Ukrainsk pige og flag

Stalin sultede Ukraine til underkastelse

Sult og tørke hærger Sovjetunionen i 1932. Men hvor andre ser en katastrofe, øjner Stalin muligheder. Hungersnøden bruger han til at knække de oprørske ukrainere. Nøden tvinger dem til kannibalisme.

Sult og tørke hærger Sovjetunionen i 1932. Men hvor andre ser en katastrofe, øjner Stalin muligheder. Hungersnøden bruger han til at knække de oprørske ukrainere. Nøden tvinger dem til kannibalisme.

Alexander Wienerberger/Shutterstock

Et børnehjem nær Kharkiv er i 1933 fuld af underernærede ukrainske børn. Alle børnene har opsvulmede maver og skriger hjerteskærende, for de har smerter, og kroppen er dækket med sår. Men en dag er der pludselig mistænkelig stille.

Bekymrede lister to af børnehjemmets frivillige oppassere ind for at se hvorfor. En flok børn har samlet sig om en dreng.

“De andre børn var i gang med at spise lille Petrus. De flåede små stumper af ham og spiste dem. Lille Petrus gjorde det samme. Han rev stumper af sig selv og spiste dem. De andre børn lagde læberne til hans sår og drak hans blod. Vi bar barnet væk fra de sultne munde, mens vi græd”, forklarede en af de frivillige.

Død og desperation er i foråret 1933 synlig overalt i sovjetrepublikken Ukraine. Hver dag omkommer omkring 10.000 mennesker af sult i en katastrofe, som Stalin har sat i værk for at tvinge ukrainerne til at makke ret.

Stalin frygter oprør

Siden midten af 1700-tallet havde Ukraine været en del af Det Russiske Imperium, men i månederne efter den russiske zars fald i 1917 erklærede landet sig selvstændigt. Friheden kom kun til at vare kort.

Lig i Kharkivs gader

Få billeder af katastrofen slap ud. Dette fotografi af et lig i Kharkivs gader blev taget af Alexander Wienerberger (1891-1955). Østrigeren var direktør for byens kemiske fabrik.

© ITAR-TASS News Agency/Imageselect

Kommunisternes magtovertagelse i Rusland udløste en borgerkrig med de zar-tro nationalister, og kampene bredte sig hurtigt til Ukraine. Kommunisterne vandt i 1921, og året efter blev Ukraine indlemmet i det nyoprettede Sovjetunionen.

Borgerkrigens ødelæggelser kom til at præge livet i Ukraine. Endnu 10 år efter revolutionen var forholdene stadig kritiske. Sultne ukrainere måtte stå i kø i timevis for at få brød.

Under zaren havde indbyggerne også jævnligt sultet, men ifølge den kommunistiske propaganda ville nød høre fortiden til, for Sovjetunionen ville være et paradis for arbejdere og bønder. Sulten fik derfor utilfredsheden blandt ukrainerne til at vokse.

“Folket er blevet ført bag lyset”, proklamerede en plakat og opfordrede arbejderne til at strejke.

Stalin taler

Diktatoren Stalin styrede Sovjetunionen fra 1922 og frem til sin død i 1953.

© Isaak Brodskij

Ukrainernes reaktion tvang Stalin til at handle. For ikke at lide samme skæbne som den myrdede zar greb han i 1929 til drastiske midler: Landbrugene skulle omgående tvangskollektiviseres for at give staten kontrol over fødevareproduktionen.

Ingen bønder måtte eje jord eller dyr – i stedet skulle alle arbejde for staten.

Bønderne mister alt

Kolkhoserne – de kollektive statslandbrug – var siden midten af 1920’erne blevet etableret overalt i Sovjetunionen. Processen foregik i et langsomt tempo for at forhindre fødevareproduktionen i at kollapse.

Brigader af partifunktionærer og ungkommunister fra byerne blev udkommanderet til at gennemføre Stalins plan, mens soldater beskyttede dem.

I Ukraine blev mindst 50.000 deporteret under påskud af, at de var “kulakker” – det vil sige storbønder og kontrarevolutionære, der saboterede det kommunistiske paradis.

Bøndernes afgrøder bliver fragtet

I 1930’erne blev bøndernes afgrøder hentet i lange vogntog, der fragtede kornet ind til Sovjetunionens storbyer.

