Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Klippeskred sender dræberbølge gennem Alperne

Et kæmpe bjergskred truer i Norditalien, men alligevel bliver lokalbefolkningen ikke advaret, så da bjergsiden en efterårsaften i 1963 tordner ned i reservoiret ved Vajont-dæmningen, har indbyggerne ikke en chance.

Imageselect

Micaela Coletti har længe haft en fornemmelse af, at noget er helt galt.

Gennem de seneste måneder har den 12-årige pige ikke kunnet undgå at overhøre moren og farens bekymrede samtaler om den nybyggede Vajontdæmning – et byggeri, der tårner sig op som en gigantisk mur mellem de stejle bjergsider over Micaelas maleriske hjemby Longarone i Piavedalen.

Især går det pigen på, at faren tydeligvis er utryg ved det monumentale bygningsværk.

“Jeg frygter, at dæmningen en skønne dag vil styrte i grus, og at vi allesammen vil dø”, har han sagt til moren.

Farens frygt har forplantet sig til Micaela, der om aftenen onsdag 9. oktober 1963 ligger søvnløs i sin seng.

Dystre tanker kværner rundt i hendes hoved, og umiddelbart efter at pigen omsider har kæmpet sig i søvn, bliver hun brat vækket af en dyb, uhyggelig rumlen som fra tusindvis af tordenbrag i det fjerne.

Sekundet efter kommer bedstemoren trippende ind i værelset, hvor Micaela ligger sammenkrøbet af frygt.

“Jeg lukker lige skodderne. Det trækker vist op til storm”, siger hun og aer sit barnebarn på kinden, inden hun hastigt smækker skodderne i.

I samme sekund går lyset ud og efterlader pigen og bedstemoren i et altopslugende mørke.

Forfærdet mærker Micaela, at sengen begynder at styrtdykke i rasende fart.

Det er, som om en afgrund har åbnet sig under huset, og i næste nu virker det, som om en usynlig hånd griber fat i hendes krop og slynger den spinkle pige ud af sengen. Det eneste, Micaela bagefter husker, er, at hun skriger, mens verden omkring hende forsvinder i et inferno.

Farens frygt har vist sig berettiget – dæmningen og søen bagved er skyld i infernoet 9. oktober 1963.

Frygten plagede imidlertid ikke det private elektricitetsselskab Società Adriatica di Elettricità – forkortet SADE – da det seks år tidligere tog første spadestik til dæmningen.

Monte Toc er et vandrende bjerg

I 1957 rykker 400 mand ind i den dybe, V-formede Vajontkløft oven over Longarone og begynder at støbe fundamentet til en buedæmning.

Chefingeniør Carlo Semenzas plan er at anlægge et gigantisk vandreservoir kaldet Vajontsøen bag den 160 m brede dæmning – en dyb, kunstig sø med en kapacitet på hele 168,7 mio. m³ vand, som kan drive turbinerne i et vandkraftværk i takt med den norditalienske industris behov for el.

Det økonomiske boom i Italien førte til bygning af Vajontdæmningen.

© Getty Images

Økonomisk mirakel gav bagslag

I 1976 eksploderede en produktionstank til fremstilling af ukrudtsmidlet triklorfenol på kemikaliefabrikken ICMESA i en forstad til Milano.

En giftsky, der bl.a. indeholdt miljøgiften TCDD, blæste ud over et stort, tætbefolket område og gav langsigtede skader på mennesker, planter og dyr.

Den såkaldte Seveso-katastrofe er blevet et symbol på de uheldige konsekvenser af Italiens hurtige modernisering i efterkrigstiden.

Det italienske samfund oplevede et økonomisk boom i årene 1950-70 og forvandlede sig på rekordtid fra et fattigt landbrugsland til en global industrination.

Industrisamfundets eksplosive udvikling var imidlertid ureguleret og lagde konstant pres på naturen og miljøet. Udviklingen førte til udbredt luft- og vandforurening samt økologiske katastrofer.

Som altid har Semenza blikket rettet mod enhver detalje i byggeriet, der groft sagt består af en kæmpe mur af betonklodser, som hviler oven på hinanden – i alt 360.000 m³ beton.

Chefingeniøren bekymrer sig derimod ikke stort om de geologiske forhold i dalen, hvor dæmningen skal stå.

Blandt indbyggerne på egnen har bjergskråningerne ellers ry for at være ustabile med hyppige klippeskred – ikke mindst det knap 2.000 m høje Toc-bjerg, der ligger klos op ad det kommende vandreservoir.

