I næsten en måned har regn og klam tåge indhyllet den walisiske mineby Aberfan. Morgenen den 21. oktober 1966 er ingen undtagelse. Sigtbarheden er så ringe, at byens børn på deres vej til skole end ikke kan skimte de sorte slaggebjerge, der knejser som en mørk skygge over Aberfan i bakkerne vest for byen.
Med regn i håret når otteårige Gaynor Minett frem til Pantglas Junior School på Moy Road og sætter sig ved sin pult i klasseværelset. På hendes ene side sidder broren, Carl, på syv, og på den anden side sidder søsteren Marilyn på 10.
“Pludselig rumlede, rumlede, rumlede den her lyd, og vi vidste ikke, hvad det var”. Bernard Thomas, skoleelev i Aberfan, 1966.
Alle tre er i godt humør, for skoledagen er den sidste før efterårsferien. Da undervisningen begynder kl. 9, træder matematiklæreren mr. Davies ind. Han tager et stykke kridt og begynder at skrive regnestykker op på tavlen, som børnene skal løse i deres skolehæfter.
“Vi var alle i gang, og så begyndte det. Det var en rumlende lyd, og alle blev stille. Vi sad fastfrosne på vores sæder”, skriver Gaynor senere i sin dagbog.
For andre elever på skolen, bl.a. niårige Bernard Thomas, lyder det som et fly: “Pludselig rumlede, rumlede, rumlede den her lyd, og vi vidste ikke, hvad det var. Jeg troede, at det var et jetfly”.
Sekundet efter smadrer jord, sten og kulrester gennem vinduerne. Lavinen flår bygningen i stykker og drukner skrigene fra elever og lærere.
Derefter følger en dødlignende stilhed. Den værste katastrofe siden 2. verdenskrig har netop ramt Storbritannien.
Bjerge hvilede på rindende vand
Aberfan, godt 30 km nord for Cardiff, var en af Wales’ utallige grå minebyer. De fleste af byens 4.000 indbyggere havde en søn, en bror eller en far, som knoklede med at bryde kul i minen syd for byen.
Familierne var afhængige af indtægten, men arbejdet var livsfarligt. Ud over kulstøvet, der ødelagde lungerne, forekom der ulykker i minegangene.
En af de værste havde ramt nabobyen Senghenydd i 1913: En mine eksploderede pga. gnister fra værktøj, der antændte en underjordisk gaslomme. 439 minearbejdere døde som følge af eksplosionen.
Aberfans indbyggere levede desuden med frygten for, at de store bjerge af slagger – kulrester, lerskifer, jord og sandsten – affaldsprodukter fra minedriften, som var anbragt i højdedrag vest for byen, ville skride og begrave indbyggerne levende.
Mindre skred havde fundet sted i 1944 og 1963. Alligevel fortsatte tipvogn efter tipvogn med at fragte slagger fra byens mine op i bakkerne.
Her blev tipvognene tømt, og gravemaskiner samlede indholdet sammen i store dynger, på engelsk kaldet en “tip”. Med tiden var syv sorte bjerge på mange tusind tons vokset frem.
Ansvaret for Storbritanniens minedrift hørte under National Coal Board, forkortet NCB (Det Nationale Kulråd).

Minerne ved Aberfan var ejet og drevet af staten, da ulykken ramte i 1966.
Staten drev kulminerne
Storbritannien vandt 2. verdenskrig, men var økonomisk i knæ. For at sikre kulproduktionen blev minerne underlagt staten.
Efter 2. verdenskrigs afslutning var den britiske kulmineindustri hårdt presset økonomisk, men på samme tid ønskede regeringen at modernisere og udbygge minedriften med nye maskiner, som skulle gøre driften mere effektiv og rentabel.
I januar 1947 valgte regeringen derfor at nationalisere landets kulproduktion. Minerne blev lagt ind under det nyoprettede National Coal Board (NCB), Det Nationale Kulråd, og til gengæld modtog mineejerne en
økonomisk kompensation.
Op gennem 1960’erne steg importen af billig udenlandsk olie til Storbritannien imidlertid, og behovet for opvarmning med kul blev efterhånden mindre.
I 1980’erne lukkede de britiske miner på stribe, og i 1987 blev det besluttet at afvikle NCB. Processen tog syv år, hvorefter landets tilbageværende 15 miner igen kom på private hænder. De fleste af dem er dog lukket i dag.
Rådet havde dermed også ansvaret for sikkerheden i kulproduktionen, men ingen i NCB tog notits af, at “Tip 7” var anlagt oven på to vandløb, der løb ned mod Aberfan fra deres udspring højere oppe i bakkerne vest for byen.
Efter en måneds heftig nedbør var “Tip 7” så opblødt af regnvandet fra oven og af vandløbene forneden, at slaggebjerget forvandledes til en form for mudder.
De arbejdere, der læssede kul og sten af om morgenen den 21. oktober, mærkede, da bjerget begyndte at skride: “Jeg kunne intet gøre. Vi havde ingen telefon til at slå alarm med. Jeg råbte, men det var forgæves”, huskede en arbejder.

