Titanics skaber gik ned med sit skib

Den arbejdsomme Andrews er med sin sans for detaljer den perfekte mand til jobbet. Sammen med værftets direktør, Alexander Carlisle, kaster han sig over at tegne og konstruere luksusskibet.

Fra marts 1909 bliver deres skitser og modeller skridt for skridt til en stålkæmpe. Den 269 m lange køl får spanter på, og den engagerede Andrews følger arbejdet på beddingen, hvor 17 kraner hjælper værftsarbejderne med at samle skroget med 3 mio. nitter.

“Han syntes at være udstyret med en uendelig energi, og han var uophørligt optaget af arbejdet”, huskede en kollega.

For at gøre Titanic ekstraordinært sikkert inddeler Andrews skroget i 16 vandtætte sektioner. Gennemgangen mellem sektionerne kan forsegles med vandtætte skotter, så sektionerne hver især lukker tæt og forhindrer, at resten af skibet oversvømmes. Den nyeste elektronik sørger for, at skotterne kan lukkes lynhurtigt i fra broen.

“I tilfælde af en ulykke, eller på ethvert andet tilrådeligt tidspunkt, kan kaptajnen blot ved at trykke på en elektrisk kontakt øjeblikkeligt gøre skibet praktisk talt synkefrit”, skrev magasinet The Shipbuilder imponeret i en særudgave fra 1911.

Den moderne sikkerhedsforanstaltning gør også, at hverken skibets konstruktør eller White Star Line ser nogen som helst grund til at udstyre Titanic med redningsbåde til alle passagerer – især fordi loven ikke kræver det i 1912.

“Vi brugte to timer på at snakke om gulvtæpperne til førsteklasseskahytterne og 15 minutter på at diskutere redningsbåde”, forklarede direktør Carlisle efter forliset.

Designeren kæler for alle detaljer

I sommeren 1910 overtager Andrews det fulde ansvar for Titanic som ny direktør for Harland & Wolff, da Carlisle går på pension. Forfremmelsen passer Andrews, der ser luksuslineren som sit skib, ganske fint.

Det er en stor dag for chefkonstruktøren, da Titanics tomme skal i maj 1911 bliver sat i vandet. Efterfølgende hejses de 100 tons tunge kedler ned i fyrrummet, og de fire gigantiske, sorttoppede skorstene monteres.

Andrews kaster sig nu over at forvandle stålmonsteret til et flydende luksushotel.

Chefkonstruktøren overvåger personligt snedkernes arbejde, så alle paneler lever op til skibets eksklusive udtryk. Selv på 3. klasse er Andrews optaget af den fjerneste afkrog, og han får installeret elektrisk lys og vaskekummer i kahytterne på de nederste dæk.

Ved midnatstid den 3. april 1912 ankommer Titanic til Southampton, og i ugen op til jomfrurejsen knokler Andrews videre.

“Hr. Andrews havde ikke en ledig stund. Han tog sig af at ordne ting som hylder, borde, stole, køjesengsstiger og elektriske vifter – han påpegede, at hvis han ikke personligt gennemgik alt, ville han ikke være tilfreds”, huskede hans sekretær.

Først dagen inden afrejsen mod New York kan Andrews kortvarigt puste ud.

“Titanic er nu helt færdigt, og jeg tænker, at hun vil gøre det gamle firma ære i morgen, når vi sejler”, skriver han til sin kone om aftenen den 9. april.

Titanic er “tæt på perfekt”

På kajen i Southampton bliver Titanic overøst med lovprisninger. Aviserne beskriver det som “drømmeskibet” og “skibet, der overgår alt andet flydende”.

Men Andrews har ikke tid til at nyde rosen. Selvom hans tilstedeværelse på skibet giver de fine passagerer på 1. klasse æren af at møde luksuslinerens konstruktør, er hans primære rolle at studere, om alt fungerer ombord.

Hver dag spadserer Andrews rundt med sin notesbog på jagt efter ting, der skal forbedres.

Han bemærker, at farven på de indsatte vægpaneler på promenadedækket er for mørke; der er for mange synlige skruer i kahytternes hatteknager; og så kan skrivestuen til kvinderne gøres mindre og give plads til ekstra kahytter, da moderne kvinder ikke i så høj grad som tidligere sidder for sig selv efter middagen.

Kun småting. Op ad dagen den 14. april fortæller han en ven ombord, “at skibet er så tæt på at være perfekt, som den menneskelige hjerne formår at udtænke”.

Lige før midnat sidder Andrews i sin kahyt, A-36, på 1. klasse og samler dagens noter, da kaptajnen, Edward Smith, sender bud efter ham. De har ramt et isbjerg, og ingen kan bedre vurdere skaderne end skibets skaber.

De to går sammen ned i Titanics dyb. Smith har lukket skotterne, men flængen i skibet er så lang, at vandet fosser ind i flere af de forreste sektioner.

Da Andrews indser, at seks sektioner er oversvømmede, ved han, at Titanics skæbne er beseglet.

Skibet kan klare, at fire sektioner bliver fyldt med vand, men fordi de kun går godt og vel 3 m op over vandlinjen, vil damperens tiltagende hældning medføre, at vandet kan strømme over i den næste sektion – og fortsætte således fra sektion til sektion.

Intet kan redde Titanic fra at ende på Atlanterhavets bund.

Andrews meddeler lavmælt kaptajnen, at skibet højst sandsynligt kun kan holde sig flydende i halvanden time endnu.

Andrews skynder på folk

Kl. 00.05 den 15. april beordrer kaptajn Smith redningsbådene gjort klar, og Andrews forsøger at tackle situationen efter bedste evne.

“Det er meget alvorligt, men sig det ikke til nogen, ellers bliver der panik”, siger han til stewardessen Mary Sloan.

Andrews ved, at uro og postyr intet godt vil medføre, men som tiden går, indser han, at mange ombord tager for let på situationen. De tror ikke på, at skibet virkelig synker.

“Sagde jeg ikke, De skulle tage Deres redningsbælte på”, vrisser han til stewardessen Annie Robinson.

Over for rigmanden John B. Thayer og hans teenagesøn indrømmer Andrews ved 00.30-tiden, at damperen ikke har “mere end en time endnu”.

Chefkonstruktøren forsøger så fattet som muligt at gelejde kvinderne i bådene:

“De kan ikke vælge og vrage mellem bådene. Tøv ikke! Skynd Dem! Skynd Dem!”

Efterhånden som forstavnen begynder at hælde markant, vurderer Andrews sandsynligvis, at der ikke er mere, han kan stille op.

Den 39-årige chefkonstruktør forlader dækket, hvor panikken er brudt ud, og går ned til rygesalonen i agterenden. Her vil han dø.

Skaberen går ned med sit skib

Da stewarden John Stewart som den sidste overlevende ser Andrews kl. 2.10, står Titanics arkitekt midt i rygesalonen.

Redningsvesten ligger på et grønt filtbord, mens Andrews kigger på maleriet “Plymouth Harbour”, der hænger over kaminen.

Billedet forestiller Titanic i sundet ud for havnebyen Plymouth, som skibet skulle have passeret på hjemrejsen til England. Chefkonstruktøren skulle være vendt hjem i triumf – som geniet bag verdens største og mest luksuriøse skib. Men i stedet har han fejlet.

Efter fem døgn på havet glider Titanic ned i Atlanterhavets dyb. Med sig i døden tager jernkæmpen Thomas Andrews og godt 1.500 mennesker.