Bob Ballantynes ansigt syder og koger, og hans øjne svier.
Siden olieplatformen Piper Alpha eksploderede for 45 minutter siden, har den 46-årige skotske elektriker desperat ledt efter en vej ud af det brændende inferno.
Hele platformen er indhyllet i røg, og flere steder er flammerne ved at smelte stålkonstruktionen.
Hans ur viser 22.50 den 6. juli 1988, da Ballantyne omsider øjner en chance for at undslippe den sikre død. Ballantyne står på boreplatformens kælderdæk 6 m over Nordsøens bølger, over ham buldrer ilden nådesløst.
Igen og igen falder store brændende vragdele i havet med et plask. Ballantyne står ved boreplatformens sydøstlige ben, og ikke langt derfra – ved det vestvendte ben – ligger en redningsbåd.
Bob Ballantyne ses her til en mindehøjtidelighed for Piper Alpha-katastrofens ofre.
Flere af Ballantynes kolleger har samlet sig ved det vestvendte ben klar til at blive samlet op af redningsbåden – og via Piper Alphas nederste broer vil han over til dem. Men lige da Ballantyne skal til at sætte i løb, lyder et brag.
Endnu en eksplosion får stålkonstruktionen til at skælve, og han ser sine kammerater forsvinde i en ildkugle.
Ballantyne må indse, at han ikke kan blive på Piper Alpha meget længere. Skotten står midt i olieindustriens værste katastrofe, og hans chance for at overleve bliver mindre minut for minut.
Overalt på platformen forsøger de ombordværende at bringe sig i sikkerhed.
Alarmerne går amok
Få timer tidligere lignede dagen alle andre ude på Nordsøen.
Da dagholdet begyndte arbejdet på Piper Alpha, åndede alt fred. Himlen var blå, og bølgerne rolige.
Piper Alpha hentede olie og naturgas op fra Nordsøens bund. I rørledninger blev begge dele sendt videre til olieterminalen Flotta på Orkneyøerne.
Piper Alpha var havets mastodont
Produktionsplatformen Piper Alpha var Storbritanniens stålkæmpe i Nordsøen. Giganten tog tre år at bygge og stod færdig i 1976. Den ragede 88 m op i luften, og under havet var Piper Alpha endnu større: Platformen hvilede på 145 m høje ben.
Da Nordsøen er et af klodens barskeste områder, blev platformen bygget til at kunne modstå vinde på ikke færre end 185 km/t. og op til 29 m høje bølger.
I Nordsøen ligger olien i jordlag, der befinder sig mellem 2 og 5 km under havet. Piper Alpha pumpede det sorte guld op fra 36 brønde på havbunden. Ombord på olieplatformen blev naturgassen skilt fra olien og sendt i en separat rørledning ind til kysten. Piper Alpha var også mellemstation for gas fra andre platforme i Piperfeltet.
Oliebisserne arbejdede typisk 14 dage ad gangen og overnattede ombord på platformen. Det skulle vise sig at blive fatalt.
I alt 226 mand befandt sig på produktionsplatformen 190 km øst for den skotske by Aberdeen. Langt størstedelen af dem var briter, selvom det amerikanske selskab Occidental Petroleum stod for udvindingen i Piperfeltet.
Sommermånederne var højsæson for vedligeholdelse af platformen, og denne onsdag morgen udstedte lederen i kontrolrummet en PTW – en tilladelse – så arbejdshold, der skulle reparere en sikkerhedsventil i en pumpe, kunne gå i gang.
Piper Alpha rådede over to pumper, der blandede såkaldt kondensat i råolien, så den blev mere flydende, før den skulle sendes gennem rørledninger ind til kysten.
Mændene begav sig ned til pumpen på produktionsdækket, men rutineopgaven tog længere tid end ventet. Da klokken nærmede sig 18, var de stadig ikke færdige, og her blev den første fatale fejl begået:
De anbragte en midlertidig pakning og samlede pumpen med en skruenøgle. I manualen stod der ellers klart og tydeligt, at den skulle skrues sammen med en slagnøgle drevet af trykluft.
Piper Alpha stod på 144 m vand ude i Nordsøen. Fra platformen var der 190 km ind til Aberdeen.
Nordsøolien blev briternes guldgrube
Fundet af olie og gas i Nordsøen blev en lukrativ forretning for Storbritannien. Foruden at skabe et hav af arbejdspladser gav olieindustrien den britiske økonomi en saltvandsindsprøjtning.
