Skolebørn kvalt under stenlavine

Alle tre er i godt humør, for skole­dagen er den sidste før efterårsferien. Da undervisningen begynder kl. 9, træder matematiklæreren mr. Davies ind. Han tager et stykke kridt og be­gyn­der at skrive regnestykker op på tavlen, som børnene skal løse i deres sko­le­hæf­ter.

“Vi var alle i gang, og så begyndte det. Det var en rumlende lyd, og alle blev stille. Vi sad fastfrosne på vores sæder”, skriver Gaynor senere i sin dagbog.

For andre elever på skolen, bl.a. niårige Bernard Thomas, lyder det som et fly: “Pludselig rumlede, rumlede, rumlede den her lyd, og vi vidste ikke, hvad det var. Jeg troede, at det var et jetfly”.

Sekundet efter smadrer jord, sten og kul­res­ter gennem vinduerne. Lavinen flår bygningen i stykker og drukner skri­ge­ne fra elever og lærere.

Derefter følger en dødlignende stilhed. Den værste ka­ta­stro­fe siden 2. verdenskrig har netop ramt Storbritannien.

Bjerge hvilede på rindende vand

Aberfan, godt 30 km nord for Cardiff, var en af Wales’ utallige grå minebyer. De fleste af byens 4.000 indbyggere havde en søn, en bror eller en far, som knoklede med at bryde kul i minen syd for byen.

Familierne var afhængige af indtægten, men arbejdet var livsfarligt. Ud over kul­stø­vet, der ødelagde lungerne, fo­re­kom der ulykker i minegangene.

En af de værste havde ramt nabobyen Senghenydd i 1913: En mine eksploderede pga. gnister fra værktøj, der antændte en un­­der­­jor­­disk gaslomme. 439 minearbejdere døde som følge af eksplosionen.

Aberfans indbyggere levede desuden med frygten for, at de store bjerge af slagger – kulrester, lerskifer, jord og sandsten – affaldsprodukter fra minedriften, som var anbragt i højdedrag vest for by­en, ville skride og begrave indbyggerne le­ven­de.

Mindre skred havde fundet sted i 1944 og 1963. Alligevel fortsatte tip­vogn efter tipvogn med at fragte slagger fra byens mine op i bakkerne.

Her blev tip­­vog­­ne­­ne tømt, og gra­­ve­­ma­­ski­­ner samlede ind­hol­det sammen i store dynger, på engelsk kaldet en “tip”. Med tiden var syv sorte bjerge på mange tusind tons vokset frem.

Ansvaret for Storbritanniens minedrift hørte under National Coal Board, for­kor­tet NCB (Det Nationale Kulråd).

Rådet hav­­de dermed også ansvaret for sik­­ker­­he­­den i kulproduktionen, men ingen i NCB tog notits af, at “Tip 7” var anlagt oven på to vandløb, der løb ned mod Aberfan fra deres udspring højere oppe i bakkerne vest for byen.

Efter en måneds heftig nedbør var “Tip 7” så opblødt af regnvandet fra oven og af vandløbene forneden, at slaggebjerget forvandledes til en form for mudder.

De ar­bej­der­e, der læssede kul og sten af om morgenen den 21. oktober, mær­ke­de, da bjerget begyndte at skride: “Jeg kunne intet gøre. Vi havde ingen te­le­fon til at slå alarm med. Jeg råbte, men det var forgæves”, huskede en arbejder.

De fortvivlede ar­bej­de­re kunne kun red­­de sig selv i sik­­ker­­hed, mens den ni meter høje la­vi­ne af 360.000 tons fly­­den­­de jord- og stenmasse hurtigt nå­e­de en fart på 65 km/t.

På lavinens vej ned gen­nem dalen lå Pantglas Junior School. Lavinen ramte kl. 9.15.

Mødre gravede med de bare næver

Da otteårige Gaynor Minett kom til sig selv, følte hun en voldsom smerte. En ra­di­a­tor var revet løs fra væggen og lå hen over hende.

Radiatoren havde forhindret, at den rædselsslagne skolepige var ble­­vet kvalt under det tunge lag af sten og våd jord – men radiatoren havde også knust hendes ene ben.

