokser trafikken over Atlanten voldsomt.

Selvom halvdelen af alle rejsende betaler skyhøje priser for et flysæde, er behovet for ka­­hyts­plad­ser også eksploderet.

Efter fem års tjeneste måtte Stockholm bygges om i 1953, så hendes kapacitet vokser fra 395 til 548 passagerer.

I forhold til Andrea Doria er hvidmalede Stockholm spartansk indrettet. Rederiet lover ingen luksus på turen, som går fra New York via København til Göteborg.

Sikkerheden er til gengæld i top, for skibet har en forstærket stævn, som kan hamle op med isbjerge i Nordatlanten.

Efter afsejlingen sætter kaptajn Harry Gunnar Nordenson kurs direkte mod fyrskibet ud for klippeskærene ved øen Nantucket.

Skibe på vej ud anbefales ellers at gå 20 sømil syd om fyret, så de ikke kommer tæt på trafikken i den modsatte retning, men det vil forlænge rejsetiden og koste ekstra brændstof. Derfor ignorerer Nordenson konsekvent rådet.

Kl. 22 går kaptajnen til køjs med besked om, at han skal vækkes, når fyrskibet er i sigte. Tredjestyrmand Johan-Ernst Carstens-Johannsen overtager kommandoen.

Carstens-Johannsen er blot 26 år gammel, og han har kun været en del af Stockholms besætning i to måneder. For første gang er han den eneste søofficer på broen, og han har allerede en lang arbejdsdag bag sig.

Hans pligter som ansvarlig for læsning kaldte på ham kl. 6, og han har ikke sovet i de efterfølgende 16 timer. Som vagthavende officer har Carstens, som han kaldes ombord, mange opgaver.

Han skal holde øje med radaren, tage regelmæssige radio-pejlinger, tilpasse kursen og være opmærksom på, at hans tre matroser på vagten ikke sløser med deres pligter.

Af samme grund har de fleste andre rederier to officerer på broen ad gangen. Efter omkring en time opfanger radaren et andet skib, som Carstens anslår er 22 km borte.

Han vurderer, at det fremmede fartøjs kurs vil føre det forbi Stockholm, men kun med en afstand på ca. 1 km.

Selvom han ifølge en stående ordre skal tilkalde kaptajnen, hvis andre skibe kommer tættere på end 1,8 km, vælger han at håndtere situationen selv. Carstens går ud på brovingen med en kikkert, men han kan ikke skimte skibet.

Ifølge radaren er afstanden efterhånden så lille, at det fremmede skibs lys burde være synligt på aftenhimlen, for vejret er klart omkring Stockholm. Men ingen alarmklokke ringer i den unge og uerfarne søofficers hoved.

Det falder ikke Carstens ind, at selvom Stockholm sejler i klart vejr, kan det fremmede skib befinde sig i en af den amerikanske østkysts berygtede tågebanker.

Han hører heller ikke Andrea Dorias tågehorn. Omsider meddeler Stockholms udkigsmand dog, at han kan skimte en rød lanterne længere fremme.

Farven fortæller tredjestyrmanden, at det fremmede skib har sin bagbords (venstre) side til, og han giver ordre til at dreje 24 grader i den modsatte retning.

Med denne simple kursændring føler han sig sikker på, at de to fartøjer vil gå styrbords (højre) om hinanden.

Carstens har stadig ikke opdaget tågen, så han gennemfører kursændringen uden at give signal med hornet, som internationale regler for sejlads i tåge ellers foreskriver.

Tilfreds tror den unge mand, at han har løst situationen uden hjælp fra kaptajn Nordenson.

Døden dukker frem fra tågen

Andrea Doria holder sin svagt nedsatte fart på 21,8 knob (40 km/t.) og kursen mod New York.

To søofficerer er som altid på broen, og de har selskab af kaptajn Calamai, som altid personligt tager kommandoen, når hans skib sejler i tåge.

Ingen af dem er overraskede over den ringe sigtbarhed, for det er helt normalt nær New York. Luksuslineren har passeret fyrskibet ud for Nantucket, da radaren opfanger noget i ærtesuppen forude.

Signalet antyder, at det er et mindre skib, og at det fremmede fartøjs kurs vil føre det knap 2 km forbi på styrbords side.