I 1960’erne fandt briterne de første olie- og gasfelter under Nordsøen, og snart stod det klart, at de ville blive en guldgrube. Et årti senere strømmede det sorte guld i rørledninger ind til terminaler på kysten.
Ofte tog såkaldte offshoreselskaber sig af olieudvindingen, mens den britiske stat skovlede enorme summer ind ved at beskatte olieselskaberne med 45-70 procent af deres indtægter.
I 1980’erne indkasserede Storbritannien således 18 milliarder kr. om året i olieskatter fra Nordsøen, hvilket svarede til en tiendedel af nationens samlede indtægter.
Udvindingen var også med til at gøre Aberdeen til Europas oliehovedstad. Havnens størrelse blev mangedoblet, og snart husede den nordskotske by verdens største lufthavn for helikoptere. Fra 1970 til 1980 steg indbyggertallet med 40.000.
Arbejdsholdet noterede på PTW-sedlen, at pumpen endelig ikke måtte tages i brug, fordi arbejdet ikke var afsluttet, og pumpens sikkerhedsventil ikke fungerede. Og herefter begik mændene endnu en alvorlig fejl.
I stedet for mundtligt at informere folkene i kontrolrummet om den lurende fare ved pumpen lagde de bare PTW-sedlen på et bord og holdt fyraften.
Da teknikeren Geoff Bollands mødte ind til sin aftenvagt i kontrolrummet, opdagede han ikke advarslen. Bollands var en gammel rotte med over 10 års erfaring, men da Piper Alphas anden kondensatpumpe satte ud kl. 21.45, var han komplet uvidende om, at platformen nu ikke længere kunne pumpe.
Bollands og hans kolleger i kontrolrummet tøvede derfor ikke med at slå over på den første pumpe. Og det blev begyndelsen på enden for Piper Alpha.
Letantændelig gas sivede ud gennem den utætte ventil, og 10 minutter senere begyndte alarmerne at blinke i kontrolrummet.
I Piper Alphas kontrolrum blev alle vigtige beslutninger truffet. I 12 år havde platformen produceret olie uden alvorlige uheld, men den 6. juli 1988 gik det galt.
Bollands nåede lige at ærgre sig over, at platformen nok måtte lukkes ned midlertidigt – en særdeles kostbar affære for olieselskabet – da en gnist et eller andet sted antændte gassen.
Det næste, han hørte, var et øredøvende brag.
Væggene flås op
Lufttrykket fra eksplosionen var så kraftigt, at platformens tykke sikkerhedsvægge af stålplader blev flået op. Væggene var kun konstrueret til at forhindre en brand i at sprede sig på produktionsdækket – eksplosionens voldsomme kræfter holdt de ikke til.
Ligesom størstedelen af platformens medarbejdere havde elektrikeren Bob Ballantyne brugt fyraftenstimerne på at tage et bad, spise i kantinen og hygge sig med et slag kort i det rekreative område på øverste dæk. Med en kop kaffe i hånden gik han tilbage mod sin kahyt, da braget lød.
“Jeg følte, at hele platformen løftede sig fra havet”. Bob Ballantyne, borebisse ombord på Piper Alpha.
Ballantyne vaklede og tabte sin kaffekop.
“Jeg følte, at hele platformen løftede sig fra havet”, fortalte han senere.
Overalt på platformen blev oliebisserne kastet omkuld, og ingen var i tvivl om, at noget alvorligt var sket. De, som befandt sig tæt på produktionsdækket, kunne se flammer, mens tyk, giftig røg advarede andre længere oppe.
Hver gang nogen åbnede en dør, sivede kvælende røgskyer ind. Imens smeltede flammerne Piper Alphas nødgenerator og forvandlede platformen til et hjælpeløst stativ af stålrør.
Ballantyne sprang ind i sin kahyt, hvor han fandt sine kammerater, Ian Gillanders og Charlie McLaughlin. Gillanders var groggy, fordi badeværelsesloftet var faldet ned over ham.
De tre mænd fandt hurtigt deres tegnebøger og pas, men da Gillanders gav sig til at lægge sit tøj sirligt sammen, stoppede Ballantyne ham brysk:
“Nej, nej, Ian! Stop det. Vi efterlader alt. Vi skal væk fra platformen”.
Tykke overlevelsesdragter som disse skulle forhindre Piper Alphas mandskab i at fryse ihjel i det iskolde havvand ud for Nordskotland.
