Islandsk vulkanudbrud kostede den franske konge hovedet

I otte måneder hærger Islands mest ødelæggende vulkanudbrud gennem tiderne. Udbruddet kendes ikke kun fra Steingrímssons efterladte skrifter, men også fra observationer i talrige lande.

Askeskyen bredte sig nemlig over store dele af den nordlige halvkugle og spredte død og elendighed, hvor end den kom frem. For Frankrigs konge skulle naturkatastrofen vise sig at blive fatal.

Islandsk aske skabte kaos i Europa

Undergangsfornemmelser var ingen sjældenhed for Jón Steingrímssons menighed. Nede under Island støder den nordamerikanske og den eurasiske kontinentalplade sammen – med hyppige jordskælv til følge.

Ingen havde dog forudset, at de tektoniske bevægelser pinsesøndag den 8. juni 1783 ville skabe en gabende revne i jorden så tæt ved Klaustur.

Snart væltede lava og giftige gasser op fra en række kratere i en 24 km lange revne, der også kløvede bjerget Laki, som udbruddet senere blev opkaldt efter.

I modsætning til en klassisk kegleformet vulkan som fx Vesuv bestod Laki-udbruddet af en række fritstående lavafontæner i et utilgængeligt bjergområde, der tilmed lå indhyllet i sort røg.

Manglen på en stor kegleformet og lavaspruttende vulkan er ifølge historikerne hovedårsagen til, at Laki i dag stort set er gået i glemmebogen – selvom ødelæggelserne var enorme.

Lakis mest dødbringende udgydelser var ikke lavaen, men de uhyre mængder underjordiske gasser, som efter spaltningen den 8. juni slap ud i atmosfæren.

Præsten Steingrímsson registrerede dagligt begivenhederne i en bog, der siden er blevet kendt som “Ildskriftet”. De første dage rystede jorden, floden Skaftá fordampede, nyklippede får blev svedet af syreregn, aske regnede ned fra himlen, og månen var rød som blod.

Den 12. juni strømmede lavaen ifølge “Ildskriftet” frem gennem den udtørrede Skaftás flodleje “med skrækkelig fart”, og der opstod øredøvende eksplosioner, når lavafloden løb over bredderne og ramte vådområder og bække.

En flok fortvivlede bønder fra Klaustur besteg den 15. juni et bjerg nordøst for bygden, hvorfra de kunne tælle 20 aktive ildfontæner. Alle frygtede, at lavaen snart ville løbe ned fra højlandet og opsluge deres bygd.

Langt oppe i atmosfæren var vinden samtidig i færd med at blæse askeskyen ind over Europa. På Færøerne blev græs og blade svedet af syreregn, og fra Skotland til Italien bemærkede folk en usædvanlig tæt tåge, der om natten skjulte stjernehimlen.

I den franske by Le Havre noterede en indbygger den 18. juni: “Vi kunne kigge på solen i to timer inden solnedgang – uden at blive blindet – og den var da lige så rød, som havde vi betragtet den gennem et sodet glas”.

For at finde ud af, hvor tågen kom fra, besteg den franske botaniker Robert de Lamanon et 1.900 m højt bjerg i Provence, men tågen indhyllede ham stadig. Alpehyrder fortalte ham, at de havde set den helt oppe i 3.000 meters højde.

Tågen stank af svovl og brændte i hals og øjne.

I England noterede naturforskeren Gilbert White bekymret den 23. juni: “På mange marker er hvedestråene blevet gule og ser ud, som om de er angrebet af frost”.

Katastrofen ramte to kontinenter

I Holland delte fysikeren S.P. van Swinden samme sommer britens bekymring:

“Markerne fremviser et meget trist udseende. Den grønne farve på træer og planter er forsvundet, og jorden er dækket med nedfaldne blade. Man kunne snildt tro, at det var oktober eller november”.

Den kvælende tåge fik også Europas sommertemperaturer til at stige. I atmosfæren førte en cocktail af hede, vulkansk aske og vanddamp til vilde tordenvejr.

Lynnedslag slog dyr og mennesker ihjel, og gigantiske hagl smadrede tage, vinduer og skibe ude på havet, hvor sømændene på grund af tågen kun havde et par kilometers sigt.

I Europas storbyer solgte reportager om rædselsvejret som varmt brød – den 27. juni kunne avisen The London Packet berette, at den korsikanske by Saint-Florent var blevet “ødelagt af ild forårsaget af en storm af torden og lyn”.

I Polen var købstaden Swidnica, rapporterede aviserne, blevet ramt af “så frygtelig en storm, at den nemt kunne forveksles med et jordskælv”.

Den 1. juli var den tørre tåge nået helt til Altaj på grænsen til Mongoliet – 7.000 km fra Laki. Og stadig fossede giftige gasser ud af den islandske vulkan.

Prædiken standsede lavastrøm

Mens katastrofen bredte sig, havde Laki for længst forvandlet det sydlige Island til et ragnarok. Hyppige jordskælv rystede jorden, luften stank af gas, og det ferskvand, som asken ikke havde ødelagt, smagte af svovl.

Fugle faldt ned fra luften, og døde fisk flød i havoverfladen. I sin bog noterede Steingrímsson: “I dagevis gik der knap et øjeblik mellem lynnedslagene”.