Af samme årsag har de lokale givet Toc øgenavnet “det vandrende bjerg” – en betegnelse, som skal vise sig uhyggelig profetisk.

Drukneulykke vækker bekymring

  1. marts 1959 skrider et kæmpe stykke af et andet bjerg ned i den lille opdæmmede sø Pontesei i nærheden af Longarone. Skredet udløser en 20 meter høj bølge, der skyller en mand ud på dybt vand, hvor han drukner.

Hændelsen får SADE til at iværksætte geologiske undersøgelser af de skråninger, der støder op til den planlagte Vajontsø.

Reservoiret kommer til at rumme 16 gange mere vand end Pontesei, og skulle et klippeskred indtræffe her, kunne konsekvenserne blive endnu mere omfattende end i den mindre sø.

SADE udpeger den anerkendte østrigske geologiprofessor Leopold Müller til at lede undersøgelserne, og østrigeren hyrer Carlo Semenzas 31-årige søn, geologen Edoardo, som sin assistent.

“Et skred på 50 millioner m³ truer befolkningens liv og levebrød”
Overskrift i avisen L’Unità

I juli 1959 går makkerparret i gang med omhyggeligt at granske terrænet ved den kunstige sø.

Mændene opmåler bjergene, tegner præcise kort og borer dybt ind i kalkstensklipperne for at tage prøver og afklare, om der gemmer sig ustabile eller porøse lag af fx ler og sten.

På den side af Toc-bjerget, der vender ud mod Vajontsøen, opdager Leopold og Edoardo tydelige sprækker og aflejringer fra enorme klippeskred. Toc-bjerget er langtfra så klippefast som håbet.

Geologer advarer mod kæmpeskred

Eksperterne advarer øjeblikkeligt SADE og Carlo Semenza om en overhængende risiko for nye skred, når vandet bliver fyldt i dæmningssøen og lægger pres på bjergskråningerne.

Nye undersøgelser viser faretruende tegn.

På Toc-bjergets nordlige skråning, lige over den kommende dæmningssø, findes en kolossal skredzone.

Ifølge geologerne er det sandsynligt, at zonen forbliver ustabil og kan resultere i et enormt skred, hvor 200 millioner m³ klippe braser ned i vandet.

Flodbølgen efterlod et kaos af ødelagte ting, bl.a. dukker og legetøj.

© Shutterstock

Carlo Semenza føler sig dog langtfra overbevist om, at faren er reel.

I håb om et andet resultat konsulterer han andre eksperter, som efter at have undersøgt Toc-bjerget afviser Edoardo Semenza og Leopold Müllers analyser.

Den nye konklusion lyder, at Toc-bjerget i det store og hele er bundsolidt og stabilt.

Lettet over de nye resultater giver Carlo Semenza i februar 1960 grønt lys til at fylde reservoiret bag den færdige dæmning med vand. I alt tre prøvefyldninger skal vise, om dæmningen holder tæt.

Prøvefasen forløber helt efter planen, og i oktober samme år er vanddybden i den kunstige sø nået op på 170 m af de planlagte 261 m.

I landsbyerne i Piavedalen for foden af Vajontdæmningen ånder indbyggerne lettet op. Mange af dem har gruet for, at dæmningen ikke vil kunne modstå det enorme vandpres, og talrige avisartikler har næret folks frygt.

Journalister har skrevet om risikoen for et gigantisk klippeskred, som kan udløse en flodbølge, der vælter dæmningen og tordner altødelæggende ned gennem dalen.

“Et skred på 50 millioner m³ truer befolkningens liv og levebrød”, advarer en seksspaltet overskrift i avisen L’Unità eksempelvis.

Hverken avisen eller dens læsere aner dog, at tallet er stærkt underdrevet, og at Leopold Müller tidligere har kalkuleret med et skred, der er fire gange så stort.

Bjerget slår sprækker

Elselskabet og de lokale myndigheder tåler imidlertid ingen kritik og sagsøger raskvæk de journalister, der vover at advare om en lurende katastrofe.

Trods forsøget på at give pressen mundkurv på svirrer rygterne vedvarende blandt de lokale om, at SADE holder vigtige informationer tilbage for befolkningen.

I slutningen af oktober 1960 bemærker nogle bønder en enorm, M-formet sprække på Toc-bjergets side, omkring 600 m over dæmningssøen.

Sprækken er et par km lang og bliver dagligt 3 cm bredere. Et mindre jordskred længere nede ad bjerget 4. november 1960 får SADE til endnu en gang at bede om assistance fra Leopold Müller.

