Sejltur gik op i flammer

Tysk-amerikanerne går ombord

ONSDAG DEN 15. JUNI 1904 KL. 8.30: Besætningen har brugt morgenen på at klargøre hjuldamperen. Dækkene er vasket, panelerne skinner, og kuldepotet er fyldt op.

Overskægget er glattet ud, og kasketten sidder korrekt på William van Schaick, mens den 67-årige kaptajn bevæger sig rundt i styrehuset.

Hjuldamperen er ejet af dampskibsselskabet Knickerbocker Steamship Company, men siden General Slocum blev søsat i foråret 1891, har kaptajn van Schaick stået bag roret.

Søulken bor endda på sit fartøj – ligesom mange andre skibskaptajner. Van Schaick ser frem til en rolig dag, og oppe fra styrehuset giver han tegn til bådsmand Ed Flanagan om at lade passagererne gå ombord.

Alt ånder fred og idyl, og i takt med at de tyske immigrantfamilier fylder skibet, spreder en duft af lune boller og saltkringler sig.

Oppe i styrehuset bliver kaptajn van Schaick dog snart en anelse utålmodig, fordi flere familier er forsinkede.

Men pga. den særlige dag gør kaptajnen en undtagelse og udskyder på pastor Haas’ anmodning flere gange den planmæssige afgang kl. 8.45.

Ingen ønsker at spolere den store dag for de stakler, som endnu ikke er nået frem. Hjuldamperen er derfor næsten en time forsinket, da landgangsbroen omsider bliver trukket op og fortøjningen løsnet.

“Hun er fra land, sir!” melder andenstyrmanden, Ed Wea­ver, til van Schaick. General Slocum begiver sig ud på det, der skal blive damperens sidste rejse.

Præsten hilser på sine sognebørn

Kl. 9.45: General Slocum sejler mod syd og vender så 180 grader rundt ved Williamsburg-broen for at udnytte strømmen på East River optimalt.

Omringet af glade børn og voksne går pastor Haas en tur på skibets solopvarmede øverste dæk (orkandækket).

Flere passagerer læner sig her op ad rælingen og nyder udsigten til Manhattan på den ene side og Brooklyn på den anden.

Imens pastor Haas bevæger sig videre til de nedre dæk, begynder voksne at tage godter op fra picnickurvene.

På skibets hoveddæk ser Haas til sin fornøjelse, at de lystige toner fra det ombordværende orkester har lokket mange af de unge mennesker ud på dansegulvet.

Undervejs på sin rundtur hilser Haas på de forsamlede familier – nogle blot med et nik, andre med en lille snak om det gode vejr.

Mange vil også gerne takke Haas. Uden præstens store arbejde havde udflugten aldrig været mulig.

Dreng advarer om røg fra trappen

Kl. 10.00: General Slocum glider ind i passagen mellem Manhattan og øen Blackwell’s Island, der huser storbyens sindssygehospital.

Kondensvandet løber ned ad glasset. Dæksdrengen John Coakley står i baren på hoveddækket med et nyskænket glas øl, som bartenderen netop har givet ham.

Kaptajn van Schaick har ellers indskærpet over for bartenderen, at han ikke må “give mændene for meget at drikke i dag”.

Men Coakley er ny på båden, og det er første gang i sine 18 dage på jobbet, at dæksdrengen har bedt om en øl i sin pause, så det får han.

Nydelsen er dog kortvarig, da en lille dreng pludselig prikker til Coakley: “Mister, der kommer røg op fra en af trapperne”.

Mere af pligt end af lyst går Coakley hen til trappen, og ganske rigtigt siver røgen stille op nede fra personaleafdelingen.

Røgen er dog ikke så tæt, at dæksdrengen kalder op til styrehuset via samtaleanlæggets kobberrør – kaptajnen skal ikke forstyrres af småting.

Coakley vifter i stedet røgen foran sig væk, mens han går ned ad trappen og opdager, at osen kommer fra lamperummet i fartøjets forreste halvdel.