Redningsfolk og lokale indbyggere kæmpede for at grave børn og voksne fri af sten og kul fra den lavine, der begravede skolen i Aberfan.
De fortvivlede arbejdere kunne kun redde sig selv i sikkerhed, mens den ni meter høje lavine af 360.000 tons flydende jord- og stenmasse hurtigt nåede en fart på 65 km/t.
På lavinens vej ned gennem dalen lå Pantglas Junior School. Lavinen ramte kl. 9.15.
Mødre gravede med de bare næver
Da otteårige Gaynor Minett kom til sig selv, følte hun en voldsom smerte. En radiator var revet løs fra væggen og lå hen over hende.
Radiatoren havde forhindret, at den rædselsslagne skolepige var blevet kvalt under det tunge lag af sten og våd jord – men radiatoren havde også knust hendes ene ben.
“Det så ud, som om det svingede frit – som om det ikke tilhørte mig”. Otteårige Gaynor Minett om sit knuste ben.
Omkring Gaynor lød der skrig og gråd fra børn, der var ved at komme til bevidsthed. Lavinens efterladenskaber nåede halvvejs op ad væggen og spærrede døren ud af kasseværelset.
Kl. 9.20 var de første borgere fremme ved ulykkesstedet. Lavinen havde skåret sig tværs gennem Aberfan, smadret skolen og 18 andre huse og begravet biler parkeret i Moy Road. Den mudrede masse trykkede her på et bilhorn, som tudede, indtil batteriet løb tør.
Med de bare hænder begyndte tililende indbyggere at grave i de meterhøje dynger, der var tunge som cement. De fleste var hjemmegående husmødre med børn på skolen.
Andre kvinder fjernede murbrokker, som de rakte videre bagud i en lang menneskekæde. Kort efter dukkede byens minearbejdere op for at hjælpe. Med sig havde de skovle og hakker.
“Nogle af dem (mødrene, red.) havde ikke længere hud på hænderne”, berettede en af arbejderne senere.
Oven på bunkerne af mudret jord og sten flagrede en flok høns forvirrede rundt. På sin vej havde lavinen ramt en gård og revet hønsehuset med sig. Ingen af dyrene var dog tilsyneladende kommet til skade.
Et vindue ind til Gaynors klasseværelse blev knust udefra, og tre mænd kravlede ind. Gaynor genkendte grædende sin morfar og rakte sine arme op mod ham.
Et kvarter senere var skolepigen gravet fri og blev båret ud af skolen: “Mit ben gjorde ondt. Det så ud, som om det svingede frit – som om det ikke tilhørte mig”, skrev Gaynor.