“...hvis dæmningen brister, er det bedst, at vi dør sammen”
Micaela Colettis far

Østrigeren mener, at den øgede vandmængde i søen har fået Toc til at slå revner og gjort bjerget ustabilt, idet vandet er trængt ind til ustabile lag i klipperne. Hans forslag er at sænke vandstanden i søen for at stabilisere bjerget – når vandet siver ud af klippelagene igen, vil de genvinde evnen til at binde, mener han.

Alt tyder på, at Müller har ret.

Da SADE i de følgende to måneder åbner for sluserne, så vandet kan løbe ud af dæmningssøen, stopper jordskredsbevægelserne på Toc-bjerget – den M-formede sprække vokser nu kun med 1 mm i bredden om dagen mod tidligere 3 cm.

Elselskabet, Carlo Semenza og Leopold Müller mener, at de nu har kontrol over det lunefulde bjerg.

Müller anbefaler, at vandstanden bliver skiftevis hævet og sænket for at fremprovokere en række ufarlige klippeskred i stedet for et gigantisk.

Desuden insisterer Carlo Semenza på at gennemføre modelforsøg, der skal afklare, hvor høj vandstanden i dæmningssøen maksimalt må være i tilfælde af et stort bjergskred.

Forsøgene afslører, at i det værst tænkelige scenarie – et skred på 200 millioner m³ jord og klippe – vil flodbølgen tårne sig maksimalt 20 m i vejret.

Som en konsekvens af modelforsøgene beslutter Carlo Semenza, at vandhøjden i reservoiret altid skal holdes 25 m under kanten af dæmningen. Dermed vil dalen nedenfor være 100 pct. beskyttet mod oversvømmelse, vurderer han.

Flodbølge vokser sig 10 gange større end ventet

Eksperter har beregnet, at et klippeskred på bjerget MonteToc vil udløse en i værste fald 20 m høj flodbølge i Vajontsøen.

Men da en hel side af bjerget rutsjer i vandet, tårner en 250 m høj monsterbølge sig op og vælter ud over kanten af dæmningen.

I Piavedalen fortsætter bølgen sit dødsraid, og første by på dens vej er Longarone.

Søvand får bjerg til at revne

Onsdag den 9. oktober 1963 kl. 22.39 rutsjer en 2 km lang bjergside med omkring 260 millioner m³ klippe, jord og skov ned i den opdæmmede Vajontsø.

Skredet har en fart på op mod 100 km/t. og er udløst af den store mængde vand i søen.

Bølge rammer byer på bjergside

Bjergskredet, som varer 20 sekunder, rammer søen og udløser en 250 m høj flodbølge, der deler sig i to.

Den ene rammer landsbyerne Casso og Erto på den modsatte side af søen og ødelægger delvist byerne.

Trykbølge og vand udsletter Longarone

Den anden flodbølge får yderligere kraft af det tilbagestrømmende vand fra flodbølgen, der ramte landsbyerne Casso og Erto, og har en volumen på omkring 30 millioner m³.

Flodbølgen skyller op over kanten af den 262 m høje Vajontdæmning og ned i Piavedalen. Her skaber vandet et cirka 60 m dybt krater, inden det tordner gennem den trange dal og presses sammen til en flodbølge på 70 meters højde.

Foran sig skubber vandet en gigantisk trykbølge. Fire minutter efter jordskredet, når flodbølgen Longarone, der ligger som den første by ved foden af Vajontdæmningen.

Først tryk- og siden flodbølgen efterlader byen i et kaos af sårede og dræbte personer samt væltede bygninger.

1.000 ofre bliver aldrig fundet

Fra Longarone fortsætter flodbølgen videre mod syd gennem yderligere fire landsbyer i Piavedalen, før den via flodsystemet når ud i Adriaterhavet ved Venedig.

På sin vej gennem dalen slår bølgen i alt ca. 2.000 mennesker ihjel – ca. 350 familier bliver helt udslettet.

Ligene af mere end 1.000 ofre bliver aldrig fundet. Paradoksalt nok har dæmningen holdt til flodbølgen, men Vajontsøen er fyldt med klipper og jord i stedet for vand.

Katastrofens ofre

Døde: 2.000

Heraf savnet: 1.000

Udslettede familier: 350

Eksperter overvåger bjerg

Ved systematisk at hæve og sænke vanddybden håber SADE at kunne fremprovokere et kontrolleret jordskred fra Toc-bjerget.

  1. september 1963 har skredet bevæget sig samlet 3 m nedad, og eksperterne føler sig overbevist om, at de kan gelejde den løse bjergskråning langsomt ned i dæmningssøen.

