Orkan forvandlede Østersøen til frådende helvede

Jens Larsen sender en af sine karle ud for at hente gårdens lange stige, så alle kan kravle op i sikkerhed på staldens loft.

Beslutningen viser sig at være forudseende. Vandet stiger nemlig hurtigere og voldsommere, end Jens Larsen nogensinde før har oplevet.

Mens gårdens i alt ni beboere sidder trygt oppe i høet, hamrer bølgerne mod den spinkle bygning – og murene begynder at give efter.

Panisk genner Jens Larsen sin familie og tjenestefolkene op på taget. Alle når i sikkerhed – undtagen Ane.

Inden hun kan nå at komme op, skrider bygningen sammen, så hun bliver klemt fast mellem to loftsbjælker. Og nu river taget sig løs med et ryk og driver med strømmen ind i bugten Bøtø Nor.

Ane er fanget i det iskolde havvand. Jens Larsen og hans karle formår ikke at trække hende fri – de må nøjes med at holde godt fat i hendes arme, så hun har hovedet oven vande. Imens driver taget videre som en vakkelvorn tømmerflåde.

Druknedøden er ikke den eneste trussel mod Anes unge liv. For hvert minut, der går, bliver malkepigen koldere og koldere. Til sidst kan hun ikke længere holde kulden og smerten ud.

“Slå mig for panden, og lad mig dø”, tigger den unge kvinde.

Østenvind skaber rekord-stormflod

Katastrofen, som ramte Jens Larsens gård i november 1872, var en såkaldt stormflod. Naturfænomenet medførte ekstraordinært store vandstandsstigning­er i Østersøens kystegne.

Bondefamilien på Falster var langtfra stormflodens eneste ofre. Overalt i den sydvestlige del af Østersøen væltede bølgerne ind over land.

I hundredvis af gårde og flere byer blev oversvømmet – mange steder steg vandstanden mere end tre meter over dagligt vande.

At stormfloden fik så katastrofalt et omfang, skyldtes en række usædvanlige meteorologiske sammenfald, der var begyndt et par uger før.

Storme havde presset enorme mængder vand fra Nordsøen ind i Østersøen. Vandmasserne nåede op til Den Botniske Bugt ved Finland.

Den 10. november skiftede vejret karakter. I første omgang flovede vinden af, men i dagene efter sprang den om i nordøst.

Nu piskede en orkanagtig storm med vindstød på over 32 m/s det sammenpressede vand i vestlig retning.

Normalt løber Østersøens overskydende vand gennem de danske bælter og via Skagerrak ud i Nordsøen, men stormen i 1872 betød, at de ekstraordinært store vandmasser, der var ophobet ved Finland, nu blev presset tilbage med en enorm kraft, og øerne i Østersøens sydvestlige del lå ubeskyttede for den voldsomste stormflod i farvandets historie.

Et af de første ramte steder var Bornholm.

Skibe knuses mod klipperne

Ved aftenstid den 12. november stod molen i fiskerbyen Allinge under vand, og havet steg op i gaderne, hvor det bl.a. flåede vingerne af den bornholmske bys mølle.

Som natten skred frem, tog uvejret til, fortalte et øjenvidne: “Tårnhøie bølger væltede sig imod land og kastede sten på 6-7.000 pund (3,5 tons, red.), der var boltet til molen, ned i havnen. En mængde fiskerbåde knustes, og et par skonnerter blev kastet ind på land med en sådan kraft, at den enes bovspryd gennembrød ydermuren i en grundmuret gård”, hedder det i bogen “Stormfloden den 12te-13de november 1872 – en samlet beretning”.

Endnu værre stod det til andre steder på Bornholm – fx blev havnen i nabobyen Sandvig komplet ødelagt. Stormen kostede også flere menneskeliv, bl.a. da en skonnert kæntrede ud for Randkløve Skår.

Vidner beskrev ulykken: “En mand sås et øjeblik på en klippe, hvorfra han med fortvivlede fagter strakte armene ind imod land, men i samme nu skylledes han ned i dybet”.

