Sukker-tsunami spredte død og kaos i Boston
I januar 1919 kollapser en silo med 12.000 tons klæbrig melasse på havnen i Boston. En gigantisk bølge skyller ud over byens travleste industriområde, og hundreder bliver fanget i klisteret.

I timerne efter katastrofen gik arbejdshold i gang med at bjærge de døde fra den klistrede melasse og få et overblik over ødelæggelserne.
Flere gange havde Isaac Gonzales advaret sin arbejdsgiver, US Industrial Alcohol Company, om den lurende fare.
Han havde hørt stålsiloen skrige, når skibene fra Caribien pumpede deres last af melasse over i den, og han havde set rustne flager skalle af.
Da adskillige nitter en dag gav efter, tryglede han sin chef om at reparere siloen, men firmaet fik bare lappet et par revner. Katastrofen var kun udsat.
Den 15. januar 1919 var en usædvanligt mild vinterdag i Boston. Mændene på havnen svedte, mens de læssede tønder i godstogene, tømte hestevogne og stablede kasser.
Arbejderne tog ikke notits af den 15 meter høje silo med ni mio. liter melasse, som tårnede sig op over området. Stålmonsteret tiltrak til gengæld børnene fra kvarteret.
Som fluer stimlede de sammen om de kobberfarvede bække af sukkerstads, som løb ned ad stålsiderne og lå i pytter på asfalten.
Blandt børnene var den niårige Antonio DiStasio og Pasquale Iantosca på 10 år, der sad ved siloen, samt Antonios 11-årige storesøster Maria.
Mens de to drenge sad der, lød pludselig en dyb rumlen. Så indtraf ulykken. Med et øresønderrivende brag flækkede siloen.
Tusindvis af stålnitter skød ud i luften som geværkugler, og øjeblikket efter væltede en flodbølge af 12.000 tons klistret melasse ud over det travle havneområde med 50 km/t.
Den 3-4 meter høje tsunami rev heste, hunde, katte, mennesker, tonstunge stålplader og togvogne med sig, hvirvlede dem rundt i den tykke suppe og knuste dem mod ståldragere og bygninger.
Heste kæmpede forgæves mod druknedøden, og flodbølgen væltede videre hen over skure og ned i kældre, hvor arbejdere i panik forsøgte at svømme ud.
Knægten Antonio nåede lige at se sin søster blive opslugt af den sorte bølge, før tonsvis af melasse væltede over ham og Pasquale.
Antonio blev ført med strømmen og slynget mod et stykke stål fra den sprængte silo. Slaget skar en 10 cm lang flænge i hans hoved og flækkede kraniet. I sidste øjeblik fik en mand øje på den blødende dreng i sirupfloden og trak ham i sikkerhed med en pæl.
Flodbølgen fortsatte gennem kvarteret. Den knuste butiksfacader og rev mindre huse omkuld. Brandstationen blev løftet fra sit fundament og nær kastet i havnen.
I infernoet skreg de overlevende på hjælp, mens de forsøgte at kæmpe sig væk.