Omkring Gaynor lød der skrig og gråd fra børn, der var ved at komme til be­­vidst­­hed. Lavinens efterladenskaber nå­e­de halv­vejs op ad væggen og spær­re­de døren ud af kasseværelset.

Kl. 9.20 var de første borgere fremme ved ulykkesstedet. Lavinen havde skåret sig tværs gennem Aberfan, smadret sko­len og 18 andre huse og begravet biler par­­ke­­ret i Moy Road. Den mudrede mas­se trykkede her på et bilhorn, som tu­de­de, indtil batteriet løb tør.

Med de bare hænder begyndte til­i­len­de indbyggere at grave i de meterhøje dyn­ger, der var tunge som cement. De fleste var hjemmegående husmødre med børn på skolen.

Andre kvinder fjernede mur­brok­ker, som de rakte videre bagud i en lang menneskekæde. Kort efter duk­ke­de byens minearbejdere op for at hjæl­pe. Med sig havde de skovle og hakker.

“Nogle af dem (mødrene, red.) havde ikke længere hud på hænderne”, be­ret­te­de en af ar­bej­der­ne senere.

Oven på bunkerne af mudret jord og sten flagrede en flok høns forvirrede rundt. På sin vej hav­de lavinen ramt en gård og revet høn­se­huset med sig. Ingen af dyrene var dog til­­sy­­ne­­la­­den­­de kommet til skade.

Et vindue ind til Gaynors klasseværelse blev knust udefra, og tre mænd kravlede ind. Gaynor genkendte grædende sin mor­­­­far og rakte sine arme op mod ham.

Et kvar­­ter senere var skolepigen gravet fri og blev båret ud af skolen: “Mit ben gjorde ondt. Det så ud, som om det svingede frit – som om det ikke tilhørte mig”, skrev Gaynor.

Udenfor blev hun rakt videre til sin far, en stenbrudsejer, der ligesom resten af byen var ilet til. Faren bar Gaynor til en af de tilkaldte ambulancer.

Med hy­len­de sirener blev hun kørt bort. Der­efter fortsatte faren med gravearbejdet. Familien savnede stadig to børn.

Dødslavine blev national tophistorie

Gaynor forlod et Aberfan i kaos. Mi­ne­ar­bej­der­ne og tililende kolleger fra en mine i nabobyen vidste, at grave­arbejdet var en kamp mod uret. Sten- og mud­der­mas­sen var ved at kvæle de begravede.

110 børn var undsluppet, inden u­lyk­ken ramte – gennet ud af deres lærere, som havde reageret i sidste øjeblik.

Tilbage i ruinerne var 130 børn og en hånd­fuld lærere. Et ukendt antal lå i ru­in­er­ne af de 18 an­dre huse, som la­vi­nen havde væl­tet.

Et telefonopkald nåede kort efter Mines Rescue Service-stationen i Rhond­da, ca. 30 min. kørsel fra Aberfan. Tje­­nes­­ten bestod af tidligere mi­ne­ar­bej­de­re.

En redder modtog telefonopkaldet og tænd­­te straks stationens alarmklokke, hvor­efter redderne fór ud i mand­skabs­vog­nen. Mændene skiftede tøj un­der­vejs, mens de susede gennem det bak­ke­de landskab.

Redderen Roy Hamer spurgte sin foresatte, hvor de skulle hen.

“Vi skal til en skole”, lød svaret.

Roy Hamer vendte sig med bange anelser mod de andre mænd i vognen:

“Det her må være noget forfærdeligt. Hvad pokker skal en mi­ne­red­nings­tje­nes­te på en skole?”

Ved ankomsten fik Roy Hamer sin frygt bekræftet. Skolen i Aberfan var stort set reduceret til mudder og mur­­brok­­ker. Over 1.000 mennesker gravede i ruinerne, og flere var på vej.

Klokken 10.30 var lavinen den vigtigste nyhed på BBC, og nyhedsudsendelsen betød, at mi­ne­folk fra hele området strømmede til – tillige med soldater fra en lokal gar­ni­son og folk fra nabobyerne, som ønskede at hjælpe med redningsarbejdet.

Graverne fik udleveret hakker og skovle, der var taget med fra områdets miner eller medbragt af de nytilkomne.

