Jordskælv i San Francisco: “Hvor jeg end går, ser jeg kun ødelæggelser”

Et kraftigt jordskælv forvandler i april 1906 San Francisco til et inferno af død, flammer og lovløshed. For at dæmme op for kaos bliver den amerikanske nationalgarde sat ind. I et brev til sin far beretter gardisten Elmer Enewold om sine oplevelser i den ødelagte by.

Et kraftigt jordskælv forvandler i april 1906 San Francisco til et inferno af død, flammer og lovløshed. For at dæmme op for kaos bliver den amerikanske nationalgarde sat ind. I et brev til sin far beretter gardisten Elmer Enewold om sine oplevelser i den ødelagte by.

Shutterstock

San Francisco, USA, 3/5 1906

Kære far

Hvor er det dog forfærdeligt. Hvor jeg end går, ser jeg intet andet end ødelæggelser, ødelæggelser, ødelæggelser og atter ødelæggelser. Det hele er så forfærdeligt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Men når det først har bundfældet sig i sindet, så glemmer man det aldrig.

Omkring kl. 5.15 om morgenen den 18. april blev jeg vækket, ved at sengen bevægede sig frem og tilbage. Det føltes helt forfærdeligt, og det forekom mig, at det aldrig nogensinde ville standse.

Da vi blev sendt på gaden, marcherede vi ned ad Geary Boulevard til Market Street og derfra til Montgomery Street.

Netop som vi forlod Market Street for at marchere op ad Montgomery Street, så vi hotellerne Palace og Grand bryde i brand.

I løbet af få minutter var de to vældige bygninger fuldstændig omspændt af flammer. Den rasende ild var et frygtindgydende skue.

Elmer Edmund Enewold

Levetid: 1885-1933.

Nationalitet: Amerikansk.

Erhverv: Medlem af Nationalgarden.

Civilstand: Gift og far til to sønner og en datter.

Kendt for: Elmer E. Enewold var som medlem af Californiens nationalgarde helt tæt på begivenhederne i dagene og ugerne efter jordskælvet. Han beskrev levende og indgående sine oplevelser i breve til sin far, som på det tidspunkt befandt sig langt borte i byen Omaha i den midtvestlige stat Nebraska.

De modige brandmænd trak sig tilbage, skridt for skridt, karré for karré, mens de gjorde deres bedste for at bekæmpe den dæmon, som var i færd med at fortære vores elskede San Francisco. Men deres anstrengelser var nytteløse.

Selvom de forsøgte sig med dynamit, krøb ilden ubønhørligt frem og åd bygningen, som husede avisen Examiner and Chronicle.

Så nåede ilden til Call-bygningen. Den fremstår nu som et vældigt monument på en vidtstrakt kirkegård. Ilden raserede bygningen fuldstændig, og den fremstår nu som en sodsværtet bunke.

Ilden spredte sig nu yderligere og omsluttede domhuset. På få minutter forvandlede bygningen sig til en søjle af ild. Flammerne slikkede højt op i luften.

VIDEO – Se ødelæggelserne i San Francisco:

Vi begyndte at blive nervøse, for kun få rækker af huse stod nu mellem os og ilden. Mine tanker gik til min familie. Jeg havde ikke set dem siden tidligt om morgenen.

Jeg spekulerede på, om branden mon havde nået dem, og hvordan de havde det, hvis de, ligesom jeg, var på flugt fra ilden.

I rendestenen lå et stykke papir. Jeg samlede det op og kradsede et par linjer ned til dem derhjemme. På den måde ville jeg lade dem vide, at jeg var i live og ved godt mod.

Jeg skrev ved skæret af ilden fra brandene og fik en mand til at levere brevet. Senere fandt jeg ud af, at mor faktisk havde modtaget beskeden, og at den havde beroliget hende en hel del.

Vi gik mod byens midte. Ilden havde nu bevæget sig over den store bakke og omsluttede helt det nye Fairmont Hotel. Da ilden var færdig med at rase, var bygningen helt sort, og dens form aftegnede sig skarpt mod himlen.

Vi trak os tilbage til Jefferson Square ved Golden Gate-broen og Octavia Boulevard. Her så vi en flok på omkring 3.000 mennesker. De mange flygtninge hutlede sig sammen på et areal, der svarer til omkring to boligkarréer.

I den frygtelige nat, som fulgte, sov ingen. Det var umuligt. Både heden og rædslen var alt for voldsom.

Omkring kl. fire om morgenen blev halvdelen af vores bataljon beordret ud til Golden Gate-broen for at tage os af de mennesker, som søgte tilflugt der.

De forsamlede krøb i ly i telte lavet af lagner, tæpper eller plaider – hvad som helst, som kunne skærme dem for den kulde og tåge, der – som du jo ved – lægger sig over byen, når aftenen falder på.

Nogle dage senere var jeg på vagttjeneste, udstationeret imellem ruinerne for enden af Third Street.

Mens jeg holdt vagt, fik jeg øje på en mand. Han befandt sig nogle meter fra mig og stod bøjet over noget, som lå på jorden. Jeg råbte til ham, at han skulle forsvinde, men han lod, som om han ikke hørte mig. Jeg rejste mig derfor op og affyrede et skud i retning mod ham.

Naturligvis ramte jeg ham ikke, men skuddet må have skræmt ham, for han begyndte at løbe.

Jeg gjorde klar til at skyde igen, da et skud pludselig blev affyret fra den anden side af gaden, og manden faldt forover.

Skuddet var affyret af en menig soldat, som havde set manden løbe, efter at jeg havde skudt mod ham.

Da vi sammen nåede frem til manden, så vi, at skuddet var gået igennem halsen, og at han var stendød. Det viste sig, at han var sort. En officer kom forbi og beordrede os til at kaste liget ind i ruinerne, som stadig brændte. Det gjorde vi så.

Menneskemængde søger deres ejendomme i murbrokkerne efter jordskælvet. Nogle forsøger at åbne dåser for at se, om der gemmer sig noget spiseligt.

© Shutterstock

Bagefter gik vi tilbage for at se, hvad manden havde ledt efter. Vi undersøgte sagen og fandt liget af en mand halvt begravet af mursten.

Vi gravede ham fri og lagde ham sammen med de omkring 20 dræbte fra et sammenstyrtet pensionat.

Store skorstene står stadig hist og her. De ligner mindesmærker på en kirkegård.

Men endelig nåede jeg frem til Market Street. Åh, hvor gør det dog ondt i hjertet at se de store bygninger, som jeg kender så godt fra dengang, vi havde forretning. Nu er de kun en bunke ruiner.

Overlevende gennemsøgte i dagene efter jordskælvet ruinerne efter deres ejendele.

© Mary Evans/Royston Leonard/Ritzau Scanpix

Tilmed forholder det sig sådan, at ingen af bygningene i området fra Market Street og ned til det sted, hvorfra færgen afgår, kan regnes for sikre at færdes i. De huse, som har overlevet branden, vil derfor snart blive revet ned af hensyn til folks sikkerhed.

Alle vores offentlige bygninger er borte. Selv Rådhuset er nu blot en ruinhob, og også det vil snart forsinde.

Efterskrift

Trods de enorme ødelæggelser blev San Francisco genopbygget på rekordtid.

Allerede i 1915 var byen stort set ført tilbage til sin oprindelige form og størrelse. Byen mindes hvert år ofrene med en højtidelighed ved Lotta’s Fountain, et monument, de overlevende brugte som samlingspunkt i dagene efter skælvet.

I 1989 ramte et voldsomt jordskælv igen byen. Det målte 6,9 på richterskalaen og kostede 63 mennesker livet.