Juliane Koepcke, 17 år, farvelagt

Julemiraklet i junglen

17-årige Juliane Koepckes fly styrter den 24. december 1971 ned fra tre kilometers højde. Såret, næsten blind og alene begynder hun sin kamp for at overleve i den peruvianske jungle.

17-årige Juliane Koepckes fly styrter den 24. december 1971 ned fra tre kilometers højde. Såret, næsten blind og alene begynder hun sin kamp for at overleve i den peruvianske jungle.

Bettmann/Getty Images & Shutterstock

Stemningen er god ombord på ruteflyet, der juleaftensdag 1971 er på vej fra Perus hovedstad, Lima, til junglebyen Pucallpa. Teenageren Juliane Koepcke flyver sammen med sin mor – de skal mødes med Julianes far for at fejre jul.

Stewardesserne er netop gået i gang med at samle bakker ind, da himlen bliver bælgmørk. Fra deres pladser i tre kilometers højde ser Juliane og hendes mor voldsomme lyn.

Turbulens rusker flyet, og med ét springer skabene med håndbagage op. Tasker og julegaver falder ned i hovedet på passagererne, mens alle skriger af angst.

Juliane ser på sin mor, der forsøger at berolige hende. Så slår et lyn ned lige ud for deres vindue.

“Nu er det forbi”, når hendes mor akkurat at sige, før flyet flås fra hinanden. Som i en drøm registrerer Juliane, at kabinens midtergang befinder sig lodret under hende. Så bliver alt sort.

Fly

Juliane Koepcke bemærkede allerede under boardingen, at flyet – et Lockheed L-188 Electra fra flyselskabet LANSA – var i dårlig stand.

© Clint Groves

Da hun kortvarigt kommer til bevidsthed igen, går det op for hende, at hun falder og falder. Hun har hovedet nedad og kan se, hvordan junglen nærmer sig i høj fart.

Enhver flypassagers værste mareridt er blevet virkelighed for den 17-årige. Da Juliane vågner, sidder hun stadig fastspændt i sit flysæde.

Hvordan hun har overlevet, aner hun ikke, men hun er helt alene i regnskoven, hvor det vrimler med slanger, giftige edderkopper og krokodiller.

Forældrene kendte junglen

Juliane Koepcke blev født i Peru i 1954. Hendes forældre var tyske biologer, der efter 2. verdenskrig havde svært ved at finde arbejde i det sønderbombede Tyskland. Lige efter krigen rejste de derfor til Sydamerika og grundlagde en forskningsstation midt i regnskoven.

Julianes mor studerede fugle – især arten hoatziner, der er de nærmeste slægtninge til de uddøde dinosaurer – mens faren forskede i junglens økosystem.

Som lille tilbragte Juliane lange perioder i junglen og lærte at begå sig i det sydamerikanske vildnis.

Hendes mor og far forklarede fx, at hun altid skulle ryste sine sko, før hun tog dem på. Det ville forhindre, at hun blev bidt af giftige edderkopper, der i nattens løb var krøbet ned i dem. Lektionerne i overlevelse skulle senere vise sig at redde datterens liv.

Juliane Koepcke overlevede et fald fra tre kilometers højde. Kun meget få andre er sluppet lige så heldigt fra flyulykker.

Dave Gershowitz Flyulykke
© CDR John Redfield, USCGR

Sprang i sikkerhed

I 1948 udførte en bande kriminelle den første kapring af et kommercielt fly, en vandflyver fra Cathay Pacific. Målet var løsepenge. Piloten gjorde modstand og blev skudt, hvorefter flyet styrtede ned nær den portugisiske koloni Macao i Kina.

Kun en af kaprerne, Wong Yu, overlevede, da han i sidste øjeblik sprang i vandet fra flyets nødudgang. 25 omkom.

© CDR John Redfield, USCGR

Vesna Vulovic flyulykke
© Jat Airways

Reddet af træer og sne

Vesna Vulović har ufrivilligt rekorden i at overleve et frit fald uden faldskærm. I 1972 var hun stewardesse ombord på et fly på vej fra København til Zagreb, da en bombe ombord eksploderede i 10.160 meters højde. Mens passagerer og den øvrige besætning blev blæst ud af flyet og døde, lå Vulović fastklemt bag sin servicevogn.

Da flyet ramte jorden, afbødede høje træer og dyb sne faldet, så stewardessen slap med svære kvæstelser. Hun kunne senere genoptage arbejdet.