© ITAR-TASS News Agency/Imageselect

Sovjetunionen tjente fedt på Ukraines korn

Under Stalin var korn så vigtig en afgrøde, at den ikke bare kunne overlades til bønderne. Statens interesser overskyggede alt – om så bønderne sultede.

Omlægningerne i det ukrainske landbrug betød et fald i kornproduktionen. Men selv da rapporter om republikkens hungerkatastrofe nåede Moskva, fortsatte Sovjetunionen med at eksportere korn: Både i 1932 og 1933 solgte Sovjetunionen 1,7 mio. tons til udlandet.

Eksporten indbragte fremmed valuta, så Sovjetunionen kunne købe maskiner til den industrialisering, som Stalin krævede. Desuden blev store mængder korn fordelt mellem Sovjetunionens byer for at brødføde arbejderne.

Hvor meget korn bønderne i Ukraine fik lov at beholde, fulgte planer, som var lagt, længe inden årets høstudbytte var kendt.

De sovjetiske myndigheder hentede derfor præcis den mængde, som planen foreskrev, uden at skele til, om der var nok tilbage til at brødføde bønderne eller så markerne til året efter.

Brigaderne beslaglagde ikke kun korn og dyr – “kulakkerne” blev også frataget deres gårde og meget mere, husker øjenvidnet Lidia Vasylivna Poltavets:

“De kom kørende i deres hestetrukne vogne, læssede tingene op og tog alt, hvad de kunne få fingre i. Da de havde beslaglagt såsæden, tog de vores vintertøj, fåreskindsfrakkerne, kapperne og andet tøj. Derpå tog de det tøj, som vi havde på”.

Poltavets’ far blev deporteret og familiens børn fordelt mellem pårørende.

Brigadernes hårde fremfærd fik ødelæggende konsekvenser for høsten i Ukraine. Bønder, der før havde været stolte og selvstændige, fik nu kun små mængder brød i løn for at dyrke statens jord. Mismod og ligegyldighed bredte sig.

Petro Grigorenko, en afhoppet general i den sovjetiske hær, beskrev senere en stor steppelandsby ved navn Arkhanhelka med 2.000 gårde. Før kollektiviseringen havde byen summet af liv, men i sensommeren 1930 var alt forandret:

“Otte mænd brugte hver dag på skift tærskeværket. Resten af arbejderne – mænd, kvinder og ganske unge mennesker – hang rundtomkring eller lå i skyggen”.

En bondes ejendele køres bort

Under tvangskollektiviseringen i Ukraine køres en bondes ejendele bort, mens han tigger om at måtte beholde bare en smule.

© Imageselect

To år senere indtraf katastrofen. Samtidig med at Ukraines kornproduktion styrtdykkede på grund af kollektiviseringen, ramtes hele det sydlige Sovjetunionen af tørke. I 1932 visnede de i forvejen sparsomme afgrøder på markerne.

Lokale partifunktionærer noterede de første 83 tilfælde af fejlernærede ukrainere med opsvulmede maver. Seks af dem var allerede døde.

Stalin ignorerer nødråb

Fra sin luksuriøse datja i Sotji ved Sortehavet kaldte Stalin alle rapporter om sult for det pure opspind, og han afviste ukrainernes anmodninger om at sende korn, bønner og ærter fra andre dele af Sovjetunionen. Først da oprør truede, tog diktatoren sagen alvorligt.

“Hvis vi ikke gør noget for at forbedre situationen, risikerer vi at miste Ukraine”, skrev han i august 1932 til det ukrainske kommunistpartis leder, Lazar Kaganovitj.

Stalin havde dog ingen intentioner om at afhjælpe den ukrainske hungersnød. I stedet øjnede diktatoren en mulighed for at fuldføre nationaliseringen af jorden – og på samme tid slippe af med de indbyggere, der stadig håbede på at opnå ukrainsk selvstændighed. Han beordrede fuld fart på kollektiviseringen.

Lig på gaden i Ukraine

Bønder flygtede i tusindvis til Ukraines storbyer i jagten på mad – og døde af sult og udmattelse på gaden.

© Alexander Wienerberger

Første skridt var at forbyde al privat dyrkning af jorden. Loven sidestillede nu private landbrug med tyveri af statens ejendom, hvilket blev straffet med døden.

