Lørdag aften den 20. januar 1951 er kold og klar i den afsides dal Skt. Peterstal i De Schweiziske Alper. I landsbyen Vals hygger den 23-årige Bernhard Tönz sig inden døre med sit folkemusikorkester. De sidste par dage har et usædvanligt snevejr sendt flere meter sne ned over bjergene, og Tönz og hans venner har besluttet at bruge aftenen på at øve i landsbyskolen.
Vinterhyggen bliver pludseligt afbrudt ved 22-tiden, da lyset forsvinder uden varsel og efterlader skolen i et tungt mørke.
Sekunder efter kan vennerne høre en buldren tage til i styrke og mærke rystelser i gulvet i det solide hus – et forvarsel om den tunge sne, som øjeblikket efter rammer huset i et øredøvende inferno. Og så med ét er natten helt stille.
Siden husker Bernhard Tönz, hvordan han løber ud i mørket. Synet, som møder ham, glemmer han aldrig. Enorme snedriver dækker vejene omkring huset, og længere oppe ad bjerget, hvor der før lå fem beboelseshuse omgivet af stalde, er nu kun murbrokker og løsrevet tømmer.
Bernhard Tönz husker, hvordan han løber ud i mørket. Synet, som møder ham, glemmer han aldrig.
Den 300 meter brede lavine, som den 20. januar 1951 med en enorm kraft vælter ned over Skt. Peterstal, har taget bygninger og mennesker med sig. Hvad Bernhard Tönz ikke ved, er, at lignende scener udspiller sig over et enormt område i Østrig, Tyskland, Italien og Schweiz. Tönz er blot én blandt mange, som er berørt af katastrofen.
I løbet af tre dage i januar rammer mere end 1.000 laviner Alperne. Snemasserne koster mere end 265 mennesker livet. Katastrofen er den hidtil værste af sin art, og vinteren 1951 vil fremover til at blive kendt under navnet “Rædselsvinteren”.
Sneen flår betonsikringen i stykker
De usædvanlig mange laviner i vinteren 1951 er et resultat af lige så usædvanligt vejr. I december 1950 falder sneen sparsomt i Alperne, men i januar tager vejret revanche.
I to dage vælter puddersne ned over bjergene. Herefter følger et kraftigt regnfald og derefter en periode med slud. Til sidst falder regnen igen. Alene over den østrigske delstat Tyrol – et område på 12.645 km2 – sender himlen en milliard tons regn og sne ned. Nedbørsmængden udgør det dobbelte af månedens normale gennemsnit.
Temperaturforskel fik sneen til at vælte ned
Varm atlanterhavsluft og kolde vinde fra polaregnene stødte i midten af januar 1951 sammen over Alperne. Mødet fik fatale følger.
Kulde og varme rammer Alperne
Over det sydvestlige Europa danner et kraftigt højtryksbælte sig. Det sender store mængder varm luft fra Atlanterhavet mod Alperne. Samtidig har et lavtryk formet sig i det nordlige Europa. På nøjagtig samme tid sender det iskold polarluft mod bjergkæden.
Fronterne mødes
Den varme atlanterhavsluft og den kolde luft fra polaregnene mødes i en front, som strækker sig i sydøstlig retning fra Island til Alperne. Temperaturforskellen mellem de to fronter resulterer i store mængder nedbør, og over bjergkæden begynder fronterne at kaste milliarder af tons nedbør af sig.
To meter sne falder på 48 timer
På blot to døgn falder der mere end to meter sne. Nedbøren er ledsaget af en stærk nordvestlig vind, som blæser med op til 185 km/t. og rykker den nyfaldne sne løs, så den bliver sendt ned over bjergsiderne.
Hver time natten igennem kan tyrolerne se snedækket vokse 12 cm, indtil husene er begravet med deres beboere og bjergsiderne dækket med flere meter sne.
Samtidig får kraftig vind sneen til at fyge sammen i store driver på skråningerne. Driverne, som nu består af tung, våd sne oven på den fine, løse puddersne, der er faldet få dage før, udgør en tikkende bombe, som selv den mindste temperaturændring eller rystelse kan udløse.
Forsmagen på “Rædselsvinteren” oplever den østschweiziske kommune Zernez, hvor syv mennesker på en enkelt dag den 19. januar bliver fanget under laviner og mister livet.