Men med en vandstand på 245 m er søen mere fyldt end nogensinde, og stigningen får skredet til at tage fart. I forsøget på atter at dæmpe farten bliver sluserne åbnet og vandstanden atter sænket, men mod forventning har manøvren ingen effekt: Klippemassen lige under M-sprækken skrider hurtigere end nogensinde før.

Men selvom skredet ikke længere lader sig kontrollere, er ingeniørerne og geologerne fortrøstningsfulde.

I de første dage af oktober er vandstanden i søen nået helt ned på 235 m, og det giver en frihøjde på over 25 m. Dæmningsvæggen er nu høj nok til at kunne holde enhver flodbølge tilbage, vurderer elselskabet, der forventer, at skredet er lige oppe over.

Selskabet overvåger Toc-bjerget døgnet rundt og har desuden bedt bønderne i lokalområdet om at føre deres kvæg væk fra bjerget og i sikkerhed.

Af frygt for at skabe unødig panik undlader selskabet dog at advare indbyggerne nede i Piavedalen om et snarligt skred. Ifølge eksperterne er der jo ingen risiko for, at skredet vil kunne bringe landsbyerne i fare.

Døden kommer buldrende

I de fem små landsbyer, der ligger som perler på en snor nede i dalen, har indbyggerne intet hørt om de anstrengelser, der bliver gjort for at holde det “vandrende” Toc-bjerg i skak.

Men flere af indbyggerne har i den senere tid bemærket, at jord, sten og træer er begyndt at vælte ned i dæmningssøen fra den løse landmasse på Toc-bjerget.

“Lad os sende børnene væk”, har Micaelas mor tryglet.

“Nej, hvis dæmningen brister, er det bedst, at vi dør sammen”, svarer faren.

Mens Micaela ligger i sin seng og kæmper for at falde i søvn om aftenen onsdag 9. oktober, er der sort af mennesker på samtlige af Longarones cafeer og barer.

Opmærksomheden er rettet mod TV-skærmene, der viser en vigtig fodboldkamp i Europa Cuppen.

FØR- og EFTER-billeder fra dalen

Landsbyen Longarone var blandt de fem landsbyer der lå i dalen ved Toc-bjerget. Byen oplevede store ødelæggelser som følge af den enorme flødbølge.

Cirka kl. 22.40 overdøver en gigantisk rumlen som fra tusinder af tordenbrag de glade stemmer.

Øjeblikket efter går strømmen og lægger Longarone hen i totalt mørke. Jorden begynder at ryste, og inden indbyggerne når at indse, hvad der foregår, er katastrofen en realitet.

Et gigantisk skred på omkring 260 millioner m³ klippe med jord og skov er med omkring 100 km/t. hamret fra Toc ned i dæmningssøen og har udløst en op mod 250 m høj flodbølge, der buldrer ud over kanten af dæmningen og skyller altfortærende videre gennem dalen nedenunder.

I den smalle dal rejser vandet sig til en 70 m høj mur af frådende vandmasser, der tordner afsted med høj fart. Foran sig skubber vandet en trykbølge af sammenpresset luft, der rammer Longarone med en effekt som en atombombe.

Tage bliver flået af, mure blæst omkuld, og mennesker bliver lemlæstet til ukendelighed. Men dommedagen i Piavedalen er først kun lige begyndt.

Lige efter trykbølgen kommer vandet buldrende som et godstog fra helvede og river alt med sig på sin vej hen over Longarone og de fire næste landsbyer.

Veje, huse, el-master, togskinner, biler, træer, cykler og mennesker bliver flået væk af vandmasserne, der i et skummende og frådende inferno lægger Piavedalen øde.

Efter blot 15 min. er vandet væk, og en dødbringende stilhed sænker sig over ruiner, murbrokker og livløse menneskekroppe i det endeløse mudderlandskab.

Kun tårnet stod tilbage, efter at tryk- og flodbølgen havde ramt en kirke i Longarone.

© Imageselect

Folk er begravet i mudder

Allerede lidt over kl. 23 er redningsaktionen i gang. Redningsfolk, militær og frivillige fra nær og fjern strømmer til for at lede efter overlevende og bjærge omkomne. Men deres heroiske indsats lønner sig sjældent.

Flodbølgen har vasket stort set alt i Piavedalens landsbyer væk, og kun sjældent finder redningsarbejdere overlevende i det smadrede landskab.

Omkring kl. 2.30 om natten opdager redningsarbejderne en hånd og en fod, der stikker op af mudderet. Idet de trækker kroppen fri, går det op for dem, at personen mirakuløst er i live.