Da dæksdrengen åbner døren ind til rummet, hvor utændte petroleumslamper og lanterner hænger side om side, bliver ilden fodret af den indstrømmende ilt og blusser op.

Coakley finder et klæde og forsøger uden held at slukke branden. Pludselig får han øje på en kulsæk bag døren, som han griber og tømmer ud over flammerne. Kullene kvæler midlertidigt ilden, men det er en stakket frist.

Rådvild farer dæksdrengen afsted for at finde bådsmand Ed Flanagan, der leder og fordeler dæksarbejdet. Men bag sig efterlader Coakley døren til lamperummet på vid gab.

Han skænker det ikke en tanke, at åbningen giver den iltholdige luft rig mulighed for at strømme ind i lamperummet. Gløderne bliver nu for alvor fodret.

Farlig passage kræver fuld koncentration

Kl. 10.03: Mens en panikslagen John Coakley forsøger at finde Ed Flanagan, er General Slocum ved at nå “Helvedesporten” på East River.

Som altid vrimler det med skibe og både på East River. Kaptajn van Schaick bekymrer sig dog især om Helvedesporten – en smal og særlig farlig passage mellem Ward’s Island og Queens på Long Island, hvor lumske strømhvirvler kan presse skibe ind mod klippeskær nær bredden.

Så sent som 12 timer forinden er damperen Chester Chapin stødt på grund ved Helvedesporten, så van Schaick er ekstra koncentreret, da General Slocum nærmer sig den lumske passage.

Søulken bliver derfor svært irriteret, da en 12-årig knægt står og råber på dækket foran styrehuset.

“Hey, mister! Skibet brænder!” skråler den forpustede dreng, som også har set røgen ved trappen.

“Skrid ad helvede til, og pas dig selv!” råber kaptajnen arrigt tilbage, træt af børn, der evig og altid skal lave sjov.

Ildslukningen mislykkes pga. rådne slanger

Kl. 10.06: Passagererne er lykkeligt uvidende om faren, der ulmer på hjuldamperen. De er ivrigt optaget af at more sig med snak, dans og musik.

John Coakley har fundet bådsmand Ed Flanagan oppe på hoveddækket, og de to står nu ved personaletrappen, hvor tyk røg vælter op, mens flammer kan anes nede i lamperummet.

Flanagan griber samtaleanlæggets kobberrør og skriger for fuld røst op til styrehuset: “Skibet brænder!”

Uden at vente på svar spæner bådsmanden videre ned til maskinrummet, hvor han hurtigt beordrer maskinmester Ben Conklin til at “få gang i pumpen”, så dampmaskineriet kan pumpe vand ud til brandslangerne på fartøjet.

På vej tilbage mod lamperummet hiver Flanagan et par ekstra dæksdrenge med sig. Situationen lader til at være under kontrol, da mændene ruller den nærmeste slange ud og peger den mod det brændende lamperum.

Ivrigt åbner Flanagan ventilen og mærker med det samme vandet strømme ud i slangen. Alligevel råber en dæksdreng længere fremme, at intet vand kommer ud fra slangens åbning.

Fortvivlet opdager mændene gennem røgen, at den grå brandslange er revnet pga. trykket. Hvad der i 1891 var en spritny slange, er i 1904 et mølædt stykke linned.

Pludselig grebet af panik beslutter Flanagan, at besætningen intet kan stille op mod flammerne: “Gå i bådene”, råber han til sine underordnede.

Kaptajnen sætter damp under kedlerne

Kl. 10.10: Med vanlig påpasselighed fra kaptajnen er General Slocum kommet sikkert gennem Helvedesporten, og skibet nærmer sig mere åbent vand.

Van Schaick iler tilbage mod sit styrehus, mens han overvejer, hvad han skal gøre. Kaptajnen har netop været nede for at besigtige branden, og han ved, at General Slocum næs­ten med sikkerhed vil brænde op.