Derefter blev rødgardister udkommanderet til at bevogte markerne, indtil høsten var bjærget, husker Natalia Talanchuk, som dengang var syv år og boede nær byen Dnipro:

“De satte vagttårne op med vagter bevæbnet med rifler. Når rug og hvede og det andet korn blev høstet, og folk strømmede til for at samle de aks, som lå tilbage på jorden efter høstmaskinerne, skød de, for man måtte ikke samle korn. De skød ikke kun voksne, men også børn”.

Selvom ukrainerne desperat manglede mad, blev korn i læssevis kørt til Rusland for at opfylde de kvoter, som landbrugsministeriet i Moskva havde fastsat. I november strammede Stalin skruen yderligere ved at indføre “sortlistning”.

Tortur skal skaffe korn

Begrebet sortlistning stammede fra den sovjetiske industri, hvor produktive arbejdere blev hyldet, ved at deres navne blev skrevet på en rød tavle. De mindre produktive blev hængt ud på den sorte tavle.

“De anbragte hendes hånd i en døråbning og smækkede døren i”. Øjenvidne til tortur i Tjernihiv-provinsen, 1933.

For ukrainerne betød sortlistning, at de kolkhoser, der ikke levede op til produktionsmålene, fik forbud mod at indgå handler og dermed heller ikke kunne købe mad, når de ansatte sultede. Eftersom Ukraine blev afkrævet særlig urealistiske kornleverancer, havnede tusinder af republikkens landbrugskollektiver på den sorte liste.

Kolkhose-bønderne havde snart kun den mad, som de havde held til at skjule for myndighederne. Patruljer bestående af partifunktionærer og soldater blev nu sendt ud for at finde bøndernes gemte lagre.

De endevendte huse – hverken senge, vugger eller ikonerne på væggene var hellige for brigaderne, der heller ikke holdt sig for gode til at bore lange metalstænger ned i friske grave på kirkegården.

En ung kvinde fra Tjernihiv-provinsen i det nordlige Ukraine berettede årtier senere, hvor brutale ransagningerne kunne være:

“Brigaden spurgte, hvor vores guld og korn var. Mor svarede, at hun ikke havde nogen af delene. Så blev hun tortureret. De anbragte hendes hånd i en døråbning og smækkede døren i. Hendes fingre brækkede, blodet flød, og hun besvimede. Så hældte de vand i hovedet på hende og stak en nål op under neglene”.

Sult gjorde angiveri udbredt, for stikkeren blev belønnet med en dusør på op til en tredjedel af de konfiskerede fødevarer. Kun de kommunistiske partiledere fik mad hver dag. De kunne købe mad med rationeringskort, og i eliteskolen, som deres børn gik i, serverede kantinen god mad.

“Der kom himmelske dufte derindefra. Det var lige til at græde over”, husker et barn fra en mindre velstillet familie.

Sultne begraves levende

Desperate af sult søgte bønder om vinteren ind til byerne for at lede efter mad. Kolkhoserne risikerede at blive affolket, så Stalin indførte nye restriktioner: Han forbød bønderne at forlade deres hjemegn.

Vejspærringer blev etableret uden for alle større byer, hvilket stoppede de mest afkræftede, mens de snarrådige nåede frem ved at snige sig gennem moser og skove.

Men når landboerne stillede sig op i byernes lange brødkøer, fik de blot endnu en skuffelse. I deres lasede tøj var de lette at genkende.

“Politiet trak landsbyboerne ud af køen, smed dem på lastbilerne og kørte dem ud af byen”, huskede øjenvidnet Varvara Dibert, der boede i Kyiv.

I slutningen af februar 1933 havde de sovjetiske myndigheder pågrebet 190.000 bønder i byerne. De fleste blev sendt tilbage til deres kolkhos. Andre nåede aldrig så langt. Bønder samlet op på gaden i storbyen Kharkiv led en grusom skæbne ifølge øjenvidnet Olena Kobylko:

“I et godstog blev de bragt ud til en mark på den anden side af byen, for at ingen skulle se dem. Her blev de – levende eller døde – smidt i en massegrav”.

Nogle overlevede gennem opfindsomhed. Olha Zazula var dengang seks år gammel, men glemte aldrig, hvordan hendes familie overlevede i landsbyen Vitovtsi nær Kyiv:

“Vi flåede barken af træerne og hjalp mor med at male den til mel. Så bagte hun kager af det”.

Længe formåede Sovjetunionen at holde hungersnøden hemmelig for omverdenen ved at forbyde udenlandske journalister adgang til den hårdt plagede sovjetrepublik. Først i marts 1933 lykkedes det den walisiske journalist Gareth Jones at slippe uset ind i Ukraine.

