Strandet i Andesbjergene

Et skæbnesvangert valg

Næste dag er vejret blevet bedre, men piloterne står over for et dilemma. Vinden brøler i bjergene, og flyet kan blive kastet rundt af lumske storme.

På den anden side føler de to piloter sig nødsaget til at flyve over turbulensen.

Ellers må de vende flyet hjemad og miste en hårdt tiltrængt indtægt. De spørger om råd hos en lokal pilot, der netop er fløjet over Andesbjergene i en osende maskine. Han fortæller, at rejsen er svær, men ikke umulig. Dernæst indkalder piloterne deres passagerer: Maskinen er klar til afgang.

Rugbyspillerne jubler og driller nogle argentinske piger med, at deres land er fattigt og kun har råd til gamle, osende fly.

“I det mindste kom vores fly over Andesbjergene”, svarer pigerne kækt tilbage. “Det er mere, end jeres kommer til”.

Kl. 14.18 letter flyvemaskinen. Hurtigt stiger Fairchild'en over det øde landskab – en ørken af klippe og sne.

Bjergene rejser sig igen imod himlen, og flyet flyver ind i passet omsluttet af skyer. Piloterne lader deres maskine stige op over skydækket, hvor sigtbarheden er markant bedre. Kun ét forhold ændrer sig undervejs: Rygvinden skifter til en strid modvind.

Inde hos passagererne hersker feriestemningen igen. De unge mænd vandrer i midtergangen og kaster en rugbybold rundt i flyet, da stewarden træder ind og fortæller, at alle skal sætte sig ned og tage sikkerhedsselerne på.

“Der er dårligt vejr forude. Flyet vil danse lidt, men bare rolig”, siger han, inden maskinen begynder at ryste og hoppe. De fleste passagerer gisper efter vejret, mens enkelte laver sjov: “Tag faldskærmene på!”

Igen fanges flyet i en luftlomme og falder brat flere hundrede meter. Nandos mor kigger op fra sin bog, men kan kun se et tykt skydække uden for vinduet. Hun tager Susana i hånden. Nando snakker videre med sin ven uden at spænde bæltet.

Nu falder flyet igen som en sten gennem luften. “Olé!” råber en spiller.

Vingerne ryger af

Uden for vinduet forsvinder skyerne, og passagererne kan se igen: En bjergside tårner sig op truende tæt på den ene vingespids.

Flere begynder at bede. Andre holder krampagtigt fast i sædet foran. Motorerne brøler, da flyet forsøger at stige igen.

Det ser ud til at lykkes, men så lyder et øredøvende brag – den højre vinge rammer bjergsiden. Vingen bliver flået af, slår saltomortale over skroget og hugger et stort hul i bagenden af flyet.

På få sekunder styrtdykker trykket i kabinen og suger alt og alle imod det gabende hul.

Aviser, bagage og kroppe hvirvler rundt blandt hinanden. Stewarden, navigatøren og tre rugbyspillere kan ikke holde fast.

For øjnene af de chokerede passagerer bliver de slynget ud af flyet i 4000 meters højde.

Nu bliver også venstre vinge flået af, og et propelblad fra vingen skærer sig dybt ind i flyets krop. Fairchild'en styrter direkte mod jorden.

Flyet hamrer ind i en klippevæg, lander på bugen og skyder fremad som en slæde. Endnu to rugbyspillere bliver slynget ud. Tunge sæder bliver revet løs, ryger fremad og smadrer kroppene foran.

Nando når ikke at tænke. Han bliver smidt ud af sit sæde, og alt sortner. Flyet stryger stadig fremad, mens passagererne skriger i rædsel. En stemme beder højlydt.

Og så – i det øjeblik stemmen siger sidste ord af bønnen – stopper flyvemaskinen. Ingen eksplosion. Ingen brand. Blot stilhed.