Hans opgave er nu at redde så mange liv som muligt. Stakåndet slår den gamle mand døren til broen op og overbringer sine to styrmænd den nedslående opdatering.

Efter en kort diskussion træffer kaptajnen sit valg: “Læg hende til ved North Brother Island”, beordrer han sin førstestyrmand, Ed van Wart.

Øen længere fremme mod nord huser et hospital, men desværre befinder General Slocum sig endnu nogle kilometer fra stedet.

Mændene i styrehuset sender derfor med det samme en besked ned til maskinrummet: Fuld damp på kedlerne, lyder den. Et kapløb mod de altfortærende flammer i skibets indre tager sin begyndelse.

Panikken bryder ud i lys lue

Kl. 10.12: Med 13,5 knob (25 km/t.) skyder skibet afsted mod North Brother Island. Samtidig spreder panikken sig blandt passagererne.

George Haas har gennemført sin rundtur på dækkene og står med sin kone, Anna, og deres 12-årige datter, Gertrude, da han øjner røg længere fremme på hjuldamperen.

“Det er bare kaffen, der er brændt på i kabyssen”, siger præsten til en flok ængstelige forældre i nærheden, selvom han ikke for alvor selv tror på det.

Kort tid efter, da musikanterne stopper med at spille, og klapsalverne fra de dansende aftager, finder alle ombord på skibet ud af, at den er helt gal.

Rædselsskrig fra den forreste del af fartøjet fylder luften, og snart skyder flammerne også op gennem trappeopgangene over lamperummet.

Hjuldamperens høje hastighed gør, at luftindtagene ombord nærmest bliver omdannet til blæsebælge, der fodrer ilden.

“Gud hjælpe os! Gud hjælpe os!” lyder det blandt passagererne, der alle febrilsk søger væk fra flammerne.

“Bevar roen”, siger Haas til sin kone og datter samt en gruppe omkringstående, inden han forlader dem for at se, om han kan mane folk til ro længere fremme på båden.

Overalt løber grædende børn rundt og leder efter deres forældre, mens vinden hvirvler gnister og brændende nedfald rundt.

Da en gruppe mænd forsøger at frigøre damperens seks stålredningsbåde, indser de til deres rædsel, at bådene er fastgjort til dækket med et tykt lag hærdet maling. Bådene sidder ubehjælpeligt fast.

Redningsvestene ombord er heller ikke meget værd, ef­ter at de har hængt i regn, vind og sol i 13 år uden at blive udskiftet. Korken i de gamle veste er blevet omdannet til et klæbrigt pulver uden flydeevne.

På uhyggelig vis virker vestene faktisk modsat. De stakkels forældre, som ifører deres børn vestene og kaster dem over rælingen, ser med skræk på, hvordan poderne forsvinder under overfladen.

Manglen på redningsbåde og -veste får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Haas. Præsten ved, at kun et fåtal af menigheden kan svømme.

Uden redningsgrejet står valget mellem at blive brændt levende eller at drukne.
I erkendelse af, at han ikke kan gøre meget for at berolige de angste mennesker omkring sig, følger Haas mylderet tilbage til sin familie i agterenden.

Her er afstanden til det voksende flammehav størst. Alle ved dog, at det kun er et spørgsmål om ganske få minutter, før bagstævnen ikke længere udgør et helle mod ilden.

Fartøjer kommer til undsætning

Kl. 10.20: Mens General Slocum sejler mod North Brother Island, tuder bådens horn for at signalere til andre fartøjer på East River, at hjuldamperen har akut brug for hjælp.

Slæbebådsejeren Jack Wade har i årevis levet af at bugsere både på New Yorks travle havnefront.

Onsdag den 15. juni er en arbejdsdag som alle andre, lige indtil skipperen hører General Slocums tudehorn og får øje på den brændende damper, der nærmer sig North Brother Island.