Holomodor soldat

Rødgardister bevogtede det korn, som Stalins brigader indsamlede i Ukraine.

© CPA Media Pte Ltd/Imageselect

Som den første vestlige journalist så waliseren katastrofen med egne øjne:

“Jeg vandrede gennem landsbyer og 12 statskollektiver. Overalt lød det: Der er ingen brød, vi er døende. Jeg overnattede i en landsby, der plejede at have 200 trækokser, nu var der bare seks tilbage. Bønderne spiste kvægets foder og fortalte mig, at mange allerede var døde af sult”.

Børn blev kannibalernes bytte

Situationen var så desperat, at en læge i 1933 skrev til en ven, at hun endnu ikke var blevet kannibal. Men, tilføjede hun, det var langtfra sikkert, at hun “ikke vil være det, når mit brev når frem til dig”.

I årene 1932-1933 blev 2.505 mennesker dømt for kannibalisme i Ukraine, men nutidige historikere regner med, at det reelle tal er langt højere.

2.505 ukrainere blev dømt for kannibalisme i 1932-33.

Den ene kannibal-sag var mere oprørende end den anden.

“I vores landsby svulmede vores nabo Wasyl op på grund af sult. Han kunne ikke længere gå og lå bare på en madras og ventede på døden. Da Wasyl døde, skar Yevdoshksa et stykke af hans lår, tilberedte det og spiste det. Men kort tid efter døde også hun. Hendes fætter, som boede ved siden af, fandt de to lig. Der lå menneskekød i én af gryderne”, berettede øjenvidnet Nadja Tkatjenko fra Tjerkasy-området i det centrale Ukraine.

Nadja Tkatjenko huskede også, at hendes mor forbød børnene at færdes i bestemte dele af byen:

“Der var nemlig tilfælde, hvor børn var blevet stjålet, myrdet og deres kød tilberedt som et måltid”.

Mens ukrainerne omkom af sult, voksede Sovjetunionens lagre af fødevarer. Hele 3 mio. tons korn lå der i 1933 i centralmagtens lagerhaller, og regimet eksporterede desuden tonsvis af smør og bacon fra Ukraine til udlandet.

Chicago American avis 1935

Hele Sovjetunionen led under følgerne af tørke og tvangskollektivisering. I 1935 bragte avisen Chicago American historien om, at 6 mio. var døde af sult.

© Archive PL/Imageselect

Sovjetunionen benægtede alt

Tvangskollektiviseringen var en succes, fastholdt kommunistpartiet, der gjorde alt for at skjule hungersnøden i Ukraine.

Vestlige aviser sværmede i 1930’erne for Sovjetunionen. Et land, hvor samfundets værdier var ejet af folket, nød en vis beundring, men kun få journalister var i stand til at give et korrekt billede af, hvad der foregik i Ukraine.

Stalin og kommunistpartiet benægtede kategorisk hungersnødens eksistens og gjorde alt for at sløre overgrebene for omverdenen.

Når vestlige politikere undtagelsesvist fik lov at rejse til Ukraine, sørgede partifunktionærer for, at de kun så kommunismens glansbillede.

Fx blev befolkningen i dele af Kyiv iklædt nyt tøj, butiksvinduer fyldt med mad og biler fra andre byer parkeret i gaderne forud for den franske regeringsleder Edouard Herriots besøg.

Journalister, som hørte rygter om katastrofens sande omfang, turde sjældent skrive om den af frygt for at blive smidt ud af Rusland.

De få nyheder om hungersnøden, som blev trykt i vestlige aviser, vakte ikke stor opsigt. 1930’ernes økonomiske krise og Hitlers magtovertagelse i Tyskland optog europæerne og amerikanerne mere.

Først da ukrainernes modstand mod kollektivisering og selvstændighedstrangen var knægtet, sendte Stalin omsider hjælp.

I oktober 1933 sænkede han kravene til Ukraines kornleverancer drastisk og tillod nødforsyninger til katastrofeområderne. Da var mindst 3,5 mio. ukrainere døde – nogle historikere mener sågar, at tallet snarere var 7,5 mio. I Ukraine blev hungersnøden siden kendt som Holodomor, der betyder “sult-udryddelse”.

I årtier var al omtale af Holodomor forbudt. Først efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 slap sandheden om Stalins folkemord på ukrainerne ud.