Hvor mange fly er forsvundet i Bermuda-trekanten?
Den 5. december 1945 lettede løjtnant Charles Taylor i sit bombefly fra en amerikansk flådestation. Bag ham fulgte fire andre fly med 13 pilot-elever, som også deltog i dagens bombeøvelse ud for Florida.
Efter ca. to timer modtog flådestationen radiomeddelelser, som tydede på, at flyenes kompasser ikke virkede, og at eskadrillen var på vej i forkert retning.
Taylors sidste besked blev opfanget kort før solnedgang. Siden har ingen opklaret de fem flys skæbne.
Artikel gjorde Bermuda-trekanten farlig
Taylors eskadrille forsvandt i et område mellem Florida, Bermuda og Puerto Rico, der senere blev kendt som Bermuda-trekanten.
Idéen om, at dette område skulle være ekstraordinært farligt, blev fremført i en avisartikel i 1950. I de følgende år satte flere artikler fokus på, at andre fly var forsvundet i området.
Antallet af forsvundne fly er svært at opgøre – bl.a. fordi området ikke er nøje defineret – men et bud er, at færre end 15 fly er forlist eller forsvundet siden 1945.
Ifølge det statslige National Oceanic and Atmospheric Administration, som undersøger havet og atmosfæren, findes der “ingen beviser på, at mystiske forsvindinger forekommer med større frekvens i Bermuda-trekanten end i andre store, velbesøgte områder af havet”.