Prompte dirigerer newyorkeren sin lille båd, John Wade, som er opkaldt efter hans afdøde far, ind i kølvandet på General Slocum.

Slæbebåden har ikke samme fart som hjuldamperen, men John Wade og flere andre både på floden sætter alligevel efter.

Nogle af fartøjerne opgiver dog efterhånden at følge med og begynder i stedet at samle døde og levende ofre op fra vandet, men Jack fortsætter efter det brændende fartøj.

Næsten to tredjedele af hjuldamperen er nu indhyllet i flammer, og det gør ondt på slæbebådsskipperen at se, hvordan folk kaster sig i vandet – tvunget til at springe pga. de fremadstormende flammer.

Jack Wade håber, at han kan redde bare nogle få af de stakkels sjæle ombord. Men tiden er knap.

Haas-familien falder ned i floden

Kl. 10.24: General Slocum nærmer sig North Brother Island som et sejlende bål. Kaptajn van Schaick og hans styrmænd mærker varmen fra flammerne bag dem, og snart når ilden broen.

Varmen, røgen og den buldrende larm fra flammerne mærkes tydeligt selv i den allerbagerste del af hjuldamperen, hvor pastor George Haas stadig står sammen med sin kone og datter.

Panikslagne passagerer skubber og maser for at komme så langt væk fra ilden som muligt. Tumulten gør, at de mindste børn bliver klemt ud mellem rækværket på de to øverste dæk og forsvinder under vandoverfladen.

Pastor Haas har fortalt Anna og Gertrude, at de må vente med at springe, til der ikke er andre muligheder.

Han har fået fornyet håb ved synet af bådene, der nu følger efter hjuldamperen, men den 50-årige præst og familiefar ved, at chancen for at overleve alt andet lige er størst på lavt vand.

Haas må dog se sin plan spoleret. Kort før General Slocum når North Brother Island, skubber et voldsomt tryk fra masserne pastoren og hans kære ud over rælingen og ned i vandet.

Kortvarigt har præsten fat i både Anna og Gertrude, men de bliver alle tre mast ned i vandet af andre faldne, og Haas mærker sine hænder slippe konen og datteren.

Da han får kæmpet sig op til overfladen igen, vrimler det med skrigende børn og forældre omkring ham.

Kvinder bliver trukket ned i dybet af deres tunge flerlagskjoler, og de små børns febrilske pjask holder dem ikke oppe længe.

Haas forsøger at orientere sig, men intetsteds kan han se sin elskede kone og datter. Anna og Gertrude er væk.

Wades båd bryder i brand

Kl. 10.25: På North Brother Island ser patienter og hospitalspersonale, at en brændende hjuldamper nærmer sig. Snart vil fartøjet ramme øen.

På slæbebåden går det op for Jack Wade, at General Slocums kaptajn er på vej mod stranden på North Brother Island, hvor Riverside Hospital ligger.

Hjuldamperen er dog så medtaget, at det øverste dæk kollapser, sekunder før fartøjet banker ind på sandbunden. Sammenstødet med øen er så kraftigt, at skibet bliver skubbet tilbage og glider væk fra øen igen.

Passagererne bagerst på skibet kan derfor ikke komme af, hvor der er lavvande. Heldigvis ankommer Jack Wades slæbebåd få øjeblikke senere til den brændende damper.

Hvor de andre tilstrømmende både blot kan se apatiske til på afstand, mens de rædselsslagne passagerer fanges af flammerne eller forsvinder under vandet, kan Wades fladbundede slæbebåd komme helt tæt på General Slocum.

Varmen er intens, og den får malingen på John Wade til at skalle af, mens skipperen sejler sin båd hen langs agterstavnen på hjuldamperen.

En af Wades mænd advarer kaptajnen om, at han vil miste sit fartøj og sin levevej, hvis de ikke prompte sejler væk fra infernoet. “Skid hul i båden! Lad hende brænde!” skråler Wade fra førerhuset.