Vraget kommer til live

Langsomt begynder passagererne i kabinen at komme til live med jamren og råb om hjælp. En 19-årig medicinstuderende fra holdet, Roberto Canessa, vrider sig fri og begynder at se til de tilskadekomne.

Sammen med nogle holdkammerater forsøger han at fjerne de sæder, som holder de andre passagerer fanget, men den tynde, iltfattige luft tynger hver bevægelse, og mange er i chok.

Roberto knæler ved en ilde tilredt kvinde. Det er Eugenia, Nandos mor. Hun er død. Ved siden af er søsteren stadig i live, men alvorligt såret med blodet strømmende ned i øjnene.

Nando ligger bevidstløs. Roberto er overbevist om, at også han er død, men mærker pludselig en svag puls. Han overlever ikke, tænker Roberto og går videre.

En mand har en brækket knogle stikkende ud af benet, og holdkammeraten Enrique Platero har et stålrør i maven, så hans indvolde hænger ud.

Roberto og holdets anden medicinstuderende, Gustavo Zerbino, laver bandager af klæde fra sæderne. En midaldrende kvinde med brækkede ben er fanget under en bunke sæder og skriger om hjælp. Mændene forsøger at flytte sæderne, men har ikke kræfter nok.

En lugt af benzin breder sig i flyet, og nogle kæmper sig udenfor af frygt for en eksplosion.

De synker straks ned i sne til lårene. Én finder på at binde puder under skoene, så de virker som snesko.

Rundt om er alt fuldstændig øde – sne og grå bjergvægge overalt. Mændene har kun skjorter på, og den isnende kulde river i huden. Ingen har pakket til minusgrader.

Nogle går på jagt efter flyets radio. I cockpittet ser de, at piloterne er fanget under instrumentbrættet.

Den ene er død – den anden tigger sagte om hjælp. Men det er umuligt at få ham ud. Mændene giver ham sne at drikke, mens han igen og igen fremstammer: “Vi passerede Curicó”.

Piloten spørger efter sin pistol. Han bløder fra næsen og ved godt, han ikke lever længe.
Radioen er død.

Passagererne sover blandt lig

Mørket har sænket sig, og holdkammeraterne tæller sig frem til 32 overlevende. De må tilbringe natten i flyet.

Med alle de smadrede sæder er der ikke meget gulvplads, så kun de hårdest sårede får lov at ligge ned – blandt dem bevidstløse Nando og hans søster.

Sne fyger ind gennem det store hul i flyets bagende, og nogle af passagererne forsøger at beskytte sig bag en væg af sæder og kufferter, men vinder blæser den hele tiden ned.

De overlevende lægger sig mellem ligene, tæt på hinanden, for at holde varmen.

Gennem mørket hører de overlevende stadig piloten: “Vi passerede Curicó”, gentager han og tigger igen om sin pistol.

Nogle forsøger at flytte kvinden, der er fanget under sæderne, men hun skriger af smerte. Det er stadig umuligt at få hende ud. En af passagererne holder hendes hånd, mens hun skriger igen. Fra mørket råber en stemme i frustration, at hun skal holde sin kæft.

Susana kan ikke forstå, hvad der er sket med hendes mor: “Mor, mor, mor, lad os komme væk herfra”, udbryder hun igen og igen mellem sine uendelige bønner.

Urin og blod overalt

Næste morgen er holdkaptajnen Peréz første mand udenfor. Flyets vrag er halvt begravet i sne, opdager han. I den ene retning ligger en isdækket, øde dal, så langt øjet rækker. Til alle andre sider tårner stejle bjerge sig op.

Roberto og Gustavo begynder at undersøge de sårede. Endnu tre passagerer er døde i løbet af natten. Susana virker også død med stivfrosne, mørklilla fødder, men begynder pludselig igen at kalde på sin mor.

Roberto har kun læst medicin i et par semestre og har hverken viden eller medicin til at hjælpe hende. Han beordrer alle med brækkede lemmer til at stikke dem i sneen for at stoppe opsvulmningen. Damen, der er fanget under sæderne, er nu stille. Nogle rugbyspillere trækker hendes livløse krop ud i sneen.

Indvolde stikker stadig ud af Enrique blødende sår i maven. Gustavo desinficerer med eau de cologne og syr såret sammen med tråd.

I løbet af morgenen stopper pilotens klagelyde. Kun én fra mandskabet, mekanikeren, er tilbage, og han har grædt, lige siden flyet styrtede ned. Fairchild'en har ikke nødrationer, fortæller han. Og radioen kan kun fungere med batterierne i maskinens forsvundne hale.

Peréz rationerer maden. Til at overleve har de fem flasker vin, to flasker likør og halvanden flaske whisky. Af mad finder passagererne otte plader chokolade, fem stænger nougat, karameller spredt over gulvet, nogle dadler, blommer, mandler og lidt kiks. Til frokost får hver af de overlevende en firkant chokolade og lidt vin fra et deodorantlåg.

Den efterfølgende dag er vejret klaret op. “Så kan redningsfolkene se os og komme til undsætning”, siger mændene til hinanden.

Folk er nu friske nok til at organisere sig. Første opgave bliver at skaffe vand.

Når de nødstedte spiser sne, fryser munden til og smerter. En ung fyr er kommet sig så meget af sit chok, at han er begyndt at tænke kreativt. Han folder en tragt af materiale fra et sæde og placerer den over en flaske. Dernæst putter han et tyndt lag sne i tragten, som han retter imod solen.

Snart løber små dråber ned i flasken.

Peréz fordeler de raske passagerer i grupper: Nogle skal være sygepassere, mens andre får ansvar som kabineansvarlige og vandsamlere. De sidstnævnte har svært ved at finde sne, der ikke er beskidt – blod, olie og urin ligger overalt.

Nando vågner op

Først er alt sort. Så begynder mørke silhuetter at bevæge sig i udflydende lys og skygge.

“Kan du høre mig? Er du okay?” lyder en stemme, og pludselig ser Nando et ansigt foran sig: “Vågn op”.

Nando føler sig kold. Hans brystkasse gør ondt, og han kan ikke sige noget. Nu genkender han Robertos ansigt.

“Hvad er der sket? Hvor er vi?”

“Du har været bevidstløs i tre dage”. Roberto ser plaget ud. “Vi er styrtet ned i bjergene”.

Nando ser ned ad sig selv og opdager, at hans skjorte er smurt ind i blod.

“Hvor er min mor? Hvor er Susy??”

Gustavo, der nu også står ved ham, svarer ikke. Nando bliver ved: “Hvor er de?!” Gustavo ser ham ind i øjnene.

“Din mor er død”.

Nando kæmper sig over til Susana og holder hende i sine arme. Hun er hårdt såret og kalder på mor. Nando begraver hovedet i hendes hår.

“Du må hjælpe Susana. Gnub hendes fødder, og hjælp hende med at spise og drikke”, siger Roberto. Nando masserer sin søster for at holde hende varm, men huden ryger af hendes krop. Det er nyttesløst. Susana får det værre og værre. Hendes fødder er nu sorte af frost.

Pludselig lyder larm og skrål. Et fly svæver over himlen, og næsten alle de overlevende farer op. De vinker desperat og holder blankt metal op imod solens stråler for at få flyets opmærksomhed.

Det hvide flyvrag går i ét med sneen, så mændene maler hastigt “SOS” med neglelak og læbestift. Det ser ikke ud af meget.

Lidt senere dukker endnu et redningsfly op. Det ser ud til at vippe med vingerne, da det flyver over vraget. Nogle af mændene jubler; piloten må have set dem. Men intet sker. Og om natten lyder stadig skrig fra sårede. Vraget har ikke plads nok. Roberto får endnu en ny idé og bygger hængekøjer til de værst tilredte.