“Vi har fundet en overlevende, et gammelt menneske”, udbryder en af redningsfolkene, men han tager fejl. Bag den tykke maske af mudder gemmer sig den 12-årige Micaela Coletti, som trykbølgen fire timer forinden brutalt flåede ud af sengen og blæste 350 m væk fra familien Colettis hjem.

En af mændene løfter pigen op, tørrer mudderet af hendes ansigt og bærer hende hen til en bil, hvor hun grædende kommer til sig selv.

Endnu er pigen uvidende om, at hun er en af de ganske få overlevende i Longarone, og at hendes søster, forældre og bedsteforældre er blandt i alt ca. 2.000 dødsofre.

Ofre er svære at identificere

I dagene efter katastrofen graver redningsfolk og soldater febrilsk i mudder og blandt murbrokker for at finde overlevende i en kamp mod uret.

Identifikationen af døde er yderst vanskelig, for den ekstreme trykbølge har revet hoved og lemmer af mange af ofrenes kroppe. Hjerteskærende scener udspiller sig dagligt.

Chok og sorg går hånd i hånd, når bortrejste indbyggere vender hjem og opdager, at hele deres familie er udslettet, og boligen lagt i ruiner.

En ældre kvinde, Carmela Buttet, kravler rundt på alle fire og graver desperat med en ske i mudderet dér, hvor hendes hus plejede at stå. Grædende messer hun “min søn, min søn er dernede”.

Et par soldater forsøger blidt, men bestemt at gelejde kvinden væk:

“Kom med os, du kan alligevel ikke gøre noget”, siger en af mændene uden at kunne trænge igennem til hende. Kvinden vrister sig fri, hun nægter at opgive håbet om at finde sin søn, svigerdatteren og parrets tre små børn.

“Min søn er dernede, hjælp mig med at grave”, trygler den 72-årige kvinde, mens hun skovler videre i sølet med sin ske. “Bliv nu ved med at lede”, bønfalder hun soldaterne.

Under retssagen viste en kvinde omkomne fra katastrofen.

© Getty Images

Ingen ville tage ansvaret

Regering, myndigheder og alle parter i dæmningsbyggeriet hævdede, at katastrofen kom fuldstændig uventet.

Alle fralagde sig ansvaret og påstod, at katastrofen var naturskabt. Bjergskredet var, som den regeringsvenlige avis La Discussione formulerede det, “et mystisk tegn på Guds kærlighed”.

Fra uafhængige medier haglede kritikken imidlertid ned over både elektricitetsselskabet SADE’s ledelse, teknikerne og geologerne, som blev anklaget for groft svigt og for – mod bedre vidende – at have undladt at advare befolkningen i Piavedalen om det uundgåelige skred.

I februar 1968 blev 11 implicerede fra elselskabets ledelse og fra kredsen af ingeniører og teknikere sigtet for pligtforsømmelse og uagtsomt manddrab, efter at en kommission havde slået fast, at både skred og oversvømmelse kunne have været forudset.

Tre af de sigtede døde, inden retssagen kom i gang, og da dommen omsider faldt i 1971, blev kun to fundet skyldige og dømt for uagtsomt manddrab. Kendelserne udløste to år bag tremmer.

Først i 1997 indvilgede SADE i at udbetale erstatning til de efterladte.

Blandt dem var Micaela Coletti, som i en alder af blot 12 år fik udslettet hele sin familie og var ét af de blot 30 Longarone-børn, som overlevede katastrofen.

Carmela Buttet finder aldrig sine døde familiemedlemmer.

Som over 1.000 andre af oversvømmelsens ofre er de begravet dybt i mudderet eller skyllet ud i Adriaterhavet, og blandt de forsvundne er også Micaela Colettis familiemedlemmer.

Kun liget af hendes far bliver fundet, og i dag – over 50 år efter katastrofen – har Micaela Coletti kun enkelte minder tilbage fra den nat, hvor hun brat mistede alt, men selv blev reddet op af mudderhelvedet.

“Jeg husker, at jeg sad på skuldrene af en brandmand, og at han konstant var ved at snuble over de klippeblokke, der lå på jorden. Jeg blev ved med at trygle ham om at sætte mig ned, men han nægtede. Og så husker jeg den enorme måne, den føltes så tæt på og var så klar, at jeg blev bange. Jeg havde det, som om jeg kunne række armen ud og nå den. Aldrig har jeg set en måne så tæt på og så enorm. Det næste, jeg husker, er, at manden lagde mig ind i en bil, og at jeg hørte nogen græde. Pludselig indså jeg, at det var mig selv.”

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul