Mod alle odds: “Atom-manden” overlevede radioaktiv eksplosion
I 1976 eksploderede radioaktivt materiale i hænderne på Harold McCluskey, og under ulykken blev han udsat for 500 gange den anbefalede dosis af radioaktivitet. De fleste læger spåede ham ingen fremtid, men McCluskey forbløffede dem ved at overleve – og aldrig udvikle skyggen af kræft.
Harold McCluskey gjorde en umenneskelig præstation, da han overlevede en rekordstor radioaktiv eksplosion.
I 1976 havde Hanford Site været lukket i fire måneder pga. strejke. Laboratorierne havde ligget øde hen i den periode, men den 30. august vendte Harold R. McCluskey tilbage til sit arbejde.
I baghovedet havde han formaningerne om, at man skal være særligt varsom med radioaktive materialer, når de har været uden opsyn i en periode. Men han havde også sin chefs ordre om at begynde at arbejde igen.
Og han vidste ikke, at han samme dag skulle komme til at begå en af historiens mest overmenneskelige præstationer.
Beskyttelsesmasken bliver flået af
64-årige McCluskey var kemisk senior-operatør på Hanford Site, hvor han bl.a. skilte det meget radioaktive metal americium fra plutonium.
Americium er et radioaktivt metal, der er det 95. grundstof i det periodiske system.
Med hjælp fra en såkaldt “glovebox” kunne han håndtere de radioaktive materialer uden selv at røre dem.
En glovebox er en afsikret kasse, hvor laboratoriearbejdere vha. tykke handsker (gloves) kan arbejde med fx radioaktive materialer.
Men pludselig opstod der brun røg inde i kassen. McCluskey forstod med det samme, at han skulle skynde sig væk.
Men betænkningstiden var kort og få sekunder senere eksploderede kassen. Han blev overdænget med glasskår og metalsplinter, og lufttrykket flåede beskyttelsesmasken af ham.
Uden masken indåndede han de giftige dampe fra americiumet. Og på få minutter optog han den største dosis af americium, der nogensinde er registreret i et menneske.
Lægerne rystede på hovedet
En af McCluskeys læger rapporterede senere, at McCluskey havde indtaget 500 gange den forsvarlige dosis af radioaktivitet. I de første tre uger efter ulykken blev han indlagt i isolation, og hans kone og datter måtte ikke komme ham nærmere end ni meter.
Han forblev indlagt i fem måneder, hvor hospitalspersonalet injicerede ham med over 600 sprøjter med det eksperimenterende lægemiddel zinc DTPA, som skulle hjælpe med at udskille radioaktiviteten i hans krop.
Til magasinet People fortalte McCluskey senere, at fire ud af ni læger troede, at han havde 50% chance for at overleve. De sidste fem rystede bare på hovedet.
Behandlingerne hjalp, og en stor del af americiumet blev udskilt fra hans krop. Alligevel forblev der så meget radioaktivitet i hans krop, at han kunne få en radioaktivitets-detektor til at bippe, når han holdt den op mod hovedet.
I januar 1977 blev han udskrevet og kunne komme hjem til sin hjemby Prosser i Washington, hvor han blev kendt som “Atomic Man” (atommanden, red.).
Døde uden kræft i kroppen
Harold McCluskey levede ikke uden mén efter ulykken. Han fik en nyreinfektion, fire hjerteanfald og blev opereret for grå stær på begge øjne.
Resten af sit liv blev han løbende undersøgt af læger, og i 1987 – 11 år efter ulykken – døde han 75 år gammel af en hjertesygdom, som han havde haft før ulykken.
Men en obduktion af McCluskey afslørede til lægernes store overraskelse, at der ikke var et eneste spor efter kræft i hans krop.