Skibe skal ifølge søfartsreglerne gå den modsatte vej om hinanden, men hvis Calamai slår roret om nu, vil Andrea Doria skære tværs hen over det fremmede fartøjs rute.

I stedet befaler han en let ændring på fire grader i den modsatte retning.

“Hvorfor kan vi ikke høre hende?” tænker Calamai højt. “Hvorfor bruger hun ikke tågehornet?”

Så dukker blege lys op i tågen, et grønt og to hvide. De flytter sig i forhold til hinanden som tegn på, at det fremmede skib er ved at dreje.

Rædsel bryder ud på Andrea Dorias bro, da et svagt rødt lys også kommer til syne. “Hun kommer lige imod os”, råber en af søofficererne.

Calamai befaler roret lagt helt til bagbord i et forsøg på at dreje væk fra truslen. “Hvad med motorerne?” råber den anden officer. Han vil vide, om Andrea Doria skal bremse.

“Nej, lad dem være. Vi har brug for al vores fart nu”, svarer Calamai.

Han håber, at farten er høj nok til at krydse det fremmede skibs rute, før det er for sent. Men ingen manøvrer er hurtige på et fartøj af Andrea Dorias størrelse.

Calamai og hans folk må magtesløse se til, mens det andet skibs stævn kommer tættere og tættere på. Kl. 23.11 sker kollisionen.

Et øredøvende brag lyder – efterfulgt af larmen fra metalplader, som bliver flænset. Stockholms forstærkede stævn skærer sig ind i siden på Andrea Doria, og døden rammer passagerer, som er gået tidligt i seng.

Linda Morgans lillesøster når slet ikke at vågne, før hun bliver knust. Hendes mor, Jane Cianfarra, og stedfaderen ligger i kahytten ved siden af og presses ind gennem væggen til ægteparret Peterson.

Her opdager moren til sin skræk, at hun sidder urokkelig klemt fast oven på fru Peterson.

“Hellere være død end leve sådan her”, hører hun sin mand jamre et sted ude på gangen. Linda selv er sporløst forsvundet, da Stockholms hvidmalede stævn rives ud af Andrea Dorias skrog igen.

Den italienske luksusliner har endnu ikke sat farten ned og har et kort øjeblik trukket Stockholm med. Så glider stævnen løs, og skibssiderne skraber mod hinanden i en storm af gnister, inden de forkrøblede fartøjer skilles.

Fra brovingen stirrer kaptajn Calamai vantro på det gabende hul i Andrea Doria, hvor flammer ses. Han kan føle, hvordan dækket begynder at hælde mere og mere, mens havet fosser ind.

Et øjeblik er Calamai lammet af chokket, så kommer han sig og befaler motorerne stoppet. Herefter sender han mandskab ud for at skabe sig et overblik over skadernes omfang.

Morfin og donkraft skal frelse hustru

I sin kahyt på 1. klasse er kiropraktoren Thure Peterson vågnet til et mareridt. Hans forslåede krop gør ondt, og splintret træværk presser ham op mod en væg.

“Marty, Marty, er du okay?” råber han ud i mørket.

“Mine ben sidder fast”, klynker hans kone.

“Flyt dig ikke. Lad endelig være at flytte dig. Hjælpen er på vej”, råber mr. Peterson. Han får vristet sig fri og skærer fødderne på glasskår, mens han forsøger at orientere sig i virvaret af knust interiør og forvredent stål.

Mr. Petersons hånd lander på et køligt ansigt – den unge Linda Morgans stedfar, som nu er død.

Efter nogen søgen lokaliserer han stedet, hvor hans Martha og Linda Morgans mor, Jane, sidder fast, men han kan ikke komme tæt på dem.

“Jeg løber efter hjælp”, siger mr. Peterson. Det går op for ham, at han er nøgen, så han vikler et flænset gardin om sig.

Kort efter vender han tilbage med en italiensk matros, som har en lygte. Lyskeglen afslører en grufuld scene.

Bag en masse vragstumper ligger Martha på resterne af sin seng, og hendes ryg er vredet rundt om hjørnet på en elevatorskakt.

Mr. Peterson indser straks, at ryggen er brækket. Halvt oven på hende sidder Jane Cianfarra, hvis blodindsmurte ben er fanget i fjedrene fra en ødelagt madras.

