Kæntrede hvalfangere tvunget til kannibalisme

Dagen er perfekt til hvalfangst. En let brise puster i sejlene fra morgenstunden. Himlen er blå og klar. Og Essex arbejder sig støt gennem Stillehavet i et næsten ubesejlet farvand over 1500 sømil vest for Galápagosøerne.

Det er den 20. november 1820, og de 20 besætningsmedlemmer om bord sætter deres lid til, at heldet omsider vil tilsmile dem. I knap halvandet år har de været på havet, men byttet har indtil nu været nedslående magert.

Klokken otte om morgenen bliver mændene afbrudt i deres sysler, da udkigsposten i toppen af mesanmasten ophidset brøler:

“Blæææææs!” Langt forude kan han se en flok kaskelothvaler, der sender fine, hvide stråler til vejrs gennem åndehullet. Igen og igen blæser hvalerne af deres lungers fulde kraft, og endnu en gang råber udkigsposten: “Blæææææs!”

Råbene udløser hektisk aktivitet på skibsdækket, hvor besætningen under kaptajn George Pollards ledelse skynder sig at gøre de tre hvalbåde klar. Forventningsfuldt rigger mændene bådene til, og da Essex er ca. 800 meter fra de store dyr, bliver bådene firet ned i vandet.

Mens førstestyrmand Owen Chase styrer sin båd hen til et sted, hvor han forventer, at en neddykket hval vil dukke op igen, ror mændene på de to andre både i den modsatte retning i jagten på andre af de dyrebare byttedyr.

Som ventet kommer en kaskelot til syne lige foran Chases båd, men idet Chase kaster harpunen ind i den, slår den med halen og rammer den spinkle hvalbåd. Træsplinterne flyver omkring, for jollen er bygget så let som muligt, så den er hurtigere at ro. Vandet fosser ind gennem et hul i båden, og Chase kapper resolut linen til harpunen.

Nu gælder det om at lappe hullet. Mændene om bord flår jakker og skjorter af og stopper dem ind i hullet, men vandet pibler fortsat ind. Chase ser ingen anden udvej end at ro tilbage og trække båden op på Essex’ dæk.

De to andre hvalbåde, anført af henholdsvis kaptajn Pollard og andenstyrmand Matthew Joy, befinder sig flere kilometer væk, trukket af sted af hver sin harpunerede hval. Mændene er så optagede af jagten, at de ikke bemærker, at Chases båd er sat ud af spillet.

De opdager heller ikke, at den kun 15-årige kahytsdreng Thomas Nickerson står ved roret på Essex og forsøger at styre hen mod deres både.

Mens Chase desperat prøver at reparere hvalbåden, så jagten kan fortsætte, hører han pludselig en hval. Han og Nickerson ser dyrets gigantiske hoved, der bryder overfladen 100 meter fra Essex. Chase vurderer hvalen til at være 26 meter lang og veje 40 tons. En kæmpe, der formentlig vil kunne give mindst dobbelt så meget olie som en almindelig kaskelot.

Hvalen kommer tættere på, og først betragter Chase den nysgerrigt. Men da hvalen pludselig begynder at slå med halen og svømme langsomt hen mod Essex, bliver han urolig.

“Læg roret hårdt om”, råber han til Nickerson, der febrilsk parerer ordre. Sekundet senere hører de otte mand om bord på Essex et enormt brag. Skibet ryster, og mændene falder omkuld. Hvalen har vædret skibet!

Lamslåede kommer mændene på benene og får et glimt af hvalen, der forsvinder ind under skibet og med voldsom kraft støder hovedet mod bunden.

Groggy efter kollisionen lægger hvalen sig langs Essex, og i et kort øjeblik overvejer Chase at gribe sin harpun. Men han besinder sig – hvalens halefinne er faretruende tæt på skibsroret, og hvis dyret føler sig truet, kan det så let som ingenting smadre det skrøbelige ror.

I stedet afventer han dyrets næste træk. Da hvalen er kommet til sig selv, svømmer den væk, alt imens den smækker ildevarslende med sine enorme kæber. Få hundrede meter fra Essex stopper den op og lægger kursen om. For fuld fart og med et kølvand af hvidt skum efter sig styrer den direkte mod hvalskibets stævn.