Mange af Bornholms kystnære byer blev oversvømmet, og langs de klippefyldte kyster gik flere skibe ned med alle mand ombord.

Stormen fortsatte sin kurs mod vest og ramte efterfølgende Skåne, hvor dens rasen dog var mere behersket.

Ganske vist blev en række huse ødelagt i byerne Hörte og Abbekås, og vandstanden ved Falsterbo steg til 2,4 meter over dagligt vande, men ingen af stederne kostede oversvømmelserne liv.

Mens Sverige således slap relativt nådigt fra naturkatastrofen, var billedet et helt andet langs den tyske Østersøkyst.

Præst bevidner families dødskamp

I området Schönberg, der ligger øst for den store tyske havneby Kiel, beskrev en lokal præst, hvordan hans sogn blev ramt af stormfloden:

“Hen mod natten steg vandet og brød snart igennem ved Schmöl Strand. Derved blev sænkningen foran strandvolden oversvømmet”.

Området, der normalt lå beskyttet af den nu gennembrudte strandvold, husede en klynge fiskerhuse.

Med vandet stående til halsen lykkedes det på kort tid en familie, der boede i et hus kaldet “Brasilien”, at surre en nødtørftig tømmerflåde sammen af stiger, døre og omkringdrivende bjælker.

Præsten fra Schönberg beretter om familiens overlevelseskamp: “I en rasende fart skyder flåden afsted med de af stormen oppiskede vandmasser. Så griber en bevoksning, hvis spids rager op over vandet, fat i fartøjet; det vipper, og mor og datter glider ud i vandmasserne. Flåden skyder fremad. Endnu et levende hegn og fartøjet brækker fra hinanden. Faderen griber fat i et af hegnets træer og råber efter sønnen, men han bliver halvvejs bevidstløs revet væk af en bjælke fra flåden”.

Håbet syntes ude for den halvvejs bevidstløse søn, men ved et sandt lykketræf skyllede han op på en holm midt i det oversvømmede indland.

Her blev han senere undsat af en gruppe lokale i en båd. Resten af familien fra “Brasilien” omkom i bølgerne.

Fiskerfamiliens endeligt afspejlede situationen overalt langs den slesvig-holstenske kyst. Op mod 300 mennesker mistede livet, 3.000 huse blev revet bort af det brusende hav, og 15.000 mennesker stod uden tag over hovedet.

Mange steder steg vandet mere end tre meter, og i Slesvig by nåede vandstandsstigningen helt op på 3,49 meter – en rekord, der aldrig siden er overgået.

Dreng forveksler bølgeskum med sne

Også på Sjælland fik indbyggerne stormflodens kraft at føle. Omkring 50 skibe strandede på Sjællands østkyst, og øens byer blev ramt af store oversvømmelser.

Nord for havnebyen Køge, i Ølsemagle Sogn, blev 25 gårde eksempelvis ødelagt af det indtrængende havvand. Værst stod det imidlertid til på Lolland og Falster.

Begge øer, der ligger i den sydlige del af Østersøen, er flade som pandekager, og da stormfloden for alvor slog ind over øerne i de gryende morgentimer den 13. november, viste digerne sig utilstrækkelige.

Bondesønnen Hans Lærke Lærkesen var denne morgen på vej til skole på det sydvestlige Lolland sammen med gårdens tjenestedreng, Kristian.

På vejen mødte de en oprevet husmandskone, som “jamrende spurgte os, om min far var hjemme, for stranden stod højt i deres og naboernes huse”, berettede Hans senere.

De to knægte forstod først situationens alvor, da de nåede frem til skolen. “Det føg med hvide flager hen over skolelodden. Jeg troede, det var sne, men blev snart klar over, at det var skummende bølger”, forklarede han senere.

Hans og Kristian blev sendt hjem igen, og de overlevede begge katastrofen. Andre på Lolland var mindre heldige.

I husene og gårdene nærmere havet kravlede mange op på lofterne for at undslippe vandet. Desværre viste loftsrummene sig ofte at være rene dødsfælder.

