Kvælningsdøden kom snigende i Bhopal

Ved 20.30-tiden lægger Khan kortene fra sig og går ud i den milde vinteraften for at spule rørene igennem til de lagertanke, der indeholder det ekstremt giftige stof metylisocyanat (MIC). Hans overordnede har udarbejdet en vejledning, der beskriver arbejdsgangen.

Men manualen er mangelfuld og nævner intet om, at det er bydende nødvendigt at montere sikkerhedsskiver i begge ender af det rør, som skal renses. Skiverne er lavet af metal og fungerer som propper, der skal forhindre rensevandet i at trænge ind i stålbeholderne med MIC.

Khan kender intet til denne forholdsregel og gør bare, som manualen foreskriver – han åbner for vandet, lader det pumpe igennem rørene og vender tilbage til kantinen.

Tonsvis af insektgift ligger på lager

Siden 1979 har kemifabrikken Union Carbide produceret insektgifte til det indiske landbrug, og en af de vigtigste ingredienser i giften er metylisocyanat – eller bare MIC.

På grund af konkurrence fra nyere, billigere og bedre produkter er efterspørgslen faldet voldsomt, og derfor har Union Carbide i sommeren 1984 indstillet produktionen af MIC.

Fabrikken, som ligger klos op ad et slumkvarter på en bakke nordøst for centrum af Bhopal, opbevarer dog stadig tonsvis af MIC i tre store ståltanke, som ligger forankret i et solidt betonfundament på grunden.

Den ene af de tre indbyrdes forbundne tanke, E610, indeholder 41 tons MIC. De to andre rummer henholdsvis 21 tons og et ton af den farlige gift, som reagerer voldsomt, hvis den kommer i kontakt med vand.

OVERBLIK: Sådan opstod katastrofen

Kvælende stank breder sig

“Hey, kan I ikke lugte det? Det lugter altså mærkeligt. Jeg sværger, at der er MIC i luften”, siger Mohan Lal Verma, som klokken 23 er mødt ind på nattevagt.

Hans kolleger i kontrolrummet griner godmodigt. “Der kan altså ikke lugte af MIC, når produktionen er stoppet, dit fjols”, siger en af dem.

Da klokken har passeret midnat, er stanken blevet ulidelig. En svovlet og kvælende dunst af kogt kål hænger tungt over hele fabriksområdet, og én efter én begynder mændene på natholdet at klage over, at deres øjne svier.

To teknikere får ordre om at gå en runde i området med MIC-anlægget og tjekke, om alt er, som det skal være.

En heftig stank river og flår teknikerne i næsen, da de kommer hen til tankene med MIC. Mens de holder sig for næse og mund, lader de lyskeglen fra deres lommelygter vandre hen over ståltankene og videre hen over virvaret af rør­ledninger.

“Prøv at se. Der trænger gas ud”, siger den ene pludselig og lyser på en lille, hvid dampsky, som siver ud fra en læk i et rør.

Køleanlæg er ude af drift

Op imod 1.000 liter vand er trængt ind i tank E610 med de 41 tons MIC. I lukkede rum reagerer vand og MIC ved en løbsk og ukontrollabel kemisk reaktion, en såkaldt exoterm reaktion, som forårsager en eksplosiv varmeudvikling og deraf følgende voldsom stigning i trykket i tanken.

Under normale omstændigheder sørger et køleanlæg for at holde den farlige gift i ståltanken nedkølet til knap nul grader C, så kædereaktionen ikke kan opstå – men fordi kemifabrikken er under afvikling, er køleanlægget blevet slået fra.

Mandag 3. december 1984 er blot fem minutter gammel, da en af de ansatte på Union Carbide knuser glasset til en alarm og presser knappen ind. Mens sirenen hyler, forsøger Shekil Qureshi, som er teknisk inspektør, efter bedste evne at dæmme op for den katastrofe, som er under opsejling.

Ikke alene er et rør sprunget læk – en måler på E610 har også afsløret, at trykket i tanken er konstant stigende og ligger langt over acceptabelt niveau. Qureshi beslutter sig for at isolere tanken, så vandet ikke kan trænge videre ind i de to øvrige.

“Vi må isolere 610. Vi må isolere 610”, råber han uroligt til et par kolleger. Ved fælles hjælp lykkes det de tre mænd at afskære forbindelsen fra E610 til de to nabotanke, men knap har mændene forladt giftbeholderne, før de mærker, at jorden under deres fødder begynder at ryste.

Tank E610 skyder op fra betonfundamentet som en raket og rejser sig til lodret position, hvorefter den vælter og triller et par omgange, inden den atter lægger sig til ro på betonen.

Mirakuløst forbliver tanken intakt, men pga. det ekstreme tryk, som er bygget op, bliver giftgassen presset gennem rørsystemet og hen til et vasketårn, hvor en kæmpemæssig gejser af gift skyder op.