Alle tre trak i deres overlevelsesdragter. Selv i juli var vandtemperaturen i Nordsøen kun 10 grader, og alle Piper Alphas medarbejdere vidste, at de maksimalt ville overleve en time i bølgerne uden den varmeisolerende dragt.
Røgen begyndte at trænge ind i kahytten, så Ballantyne og hans kammerater viklede fugtige håndklæder for ansigterne, inden de løb ud ad døren. Trekløveret vidste ikke, hvor de skulle søge hen, da de kom ud på dækket. Men de lovede hinanden at blive sammen – en aftale, der hurtigt blev brudt.
Luften stinker af brændte kabler
Da braget fra eksplosionen lød, blev teknikeren Geoff Bollands oppe i kontrolrummet kastet 5 m gennem luften og ramte væggen.
Kontrolrummet lå klos op ad den skakt, som gassen havde samlet sig i, så eksplosionen ødelagde Piper Alphas muligheder for selv at bekæmpe branden.
Bollands kom på benene og mærkede en bidende smerte i hoften. Blodet løb fra en dyb flænge i hans tommelfinger, mens Bollands prøvede at orientere sig i det raserede lokale. Computere og kontrolpaneler var beskadigede, og stanken af brændte kabler bredte sig.
Livsvigtig advarsel bliver ikke læst
I kontrolrummet får ingen en mundtlig besked om, at dagholdets teknikere ikke er blevet færdige med at reparere Piper Alphas pumpe A – og at pumpen derfor under ingen omstændigheder må tages i brug. Den livsvigtige advarsel noteres i en arbejdsrapport, der smides på et bord i kontrolrummet. Ingen læser rapporten.
Lækage udløser eksplosion
Katastrofen skyldes en fejl på pumpe A. Den bliver sat i gang, da pumpe B sætter ud. Men pumpe A’s ventil er ikke skruet ordentligt på, som reglerne ellers foreskriver. I stedet har teknikerne kun brugt en skruenøgle. Gas siver ud, og kl. 21.45 antændes den af en gnist. Med et brag eksploderer platformen.
Platformens olietanke eksploderer
Eksplosionen er så kraftig, at den smadrer brandvæggene. De tonstunge vægge er ellers bygget til at forhindre en brand i at brede sig, men de kan ikke klare trykket. Resultatet er, at to store tanke med råolie også eksploderer og indhyller alt i flammer.
Gummimåtter dødsdømmer Piper Alpha
Fem minutter senere giver endnu en menneskelig fejl platformen dødsstødet. Dykkere har dækket nogle gitterriste med gummimåtter, så da eksplosionen får olie til at sive ud, samles den i en pøl. Måtter og olie bryder i flammer, der brænder en gasledning over. Endnu en kæmpemæssig eksplosion ryster Piper Alpha.
Ballantyne springer for livet
45 minutter efter første eksplosion ser elektrikeren Bob Ballantyne sine kammerater blive udslettet af en ildkugle. Kort efter kaster han sig i bølgerne fra seks meters højde for at undslippe flammehelvedet.
Selvom Piper Alpha nu flere steder blev hærget af brand, tændte ingen af platformens sprinklere.
Bollands prøvede at starte nødpumperne, men ekslosionen havde ødelagt el-generatorerne. For ham og kollegerne i kontrolrummet gjaldt det om at komme væk så hurtigt som muligt.
Redningsbåde sad monteret flere steder på platformen, men da Bollands kom ud på dækket, var alt indhyllet i sort røg. I stedet måtte de prøve at nå ned på kælderdækket lige over havoverfladen.
En af hans kolleger fandt et reb, som de kunne fire sig ned med. Selvom Bollands tommelfinger smertede, klarede han turen.
Kun iført redningsveste kastede mændene fra kontrolrummet sig i Nordsøen, for de første redningsfartøjer nærmede sig allerede.
MV Sandhaven hed et af de fartøjer, der ilede Piper Alpha til undsætning fra andre olieplatforme i Piperfeltet. Skibet blev senere solgt og omdøbt til Grampian Venture.
Kl. 22.18 blev Bollands og hans kolleger fisket op. De var blandt de heldige. Kun et par minutter senere udviklede situationen på Piper Alpha sig fra kritisk til katastrofal.
Ildkugle omspænder platformen
Teknikeren Bollands havde kun lige sat foden på redningsfartøjets dæk, da et kæmpemæssigt drøn lød. Råolie var løbet ned fra produktionsdækket og havde samlet sig i en stor brændende pøl på niveauet nedenunder.