Mange af de overlevende børn havde svært ved at fatte katastrofens omfang.
Udenfor blev hun rakt videre til sin far, en stenbrudsejer, der ligesom resten af byen var ilet til. Faren bar Gaynor til en af de tilkaldte ambulancer.
Med hylende sirener blev hun kørt bort. Derefter fortsatte faren med gravearbejdet. Familien savnede stadig to børn.
Dødslavine blev national tophistorie
Gaynor forlod et Aberfan i kaos. Minearbejderne og tililende kolleger fra en mine i nabobyen vidste, at gravearbejdet var en kamp mod uret. Sten- og muddermassen var ved at kvæle de begravede.
110 børn var undsluppet, inden ulykken ramte – gennet ud af deres lærere, som havde reageret i sidste øjeblik.
Tilbage i ruinerne var 130 børn og en håndfuld lærere. Et ukendt antal lå i ruinerne af de 18 andre huse, som lavinen havde væltet.
Et telefonopkald nåede kort efter Mines Rescue Service-stationen i Rhondda, ca. 30 min. kørsel fra Aberfan. Tjenesten bestod af tidligere minearbejdere.
En redder modtog telefonopkaldet og tændte straks stationens alarmklokke, hvorefter redderne fór ud i mandskabsvognen. Mændene skiftede tøj undervejs, mens de susede gennem det bakkede landskab.
Redderen Roy Hamer spurgte sin foresatte, hvor de skulle hen.
“Vi skal til en skole”, lød svaret.
Roy Hamer vendte sig med bange anelser mod de andre mænd i vognen:
“Det her må være noget forfærdeligt. Hvad pokker skal en mineredningstjeneste på en skole?”
Ved ankomsten fik Roy Hamer sin frygt bekræftet. Skolen i Aberfan var stort set reduceret til mudder og murbrokker. Over 1.000 mennesker gravede i ruinerne, og flere var på vej.
Klokken 10.30 var lavinen den vigtigste nyhed på BBC, og nyhedsudsendelsen betød, at minefolk fra hele området strømmede til – tillige med soldater fra en lokal garnison og folk fra nabobyerne, som ønskede at hjælpe med redningsarbejdet.

Efter knap to timer fandt redningsarbejderne kun lig i ruinerne.
Graverne fik udleveret hakker og skovle, der var taget med fra områdets miner eller medbragt af de nytilkomne.
Mange blev dog fanget ved de vejspærringer, som politiet opsatte omkring katastrofeområdet for at stoppe trafikken, så ambulancerne kunne køre til og fra uden at holde i kø.
Blandt dem, der blev stoppet, var Mansel Aylward, som egentlig var på vej til barnedåb. Ved en afspærring fik en betjent øje på mærkatet for sammenslutningen af Storbritanniens medicinstuderende i hans forrude.
“Han spurgte, om jeg var læge. Jeg svarede nej, jeg er ikke læge, men på mit sidste år. Han sagde: ‘Jeg tror, De vil være til nytte, hvis De tager til Aberfan’”, huskede Mansel Aylward senere.
Ofre lignede sovende børn
I Aberfan indgik den lægestuderende i staben af læger og sygeplejesker, tilkaldt fra egnens hospitaler, der uddelte tæpper og smertestillende medicin til alle, som blev reddet ud af ruinerne.
De overlevende blev lagt på bårer, der blev skubbet ind i ambulancer, og kørt på hospitalet. Gravearbejdet blev kun afbrudt af en fløjte. Når den lød, holdt alle inde og tav for at lytte efter barnegråd eller stemmer, som kaldte på hjælp.
Var der ingen lyd at høre, lød fløjten på ny, og arbejdet fortsatte. Kl. 11 blev otteårige Jeff Edwards reddet ud i live. Derefter fandt redderne kun døde. De fleste var kvalt af iltmangel, ellers havde de ingen væsentlige kvæstelser – som fx sår eller brækkede lemmer.
“Ofrene lignede nogle, der sov”, huskede læreren Hettie Williams, som overlevede og deltog i redningsarbejdet.
Arbejdet tog hårdt på brandmanden Len Haggert, der tog imod en død pige, som blev rakt ud gennem et vindue: “Manden ved min side var læge. Mens jeg bar barnet, hviskede han: ‘Tal til hende, Len! Tal til hende, vi kan ikke lade forældrene det vide’”.
Lægen ville så længe som muligt skåne forældrene for den sørgelige besked.
Kl. 22 om aftenen den 21. oktober var over 60 døde trukket ud af ruinerne. Ligene blev bragt til et kapel i Aberfan, hvor bl.a. lærere som Hettie Williams identificerede de døde skolebørn.