De skræmte indbyggere i præstens sogn manglede mad og frygtede, at den voksende lavastrøm, der i starten af juli havde opslugt en fåreflok på en lille ø, ville nå frem til Klaustur. Mens enkelte flygtede til familie i andre egne af Island, valgte de fleste at blive nær deres ejendom og lægge deres skæbne i Guds hænder.

Den 19. juli befandt lavafloden sig blot 3 km øst for Klaustur, hvor den kvælende røg lå så tæt, at folk kun kunne opholde sig inden døre.

Søndag den 20. juli holdt de fromme indbyggere sig dog for munden og kæmpede sig vej gennem lyn og torden hen til kirken, hvor Steingrímsson stod klar til at holde det, som han troede, ville blive hans sidste gudstjeneste. Men da præsten var færdig med at tale, var lavastrømmen ifølge “Ildskriftet” gået i stå:

“Vi forlod kirken gladere, end jeg kan beskrive, og takkede Gud for den meget synlige beskyttelse og forløsning, som han havde givet os og sit hus. Fra denne dag gjorde ilden ingen større skade på mit sogn”.

I stedet for at opsluge Klaustur drejede lavaen sydpå og løb ud i havet. Selvom kursændringen ifølge forskerne skyldes geologiske forhold, blev den af islændingene betragtet som et mirakel.

Steingrímsson blev viden kendt som “Ildpræsten”, der havde reddet sit sogn fra undergangen. Men Lakis udbrud var langtfra overstået.

Desperationen steg i Frankrig

Nutidens forskere skønner, at vulkanen i alt udspyede 122 millioner tons svovldioxid, 15 millioner tons fluorin og 7 millioner tons klorin.

De giftige gasser begyndte at gøre deres virkning i bl.a. kommunen Umpeau i Nordfrankrig, hvor den lokale præst skrev:

“Patienter var plaget af en halssygdom. Efter 18 dage var der 40 døde. Man tror, at tågen, der formørkede solen, var et varsel om denne forbandelse. Må Gud bevare mit sogn”.

Efter den varmeste sommer i mands minde – i Wien blev der eksempelvis målt 31 grader i september – fulgte den koldeste vinter i 250 år. Floderne Elben og Donau frøs til, og fra Skotland til Østrig blev der meldt om talrige tilfælde af mennesker, der frøs ihjel, når de dristede sig udenfor.

På havet blev der observeret isflager helt ned til Den Mexicanske Golf. Og selvom islændingene den 7. februar 1784 for sidste gang så glødende lava i Laki-kraterne, fortsatte vulkanudbruddets eftervirkninger ufortrødent. I Stockholm sank temperaturen til -33,7 grader i marts 1784 – den koldeste nogensinde målt i den svenske hovedstad.

I Frankrig var dronning Marie-Antoinette henrykt over al sneen, der lod hende tage på slædeture i de parisiske gader. Idyllen varede dog ikke ved; da foråret endelig kom, smeltede de store snemængder, så den centrale bydel Île de la Cité med Notre-Dame-katedralen på blev oversvømmet.

For at forhindre optøjer besluttede hendes mand, Ludvig den 16., at give økonomisk bistand til ofrene for oversvømmelsen.

I april 1784 havde Laki krævet så mange ofre på Island, at øens overhoved, den danske kong Christian 7., sendte advokaten Magnús Stephensen til øen for at undersøge skaderne.

Her kunne Stephensen observere, hvordan bl.a. får havde fået deforme knogler af at spise forgiftet græs, og hvordan almindelige mennesker havde mistet tungen efter at have spist forgiftet fårekød.

Samfundet var i opløsning, og øen blev hærget af desperate tiggerbander.

Da Stephensen publicerede sin omfattende rapport i 1785, overvejede kongen kortvarigt at flytte Islands overlevende befolkning til Jylland. Planerne blev dog aldrig ført ud i livet.

Vulkanudbruddet kostede ifølge historikerne omkring en femtedel af øens befolkning samt halvdelen af øens får og kvæg livet.

Ca. 9.000 islændinge mistede livet, men asketågen over Europa og Nordafrika føjede mange flere til. En vurdering lyder, at op mod seks millioner mistede livet i de efterfølgende år, hvor høsten slog fejl i bl.a. Egypten, Indien og Japan.

I Europas folkerigeste land, Frankrig, medførte Lakis udbrud, at 1780’erne blev præget af hårde vintre, kolde somre og store mængder regn.

Lakis forstyrrelse af det franske vejr kulminerede i 1788, hvor tørke og vilde sommerstorme blev afløst af en isvinter så ekstrem, at pramme med korn frøs fast i floderne. I foråret 1789 ødelagde store oversvømmelser bøndernes håb om en bedre høst, og allerede i marts var Frankrig næsten drænet for korn og mel. Brødpriserne eksploderede, og hærens soldater deserterede, fordi deres familier sultede.

Da bønder flere steder i landet protesterede mod regeringen, fik Ludvig den 16. sine tyske og schweiziske lejetropper til at patruljere i Paris’ gader. Men til sidst kunne intet holde de tusinder af sultne parisere tilbage.

Den 14. juli 1789 stormede de fængslet Bastillen for at skaffe sig våben – den franske revolution var i gang. Fire år senere blev Ludvig den 16. henrettet i guillotine. Laki havde kostet den franske konge hovedet.