Men dagen efter – den 20. januar, hvor Bernhard Tönz på egen hånd oplever en lavine ramme – går det for alvor galt. Dagen igennem begynder milliarder af tons våd sne at glide ned ad bjergsider overalt i Alperne.
Da først lavinerne får fart, opsamler de tunge sne sten og grus i en stadig større og mere ødelæggende masse med en vægt på op til 800 kg pr. kubikmeter. Med rasende fart tromler sneen alt ned.
De træer, som er blevet plantet på skråningerne for at standse lavinerne, splintres som tændstikker – eller de bliver blæst omkuld af det lufttryk, som lavinen skubber foran sig.
Flyver 60 meter gennem luften
Selv de kraftigste barrierer må give op. I Nauders syd for St. Anton i Østrig hamrer laviner gennem betonbarrierer, som myndighederne har rejst for netop at sikre mod snemassernes hærgen. Lavinehegn af jernbaneskinner, der er støbt ind i klippen, bøjer, som er de papirclips.
Overalt er ødelæggelserne massive. Øjenvidner beskriver, hvordan en lavine fra det 2.760 m høje, schweiziske bjerg Muntet ødelægger syv huse og otte staldbygninger såvel som en skole og kirken. Landsbyen Meierhof lider det største tab af bygninger – hele 42 huse og landbrugsbygninger knuser sneen på sin vej.
Også Bernhard Tönz i Vals må indse, at lavinerne har opslugt hans landsby.
“Pludselig lød der en dump, rullende lyd, så knagen og bragen – og så henlå hele landsbyen i mørke. I det øjeblik blev familiernes huse og hjem til deres grav”, noterede det schweiziske institut for sne- og lavineforskning om den katastrofe, som Tönz oplever.
Instituttet samler beretninger om, hvordan lavinernes hastighed gjorde det umuligt at flygte fra den hvide mur. En mand, som var travlt optaget af at skovle sne uden for hotellet “Drei Könige” i den schweiziske ferieby Andermatt, bliver dræbt på stedet, da laviner fra de omgivende bjergskråninger tromler ned over landsbyen med kort varsel. Samtidig bliver et nærliggende hus og dets otte beboere knust under snemasserne.
Kun en tilfældighed redder familiefaren Johann Lutz, som også bor i Andermatt. Lutz begynder at frygte, at den voldsomme nedbør vil få tagkonstruktionen på hans hus til at styrte sammen, og beslutter derfor at kravle op og skovle sneen bort.
Mens han befinder sig på taget, ruller lavinen mod byen. Det vældige lufttryk løfter Lutz op og kaster ham 60 meter gennem luften, hvorefter han lander i blød sne næsten uskadt og i sikkerhed for lavinen.
De isolerede indbyggere i Münster-dalen fik kastet mad og benzin ned af det schweiziske luftvåben og takkede med et “Danke” skrevet i sneen.
For indbyggerne i alpedalene er gruen langtfra ovre. I alt seks laviner rammer den 20. januar Andermatt med 13 dødsfald til følge. Lavinen, som fra bjerget Kirchberg tromler ned over byen kl. 18.50, er særlig slem. Den ødelægger 15 bygninger tilhørende byens kaserne. Snemasserne bærer militærkøretøjer og andet materiel langt væk fra kaserneområde. Senere finder soldater materiel 350 m borte.
Også i andre områder er de materielle skader omfattende. Lavinerne gør det af med ikke mindre end 1.440 hektar skov eller 130.000 kubikmeter træ. Sneen ødelægger desuden et stort antal virksomheder, hoteller og værtshuse.
Det største materielle tab lider den driftige mine Magnesitbergwerk Tux, som ligger 500 meter over Tux-dalen i Tyrol og udvinder mineralet magnesit, der bl.a. bruges til fabrikation af ildfaste kakler. Da en lavine rammer minen, bliver otte medarbejdere klemt til døde, og et laboratorium, et hejseværk, to siloer fyldt med 20 tons af mineralet magnesit samt værkets brandstation ødelagt.
Opgørelser foretaget kort tid efter katastrofen anslår, at skaderne i delstaten Tyrol alene beløber sig til 47 millioner schilling – mindst 350 millioner nutidskroner.
