Hamborg under vand: Stormflod kræver 315 livet

Digerne er tæt på at briste

De foregående dage har vinden pisket ind over storbyen, som ligger ved floden Elben omkring 110 km fra Nordsøens kyst.

Og to dage før familien Karsch flygter ud af lejligheden, udsendte de tyske meteorologer et stormvarsel for Nordsøen. Meldingen lød på vindstød på op til ni på Beaufort-skalaen, en styrke, der svarer til stormende kuling.

Den følgende skærpede meteorologerne advarslen. Meldingen lød nu på stærk storm, men ingen af nyhedsudsendelserne nævnte nogen særskilt risiko for Hamborg.

Nok vil der blive højvande, men den slags skal digerne langs Nordsøen nok klare.

Da aftenfreden fredag den 16. februar sænker sig over hjemmene, bekymrer de færreste sig derfor, selvom stormen er begyndt at rase udenfor.

Heller ikke Monika Genz, en ung kvinde fra bydelen Neuenfelde på Elbens sydlige bred, som denne aften er langt mere optaget af den biograftur, hun har planlagt med sin nye kæreste. Først på hjemvejen efter filmen bliver hun klar over, at intet er, som det burde være.

Blæsten, som føg gennem gaderne, da Monika Genz gik hen til biografen, er taget mærkbart til, og vand har oversvømmet gaderne.

Hjemme venter bekymrede familiemedlemmer, som beslutter at forlade huset og søge mod det højeste punkt i nærheden – en solid mølle, som ligger oppe på et af de diger, som omgiver Hamborg.

Da familien flygter mod møllen, er det næsten for sent. Vandet i Elben har allerede nået digekronen, og med stigende kraft fosser det over den opdæmmede vold og plasker ned over flokken, som på alle fire kæmper sig op ad forhøjningen mod møllen.

“Vi kravlede op ad diget. Men vandet fejede os ned igen. Folk skreg og græd, nogle brækkede arme og ben”, berettede Monika Genz senere.

Vandet rammer med ufattelig kraft

Monika er en af de heldige, som når i sikkerhed i møllen i sidste øjeblik. Kort tid efter – 11 minutter efter midnat – brister digerne ved Neuenfelde – en af Hamborgs vestligste forstæder.

Herefter går det stærkt. Bagsiden af digerne rundt om Hamborg er ikke forstærket, og flere steder består opfyldningen af murbrokker fra huse ødelagt under 2. verdenskrigs bombardementer.

De gamle murbrokker gør sikringen ustabil, og i løbet af kort tid brister digerne mere end 60 steder.

Vandmasserne oversvømmer hurtigt de lavtliggende byområder mod syd.

Blandt de bydele, som først bliver ramt, er Wilhelmsburg, hvor Jürgen Karsch og hans familie bor. Efter at være blevet vækket af vandet, der gennem sprækker omkring vinduerne fosser ind i lejligheden på stueetagen, søger familien ud på ejendommens trappe.

Idet de forsøger at forlade ejendommen, giver gadedøren efter med et brag, og vandet hamrer nu også ind i opgangen.

Hurtigt løber familien op ad trappen til 4. sal, hvor de søger tilflugt. Fra vinduerne kan de betragte det natsorte vand strømme forbi som en flod. Oversvømmelsen er nu så kraftig, at vandet står i en højde på tre meter flere steder i byens gader.

Også bydelen Waltershof ved Hamborgs havn er ved at blive opslugt af vandmasserne. Her lever omkring 4.000 mennesker, mange af dem husvilde fra krigens tid.

De bor nu i kolonihavehuse og blikskure i bydelen, som egentlig er en ø forbundet med fastlandet med en enkelt lavtliggende vej.

Vandmasserne knuser de spinkle huse eller river dem med sig i den hvirvlende malstrøm.

“Vandet skyllede ind med ufattelig kraft og styrke. Jeg glemmer aldrig råbene om hjælp og den hylende vind og vandets brølen”, beretter en af bydelens beboere Johannes Tönnies, som dengang var 23 år.

Tönnies begiver sig ud i stormen for at redde sine bedsteforældre og finder dem siddende på stole stablet op på køkkenbordet, mens vandet står højt på gulvet.

I sin bil formår han at fragte både bedsteforældre og sin far og mor væk fra øen i sidste øjeblik, inden vejen bliver oversvømmet, og Waltershofs tilbageblevne beboere må se deres eneste flugtvej afskåret.