Når havet skyllede husene væk, kollapsede tagkonstruktionerne. Medmindre der var en lem i taget, havde de paniske beboere på lofterne ingen mulighed for at slippe ud. De, som ikke blev knust af tagets vægt, druknede efterfølgende.

Enkelte steder lykkedes det heldigvis at undsætte de stakler, der sad på tagene og ventede på, at havet skulle opsluge dem.

En gruppe mænd på det sydlige Lolland byggede således en tømmerflåde af ladeporte, som de brugte til at redde en række familier ved den oversvømmede havn i Høvænge. En af de modige redningsfolk fortalte senere om bedriften:

“Det var ikke noget helt let arbejde at komme frem med en sådan flåde; vandet skyllede hele tiden ind over den. De (de undsatte, red.) var vel næsten lige så meget i vandet som over vandet; men de reddedes da”.

Heltemodige indsatser som denne sikrede, at kun 28 mennesker mistede livet på Lolland, selvom store dele af øen stod under vand.

På naboøen Falster var situationen en anden – der udgjorde oversvømmelsen en langt større trussel.

Tyr overlever ved at ofre sit harem

Mens befolkningen på Lolland kunne søge længere ind på øen, da havet gennembrød digerne, havde mange falstringer intet sted at flygte hen.

Falsters sydlige del er lang og smal, og for at gøre ondt værre var en stor del af området dengang et såkaldt nor – det vil sige en omsluttet bugt, der kun har en smal adgang til havet.

I dag er noret fyldt op, men da stormfloden rullede ind over øen, blev folk på den sydlige tange skyllet ud i Bøtø Nor, der var 1 km bred og 15 km lang.

Kun de solideste huse langs Falsters sydlige østkyst overlevede stormflodens hærgen. Et af disse tilhørte bonden Johan Lange, hvis datter senere berettede om hændelserne den 13. november:

“Vi slap alle lykkelig og vel op på loftet over kostalden: Røgteren var den sidste; han stod og holdt ved stigen, og lige som han var kommet op, kom der en vældig bølge, som slog ladeporten ind og tog stigen bort – et sekund senere, og røgteren ville være skyllet bort”.

I stalden nedenunder druknede alle 30 af familien Langes køer. Kun tyren overlevede – den stillede sig op på en af køerne, så den kunne holde sit hoved oven vande under oversvømmelsen.

“Det var ikke just galant og egentlig ikke det, man venter sig af en tyr, men på denne måde blev han nu reddet”, bemærkede Johan Langes datter efter­følgende om oplevelsen.

Familien Lange og resten af gårdens folk red stormen af oppe på loftet. En gårdejer fra det vestlige Falster undsatte dem dagen efter i en båd.

Familie på flydende tag går under

Ligesom familien Lange flygtede mange andre af beboerne på Bøtø op på gårdenes lofter og tage – blandt dem bonden Jens Hansen.

Sammen med sin familie og gårdens tjenestefolk nåede han op på taget af laden, inden bygningen kollapsede under havets støt stigende pres. Ombord på taget blev gruppen ført ud i Bøtø Nor af bølgerne.

Midt under rædselssejladsen knækkede taget pludselig over i to dele. På den ene del sad familien Hansen sammen med en af tjenestepigerne.

Denne del af taget faldt langsomt fra hinanden, og ovre fra den anden halvdel kunne resten af gårdens beboere blot se hjælpeløst til, mens familien med to små børn forsvandt ned i det frådende vand.

Andetsteds på det oversvømmede Falster befandt taget med familien Larsen og deres tjenestefolk sig.

Her var den 26-årige malkepige Ane stadig klemt fast mellem to tunge loftsbjælker, mens hun blev trukket gennem det iskolde vand. Hun ønskede kun, at nogen ville gøre en ende på hendes lidelser.

Til Anes held drev stormfloden imidlertid taget ind mod et højt piletræ, der ragede op ad vandet. De fortvivlede passagerer greb chancen for at forlade deres vakkelvorne fartøj og kravle over i træet.

Herfra lykkedes det omsider også for gårdens mænd at trække den stærkt nedkølede Ane op af vandet.

