Redningsfolkene glemte aldrig Titanics druknede

Bjærgningsskibet når frem

Koordinaterne fra Bremen tikker ind i radiorummet på Mackay-Bennett om eftermiddagen lørdag den 20. april 1912.

I tre døgn har kabelskibet været undervejs fra Halifax i Nova Scotia, men tåge og uvejr har forsinket sejladsen mod Titanics forlissted.

Luksusskibets ofre er derfor drevet vidt omkring, og koordinaterne fra Bremen er en stor hjælp.

Ombord på Mackay-Bennett har kaptajn F.H. Lardner et hold ligbjærgere, der kan se frem til dobbelt hyre for denne særlig belastende mission. Flere end 40 bedemænd er også med – de er indkaldt fra hele Nova Scotia og medbringer deres eget balsameringsudstyr.

Desuden er kabelskibets lastrum fyldt med trækister, ligsække og adskillige tons is. Også 12 tons jernlodder er med til brug ved begravelser til søs.

“Vi ankom til lokationen kl. 20 lørdag aften, stoppede motorerne og lod skibet drive. Midt under aftenvagten dukkede vragdele og nogle få lig op”, rapporterede kaptajn Lardner.

Men først da lyset bryder frem næste morgen, går katastrofens omfang for alvor op for mandskabet. Hverken disen eller de høje bølger kan skjule gruen.

Overalt flyder borde, stole, puder og lampeskærme. Men værst er synet af lig, der ifølge besætningsmedlem Arminias Wiseman “rullede på vandet som korkpropper, så langt øjet kunne se”.

Et andet besætningsmedlem beskriver ligene som “en flok måger i tågen”, fordi de hvide redningsveste stritter op af vandet som vinger.

I de tidlige morgentimer fires robådene ned fra Mackay-Bennett, og med fem mand i hvert fartøj begynder arbejdet med at hive de døde op i bådene.

Næsten alle ofrene ligger på ryggen og stirrer op på ligbjærgerne. Nogle af de døde kvinder ligner blege galionsfigurer, der er knækket af gamle sejlskibe.

Med bådshager griber mændene fat i redningsvestene, inden de i fællesskab haler ofrene ombord og sejler dem tilbage til Mackay-Bennett, hvor de bliver lagt på dækket.

Arbejdet er udmattende, og mændene ryster af kulde, fordi de iskolde bølger konstant skyller ind over robådene. Men sliddet betaler sig.

“Selvom der var høj sø, fik vi fundet og indbragt 51 lig”, noterer kaptajn Lardner den første dag.

Bedemænd tager sig af ofrene

Hver gang et nyt lig lægges på Mackay-Bennetts dæk, står en bedemand klar til at tage imod.

Som det første bliver et lille stykke lærred med et nummer sat fast på liget. Derefter klæder bedemanden omhyggeligt offeret af, mens alle ejendele lægges i en lærredspose, hvor ligets nummer er påtrykt.

“I næsten alle mændenes lommer fandt vi en del tobak, tændstikker og små flasker med whisky. Mange bar også nøglen til deres kahyt og værdiboks”, fortalte bedemanden John Snow jr.

På dækket noterer bedemændene nøje hver en detalje om offeret, så det siden kan identificeres: Højde, vægt, hårfarve og særlige kendetegn som ar, modermærker og tatoveringer.

Især påklædning, smykker og tegnebøgernes indhold gør, at ofre kan kategoriseres i passagerer fra hhv. 1., 2. og 3. klasse.

Også den formodede alder bliver registreret, men efter flere døgn i saltvandet ser mange ofre meget ældre ud, end de er; fx bliver den kun 25-årige passager Reginald Butler vurderet til at være 42 år.

Det første lig, der bliver identificeret på dækket, er forretningsmanden John Jacob Astor. Som verdens rigeste mand er amerikaneren et kendt ansigt, og skibselektrikeren Gerald Ross genkender ham hurtigt:

“Begge arme stod op i luften. Ansigtet var hævet, den ene kæbe beskadiget. Liget var klædt i jakkesæt og lædersko. Hans ur – en dyr sag med diamanter – dinglede fra hans lomme. Det var gået i stå kl. 3.20. Praktisk talt alle andre ure gik i stå kl. 2.10”.