De to mænd kan intet gøre med de bare næver, så de iler op efter bidetænger, en donkraft, morfin og hjælp. Stadig iført sit gardin får mr. Peterson samlet, hvad han skal bruge.

Sammen med matrosen får de Jane Cianfarra fri, og hun bliver løftet op på dækket af hjælpende hænder. Skibet hælder faretruende, da mr. Peterson giver sin hustru et skud morfin.

“Skat, jeg klarer det ikke. Tag nu og red dig selv”, siger hans kone. Men mr. Peterson og matrosen kæmper febrilsk videre med donkraften for at få hende fri – imens ebber livet lige så stille ud af hende.

“Jeg tror, jeg er på vej væk”, klynker hun, mens blod begynder at løbe ud af hendes mund. Et øjeblik efter er hun død.

Mr. Peterson kysser sin hustru farvel, tager en ring fra hendes finger og dækker hendes ansigt med en pude, før han prøver at komme op ad skibets voldsomt hældende trapper.

Andrea Dorias skæbne besegles

Imens mr. Peterson kæmper forgæves for at redde sin hustru, tegner et sort billede af situationen sig oppe på kommandobroen.

Stockholms stævn har skåret et gabende hul ind i tomme brændstoftanke, og i takt med at vandet fosser ind, har Andrea Doria fået slagside.

Kaptajn Calamai må for alt i verden forhindre hældningen i at blive værre, ellers vil havvand kunne passere hen over de vandtætte skotter, som deler skibets maskin- og lastrum op i afdelinger og skal inddæmme lækager i skroget.

Andrea Doria kan holde sig flydende, selvom to afdelinger er oversvømmet. Breder vandet sig til flere, er hun dødsdømt.

Skibet kan stabiliseres, hvis han pumper vand ind i de tomme brændstoftanke i den modsatte side. Men selvom kaptajnens ordrer kommer hurtigt, er det allerede for sent.

Pumperne befinder sig for enden af en 17 m lang tunnel, som allerede er fyldt med vand.

Skibet er designet til at klare en hældning på op til 20 grader uden at komme i vanskeligheder, men slagsiden overstiger det kritiske punkt.

Calamai ved, at vandet lige så stille vil brede sig fra afdeling til afdeling. Andrea Dorias skæbne er beseglet, og de godt 1.700 passagerer og besætningsmedlemmer må forlade skibet, hvis de skal overleve.

“SOS, vi har brug for øjeblikkelig assistance”, sender skibets radiooperatør ud i æteren kl. 23.20. Det er blot ni minutter efter kollisionen.

Andrea Dorias slagside betyder, at redningsbådene på styrbords side ikke kan sættes i vandet.

Kaptajnen bliver spurgt, om besætningen skal begynde at evakuere folk med bådene på styrbords side.

Calamai tænker sig kort om, så svarer han nej. Han frygter, at panik vil brede sig, hvis evakueringen begynder, uden at alle kan få plads i bådene.

Til gengæld kan det indtrængende vand få Andrea Doria til pludseligt at lægge sig helt om på siden, hvilket med sikkerhed vil koste hundredvis af menneskeliv, hvis ikke flere.

Passagererne må vente ved de markerede evakueringspunkter, indtil redningsbåde fra andre skibe når frem.

Heldigvis strømmer hjælpen til, for ulykken er sket i et farvand med tæt trafik. Men de andre fartøjer er fragtskibe og kuttere fra kystvagten, og fordi deres besætninger er små, har de også kun et lille antal redningsbåde. Hvor mange der skal dø, afhænger af anden hjælp udefra.

Ombord på Stockholm stormer Nordenson op på kommandobroen, efter at kollisionen brutalt har vækket kaptajnen.

Han finder en rystet og kridhvid Carstens, der mumlende forklarer: “Vi kolliderede med et andet skib”.

Carstens er dog fattet nok til at fortælle sin kaptajn, hvilke nødprocedurer han allerede har beordret.

Nordenson kan knap se Andrea Doria, og han vil vide, hvorfor han ikke er blevet vækket.

Det er en stående ordre på Stockholm, at kaptajnen skal have besked om tæt tåge. Carstens forsvarer sig med, at sigtbarheden var fin kort forinden.