Instinktivt kaster Qureshi et blik på fabrikkens vindpose, som vajer fra toppen af en høj lysmast. Hans ansigt fortrækker sig i en bekymret grimasse, da han opdager, at posens spids peger mod syd i retning af Bhopals tættest befolkede områder: slumkvarteret Kali.

De fleste indbyggere ligger og sover på jorden i deres små blikskure, og i første omgang bemærker ingen den hvide tåge af gas, som bølger gennem gyderne og trænger ind gennem revner og sprækker.

Enkelte vågner ved stanken, og rundt­omkring begynder folk at hoste og klage sig, inden et advarselsskrig flænger stil­heden i nattemørket.

Giftgas ætser huden

Metylisocyanat er næsten dobbelt så tung som atmosfærisk luft og driver derfor tæt hen over jordoverfladen. Giftgassen er livsfarlig at indånde og giftig både at indtage og få på huden.

Derudover kan gassen forårsage alvorlige ætsningsskader på øjnene. Symptomerne på forgiftning er talrige: Når man indånder MIC, svier det i næse, mund og svælg.

Man får hovedpine, bliver svimmel, hoster, kaster blod op og får svært ved at trække vejret og risikerer at miste bevidstheden. Ved at trække vejret gennem en fugtig klud kan man dog undgå forgiftning, idet væsken nedbryder giften.

Kommer giftgassen i kontakt med huden, begynder den at svie og rødme med brændende smerter og i mange tilfælde ætsningsskader.

Åndenøden lammer

“Der er sket en ulykke på Carbide! Løb for livet!” gjalder råbene gennem Bhopals gader, i takt med at giftskyen kryber ned gennem byen. Fra alle skure, hytter og huse myldrer børn og voksne ud på gaderne – søvndrukne og paniske.

Ingen aner, hvad der foregår, og mange ligger allerede døde eller bevidstløse på jorden side om side med livløse køer og bøfler med fråde om munden og blodige næsebor.

Flygtende folkemasser tramper hen over de døde, men adskillige når blot at tilbagelægge ganske få meter, inden de selv falder omkuld lammet af smerter og åndenød.

Øjnene er grotesk udspilede, huden oversået med blærer, og urin og afføring siler ned ad deres ben.

5.000 dør øjeblikkeligt

Midt i det myldrende kaos leder folk des­pe­rat efter deres ægtefæller, deres børn, deres forældre. Navne bliver skreget ud i nattemørket, men som minutterne går, begynder råbene at forstumme.

Folk gisper desperat efter vejret og hoster, som er de ved at vende vrangen ud på sig selv. De, der stadig har en smule kræfter tilbage, vakler eller kravler hen til byens hospitaler, hvor skadestuerne forvandles til lighuse.

I løbet af natten bliver omkring 500.000 indbyggere i Bhopal udsat for giften. Heraf omkommer formentlig 5.000 øjeblikkeligt.

På byens hospitaler forsøger personalet efter bedste evne at hjælpe de tusindvis af ofre, men lægerne råder ikke over nogen effektiv modgift og må nøjes med at skylle patienternes hud, dryppe øjne og dæmpe smerterne.

Kort efter udslippet har ledelsen på Union Car­bide informeret lægerne om, at der er tale om et udslip af metylisocyanat, men kemifabrikken hævder, at stoffet er ufarligt og blot minder om tåregas.

På jernbanestationen i Bhopal er perron 1 et forfærdeligt syn.

Ved totiden ligger perronen øde hen med lig overalt. En baby er stadig i live og dier ved brystet af sin døde mor, og hist og her forsøger overlevende at komme på benene, mens de snapper efter vejret.

Vicestationsforstander V.K. Sharma vil for enhver pris forhindre den stærkt forsinkede Gorakhpur-ekspres i at stoppe i dødebyen, og da toget glider ind på stationen, meddeler han over højttaleren, at passagererne skal blive i toget.

“Her er sket et farligt udslip! Toget kører straks videre. Stå ikke af!” advarer han over højttalerne.

Men ikke mange hører hans advarsel, folk skubber og maser for at komme af toget, så Sharma tager en fugtig klud for næse og mund og spæner, så hurtigt han kan, hen til lokomotivet: “Kør, kør øjeblikkeligt”, råber han til lokoføreren, der kigger sig forundret omkring, inden han atter sætter toget i bevægelse.

Kun få er nået at stå af på stationen i Bhopal, og med sin snarrådige indsats har Sharma reddet flere hundrede mennesker fra den visse død.

Misdannede børn fødes stadig

I løbet af de første 48 timer omkommer omkring 8.000 mennesker. Siden dør yderligere ca. 17.000 til 30.000 som følge af forgiftning. Blandt de over­levende er fabriksarbejderne Rehman Khan og Shekil Qureshi samt viceforstanderen V.K. Sharma.

Over en halv mio. børn og voksne får varige mén i form af øjensygdomme og lungeskader. I dag, 35 år senere, fortsætter tragedien.

Grundvandet og jorden i Bhopal er aldrig blevet renset, og kvinderne i byen føder uforholdsmæssig mange børn med misdannelser, kræft og ind­lærings- og vækstproblemer.