“Der er han – han kommer hen mod os igen”, advarer et af besætningsmedlemmerne forskrækket. Ingen når at reagere, før hvalen brager ind i boven under vandlinjen med et dødsstød, der splintrer de massive egetræsplanker.

Med piskende hale skubber dyret det 238 tons tunge træskib baglæns, så vandet skyller ind over hækken. Straks efter får Essex voldsom slagside. Blot 10 minutter er der gået, siden hvalen satte ind med sit første angreb.

Mændene i hvalbådene på havet aner ikke uråd, før Obed Hendricks i kaptajnens båd tilfældigvis kigger efter Essex. “Se, hvad går der af skibet, hun er ved at kæntre!” råber han. Bestyrtet retter mændene blikket mod det punkt, hvor Essex burde vugge roligt på overfladen – men de kan ikke længere få øje på det.

I al hast kapper hvalfangerne linerne til deres harpuner og ror tilbage. Snart kan de se, at Essex ligger på siden. Få meter fra det kæntrede skib ligger en stuvende fuld reservejolle, som de otte besætningsmedlemmer på Essex i sidste øjeblik har nået at sætte i vandet.

Mændene i jollen er tavse. Stivnet i chok.

Da de to hvalbåde er 10 meter fra det kæntrede skib, bryder kaptajn Pollard stilheden: “Min Gud, hr. Chase, hvad er der sket?” Han kigger vantro på sine gennemblødte underordnede, der stirrer tomt frem for sig.

“Vi er blevet knust af en hval”, lyder førstestyrmandens dystre svar.

Hvalbådene bygges om

Langt ude på Stillehavet, mange dagsrejser fra land, går situationens alvor op for de 20 hvalfangere. På ganske få timer har deres situation ændret sig katastrofalt. Klokken otte om morgenen havde de jublet over udsigten til en vellykket hvalfangst. Her et par timer senere er mørke skyer trukket sammen over dem.

Nu gælder det overlevelse. I første omgang er det afgørende at bjærge så meget proviant fra Essex som muligt, understreger kaptajn Pollard. Han roser hovmesteren Wiliam Bond, der snarrådigt allerede har reddet Essex’ navigationsudstyr og -bøger foruden noget værktøj.

Forsyningerne er for en stor del allerede gennemvædet og ødelagt af saltvand, men det lykkes mændene at redde 300 kg beskøjter og nogle tønder med ferskvand.

Seks kæmpeskildpadder, som er medbragt som “levende madpakker” med frisk kød, fedt og blod, bliver også halet over i bådene, der nu ligger tungt i vandet. Med provianten om bord er næste skridt at lave sejl til hvalbådene, og det går hvalfangerne i gang med efter en søvnløs nat i de små både.

Essex’ sejl bliver klippet op og syet om, og mens nogle har travlt med nål og tråd, begynder andre at bygge master af skibets ræer og forhøje hvalbådenes sider med brædder fra vraget. Det er en sikkerhedsforanstaltning, som skal forhindre, at en høj sø skyller ind over rælingen på de blot 7-8 meter lange joller.

De mange gøremål holder modet oppe hos mændene, men da mørket atter sænker sig, daler humøret. Sammen med natten kryber angsten ind over hvalfangerne. De lægger sig i bådene og beder til Gud, alt imens vinden tager til og indvarsler en stormfuld nat.

Sulten og tørsten er dræbende

Da mændene vågner den 22. november, er Essex revet i stumper og stykker. Tønderne med hvalolie fra lastrummet lækker, og olien ligger i en tyk pøl om hvalfangerbådene.

Tiden er inde til at sætte kursen mod “nærmeste land”, som kaptajn Pollard formulerer det. Spørgsmålet er bare, hvor det er.

Efter at have gransket navigationsbøgerne er kaptajn Pollard ikke i tvivl: De skal sejle mod vest til Selskabsøerne. Men den plan er Chase og andenstyrmanden Joy ikke enige i. De frygter, at øerne er befolket af kannibaler, og foreslår i stedet at sejle mod øst til Sydamerika.

Ganske vist forhindrer sydøstpassaten en direkte rute, men hvis bådene bevæger sig ca. 2000 km mod syd, vil de nå et vindbælte, der kan føre dem til Chile eller Peru. Sådan en tur vil tage 56 dage, regner Chase ud – meget passende, eftersom mændene råder over proviant til 60 dage. Desuden kan de være heldige at støde på et større skib undervejs, indskyder Chase.