Matroser sendes frem for at undersøge skaderne på stævnen, og de finder flere alvorligt tilskadekomne og fem døde. Under eftersøgningen hører mændene en pige:

“Jeg vil have min mor”, klynker hun. Stemmen tilhører Linda Morgan, hvis madras blev gennemboret af metal fra Stockholms stævn ved kollisionen.

Da de to skibe gled fra hinanden igen, blev madras og pige løftet med ud af Andrea Doria, og nu vågner hun forslået op på det svenske skib.

Linda Morgan bæres i en fart til skibets sygeafsnit, hvor hun bliver undersøgt, mens en purser forsøger at identificere hende. Hun siger sit navn, men han kan ikke finde det på Stockholms lange passagerliste.

Hun beder ham se efter, om hun står opført under sin mors efternavn, Cianfarra, men heller ikke dette navn findes i purserens papir.

“Er dette ikke Andrea Doria?” spørger pigen til sidst.

“Nej, det er MS Stockholm”, lyder svaret.

Fransk baron iler Andrea Doria til undsætning

Imens konstaterer Nordenson, at hans stævn er ødelagt, og skibet har taget vand ind. Hun er ikke umiddelbart ved at synke, men det er for tidligt at vurdere, om hun kan nå sikkert i havn.

Kaptajnen tøver derfor, da Calamai på Andrea Doria beder ham sende sine redningsbåde over til undsætning. Alt afhænger nu af et skib, som er på vej væk fra ulykkesstedet med en hastighed på 22 knob.

Den franske liner SS Île de France er en kæmpe fra 1930’erne – over 30 m længere end Andrea Doria og 15.000 tons tungere.

Hun forlod New York nogle timer før Stockholm og passerede tidligere på aftenen fyrskibet ved Nantucket i tæt tåge.

Den kæderygende baron Raoul de Beaudéan har kommandoen ombord, og han er en erfaren søulk ligesom Calamai og Nordenson.

Kl. 23.30 stormer radio-officeren op på broen for at meddele, at Andrea Doria har udsendt et nødsignal, som er blevet formidlet videre af et ukendt skib. Beskeden lyder mærkelig i kaptajnens ører.

“Et moderne skib er ret solidt, trods alt. Jeg ved godt, at det ikke er normalt at fylde æteren med fiktive alarmer, men jeg kunne godt tænke mig lidt flere detaljer”, siger han.

Hvis Île de France vender om, har hun ikke brændstof nok til at nå Frankrig. Beaudéan vil være nødt til at vende tilbage til New York med sine passagerer, tanke op og stå til søs én gang til.

Som minimum mister han en hel dag. Det er han ikke parat til at risikere for et løst rygte, så radiofolkene får besked på at kontakte Andrea Doria.

De får intet svar. Vand har oversvømmet det italienske skibs generatorer, og al strøm ombord er gået. Beaudéan kontakter i stedet Stockholm, som han ved er tættere på.

Herfra får han kollisionen bekræftet, og kaptajnen træffer den nødvendige beslutning. Roret lægges hårdt om, og hastigheden øges til SS Île de Frances topfart.

“Jeg kommer til hjælp. Vil nå din position kl. 01.45. Synker du? Hvilken form for assistance har du brug for?” lyder radiosignalet til Andrea Doria.

“Redningsbåde, mange redningsbåde”, kan et fragtskib på ulykkesstedet forklare over radioen.

Håbets lys bliver tændt

Tågen er stort set lettet, da Île de France når frem til sit mål. Søgelys viser, at det mørklagte Andrea Doria ligger lavt i vandet, mens Stockholm og to fragtskibe er i nærheden.

“Sæt lys på vores navn. På skorstene, på dækkene. Tænd lys overalt, hurtigt”, befaler kaptajn Beaudéan.

Han stopper motorerne og lader sit store skib drive i retning af Andrea Doria. Derved risikerer han en kollision, men til gengæld formindskes afstanden, som de franske redningsbåde skal tilbagelægge i åbent hav.

Omsider ligger hun stille og ligner et lysende løfte om redning – med en snert af forlystelsespark, for i et forsøg på at modernisere det gamle skib har hun fået sit navn skrevet med store neonbogstaver ligesom lysreklamerne i Las Vegas og New York.