Den unge pige var sandsynligvis død af kulde, hvis ikke en båd med et par lokale kort tid efter var sejlet forbi.

Mændene tog de nødstedte med til en nærliggende gård, og mens resten af de overlevende fra Larsen-gården fik et varmt måltid, blev Ane rullet ind i et tykt tæppe og puttet i seng, så hun kunne få varmen.

Mens den afkræftede Ane kom til hægterne, erfarede hun, at hendes familie havde lidt en grum skæbne:

I alt 52 falstringer var omkommet – blandt dem hendes morbror og hans tre voksne børn. I sin beskrivelse af katastrofedagen forklarede pigen også, hvordan hendes mor blev fundet:

“Min mor, der var husbestyrerinde hos en mand på Bøtø, blev fundet hængende over en grøftevold, med husbondens ene barn under sig”.

Politikerne udviste ingen medfølelse

Mange overlevende efter stormfloden i november 1872 var efterladt med lignende personlige tab.

Faktisk havde stort set alle i de ramte områder langs Østersøen mistet nogen, de holdt af, og lokalsamfundene var hårdt ramt.

Overalt lå døde dyr og mennesker spredt mellem vraggods, drivtømmer og væltede træer.

På Ærø var Ærøskøbings havneanlæg blevet ramt så hårdt af bølgerne, at kun fyrtårnet stod tilbage – tronende som en ensom mast i det ødelagte landskab.

I dagene efter tragedien drog forfatteren Julius Schytte rundt til de steder i Danmark, hvor stormfloden havde ramt. Overalt, hvor han kom frem, blev han mødt af de samme ord.

“Var vandet dog blot ikke kommet så pludselig, så kunne vi dog have reddet os”, klagede de overlevende. Foruden de menneskelige tab var der også de økonomiske.

Da vandet havde trukket sig tilbage, stod det mange steder klart, at havet havde skyllet den gode muldjord væk og efterladt sand og sten i dens sted.

Ydermere var jorden blevet saltet af det indtrængende havvand, så ingen afgrøder kunne gro her i årevis. Tragedien blev kun forværret af, at størstedelen af de ramte var fattige bonde- og fiskerfamilier.

De stod tilbage uden noget som helst – deres hjem og ejendele var revet bort af havet. Fra statsligt hold var der kun begrænset hjælp at hente – i al fald i Danmark.

Her brugte regeringen ca. tre uger på at samle indberetninger om stormfloden, og på baggrund af de indhentede informationer redegjorde indenrigsminister C.A. Fonnesbech den 4. december for katastrofen over for Folketinget.

Under sin tale benævnte Fonnesbech stormflodens ofre som “skatteobjekter”.

Politikerne i København virkede generelt mere nervøse over de forventede udgifter til statskassen, end de bekymrede sig for, hvad der skulle blive af de forarmede overlevende ved kysten.

Heldigvis kom hjælpen andetsteds fra. Talrige private indsamlinger blev iværksat i Danmark og Tyskland straks efter ulykken.

Indsatsen sikrede, at ofrene kunne få mad, tøj og tag over hovedet, mens den langsommelige genopbygning af lokalsamfund og havnebyer stod på.

Ane kom sig efter nærdødsoplevelsen

Ingen, som oplevede katastrofen i 1872, glemte den nogensinde igen. Stormfloden var den voldsomste i Østersøens historie, og højvandssten blev sat i snart sagt alle byer, hvor vandet havde hærget.

Begivenheden blev også foreviget i litteraturen – bl.a. i et digt af den berømte danske forfatter H.C. Andersen.

For malkepigen Ane vendte livet efterhånden tilbage til normalen. Gårdejer Jens Larsen døde ganske vist året efter katastrofen, og i stedet kom Ane tilbage på Bøtøgård, hvor hun tidligere havde tjent.

Hun giftede sig med den lokale væver, Ole Hansen, i 1876, og året efter fik ægteparret en datter.

Ane boede på Falster indtil sin død i 1929. Skæbnens ironi ville, at hun blev begravet den 13. november – på 57-årsdagen for stormflodens hærgen.