Tøvende indvilger kaptajnen i planen, og mændene fordeler sig i de tre både under kommando af henholdsvis Pollard, Chase og Joy. Hver båd får en ration på 100 kg beskøjter, 250 liter vand og to skildpadder. De to styrmænd får udleveret hver en pistol, og Pollard beholder sin musket. Pollard og Chase tager desuden et kompas, en kvadrant og en navigationsbog hver, mens Joy må klare sig uden.

Hvalfangerne beslutter at holde de tre både samlet, så de kan hjælpe hinanden. Den ordning er også med til at holde gejsten oppe, for mændene snakker sammen på kryds og tværs mellem bådene: Det tilbagevendende samtaleemne er udsigten til redning.

Dag efter dag vælter høje søer ind over bådene. Mændene er konstant våde og begynder at få store, smertefulde saltvandsbylder. Pinslerne bliver ikke mindre af, at dønningerne kaster de skibbrudne rundt i bådene, og når solen til tider kigger frem, gør det blot ondt værre. Mændene har ingen mulighed for at beskytte sig mod de brændende stråler, og deres hud bliver forbrændt og dækket af vabler.

Værst af alt er dog den ubændige tørst, som alle er plaget af. Den daglige vandration på en kvart liter er helt utilstrækkelig, og især besætningen i Chases båd lider forfærdeligt. Deres beskøjter er blevet gennemblødt af saltvand, og selv om de stenhårde kiks har ligget til tørre i solen, rummer de stadig salt fra havvandet.

“Voldsomheden af rasende tørst finder intet sidestykke på listen over menneskelig elendighed”, skriver Chase i sin dagbog den 28. november 1820, endnu uden anelse om, at lidelserne skal blive langt mere ekstreme.

I det til tider stærkt oprørte hav, hvor bølger på op til 15 meters højde tårner sig op, er hvalbådene så småt begyndt at falde fra hinanden, og det er nu en fuldtidsbeskæftigelse blot at holde dem oven vande. Men kræfterne svinder, for ud over tørsten er mændene også plaget af en glubende sult.

Dagsrationen på 170 gram beskøjter mætter langtfra, og kun ved at slagte en skildpadde kan de undtagelsesvis spise sig nogenlunde mætte.

Søndag den 9. december – efter knap tre uger i de små både – kan Pollard konstatere, at de befinder sig endnu længere fra Sydamerika, end da de indledte rejsen. Østenvindene har blæst dem længere væk fra målet, og endnu resterer der omkring 5000 km til bestemmelsesstedet.

Så langt rækker forsyningerne ikke. Det er åbenlyst for enhver. Eneste løsning er at skære rationerne ned til det halve.

Beslutningen er svær at acceptere. Mændene er i forvejen så udmarvede, at de knap kan holde ud at sidde eller ligge. Uden polstring om knoglerne er det ren tortur at rulle rundt i båden.

Paradis i sigte

Den 20. december 1820 får Chase øje på det, han først tror er en luftspejling – en kridhvid sandstrand i det fjerne. Men den er god nok, viser det sig, mændene nærmer sig øen Henderson Island.

“Et slumrende paradis”, som Chase beskriver den. Ekstatiske bryder mandskabet i de tre små joller ud i hurraråb og myldrer ud af bådene, da de er tæt på land.

Efter at have fået fast grund under fødderne lægger de sig udmattede i det grove sand for at tage et hvil og strække kroppen for første gang i en måned. Derefter går jagten ind på mad og vand på øen, som langtfra viser sig at være den redningsplanke, hvalfangerne har drømt om. I stedet for et frodigt tropeparadis finder de en gold og klippefyldt ø.

Om aftenen sætter de skelettynde og pjaltede mænd sig til rette ved et bål, hvor Pollard og hovmesteren William Bond overraskende disker op med et mageløst måltid af friskfangede krabber og fugle, en festmenu, som for en stund giver mændene nyt håb og får dem til at glemme deres trængsler.

Men efter en god nats søvn vågner de op til de barske realiteter: Der findes kun én ferskvandskilde på øen, og den er højst upålidelig. Vandet bobler op fra et hul i en flad klippe, der ligger langt under tidevandslinjen og kun er tilgængelig en halv time ved lavvande. Dertil kommer, at øen er fattig på føde.