Mange blev dog fanget ved de vejspærringer, som politiet opsatte omkring katastrofeområdet for at stoppe trafikken, så ambulancerne kunne køre til og fra uden at holde i kø.

Blandt dem, der blev stoppet, var Mansel Aylward, som egentlig var på vej til barnedåb. Ved en afspærring fik en betjent øje på mærkatet for sam­men­slut­nin­gen af Storbritanniens me­di­cin­stu­de­ren­de i hans forrude.

“Han spurgte, om jeg var læge. Jeg sva­re­de nej, jeg er ikke læge, men på mit sids­te år. Han sagde: ‘Jeg tror, De vil væ­re til nytte, hvis De tager til Aberfan’”, hus­­ke­­de Mansel Aylward senere.

Ofre lignede sovende børn

I Aberfan indgik den lægestuderende i staben af læger og sygeplejesker, tilkaldt fra egnens hospitaler, der uddelte tæpper og smertestillende medicin til alle, som blev reddet ud af ruinerne.

De overlevende blev lagt på bårer, der blev skubbet ind i ambulancer, og kørt på hospitalet. Gravearbejdet blev kun afbrudt af en fløjte. Når den lød, holdt alle inde og tav for at lytte efter barnegråd eller stemmer, som kaldte på hjælp.

Var der ingen lyd at høre, lød fløjten på ny, og arbejdet fortsatte. Kl. 11 blev ot­te­å­ri­ge Jeff Edwards reddet ud i live. Der­efter fandt redderne kun døde. De fleste var kvalt af iltmangel, ellers havde de ingen væsentlige kvæstelser – som fx sår eller brækkede lemmer.

“Ofrene lignede nogle, der sov”, hus­ke­de læreren Hettie Williams, som o­ver­le­ve­de og deltog i redningsarbejdet.

Arbejdet tog hårdt på brandmanden Len Haggert, der tog imod en død pige, som blev rakt ud gennem et vindue: “Manden ved min side var læge. Mens jeg bar barnet, hviskede han: ‘Tal til hende, Len! Tal til hende, vi kan ikke lade forældrene det vide’”.

Lægen ville så længe som muligt skåne forældrene for den sørgelige besked.

Kl. 22 om aftenen den 21. oktober var over 60 døde trukket ud af ruinerne. Ligene blev bragt til et kapel i Aberfan, hvor bl.a. lærere som Hettie Williams identificerede de døde skolebørn.

Godt 30 overlevende endte på hospital ligesom Gaynor. Skolepigen lå i en døs af mor­fin, mens en læge gav det knuste ben en skinne på.

Om aftenen kom Gay­nors forældre og bedsteforældre på be­søg med sønderknusende nyt: Carl og Marilyn var omkommet. Den nat græd Gaynor sig i søvn i hospitalssengen.

Donationer fyldte en biograf

Seks dage senere var der fælles be­gra­vel­se for 82 døde – de 81 var børn. Dagen efter, den 28. oktober, var alle savnede fun­det.

Redningsarbejdet blev indstillet, og et uhyggeligt regnskab kunne gøres op: Lavinen havde kostet 116 børn og 28 voksne livet. Halvdelen af Aberfans børn var revet bort på et splitsekund.

Gaver og donationer strømmede ind til byen – alt fra sæbe over bandager til 60.000 cigaretter fra tobaksproducenten Player’s. Ifølge et rygte tilbød de pro­sti­tu­e­re­de i Cardiff deres ydelser gratis til de mand­li­ge redningsarbejdere som tak for ind­sat­sen.

En fond indsamlede legetøj til Aberfans overlevende børn og modtog over 50.000 stykker legetøj, der måt­te opbevares i en nedlagt biograf.

“Legetøjet, som skulle gives til bør­ne­ne, fyldte fra gulv til loft”, erindrede Hettie Williams senere.

Efter 12 uger var Gaynors ben helet, og forældrene hentede hende.

“Jeg gik mod mine forældre, da be­­søgs­­ti­­den begyndte, og min mor græd”, skrev Gaynor i sin dagbog.

Aberfan blev genopbygget, men byen var i sorg. I årene efter blev ingen gift el­ler forlovet, og ingen fejrede deres fød­sels­dag.

Gaderne var som tømt for børn. Først en generation senere hørtes atter børn, der lo og legede i Aberfan.