Hæren skal redde Hamborg

Situationen er nu så alvorlig, at byens politichef iværksætter et improviseret kriseberedskab. 1.500 mand bliver sendt ud for at tage hånd om de tusinder af nødstedte.

Politichefens korps kommer chokeret tilbage med meldinger om lig i gaderne, huse, der er dækket af vand, og om desperate mennesker, som er klatret op i træer og sidder på hustage.

Storm og vandmasser har også revet el- og telefonledninger over, og mange bydele er helt isoleret fra omverdenen. Klokken 03.07 når vandstanden sit højdepunkt, da målestationen i havnekvarteret St. Pauli viser 5,70 meter over normalen.

Tidligt om morgenen indfinder byens innensenator Helmut Schmidt (delstaten Hamborgs indenrigsminister) sig på sit kontor.

Selvom grundloven udtrykkeligt forbyder at indsætte hæren indenfor Tysklands grænser, indkalder Schmidt straks pionertropper og organiserer helikoptere og redningsflåder fra forsvaret.

Dietrich Schmeidler er pilot på en af de første militærhelikoptere, som ankommer til katastrofeområdet.

“På vej mod Hamborg lyttede vi til den nødfrekvens, hvor al radiokommunikation foregik. Det stod klart for os, at fanden var løs”, berettede Schmeidler senere.

Da han nærmer sig byen, kan Schmeidler med egne øjne skue ud over ødelæggelserne:

“Bydele, som optrådte på kortet, kunne vi ikke længere se. Hele området syd for Elben var oversvømmet. Kun her og der ragede markante punkter op. Høje huse på fire etager stod under vand, og biler flød rundt i vandet. Det var meget foruroligende”, fortæller Schmeidler, som ikke skulle vente længe på at komme i aktion.
“Vi så et lille hus, hvor folk stod på taget. Huset var ved at flyde væk under dem. Der var ikke andet at gøre end at dykke ned og hente dem”, beretter piloten.

“Flyvende engle” redder hundredvis

Flere missioner følger, ofte til fare for piloten, som i efterdønningerne af stormens stærke vinde må navigere mellem træer, huse og højspændingsledninger.

Hundreder af mennesker bliver reddet af “De Flyvende Engle”, som Hamborgs indbyggere navngiver helikopterbesætningerne.

Men ikke alle kommer godt gennem natten. 315 drukner eller bliver klemt ihjel under sammenstyrtede huse og bygninger. Andre bukker under som følge af kulde.

Historikere anslår, at tusinder ville være døde af sygdom, kulde eller sult, hvis ikke redningsmandskabet i de følgende dage og uger havde formået at fragte mad og forsyninger ud til de mange, som vandmasserne stadig afskar fra omverdenen.

Fra en enkelt improviseret helikopterlandingsplads, Jenischpark, alene udbragte helikopterbesætningerne 20.000 liter drikkevand, 5.000 brød og fire tons kartofler.

Først flere uger senere begynder byen at vende tilbage til hverdagen. Men for tusinder af borgere er livet forandret for altid.

20.000 har mistet deres hjem, og store byområder står ikke til at redde. Det gælder bl.a. Waltershof.

Her brænder et oprydningshold resterne af de sammenstyrtede huse ned og dækker alt med sand. Området bliver derefter udlagt til industri.

Både Monika Genz og Jürgen Karsch slipper helskindede fra strabadserne.

Karsch opholder sig i 14 dage hos familien på 4. sal, mens vandet langsomt sænker sig igen. Fra vinduet i højderne følger han spændt redningsaktionen og drømmer om, at han ligesom de store drenge kan melde sig frivilligt til tjeneste i redningsflåden.

Først da han vender tilbage til skolen, går sagens alvor op for ham. I klasselokalet står tre tomme stole. De elever, som plejer at sidde der, er alle druknet.

Monika Genz gifter sig med kæresten, som hun den skæbnesvangre aften gik i biografen med. Det unge par flytter kort efter fra Hamborg for at bosætte sig 20 km borte på det såkaldte Hexenberg – 39 meter over havets overflade.

Stormfloden glemmer hun aldrig.

“Jeg drømmer om vand. Jeg drømmer, at jeg synker, og at jeg bliver skyllet ned fra diget”, fortalte hun til tv-stationen NDR.

Senatoren Helmut Schmidt blev berømt i hele landet for sin handlekraft. I 1974 satte han sig på posten som Vesttysklands forbundskansler