“Hun lå der på det skumle vand som et solidt symbol på alt det, vi ønskede: Liv, varme og sikkerhed”, husker en nødstedt passager. Redningsaktionen kan omsider begynde.

Redningsbåde fra Île de France, fragtskibe og sågar Stockholm sætter kurs mod Andrea Doria. Her forenes de med luksuslinerens egne få både, som kan sættes i vandet.

Det viser sig dog vanskeligt at få de mange mennesker fra borde.

Skibets hældning betyder, at samtlige passagerer og besætningsmedlemmer ombord må klatre ned ad rebstiger, som dingler vildt over åbent hav.

Det kræver mod at svinge sig ud over skibssiden – især for de yngste.

“Når børnene nåede rælingen og fik besked på at klatre ud på stigen, stivnede de af rædsel. Selvom de skreg, blev de korporligt løftet over siden og skubbet ned ad den svingende stige. Der var ikke andet at gøre”, husker en amerikaner.

Forfærdelsen bliver kun større, da en italiensk kvinde mister grebet og falder flere meter ned i en redningsbåd. Hun brækker ryggen ved sammenstødet.

En lille pige slår hovedet mod en ræling med et kvalmende dunk og dør senere af kraniebruddet.

Fra Île de France ser kaptajn Beaudéan på, og han øjner en endnu større fare i form af Andrea Doria, som læner sig ind over hele redningscenen.

“Hvis vraget kæntrer, vil det knuse dem under sin enorme vægt og suge redningsfolk og passagerer i døden”, vurderer han. Gradvist bliver Andrea Doria dog evakueret uden yderligere tab af liv.

Søgelys viser redningsbådene vej til de skibe, hvor besætningerne står klar med varme tæpper.

Atlanten lukker sig over Andrea Doria

Solens stråler skinner på Andrea Doria kl. 5.30. Kun besætningen på kommandobroen er tilbage ombord. Kaptajn Calamai sender sine mænd ned ad rebstigerne.

Først da de næsten er nede, opdager mandskabet, at kaptajnen ikke følger efter. Slæbebåde er på vej, og et lille håb om at bringe skibet ind på lavt vand spirer i Calamais sind.

“Afsted. Jeg vil vente på slæbebådene. Om nødvendigt svømmer jeg ud til jer”, råber han ned.

Hans officerer ved, at de kun kan tvinge deres chef fra borde på én måde: De begynder at klatre op ad rebstigerne igen. Calamai opgiver omsider sit skibe og følger efter dem.

Kl. 10.09 forsvinder Italiens stolthed i bølgerne. Da har de fleste af skibene omkring hende sat kursen mod New York.

Trods nattens rædselsscener er dødstallet forholdsvis lavt. 46 mennesker er omkommet, heraf de fleste under selve kollisionen.

Inde i New York finder én mand dog ingen trøst, men han må skjule sine følelser og passe sit arbejde.

Radio-speakeren Edward Morgan har den tunge pligt at bringe nyheden om det forlis, som hans egen datter er indblandet i.

Linda Morgan er ikke blandt de overlevende, som sættes af i byens havn, men ingen lyttere kan fornemme det mindste følelsesudsving i stemmen i radioen.

Morgan hører først om sin datters skæbne, da hårdt medtagne Stockholm halter i havn længe efter de andre skibe. Linda Morgan er ikke død, og hendes forbløffende held giver hende tilnavnet “Mirakel-pigen”.

Da hendes far næste gang sætter sig bag mikrofonen, bryder han tidens radio-etikette og udtrykker sin enorme lettelse. Udsendelsen bliver en af årets mest mindeværdige.

Andrea Doria er knap forsvundet i bølgerne, før skænderiet om ansvaret begynder. Det italienske rederi sagsøger svenskerne, som svarer igen med et sagsanlæg den modsatte vej.

Med tiden reder parterne trådene ud i et forlig, og dermed er hændelsesforløbet aldrig blevet undersøgt til bunds. Siden er det blevet lov, at forlis skal udredes i søretten.

Mens den svenske kaptajn fortsætter med at sejle, vælger den italienske kaptajn at gå i land.

“Jeg har altid elsket havet. Nu hader jeg det”, betror Piero Calamai en af sine nære venner.