Nando holder tæt om sin søster og forsøger at sove. Han kan se sorgen i hendes øjne. Vejrtrækningen er uregelmæssig og anstrengt.

Mens han passer Susana, bliver han langsomt besat af tanken om at slippe væk i stedet for at vente på hjælp. Næste morgen nævner Nando sin idé for Carlitos. “Du fryser ihjel i sneen”, svarer vennen.

“Ikke, hvis jeg har nok tøj på”.

“Så vil du sulte ihjel”, argumenterer Carlitos og tilføjer, at det er umuligt at overleve med kun chokolade og vin.

“Så skærer jeg kød fra en af piloterne. De fik os trods alt rodet ud i det her”, siger Nando tørt.

Carlitos tager ikke bemærkningen seriøst, men også han er bekymret for, om redningsfolkene når frem til dem. Fire dage er nu gået siden styrtet. Maden slipper hurtigt op.

Ekspedition slår fejl

En af passagererne finder et kort hos piloterne, men ingen aner, hvor flyet er styrtet ned. Så husker én, at piloten flere gange havde nævnt “Curicó”, inden han døde. Mændene finder den chilenske by på kortet. Hvis de går mod vest, vil de finde mennesker, vurderer de. Men vejen er blokeret af gigantiske bjerge.

De overlevende bliver enige om at sende en ekspedition af sted. Den kan undersøge bjerget mod vest og lede efter flyets hale, hvor der måske er batterier til radioen.

Næste morgen drager Roberto, Carlitos og to andre af sted. Ekspeditionen er en katastrofe. Mændene synker ned i sneen, kommer ingen vegne og må afkræftede vende om.

“Vi klarer det aldrig”, siger Roberto på vej tilbage mod vraget. “Se, hvor svage vi er uden mad”.

Carlitos husker, hvad Nando har sagt.

“Han sagde, at han ville spise en af piloterne for at komme væk, hvis vi ikke bliver reddet”.

De fire mænd vandrer tilbage i stilhed. Tilbage ved flyet er stemningen lige så langt under frysepunktet som isvinden udenfor. Hvis fire af de stærkeste rugbyspillere ikke kan komme væk, er de fanget i bjergene.

Maden slipper op

Den ottende nat vågner Nando ved, at Susana er blevet kold i hans arme. Han puster luft i hendes lunger, mens tårerne strømmer ned ad kinderne. Han kan intet gøre. Hun er død. Hele natten holder han den livløse pige ind til sig, mens hans krop ryster af sorg. Næste morgen bærer han sin søster ud i sneen.

Nu begynder dagene at flyde sammen. Mens Nando genvinder fysisk styrke, falder mange andre hen. Sulten tærer på de overlevende, der mister balancen og vakler svage og fortumlede rundt. De spiser langsomt for at få maden til at holde, men de lange måltider føles som tortur. Rationerne er ved at løbe tør. Og bjergene gemmer ikke på noget spiseligt.

Roberto samler de overlevende og kommer med forslaget. Hvis de skal have en chance for at overleve, forklarer han, er de tvunget til at spise kød fra de døde.

“Sjælene har forladt deres kroppe”, siger han. “Det er kød. Ikke andet”.

Gustavo bakker op. Hvis han dør, skal de andre spise ham, fortæller han. De har en moralsk pligt til at overleve.

Ingen siger noget. Fem mand går ud i sneen og knæler ved et frossent lig. De vender det, så ansigtet peger ned mod sneen. Usikkert hakker de med et stykke glas små stykker kød ud i tændstikstørrelse. De tager kødstumperne tilbage til flyet. Mændene ser tyst på hinanden.

Roberto tager et stykke kød. Han tøver, pludselig lammet af skræk. Så trækker han vejret dybt, skubber kødet ind i munden og synker.

Næste dag har alle det fint. Ingen er blevet syge eller straffet af Gud, som nogle af de unge mænd havde frygtet. Til gengæld har Peréz nedslående nyt; han har fået en transistorradio til at virke og hørt, at alt redningsarbejde nu er afblæst. Myndighederne har opgivet ethvert håb om at finde overlevende.

