I 20 år har en domstolskendelse effektivt forhindret det amerikanske firma RMS Titanic i at bjærge genstande inde fra vraget af passagerskibet Titanic.
Men nu har en dommer i delstaten Virginia til manges bestyrtelse besluttet, at firmaet godt må hente en sjælden Marconi-telegraf ud af vraget ved at skære sig igennem taget ind til skibets radiorum.
“Marconi-apparatet har stor historisk, uddannelses- og forskningsmæssig samt kulturel værdi, da apparatet blev brugt til nødkald, mens Titanic var ved at synke”, skriver dommeren i sin begrundelse.
Telegraf sendte Titanics nødsignal
Titanics radiotelegrafister brugte den trådløse telegraf til at alarmere andre fartøjer med, efter at passagerskibet en nat i april 1912 ramte et isbjerg og begyndte at synke.
Udstyret befinder sig i tre sammenhængende rum – kaldet Marconi-suiten – på skibets øverste dæk.
Bjærgningsfirmaets plan er derfor at sende en fjernstyret ubåd de næsten fire kilometer ned til vraget og om nødvendigt skære sig ind igennem “suitens” tag.
Ifølge RMS Titanic, der netop er genopstået efter en konkurs, ønsker firmaet at udstille radioen og fortælle om de mænd, der udsendte nødsignalerne, mens vandet fossede ind.
Organisation har anket dommen
Begrundelsen for bjærgningen har fra firmaets side været, at radioen meget snart vil være ødelagt for altid.
Men bl.a. USA’s organ for oceaniske og atmosfæriske studier, NOAA, har kæmpet hårdt imod tilladelsen.
Den statslige institution påpeger, at telegrafen er omgivet af “de jordiske rester af mere end 1.500 mennesker” og derfor bør lades være i fred.
NOAA har af samme årsag anket den nye dom for at få bjærgningstilladelsen til RMS Titanic trukket tilbage.