Normalt ville udsivet olie ikke kunne samle sig, fordi platformens dæk bestod af gitterriste. Men Piper Alphas dykkerhold havde tidligere på dagen lagt gummimåtter over et stort område for lettere at kunne gå på arealet.
Kl. 22.20 havde flammerne fra oliepølen ædt sig gennem en stor gasledning. Den efterfølgende eksplosion var så voldsom, at en paddehattesky af ild rejste sig.
“Varmen fra eksplosionen var intens, selvom vi befandt os 100 m væk. Platformen lignede noget, der var taget ud af en katastrofefilm”, fortalte Bollands senere.
To andre platforme var forbundet med Piper Alpha, og de blev begge ved med at pumpe gas over til den brændende gigant. 30 tons gas i sekundet strømmede til Piper Alpha – indtil den sidste store eksplosion kappede forbindelsen til rørledningerne.
Selv på 30 kilometers afstand kunne redningsfolk se flammerne, der omspændte Piper Alpha. Alle nødplaner om at lande på olieplatformens helikopterdæk og hente overlevende måtte opgives.
Omkring 100 personer på Piper Alpha var ellers – helt efter evakueringsplanen – søgt hen til opholdsrummene, der lå i 45 meters højde lige under helikopterdækket.
Nu måtte de træffe en svær beslutning: Vente her eller driste sig ud i flammehavet.
“Vi er gået hen, hvor vi skal. De sender helikoptere ind”, lød det fra de fleste, som klyngede sig til håbet om redning fra luften. Men montøren Jim McDonald råbte:
“Der er noget rivravende galt på den her platform. Vi er nødt til at forlade den”.
McDonald havde arbejdet på Piper Alpha i 12 år og kendte hver en tomme af platformen. Med sin sweater bundet for mund og næse forlod han kantinen og styrede gennem røgen udenfor.
Flere gange måtte han kravle hen over lig. Han var ved at besvime, da han øjnede døren ind til et vaskerum. McDonald stormede ind.
Flammehavet smeltede Piper Alphas bærende konstruktioner, så olieplatformen krængede voldsomt, og kontrolrummet styrtede i havet.
Ved udgangen i den modsatte ende af vaskerummet rejste flammerne sig som en mur, men McDonald tog mod til sig og sprang igennem ilden. Så satte han af på et gelænder og kastede sig ud. Efter 21 meters fald ramte han havoverfladen.
“Under vand var der roligt, helt stille, og så skød jeg pludselig op til overfladen igen”, fortalte McDonald senere om sin mirakuløse flugt. Et redningsfartøj samlede ham hurtigt op.
Fartøj forsvinder i flammerne
Bob Ballantyne og hans to værelseskammerater var ikke i tvivl om, at platformens kælderdæk ville øge deres chancer for at overleve. Men overalt spærrede flammer vejen.
Elektrikeren fulgtes med ca. 10 andre, men pludselig stoppede han op. Synet af nogle høje metaldele, som bøjede sig i varmen, fik ham til at tænke på Salvador Dalís maleri af smeltende ure.
“Nej! Det her går ikke”, råbte han til sine værelseskammerater, der ikke kunne forstå, hvorfor han tøvede.
Alene søgte Ballantyne mod den østlige ende af platformen, hvor han fandt et reb, som han firede sig ned til kælderdækket med.
Turen forbi produktionsdækket var ulidelig varm på grund af de intense brande, og Ballantyne åndede først lettet op, da han nåede nederste dæk, kun 6 m over havet.
Herfra så han over på sine værelseskammerater, der var nået ned til Piper Alphas vestlige ben, hvor en redningsbåd ventede.
Fartøjet var en af de små, hurtigtgående både fra redningsskibet MV Sandhaven, som altid lå standby i Piperfeltet – i tilfælde af en ulykke. På den lille redningsbåd havde styrmand Iain Letham i den sidste halve time reddet flere overlevende op af vandet.
I alt befandt ni forkomne mænd fra Piper Alpha og en besætning på seks mand sig i båden, der pludselig blev viklet ind i reb ved platformens vestlige ben.
29-årige Letham gav sin båd gas og hev og flåede i rebene for at komme fri, men i samme sekund, som det lykkedes, blev fartøjet ramt af trykket fra endnu en voldsom eksplosion.
Letham nåede end ikke at ænse, hvad der skete, før han blev slynget over bord.