Det er umuligt at opretholde livet her i ret lang tid.

Efter blot fem dage har mændene da også så godt som ribbet øen for alt spiseligt, så den 27. december 1820, en uge efter ankomsten, beslutter de sig for at bryde op. Så vidt Pollard kan vurdere, står valget mellem en mulig redning på havet eller en sikker død på land.

Tre af hvalfangerne, hvalbådsmanden Thomas Chappel og de to matroser Seth Weeks og William Wright, er imidlertid uenige i den vurdering: De foretrækker at blive tilbage på øen frem for endnu en gang at vove sig ud på en særdeles usikker sørejse i en åben båd, der knap kan holde sig flydende.

Med tønder fulde af ferskvand og med friske forsyninger af fisk og fugle lader 17 af hvalfangerne den ø bag sig, som en uge tidligere syntes at have været deres redning.

Inden afgang har Pollard lovet Chappel, Weeks og Wright, at han vil gøre alt for at redde dem, hvis det lykkes kaptajnen at nå til Sydamerika.

Mændene dør på på stribe

Allerede inden afgangen fra øen er Matthew Joy meget svag. Og da han igen står til søs, forværres den 27-årige andenstyrmands tilstand dag for dag. Han er sygeligt mager, ligner en levende død, og hans øjne skinner som glas.

Bekymret iagttager kammeraterne, hvordan Joy glider ind i sig selv og mister evnen til at tale. Alligevel er det et chok, da han som den første udånder den 10. januar 1821.

Blot to dage senere rammes mændene af endnu en ulykke. Da Owen Chase og hans folk vågner op efter en stormfuld og regnvåd nat, opdager de, at de er blevet væk fra de to andre både. Adskillelsen tager hårdt på mændene, og Chase noterer nedtrykt:

“Vi har mistet opmuntringen ved at se hinandens ansigter, som vi, hvor underligt det end lyder, har så hårdt brug for i vores mentale og legemlige kvaler”.

Samtidig kan Chase konstatere, at der stadig er 2000 km til land og rationerne nu må strækkes yderligere. Mændene vil fremover kun få 42 gram beskøjter dagligt. “På kort tid vil vi blive reduceret til skeletter”, forudser Chase.

Godt en uge senere og nøjagtig to måneder efter Essex sank, den 20. januar, bliver førstestyrmanden bekræftet i sine bange anelser. Den dag erklærer matrosen Richard Peterson, at han har opgivet at klamre sig til livet.

Få minutter senere mister han evnen til at tale, glider over i bevidstløshed og dør.

Om bord på Matthew Joys båd, hvor Obed Hendricks har overtaget ledelsen, er situationen lige så håbløs. Her har de fem mænd kun et halvt kg beskøjter tilbage, så da matrosen Law­rence Thomas dør, vover besætningsmedlemmerne at sætte ord på en tanke, de hidtil har holdt for sig selv: Skal vi spise liget?

Stillet over for valget mellem liv eller død er beslutningen enkel. Så mændene skærer Thomas' udhungrede krop op og steger kødet over et lille bål, som de har tændt på en flad sten. Besætningen deler menneskekødet med Pollards folk og sætter så nødtvungent tænderne i deres afdøde skibskammerat.

I januar høster døden stort blandt hvalfangerne på de to både: Den 22. dør matrosen Charles Shorter i Hendricks’ båd, den 27. er turen kommet til Isaiah Sheppard, og dagen efter omkommer Samuel Reed. Alle bliver til menneskeføde for de nu syv overlevende i de to både.

Natten til den 29. januar “fremturer skæbnen i sin grænseløse ondskab”, som Pollard udtrykker det. Hvalbåden med Obed Hendricks, William Bond og Joseph West er forsvundet.

Pollard og hans tre medrejsende har ingen chance for at finde den forsvundne båd og for den sags skyld heller ingen kræfter til at gøre forsøget. Så Hendricks og hans folk må klare sig på egen hånd – uden kompas, uden kvadrant og uden pejlemærker på det uendelige ocean.

Dødbringende lodtrækning

Om bord på Chases båd ligger mændene ubevægelige på bunden. Kun det spinkle håb om at blive opdaget af et skib holder dem i live. De kan knap nok kravle rundt i båden.