Næsten alle bryder ud i gråd. Kun Nando kigger roligt mod bjergene i vest.

Desperationen får nu de fleste til at spise menneskekød. De få, der stadig nægter at fortære venner og familie, er ved at dø af sult. Andre varmer kødet. Tilbredningen ændrer smagen og får det til at minde om oksekød.

Lavine begraver flyet

En nat buldrer en lavine af tung sne ned over flyet. Nando når hverken at høre eller se noget, før han er indkapslet og lammet af kold sne.

Han trækker vejret langsomt, og sneen trykker hans brystkasse ned for hvert åndedræt. Lungerne er lige ved at eksplodere, da en af holdkammeraterne graver ham fri.

Lavinen har taget livet af otte, bl.a. holdkaptajnen Peréz. Flyets bagende – den eneste udgang – er spærret. Ilten forsvinder hurtigt.

De er nødt til at lave et hul i skroget for at kunne ånde. Mens de andre lyser med lightere, hakker Nando i loftet med en stålstang. Han frygter, at taget er dækket af et tykt lag sne. Men stangen bryder igennem, og Månens lys skinner ind.

Næste morgen smadrer de overlevende vinduet i cockpittet og kravler ud. Udenfor fyger en voldsom snestorm.

De er fanget. Hele dagen, og næste dag med, sidder de indespærret. For at klare den spiser de det friske kød fra nattens ofre. Endelig, på tredjedagen, kan de hugge sig ud i det fri.

Blot 19 af de oprindelige 45 passagerer er nu i live, og Nando er fast besluttet på at tage af sted efter hjælp.

Mændene udvælger en lille gruppe, som skal krydse bjerget mod vest, når vejret snart bliver varmere. Selvskrevne er Nando, Roberto og Antonio Vizintín, med kælenavnet Tintin. De får mere mad og færre arbejdspligter, så de er stærke til rejsen.

Da de tre mænd endelig drager af sted, er de ved at fryse ihjel i sneen og må vende om.

Menneskekødet slipper op

Desperationen stiger. De overlevende har nu været fanget i over 50 dage.

Varmen får de døde til at rådne, og snart løber de tør for lig. En del er efterhånden syge af mangel på mineraler. Nogle begynder at spise de kropsdele, der ellers var forbudte: hænder, fødder, testikler, marv og størknet blod.

Også hjernerne bliver spist, og kranier brugt som skåle.

Hvis de skal nå at finde hjælp, er det nu eller aldrig, tænker Nando. Han får overtalt Roberto og Tintin til at tage på en sidste ekspedition over bjerget mod vest. Det er sidste chance.

Kl. 5 en decembermorgen drager de af sted. Nando har fire par bukser og sokker på, men kulden når alligevel igennem. Sneen er blød og suger kræfterne ud af de tre unge mænd.

Afstandene er bedrageriske i bjergene: Hver gang de tror, at de har nået toppen, må mændene skuffet se i øjnene, at de blot har passeret endnu en forhøjning. “Vi når aldrig toppen”, sukker Roberto. “For hvert skridt vi tager, risikerer vi vores liv”.

Bjergsiden er nu nærmest lodret, og kun ved at grave trin ind i sneen slider mændene sig op.

Nando når først toppen, men triumfen varer kun få sekunder: intet grønt – kun bjerge, så langt øjet rækker. For første gang føler Nando, at alt håb er tabt. Han vil skrige til himlen i frustration, men ser så en lysning imellem to bjerge. “Det vil tage os 50 dage at nå dertil, og vi har kun mad til ti”, siger Roberto.

Næste morgen bliver Tintin sendt tilbage til vraget. Så er der mere menneskekød til de to andre på rejsen.

Reddet i sidste øjeblik

Forbundet med nylonsnor vakler Nando og Roberto langsomt ned ad det stejle bjerg. Luften er tynd. Roberto taler hele tiden højt til Gud.