Lufttrykket fra eksplosionen pressede hans fartøj ned under overfladen, og da det dukkede op igen takket være sit selvoprettende skrog, var 11 ombordværende omkommet.
Letham lå forvirret og fortumlet i havoverfladen. Han havde overlevelsesdragt på, men eksplosionen skabte et flammehav, så dragten og hans hjelm begyndte at smelte.
Glødende og sylespidse metaldele fra Piper Alpha regnede ned omkring ham, så Letham måtte svømme som en rasende for at komme i læ under platformen.
Ballantyne får selskab
Braget, der trykkede redningsbåden ned under vand, skyldtes endnu en sprængt gasledning. Denne gang var eksplosionen så kraftig, at ilden rejste sig 90 m over Piper Alpha, og nedfald dumpede i havet 800 m væk.
“I svin! Kom tilbage og red mig!” Bob Ballantyne, da et skib sejler væk.
På kælderdækket havde elektrikeren Ballantyne set sine venner, Charlie og Ian, blive udslettet af ildkuglen.
“Gudskelov, at jeg ikke nåede hen til dem”, tænkte elektrikeren, der ikke fik tid til at sørge over kammeraterne.
Hans eget liv hang i en tynd tråd, for varmen var kvælende, og de store oliepøle på havets overflade kunne hvert øjeblik antænde og riste ham nede fra.
Til sin rædsel opdagede han desuden et redningsfartøj sejle væk fra Piper Alpha – for at undslippe den ekstreme varme.
“I svin! Kom tilbage og red mig!” råbte Ballantyne, men ingen hørte ham.
Pludselig fik han øje på en mand, der desperat svømmede imod ham. Elektrikeren kravlede ad en stige ned til havoverfladen og trak manden op – det viste sig at være styrmand Letham.
Det føltes betryggende at være to sammen i nødens stund – i det mindste skal ingen af os dø alene, tænkte Ballantyne.
Med et plask ramte de Nordsøens kolde vand
Flammehavet over dem fik Ballantynes og Lethams hud til at koge, og vabler bredte sig i deres ansigter. Samtidig var de tvunget til at holde fast om det brandvarme metalgelænder, fordi platformen rystede voldsomt.
Selvom de to briter stod tæt op ad hinanden, overdøjede larmen fra branden al tale. I stedet måtte de bruge fagter til at kommunikere.
Hvis de blev på Piper Alpha, ville de snart dø. De gav hinanden tegn til at springe i havet, hvor brændende olie og regnen af metaldele fra platformen ventede.
Med et plask ramte de Nordsøens kolde vand, men bølger førte dem væk fra hinanden, så de igen var alene. Letham kæmpede sig hen til en tønde, som han klamrede sig til, mens Ballantyne blev fanget i en stor oliepøl.
I løbet af få sekunder var han smurt ind i den klæbrige masse, og nogle få meter til højre for elektrikeren brændte en lignende oliepøl på havoverfladen. Fik de to plamager kontakt, ville Ballantyne blive omspændt af flammer.
Redningshelikoptere fra Aberdeen – 190 km borte – kom Piper Alpha til undsætning. På grund af flammerne måtte de lande på andre platforme og vente på, at redningsfartøjer sejlede overlevende hen til dem.
For at få dødsangsten på afstand begyndte Ballantyne at fantasere om, at hans yndlingshold, Clyde FC, vandt UEFA Cuppen i fodbold. Han forestillede sig også den ferie, som han og hustruen snart skulle på.
Som den ægte skotte, han var, ærgrede Ballantyne sig over, at hans depositum hos rejseselskabet nok ville gå tabt, hvis han døde.
Platformen bryder sammen
Mens Letham og Ballantyne kæmpede for livet i bølgerne, sprang endnu en af Piper Alphas store gasledninger i luften. Eksplosionen kl. 23.20 fik store dele af platformen til at krænge faretruende.
80 mand i det rekreative område på øverste dæk kom til at hænge i en 45-graders vinkel ud over Nordsøen. Panikken bredte sig, mens giftig røg sivede ind gennem huller og sprækker.
Flammehavet nærmede sig sekund for sekund og fik nogle af mændene til at storme ud på Piper Alphas øverste dæk. Her var varmen allerede så voldsom, at mændenes skosåler smeltede, selvom de fleste kun tog nogle få skridt, før de kastede sig ud over rælingen og styrtede 45 m ned i Nordsøen.
Overlevende fra Piper Alpha blev først behandlet på nabo-platformenes nødstationer, før de blev fløjet ind til hospitalet i Aberdeen.