Mens røgen bliver tykkere og tykkere omkring General Slocums bagparti, tager Wades mandskab imod børn, som de voksne på den brændende skude rækker over.

Samtidig springer Wade og to af hans folk i vandet, hvor de fisker passagerer op, der ikke kan svømme.

Da Wade er oppe på sit fartøj igen, ser han, at slæbebådens overbygning brænder flere steder. Værre endnu er det dog, at bådens propel er blevet viklet ind i noget tovværk fra den havarerede hjuldamper.

Lige meget hvor ivrigt skipperen forsøger at få gang i maskineriet, rykker propellen sig ingen steder.

John Wade er på nippet til selv at blive opslugt af flammehavet, da brandslukningsfartøjet Zophar Mills dukker op og overdænger båden med vand.

Mens strålerne køler slæbebåden og de ombordværende ned, hopper endnu flere af General Slocums nødstedte ned på fartøjet.

Nærmest mirakuløst sættes slæbebåden så meget i bevægelse, at stævnen glider over mod bredden af North Brother Island, hvor der er lavvandet nok til, at de voksne kan bunde.

Med ét forvandles John Wade til en redningsbro mellem hjuldamperen og øen.

Zophar Mills’ slanger kan dog på ingen måde slukke infernoet på General Slocum, så til sidst må Jack Wades skib bugseres væk fra hjuldamperen af en anden slæbebåd.

På John Wade ligner besætningen nogen, der er vendt hjem fra krig, da båden slæbes i sikkerhed. Deres hud koger, og mandskabets tøj er delvist brændt og smeltet væk.

Skipper Jack har mistet alt hår på armene pga. varmen. Men newyorkeren er stolt. Han ved, at han og hans besætning har gjort en afgørende forskel.

Pastoren vågner op på stranden

Kl. 10.35: Skibe og både sejler rundt nær North Brother Island for at samle ofre fra ulykken op. Alle fragtes ind til øen, hvor Riverside Hospitals sygeplejersker og læger er kommet på overarbejde.

George Haas vågner med et sæt. Omkring ham er flere læger og sygeplejersker, som har kæmpet for at få præsten tilbage til bevidsthed. Pastoren husker umiddelbart ikke, hvordan han er blevet reddet.

Snart går det dog op for ham, at han befinder sig på North Brother Island. En slæbebåd har overbragt ham til personalet på Riverside Hospital, der er i fuld gang med at tage sig af ofrene fra skibskatastrofen.

Så snart Haas er i stand til at formulere sig, søger han svar. “Hvor er de? Hvor er min familie? Er de reddet? Er de døde eller levende?” vil pastoren vide, men responsen er hver gang den samme: Ingen ved det.

Lige siden den brændende General Slocum stødte på grund kl. 10.25, har personalet været i alarm­beredskab.

Hospitalets svømmekyndige har frygtløst kastet sig ud i floden for at bjærge passagerer ind, mens de øvrige læger og sygeplejersker har forsøgt at genoplive ofrene.

Både levende og omkomne bliver også bragt ind til øen af fartøjer ude på floden, som sejler rundt og samler ofre op.

Da pastor Haas er i stand til at rejse sig, er redningsaktionen stadig i gang, selvom lægepersonalet kl. 10.45 begynder at opgive genoplivningerne. Tiden er rindet ud.

Ude på vandet flyder lig og vragrester stadig rundt, og inde på land ligger lange rækker af døde. Haas er nedslået ved synet af alle de kendte ansigter – mennesker, han har døbt, konfirmeret og viet.

Nogle har forvredne lemmer og ansigtstræk – et tegn på, at de har kæmpet til det sidste. Andre ligger mere fredfyldt med hænderne på brystet.

Enkelte mødre har stadig deres små børn presset ind til sig, som har de til det sidste forsøgt at skærme de kære små fra døden.