Efter seks dages slid på en ration af menneskekød og rom når de bjergets fod. Nando vandrer foran, Roberto udmattet bagved.

Med ét stopper sneen, og for første gang i to måneder ser de to mænd planter: små pletter af græs, mos og blomster. Med glædestårer i øjnene mærker de håbet stige.

Roberto kan næsten ikke mere. Han er så udhungret, at han konstant er ved at vælte.

Hvert skridt smerter i hele kroppen, og kun Nandos råb og fornærmelser driver ham videre.

Udmattede slår de lejr ved en flod. Roberto dratter om på stedet, mens Nando går efter brænde.

Solnedgangen skaber lange skygger, der ser ud til at bevæge sig.

Og pludselig, ud af en skygge, kommer en skikkelse i bevægelse.

Roberto skriger efter sin ven og får sig ved en kraftanstrengelse på benene. Begge mænd løber i den retning, hvor Roberto mener at have set skyggen forsvinde.

Forpustede standser de foran en høj sten med en lang skygge.

“Jeg er sikker på, at der var en mand”, mumler Roberto skuffet.

Nando ryster på hovedet og vender sig for at gå tilbage til lejren. Med ryggen til den plaskende torden fra floden hører de et råb. Dér – på den anden bred – er ikke én, men tre mænd på heste. De er reddet.

Piloten regnede galt

Ifølge flere uafhængige undersøgelser skyldtes flystyrtet i Andesbjergene i oktober 1972 en menneskelig fejl hos flyets piloter.

Et massivt skydække forhindrede piloterne i at orientere sig visuelt og tvang dem til at regne sig frem til, hvor langt de var fløjet over Andesbjergene.

Her glemte mandskabet dog at medregne en stærk modvind, der havde sænket maskinens fart, så det ikke var nået så langt på ruten som forventet.

Piloten påbegyndte derfor nedstigningen til Chiles hovedstad, Santiago, for tidligt – mens flyet stadig var over bjergkæden.

Under landingen ramte flyet en bjergside, og sammenstødet fik begge vinger og haleroret til at brække af, så kun skroget landede i sneen. Vraget – og de 45 passagerer – strandede i ca. 3500 meters højde i et isoleret bjergområde ved grænsen mellem Chile og Argentina.

Kannibalisme blev tilgivet

Nando Parrado og Roberto Canessa blev – efter ni dages opslidende vandring i Andesbjergene – reddet af en gruppe chilenske kvægbønder.

I første omgang mistænkte bønderne de overlevende for at være terrorister og efterlod dem sultne og afkræftede.

Den ene chilener kunne dog huske, at han havde hørt om et flystyrt i bjergene, og dagen efter vendte han tilbage for at udspørge Nando og Roberto.

Og snart kunne de to mænd for første gang i 70 dage sove i en seng og spise sig mætte i almindelig mad.

Bønderne tilkaldte to helikoptere, og med Nando som guide fik myndighederne bragt de sidste nødstedte i sikkerhed den 23. december 1972. I alt havde 16 ud af flyets 45 passagerer overlevet de 72 dage i Andesbjergene.

Redningsaktionen vakte stor opmærksomhed i internationale medier, og de overlevendes spektakulære beretninger ryddede forsider over hele kloden. Især oplysningen om, at passagerne havde overlevet ved at spise deres omkomne venner og familiemedlemmer, skabte stor forargelse og debat.

Men både pårørende til de døde og katolske kirkeledere bakkede dog offentligt op om de overlevendes desperate handling.

Historien om flystyrtet er især kendt fra Piers Paul Reads dokumentariske bog “Alive” fra 1974 og den senere film, der på dansk fik navnet "Vi lever".

Artiklen er baseret på øjenvidneberetninger fra bøgerne “Miracle In The Andes” af Nando Parrado og “Alive” af Piers Paul Read.