Alle hjælper til med redning
Redningsmandskab og frivillige begynder allerede om natten den 20. januar at lede efter overlevende. Reddere patruljerer i området med lavinehunde, som kan snuse sig frem til ofre fanget under sneen. Andre bevæger sig frem gennem det hvide landskab i tæt formation, mens de stikker metalstænger ned i sneen i håb om at finde frem til begravede overlevende.
Også for Bernhard Tönz begynder redningsarbejdet straks efter lavinen. I lyset fra en lanterne graver han sig sammen med landsbyens andre indbyggere gennem snemasserne i håb om at finde overlevende.
“Ingen gik i seng den nat. Alle hjalp tappert til”, fortæller han senere.
Beboerne formår at bjærge 19 mennesker, men må indse, at 13 mennesker har mistet livet. For den lille landsby med mindre end 1.000 indbyggere er tabet enormt. Blandt de første, som bliver fundet døde, er skolelæreren Philip Peng. Hans to spæde døtre bliver fundet tre dage efter.
“De livløse kroppe lignede voksdukker, som de lå rullet sammen i deres senge”, skriver det amerikanske magasin Life i en reportage fra byen i februar 1951.
Blandt de omkomne i feriebyen Andermatt er Johann Lutz’ hustru og lille søn. De mister livet, da lavinen knuste familiens hjem få sekunder efter Lutz’ mirakuløse flyvetur ned fra husets tag.
Munkene fra Skt. Bernhard sendte deres hunde ud parvis. Når en nødlidende var fundet, løb den ene hund efter hjælp, mens den anden blev ved offeret. At de medbragte en tønde cognac, er en myte.
Munke åbnede den første redningstjeneste
Rejser gennem Alperne kunne være livsfarlige. Men den trussel rådede munkene i St. Bernhard-klosteret bod på, da de for 300 år siden grundlagde områdets første redningstjeneste.
Allerede i år 1660 grundlagde munke ved Skt. Bernhard-klostret Alpernes første redningstjeneste. Fra deres kloster, Hospice du Grand-Saint-Bernard, i Skt. Bernhard-passet mellem Schweiz og Italien sendte munkene hjælpere – kaldet marronniers – ud for at ledsage rejsende over det mere end 2.400 meter høje, snerige pas.
Marronnierne blev hurtigt efterspurgte, og omkring 1750 begyndte munkene at lade et par af klostrets hunde – kaldet sanktbernhardshunde – følge de rejsende. Hundene var med deres stærke kroppe som skabt til at forcere snelandskabet.
Snart stod det klart, at hundenes gode lugtesans også gjorde dem i stand til at finde mennesker, som var begravet i lavineskred.
Munkene sendte hundene ud to og to for at søge efter lavineofre. Mens den ene blev hos den reddede, løb den anden hjem til klostret efter hjælp. Tjenesten var så effektiv, at den i løbet af de følgende 200 år reddede omkring 2.000 mennesker, herunder soldater fra Napoleons hær, der imellem 1790 og 1810 gik over passet.
Sanktbernhardshundene deltog i bjergredningen indtil i hvert fald 1950’erne.
Tusinder bliver afskåret fra omverdenen
Nogle få laviner ruller stadig fra bjergene den 21. januar, men den 22. ophører skreddene – lige så pludseligt, som de er begyndt. De næste uger må fly kaste livsfornødenheder som mad, medicin og brændsel ned til isolerede byer med faldskærm.
Piloter leverer også reservedele til snerydningsmateriel, brændstof og andet vigtigt gods. Katastrofen får myndighederne til at skærpe lavineberedskabet og opføre flere og mere effektive lavinebarrierer samt øge beplantningen på bjergskråningerne.
Derudover bliver varslingssystemet stærkt forbedret. Ændringerne viser deres værdi i 1999, da laviner i stort antal igen vælter ned fra Alperne i en hændelse, som ligner “Rædselsvinteren” i 1951. På trods af den omfattende katastrofe omkommer mindre end en fjerdedel af antallet af døde i 1951– 62 mennesker.
Blandt dem, som i årene efter lavinen arbejder med at opbygge lavinebarrierer, er Bernhard Tönz. Han glæder sig over de forbedrede konstruktioner.
“Men”, som han siger i et interview mange år senere, “100 procents sikkerhed, det opnår vi aldrig”.