Ud over skolen blev 18 huse også ødelagt af lavinen.
Godt 30 overlevende endte på hospital ligesom Gaynor. Skolepigen lå i en døs af morfin, mens en læge gav det knuste ben en skinne på.
Om aftenen kom Gaynors forældre og bedsteforældre på besøg med sønderknusende nyt: Carl og Marilyn var omkommet. Den nat græd Gaynor sig i søvn i hospitalssengen.
Donationer fyldte en biograf
Seks dage senere var der fælles begravelse for 82 døde – de 81 var børn. Dagen efter, den 28. oktober, var alle savnede fundet.
Redningsarbejdet blev indstillet, og et uhyggeligt regnskab kunne gøres op: Lavinen havde kostet 116 børn og 28 voksne livet. Halvdelen af Aberfans børn var revet bort på et splitsekund.
Gaver og donationer strømmede ind til byen – alt fra sæbe over bandager til 60.000 cigaretter fra tobaksproducenten Player’s. Ifølge et rygte tilbød de prostituerede i Cardiff deres ydelser gratis til de mandlige redningsarbejdere som tak for indsatsen.
En fond indsamlede legetøj til Aberfans overlevende børn og modtog over 50.000 stykker legetøj, der måtte opbevares i en nedlagt biograf.

Dronning Elizabeth 2. og prins Philip besøgte Aberfan for at udtrykke deres medfølelse.
“Legetøjet, som skulle gives til børnene, fyldte fra gulv til loft”, erindrede Hettie Williams senere.
Efter 12 uger var Gaynors ben helet, og forældrene hentede hende.
“Jeg gik mod mine forældre, da besøgstiden begyndte, og min mor græd”, skrev Gaynor i sin dagbog.
Aberfan blev genopbygget, men byen var i sorg. I årene efter blev ingen gift eller forlovet, og ingen fejrede deres fødselsdag.
Gaderne var som tømt for børn. Først en generation senere hørtes atter børn, der lo og legede i Aberfan.

Mange af Aberfans kulminearbejdere fik PTSD som følge af den tragiske ulykke.
Staten fik skylden, men tog borgernes penge
I det retslige efterspil fik mineindustrien skylden for katastrofen i Aberfan, men ingen hos NCB blev fyret eller holdt personligt ansvarlig.
Ulykken i Aberfan vakte stor sympati, og en støttefond for byen blev oprettet i kølvandet på ulykken. Donationer fra Storbritannien og udlandet strømmede ind, og i 1967 var der indsamlet 1,75 mio. pund – ca. 110 mio. danske nutidskroner.
Pengene skulle bruges på psykolog-hjælp, reparation af huse og ferieophold for de overlevende børn. Da regeringen i 1968 ville fjerne de resterende bjerge af kulrester, lerskifer og sandsten, blev fonden tvunget til at afstå 150.000 pund til arbejdet.
I 1997 gav den nye Labour-regering dog fonden de 150.000 pund tilbage. Fonden driver i dag en mindelund på stedet, hvor den ødelagte skole lå.
I forhold til det retslige efterspil blev et tribunal nedsat af den walisiske selvstyreregering. NCB blev udpeget som ansvarlig for katastrofen og pålagt at udbetale erstatninger. Beløbet var dog ikke stort – blot 500 pund pr. dødt barn – og for at komme i betragtning skulle de sørgende forældre svare på, om “de havde været tæt knyttet til deres døde barn”.
Ydermere blev ingen hos NCB fyret eller holdt ansvarlig, selvom det 34 m høje bjerg af minerester var anlagt uansvarligt oven på naturlige vandløb.
Eksperter anslår, at næsten halvdelen af borgerne i Aberfan fik posttraumatisk stress (PTSD), og de efterladte samt redningsfolkene fik udskrevet nervemedicin af deres læger.
Før arbejdet med at fjerne de sidste “bjerge” begyndte i 1968, tog mange dog ikke pillerne, når det regnede. De frygtede ikke at være klare i hovedet, hvis en ny lavine kom
De typiske tegn på PTSD:
• Hovedpine
• Skyldfølelse over at have overlevet
• Frygt for at sove alene
• Misbrug af sovepiller
• Nervøse sammenbrud
• Depression
• Vrangforestillinger
• Nervøsitet ved lyde, der minder en om det oprindelige traume.