Nogle overlevede mødet med havet, men druknede kort efter på grund af forbrændinger og brækkede knogler. Kun et fåtal blev samlet op i live af redningsfartøjer.
Men udspringet fra den svimlende højde viste sig at være risikoen værd. Kort efter gled hele Piper Alphas kantine, beboelseskvarter og det rekreative område ud over kanten og styrtede i havet. Alle tilbageværende omkom.
Tilbage stod platformens sørgelige rester – forvredet og brændende.
Ballantyne giver op
Styrmand Letham og elektrikeren Ballantyne kæmpede stadig i bølgerne, da klokken nærmede sig midnat. Men de var drevet langt væk fra hinanden.
“Jeg var totalt selvisk. Jeg svømmede hen mod et skib, jeg havde fået øje på. Man kunne se redningsbådenes søgelys feje hen over havet. Der var en del overlevende i vandet”, huskede Letham, som havde held til at hive sig op i redningsfartøjet ved hjælp af et tov.
“Jeg kan ikke mere. Nu giver jeg bare slip på rebet. Jeg er ligeglad”. Bob Ballantyne, borebisse fanget i oliepøl.
Elektrikeren Ballantyne var næsten usynlig i vandet. Hans hår, ansigt og redningsdragt var farvet sort af olie, kun øjnene lyste op i det mørke vand.
Møjesommeligt lykkedes det ham at undslippe oliepølen og svømme længere væk fra platformen. Kort før midnat blev han set af redningsskibet Lowland Cavalier, som kastede et redningsnet ned til ham.
Men Ballantynes kræfter var sluppet op. Tre gange forsøgte han forgæves at trække sig op af havet, men hver gang mistede han grebet og faldt tilbage i havet.
“Jeg kan ikke mere. Nu giver jeg bare slip på rebet. Jeg er ligeglad”, tænkte Ballantyne.
Heldigvis indså redderne ombord, at de måtte finde på noget. De råbte, at Ballantyne bare skulle vikle sig ind i nettet, så de kunne trække ham op. Kort efter væltede Ballantyne ind over rælingen, men han mærkede med det samme, at noget var helt galt.
“Jeg har ingen følelse fra livet og ned. Der er sket noget med mig!” skreg elektrikeren panisk.
En britisk undersøgelseskommission kom med hård kritik af forholdene på Piper Alpha, alligevel blev hverken ansatte eller ejerne dømt.
Ingen blev dømt for fejlene
Trods tabet af 167 menneskeliv og udstyr for milliarder af kroner blev ingen dømt for forsømmelser i kølvandet på Piper Alpha-katastrofen.
Manglende beviser medførte, at ejeren af Piper Alpha, det amerikanske olieselskab Occidental Petroleum, aldrig blev dømt for den mangelfulde sikkerhed ombord på platformen. Selskabet slap med at betale en erstatning på hundredvis af millioner kroner til ofrenes efterladte.
Til gengæld førte tragedien til øget sikkerhed inden for olieindustrien. Den britiske regering nedsatte en undersøgelseskommission under ledelse af den skotske dommer William Cullen. Kommissionen kom med 106 anbefalinger om sikkerhed, som hele olieindustrien tilsluttede sig.
Ændringerne inkluderede udpegelse af sikkerhedsrepræsentanter blandt de ansatte. Industrien forpligtede sig til at uddanne dem og skulle tillade, at medarbejderne selv tog initiativer til at undersøge mulige sikkerhedsbrister.
Til alt held kunne redderne berolige skotten med, at følelsesløsheden ikke skyldtes en ulykke, men at hans redningsdragt ikke havde været lukket ordentligt.
Nordsøens kolde vand havde samlet sig i bunden af Ballantynes overlevelsesdragt og gjort ham følelsesløs. Da han fik varmen igen, kunne skotten igen gå.
Ballantyne, Bollands og Letham var blandt de blot 61 overlevende fra Piper Alpha-katastrofen. 165 af deres kolleger omkom på den skæbnesvangre sommeraften i 1988.
Størstedelen døde af røgforgiftning og brandskader, resten druknede. Også to reddere ombord på Lethams redningsfartøj mistede livet.
Bob Ballantyne blev næste morgen fløjet ind til kysten. Helikopteren cirklede et par gange om de sortsvedne rester af Piper Alpha, før den satte kursen mod Aberdeen.
Ballantyne kunne ikke fatte, hvor lidt der var tilbage af platformen, og hvor mange kammerater han havde mistet.