Chase indser, at livet ebber ud for hans mænd, og den 28. januar beslutter han sig for at gøre et sidste forsøg på at holde døden på afstand. Han øger den daglige brødration – også selv om der så kun er mad til få dage.

Den let forøgede næringsmængde – kombineret med deres egen urin, som de drikker – holder akkurat mændene i live.

“Vore lidelser nærmer sig enden”, noterer Chase den 6. februar. Han beskriver, hvordan mændene hjemsøges af drømme om overdådige buffeter, hvorefter de vågner op og græder i skuffelse.

Hos Pollard har mandskabet for længst spist resterne af Samuel Reed, og de overlevende stirrer på hinanden med sultne blikke. Den 6. februar foreslår Charles Ramsdell, at de skal trække lod om, hvem der skal slås ihjel og spises af de andre. Pollard afviser først ideen, men snart efter indvilger han. Mændene skærer et stykke papir i stykker, og Owen Coffin – Pollards fætter – trækker det dødbringende lod.

“Jeg bryder mig lige så lidt om tanken som nogen anden”, siger den dødsdømte. Han lægger hovedet på rælingen og bliver skudt.

To dage senere udånder endnu en af hvalfangerne. Isaac Cole, der befinder sig i Chases båd, er dag for dag blevet sløjere og glider nu ind og ud af bevidstheden. Hans krop fortrækkes i voldsomme kramper, og klokken 16 er det slut.

Hele natten ligger den døde krop i båden, mens Chase overvejer, hvad de skal gøre. Om morgenen foreslår han, at de spiser Cole. Hellere spise en død kammerat end at være tvunget til at slå én ihjel, lyder hans begrundelse.

De to medpassagerer har tænkt det samme og begynder straks at skille lemmerne fra kroppen og fjerne hjertet, hvorefter de syr liget sammen og kaster det over bord. Ivrigt fortærer Chase, Lawrence og Nickerson hjertet råt og steger strimlerne af kød. De spiser lidt af kødet, men sørger for at gemme det meste til det, Chase kalder “vores prøvelsers sidste øjeblik”.

Jollen flyder med knogler

“Der er et sejl”, råber Benjamin Lawrence om morgenen den 18. februar 1821. Chase rejser sig langsomt uden tiltro til, at lidelserne nogen sinde vil få en ende. Han spejder ud i horisonten og opdager noget i det fjerne: et bramsejl. Førstestyrmanden overvældes af glæde, men følelsen blander sig snart med rædsel: Tænk nu, hvis fartøjet sejler fra dem!

I tre timer ror de skibbrudne så hurtigt, deres svage kroppe kan. Langsomt mindskes afstanden, og da mændene kan læse navnet på skibet, Indian, tør de tro på redning.

“Hvem er I?” lyder det kort efter oppe fra skibet. Med sine allersidste kræfter lykkes det Chase at svare: “Essex. Hvalskib. Nantucket”.

Knap 500 kilometer længere mod syd er Pollard og Ramsdell på nippet til at lægge sig til at dø. De er vanvittige af sult og tørst og har for længst spist liget af Barzillai Ray. I desperation begynder de at hamre løs på deres døde skibskammeraters knogler for at nå ind til marven.

Begærligt suger de saften ud, mens de kryber sammen i hver sin ende af båden. Deres kroppe ligner skeletter, øjnene buler ud af kraniet, og overalt er huden gusten og dækket af sår. De to udsultede sømænd har mistet alt håb om redning, og da de den 23. februar 1821 pludselig hører lyden af mænd, der råber, orker de knap nok at reagere.

Men så falder en skygge hen over deres jolle. Hvalfangerskibet Dauphin, der også hører hjemme i Nantucket, blokerer solens stråler. Pollard og Ramsdell kigger sløvt op – og ind i øjnene på deres redningsmænd, der forfærdet betragter de udmarvede mænd og knogleresterne, der hober sig op i båden.

Få minutter senere bliver de to overlevende båret om bord på Dauphin, hvor de – efter at have styrket sig med mad og vand – beretter deres historie til kaptajnen, Zimri Coffin. Samme aften nedskriver Coffin fortællingen. Han kalder den “den mest pinefulde beretning, jeg nogen sinde har hørt”.