© Jat Airways

Flyulykke jungle citat
© CNN

Klamrede sig til vragdele

Under landingen styrtede et fly fra Yemenia i 2009 ned i havet nær Comorerne øst for Afrika. 152 blev dræbt – kun 12-årige Bahia Bakari fra Frankrig overlevede ulykken.

Hun kunne ikke svømme, men klamrede sig til en vragdel i høj søgang i ni timer. Det meste af tiden var der buldermørke, indtil redningsmandskabet nåede frem. Pressen døbte hende “Mirakelpigen”.

© CNN

Da Juliane vågner efter flystyrtet, har hun ligget det meste af et døgn i skovbunden. Teenageren er gennemblødt og dækket af mudder. Hendes ene kraveben er brækket, og hun har to dybe flænger – en i læggen og en i overarmen.

Chokket overdøver smerterne, men langt værre er det, at Juliane har mistet sine briller. Uden dem er den stærkt nærsynede pige næsten blind. I den sydamerikanske regnskov er det et spørgsmål om liv eller død, hvor Juliane sætter sine fødder.

Hun har også tabt sin ene sandal og må forsigtigt stikke den fod frem, som er beskyttet af en smule sål, før hun sætter sin nøgne fod samme sted. Igen og igen kalder hun fortvivlet på sin mor, men hører kun lyden af insekternes summen og fuglestemmer.

Den 17-årige pige er helt alene i junglen, og ensomheden føles pludselig overvældende. Juliane finder ingen andre vragdele i nærheden, men hun snubler over en pose godter fra flyet. Mens hun tygger på et stykke slik, begynder et fly at kredse over skoven. Men Juliane ved, at piloten ingen chance har for at få øje på hende under de tætte trækroner. Hun er nødt til at redde sig selv.

Flyulykke Kort

Flyet styrtede ned sydvest for lufthavnen i Pucallpa, hvor det skulle mellemlande.

© Shutterstock/HISTORIE

Teenageren faldt ned midt i regnskoven

Juleaftensdag 1971 fløj Juliane Koepcke fra Lima til Iquitos i Peru for at fejre jul med sin far. Men teenageren og hendes mor nåede aldrig frem.

Da flyets øredøvende motorlarm dør ud, bemærker hun den blide lyd af rislende vand. Juliane kommer i tanke om de formanende ord, som hendes far altid gav udenlandske forskere, der besøgte ham i junglen:

“Hvis I farer vild, så følg vandløbene – før eller siden vil I nå frem til andre mennesker”.

Kun iført en kort sommerkjole og én sandal begynder hun at følge vandløbet.

Grusomt syn møder hende i junglen

I fire dage famler Juliane sig langsommeligt gennem junglen, så hører hun en lyd, der får hendes blod til at fryse til is. Et sted i nærheden basker kongegribbe med vingerne.

De store fugle er ådselædere og samles kun, når der er mulighed for et festmåltid. Juliane gyser og tænker på sin mor. Vandløbet, hun har fulgt, er nu blevet til en lille flod, og på den anden side af en lille pynt opfanger hendes nærsynede øjne resterne af en sæderække fra flyet. Da hun når hen til det, overvældes hun af ulykkens grusomhed.

VIDEO: Se den enorme jungle og vragstykkerne

Styrtet fra tre kilometers højde har hamret flysædet ned i skovbunden. Passagerernes hoveder og overkroppe borede sig ned i jorden – kun benene stritter stive og livløse op i luften. Det ene offer er en kvinde, og Juliane tvinger sig selv til at undersøge hendes fødder.

Juliane ånder lettet op, da hun ser neglelak på tæerne, for hendes mor bruger aldrig neglelak.

Dagene flyder sammen. Juliane har spist det sidste slik, men selvom hendes tarme skriger på mad, tør hun ikke spise noget fra skoven, hvor talrige giftige planter vokser. Det er regntid, så frugt er der intet af, og da hun ingen machete har, kan hun ikke hugge sig vej ind til spiselige palmehjerter.

Hun nøjes med at drikke af bækken, som hun følger. Vandet er mudret, men da der ingen mennesker er i miles omkreds, risikerer hun ikke at få dysenteri af ekskrementer i vandet – desuden har hun intet valg. Mad kan kroppen undvære i ugevis, men uden væske vil hun dø i løbet af få dage.

Hoatzine i natur

Juliane Kopeckes mor var biolog og studerede hoatziner i Peru. Lyden af fuglene hjalp teenageren med at undslippe junglen.