Astor bærer en diamantring, og hans tegnebog indeholder 2.440 dollars og 225 pund, men det er initialerne J.J.A. på hans skjortekrave, som gør, at rigmanden med garanti kan identificeres.

Astor og andre ofre, der kategoriseres som 1.-klassespassagerer, bliver balsameret med det samme. Med bakteriedræbende sæbe vasker bedemændene omhyggeligt de nøgne kroppe.

Bagefter sprøjter de balsameringsvæske ind i blodårerne for at bevare vævet. Når balsameringen er overstået, lægges de døde i en kiste med deres nummer på.

119 bliver begravet til søs

Langtfra alle ofre bliver balsameret. Mangel på balsameringsvæske gør, at 1.-klassespassagererne bliver prioriteret, ligesom de kun 100 trækister også går til dem.

De øvrige ofre bliver puttet i en lærredspose og lagt på is i lasten.

Adskillige lig er dog så medtagne og uigenkendelige af deres kvæstelser og tiden i vandet, at Lardner og bedemændene ikke ser nogen grund til at fragte dem til Halifax.

I stedet afholder pastor Canon Hind kl. 20.15 den 22. april den første af i alt tre begravelsesceremonier på havet. For besætningen på Mackay-Bennett er det en dyster oplevelse.

“I næsten en time lyder ordene, ‘For så meget, som det har behaget (…) overdrager vi denne krop til dybet’, og efter hver gentagelse lyder et plask, når den jerntyngede krop dumper i havet”, nedfælder maskinmester Frederick Hamilton i sin dagbog.

I alt 119 ofre får syet et jernlod i deres ligpose og bliver bisat på Atlanterhavets bund 3 km nede.

De fleste af dem var besætningsmedlemmer på Titanic. Over for deres pårørende forsvarer Lardner beslutningen med, at “den, som lever på havet, bør være tilfreds med at blive begravet til søs”.

Hjem med lig i lasten

Dag efter dag gennemsøger Mackay-Bennetts ligbjærgere havet i et stadig barskere vejr. Arbejdet udmatter dem både fysisk og psykisk.

Ikke alene skal de hver aften overvære begravelserne. Hver gang mændene sejler ud, skal de også se de døde i ansigtet – hvis der vel at mærke stadig er et ansigt at kigge på.

Værst er det, da en båd rammer en to-årig dreng.

“Synet af den lille skikkelse, der flød med sit ansigt opad fra dybet, bragte tårer i øjnene på de hårdføre sømænd”, berettede en Halifax-avis.

Selvom præsten roser mandskabet for at klare den følelsesmæssige belastning flot, er mændene glade, da kabelskibet efter seks døgns eftersøgning i et område på mere end 100 km² omsider sætter kursen mod Halifax.

I alt 306 lig har bjærgerne fundet, inden de bliver afløst af tre andre skibe, som finder yderligere 22 ofre i havet.

Da Mackay-Bennett den 30. april sejler ind til Halifax, står de 100 kister stablet på fordækket, og arbejderne på havnen tager kasketten af i respekt for de døde.

Ved kajen bæres først de ubalsamerede lig fra borde og til sidst kisterne med 1.-klassespassagerer. Alle bliver placeret i et midlertidigt lighus, hvor slægtninge og bekendte skal identificere de døde endegyldigt.

Fire dage senere bliver 59 uidentificerede ofre begravet på Fairview Kirkegård i Halifax. Blandt dem er den to-årige dreng, som ingen levende kender til.

Drengen, der sandsynligvis rejste på 3. klasse, får dog en begravelse, der er en 1.-klassespassager værdig. Pastor Hind står for ceremonien foran 75 fremmødte – alle fra Mackay-Bennetts bjærgningshold.

Seks sømænd bærer den lille kiste til graven, hvor besætningen af egen lomme har samlet ind til en gravsten.

“Vores barn” står der på et kobbervedhæng, som bjærgerne giver drengen med i graven.