En del af ofrene kan præsten slet ikke genkende, fordi de er brændt til ukendelighed. Sin egen hustru og datter finder Haas intet spor af – hverken blandt de døde eller de levende. Og han er ikke den eneste, der leder.

Overlevende fra menigheden søger efter deres familier, men mange finder det svar, de mindst ønsker.

For alle på North Brother Island skærer det i hjertet, hver gang et klageskrig fylder luften – så har endnu en forælder mistet et barn eller endnu et barn mistet en mor eller far.

“Mama, vågn op”, lyder det flere gange, når et barn – ude af stand til at forstå virkeligheden – finder sin mor i rækkerne af ubevægelige lig.

Kaptajnen ser sin damper forsvinde

Kl. 10.55: Sårede passagerer sidder med tæpper omkring sig på North Brother Island. Målløse betrager de skuet ude på East River.

Efter 13 års parløb med General Slocum sidder kaptajn van Schaick på stranden og ser sit hjem blive fortæret af flammerne.

Til det sidste var søulken og hans to styrmænd blevet på broen, selvom den glubske ild i minutterne op til grundstødningen var faretruende nær styrehuset.

Først da stævnen slog mod North Brother Island, kravlede de tre sømænd gennem et vindue i styrehuset, hvorefter de sprang ni meter ned i vandet og reddede sig i land.

Den 67-årige kaptajn sidder og plejer sine brandsår samt sin brækkede fod, da Slocums brændende skrog pludselig rykker sig fri af sandbunden.

Tidevandet slæber det sørgelige skelet med sig ud på floden, som ønsker hjuldamperen ikke at dø på lavt vand med sine ofre omkring sig.

Af frygt for, at det brændende fartøj skal lave flere ulykker på den travle og befærdede East River, overøser brandslukningsfartøjer damperen med enorme mængder havvand, der til sidst får skibet til at synke – kun enkelte flydende rester holder sig på overfladen.

I 13 år har General Slocum spredt liv og glæde på New Yorks floder, men hjuldamperens eftermæle vil for evigt være forbundet med ulykke og sorg.

George Haas får besked om sin familie

Kl. 21:00: Myndighederne har oprettet et lighus i et stort pakhus nær Kleindeutschland, hvor de pårørende kan få vished om deres kæres skæbne.

Efter tre timers søvn i sin egen seng vågner Geor­ge Haas med et sæt. Tidligere på eftermiddagen kollapsede præsten af udmattelse på North Brother Island, og han blev fragtet hjem i sin egen seng for at hvile.

Pladsen ved siden af ham i sengen er tom. Anna plejer at ligge der, men hovedpuden er kold og uberørt. Igen går det op for Haas, hvor grufuld denne årlige festdag er endt – ikke kun for ham, men for hundredvis af familier.

Bedre bliver det ikke, da pastorens ældste barn – hans 19-årige søn, George jr. – træder ind ad soveværelsesdøren sammen med pastorens bror. Sorgen står malet i ansigtet på begge mænd.

Ordene kommer ud i lave og langsomme hak: Anna er fundet. Død. Og Gertrude er savnet, men ingen har grund til at tro, at datteren har overlevet – en antagelse, som senere bliver bekræftet.

“Det er, som jeg frygtede, og blot, hvad jeg var parat på at høre”, fremstammer Haas nedslået. Årets picnictur er blevet den sorteste dag i præstens liv – og en af de mørkeste i New Yorks historie.

Efterskrift

George Haas rejste sig efter sit tab og fortsatte sit virke som pastor i Kleindeutschland frem til 1921. Han døde som 73-årig i 1927.

John Coakley og Ed Flanagan overlevede begge ulykken. William van Schaick blev som den eneste holdt ansvarlig for katastrofen og idømt 10 års fængsel, hvoraf han afsonede tre et halvt år. Han døde i 1927.

Jack Wade og hans besætning ombord på John Wade reddede i alt 155 sjæle den skæbnesvangre junidag.