© Kate/Public domain

En dag fyldes skoven af en sær brummen. Det er hoatzinernes sang. Juliane bliver nærmest ekstatisk, for hun ved fra sin mors forskning, at fuglene bygger rede ved åbent vand; og her kan fly måske opdage hende fra luften. Hun går efter lyden og befinder sig snart efter ved bredden af en flod.

Krokodiller jager i floden

Den junglevante pige ved, at hun vil komme hurtigere frem, hvis hun vader i floden, men først må hun finde en kæp. På bunden af Perus floder lever giftige pilrokker, som stikker, hvis hun kommer til at træde på dem. Med kæppen kan hun afsøge flodbunden før hvert skridt.

Afsøgningen tager evigheder, og hun kommer alt for langsomt frem. Juliane lægger sig i stedet i vandet og flyder med strømmen.

Hist og her ser hun krokodiller, men hendes forældre har forklaret hende, at Perus krokodiller (kaimaner) ikke er kendt for at angribe mennesker, så Juliane beslutter at tage chancen.

Hun er heller ikke bekymret for glubske piratfisk, for hendes far har fortalt, at de kun er farlige i stillestående vand.

VIDEO: Skarpe tænder lurede i vandet

Efterhånden som dagene går, bliver Juliane mere og mere udmattet. Hun har ikke spist noget i en uge og lider af søvnmangel.

Hver aften, når Sydamerikas kulsorte mørke sænker sig over junglen, finder hun et sted langs floden, hvor hun kan hvile ryggen mod brinken. Men hun falder sjældent i søvn. I mørket stikker insekterne hende konstant, og regntidens iskolde skyller får hende til at ryste af kulde.

Værre bliver det, da hun opdager, at såret på overarmen er fuld af maddiker. Hun har intet at behandle såret med og kan kun håbe på at nå frem til civilisationen, før armen bliver så befængt, at den må amputeres.

Med jævne mellemrum får hun øje på dværghjorte helt tæt på. De er ikke bange for hende, og nedslået må hun indse, at de ikke er vant til at se mennesker, så der må stadig være langt til nærmeste by.

Da situationen ser sortest ud, opfanger Julianes blik omridset af noget opmuntrende. 10 dage efter styrtet mener hun at kunne ane en båd ved den modsatte bred.

Larve på blad

I den tropisk varme jungle bliver åbne sår hurtigt inficeret med maddiker.

© Shutterstock

Med sine sidste kræfter får hun kæmpet sig over til den og lægger en hånd på fartøjet for at sikre sig, at hun ikke hallucinerer. Rundt om båden er der fodspor.

30 maddiker myldrer frem

For Juliane tager det et par timer at komme de få skridt op ad skrænten, og så får hun øje på en lille hytte samt bådens påhængsmotor. Hun tænker tilbage på familiens hund, der engang havde et sår fuld af maddiker, og hvordan hendes far hældte petroleum i det.

Hun finder en lille gummislange og bruger den til at suge benzin ud af motorens tank med. Så spytter hun brændstoffet ud over sin ilde tilredte overarm. Benzinen får det til at gøre så ondt i såret, at hun er ved at skrige, men kort efter søger maddikerne ud i lyset. Med fingrene kan Juliane fjerne 30 af dem.

Da mørket falder på, går hun ind i hytten. Juliane tænker ikke på mad, selvom hun ved, at hun er ved at sulte ihjel.

Den følgende dag bliver hun siddende i hytten, for hun har ikke længere kræfter til at rejse sig. Ud på aftenen hører hun stemmer og kæmper sig på benene. Udenfor møder hun tre skovarbejdere.

De ser forskrækket på hende. I et kort øjeblik tror de, at den lyshårede pige er den frygtede flodgudinde Yacumama, som stjæler urbefolkningens børn.

Men Juliane skynder sig at berolige dem.

“Jeg er en pige, som var ombord på LANSA-flyet, der styrtede ned. Jeg hedder Juliane Koepcke”, forklarer hun.

Skovarbejderne sejler hende til byen Tournavista, og derfra kommer hun videre til behandling på et hospital. Her går det op for Juliane, at hun er flystyrtets eneste overlevende. Teenagerens arm kommer sig, og hun bliver genforenet med sin far.

Senere studerer Juliane til biolog, og hun har siden modtaget to ordener for sit utrættelige arbejde for at redde Perus regnskov.